Det er komplet meningsløst at gennemføre De Olympiske Lege i Tokyo

Kaori Yamaguchi, som er medaljevinder i judo og medlem af Japansk Olympiske Komité, kom for et par uger siden med en udtalelse, man ikke ville vente fra en olympisk official: »Japan er trængt op i en krog,« sagde hun med henvisning til, at Japan afvikler OL 2020 senere på sommeren, selv om pandemien ikke er spor forbi. »Hvordan skal vi kunne afvikle dette OL og til gavn for hvem? Det er meningsløst at afholde legene bare for at afholde dem.«

Japanske sundhedseksperter advarer om, at OL kan medføre nye COVID-19-udbrud. Over 80 procent af japanerne ønsker OL aflyst eller udskudt. Legene ser dog ud til at blive til noget, selv om de for det meste vil blive afviklet på mennesketomme stadioner, som er opført for enorme summer.

Yamaguchi stiller det rette spørgsmål: Hvem gavner dette OL? Idrætsfolk har rig lejlighed til at dyste i andre internationale mesterskaber, så hvorfor skal japanerne betale for at underholde verdens tv-seere? Måske holdes legene for japanske politikere, der håber at se deres prestige styrket. Eller for ’de fede katte’ i Den Olympiske Komité (IOC), som mener, at deres organisations interesser må gå forud for andres.

Tabt virilitet

Spørgsmålet om, hvad OL skal gøre godt for, har hjemsøgte legene, siden baron Pierre de Coubertin ’genoplivede’ dem i Athen i 1896. Baronen var som andre franske konservative spidser bekymret for nationens virilitet, især efter Frankrigs nederlag til Preussen i krigen i 1871. Konkurrencesport kunne blive en god vej til at genoprette franske mandeidealer, følte han.

Ud over at genrejse den franske mands ære håbede Coubertin på, at den internationale sportsbegivenhed ville fremme verdensfreden ved at bringe folkeslag sammen. Efter en ren og fair kappestrid ville nationernes sundeste individer sammen marchere mod en bedre fremtid.

Den højreradikale forfatter Charles Maurras hånede Coubertins idealisme og foragtede hans visioner om internationalt venskab. Men så skiftede han mening. Indædte sportsdyster kunne måske få folk fra forskellige nationer til at hade hinanden mere, hvilket kun ville være fremragende.

Coubertins idealisme triumferede lige så lidt som Maurras’ kynisme. I stedet for verdensfred kom verdenskrige – dog ikke på grund af rivaliserende nationalisme på sportsstadioner. Hulheden i den aldrende Coubertins prætentioner var åbenlys, da han med rystende stemme lovpriste venskab og fair play ved OL i Berlin i 1936, mens Hitler og Göring hørte på med smørrede grin.

OL i Tokyo i 1964 fik stor betydning for japanerne som symbol på økonomisk revitalisering og genvundet politisk respekt. Japan var ikke længere den militaristiske slyngelstat, der havde gjort sig skyld i massemord på millioner, men et velfungerende demokrati, der havde åbnet sig mod verden.

Positiv var også OL i Seoul i 1988. Efter årtiers brutal japansk kolonistyre, en ødelæggende koreakrig og årtier med militærdiktatur fremstod Sydkorea nu som et åbent samfund, med frie og lige valg, en fri og kritisk presse og en ung befolkning, der lyste af optimisme og stolthed.

Fallittens rand

Ud over disse to undtagelser har OL været svært at retfærdiggøre. De marcherende, flagviftende, uniformbærende massestævner er en anakronisme, som i dag kun praktiseres i lande, hvis befolkninger ikke har ret til at vælge deres ledere, men er forpligtede til at anprise dem. Nordkorea excellerer i disse opbud, men også Vladimir Putins Vinter-OL i 2014, afholdt i den subtropiske kurby Sotji med kunstig sne, skulle hylde hans eget autoritære styre, mens OL i Beijing i 2008 nok må siges at være tættere på Maurras’ end på Coubertins idealer.

Fattige lande som Grækenland i 2004 stod tilbage med en kæmpegæld og forladte stadioner, hvor ukrudtet voksede vildt. Rige lande behøver ikke ekstravagancer som dem, vi så i Atlanta i 1996 eller i London 2012, som påskud for at investere i infrastruktur, der alligevel skulle være bygget.

Så nej, Tokyo i 2021 behøver ikke et OL. Alligevel marcherer den olympiske hær videre og tjener styrtende summer. IOC tjente 1,2 milliarder dollar på OL i Athen. Jeg husker paraden af OL-officials i Seoul – jo fattigere et land, de repræsenterede, jo mere prangende armbåndsure.

OL er primært en gigantisk forretning for IOC, for sponsorer, for entreprenører og for korrupte politikere. Og derfor fortsætter det olympiske cirkus. Tusindvis af olympiske officials vil i juli og august sværme i Tokyos mest eksklusive hoteller, mens de store stadioner, som er bygget til et massepublikum, der aldrig kom, vil henligge øde under en begivenhed, som aldrig burde finde sted.

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen