Kunstneres fascination af afrikanere er ikke det samme som kolonial nedslagtning

Kirchner og Nolde er til diskussion. Og under anklage ikke mindst. For som mange sikkert har hørt, ønsker Statens Museum for Kunst (SMK) med udstillingen om de to kunstnere at påpege, hvordan Kirchner og Noldes arbejde ikke kun inspirerede, men også aktivt bidrog til den koloniale tankegang om race og undertrykkelse.

Men er det korrekt? Var der virkelig et sammenfald i holdningerne til de koloniserede folk mellem den tyske kejsermagt og storkapital og så den kunstneriske avantgarde?

På den ene side har vi Kirchner og Nolde, der sammen med mange andre kunstnere og samlere var blandt de første i Europa, der tillagde en afrikansk maske kunstnerisk værdi. De brugte også afrikanere og andre som modeller, ikke nedladende og karikerende, men fordi de repræsenterede et nyt skønhedsideal.

På den anden side har vi kejser Wilhelm, der i en berømt og berygtet tale til kolonitropperne udtalte, at de skulle fare frem som Attilas hunner.

Tropperne skulle bekæmpe et oprør blandt hereroerne i Namibia, og alt tyder på, at de fulgte kejserens opfordring og stort set udryddede hereroerne, og hvem der ellers lige kom i vejen.

Dette var ikke en usædvanlig begivenhed i det europæiske kolonieventyr. Tværtimod var det en udbredt idé i tiden, at underlegne folkeslag som en konsekvens af den darwinistiske selektionsproces var dømt til udryddelse. Måske ikke de gamle arabiske, kinesiske og indiske højkulturer, men alle de primitive i Amerika, Afrika, Australien og dele af Asien.

En underliggende racisme?

Spørgsmålet er nu, om disse to ret så forskellige måder at forholde sig til og omgå de koloniserede folk og deres kultur virkelig er udtryk for den samme underliggende racisme? Umiddelbart vil man vel sige nej.

Men for ikke at polarisere mere end nødvendigt, så er det klart, at Nolde og Kirchners forhold til ’de andre’ ikke var helt uproblematisk. Nolde og Kirchner var præget af den kulturelle horisont, de levede under.

Deres dyrkelse af fremmede kulturers kunst udsprang af længsel efter en mere ægte og oprindelig kunst og også et mere autentisk liv. En forlængelse af den romantiske bevægelses drøm om ’de ædle vilde’.

Symptomatisk var Noldes skuffelse, da han kom ud til Ny Guinea og opdagede, at de oprindelige indbyggere allerede var præget af europæisk kultur og var begyndt af gå i tøj og i kirke.

Det peger på, at de ikke søgte en dybere forståelse af ’de andre’, men at de mere blev et objekt for deres projektioner. Måske kan man også sige, at der i blikket på dem, som en slags naturbørn og dermed netop umyndige som børn, ligger et indirekte forsvar for kolonialismen og den bagvedliggende racisme.

Men man kunne jo også vende det om og sige, at Nolde og især Kirchners begejstring for afrikansk kunst, så naiv den end måtte være, såede den første spire til at betragte afrikanere som ligeværdige mennesker, og at de dermed var en slags forløbere for antikolonialisme og antiracisme. Sådan opfattede samtiden dem i hvert fald, og det betalte især Kirchner en høj pris for, da nazisterne kom til magten, og hans kunst blev stemplet som entartete – den tyske betegnelse, nationalsocialisterne brugte om kunst, de ikke brød sig om.

Statens Museum for Kunst nægter at nuancere

Spørgsmålet er imidlertid, om SMK rejser denne diskussion?

Jeg kan ikke se det. Tværtimod opfatter jeg det, som om udstillingen nægter at skelne og nuancere mellem forskellige holdninger, men ser alt sort-hvidt – en synsvinkel hvor der kun findes én kolonialisme, én racisme, én kapitalisme.

Den kan have forskellige forklædninger, men grundlæggende er den udtryk for den samme hvide mands allestedsnærværende undertrykkelse og dominans. Dermed følger udstillingen slavisk den postkoloniale dagsorden, en position som trods al den akademiske lingo er mere politisk aktivistisk end videnskabelig.

Det kan man mene om, hvad man vil, men det er dog tvivlsomt, om det kommer til få anden politisk betydning end at cementere allerede fastlåste positioner.

Men det er måske heller ikke målet. I denne bevægelse, hvor kunstinstitutionen træder ud af sin rolle som tilstræbt objektivt analyserende og beskrivende instans, sker der en endnu overset omvending af rollerne mellem kunstner og institution.

Kunstnerne, Nolde og Kirchner, mister deres status som oprørsk kritisk avantgarde, og indtager i stedet rollen som dem, der bevidst eller ubevidst er underlagt tidens normer og ikke mindst fordomme, mens institutionen til gengæld overtager avantgardens eftertragtede rolle som den kritiske revser og revolutionære fortrop.

Bjørn Poulsen er forfatter og billedhugger