Kommentar

Medierne vil så gerne være ’woke’, at de lader sig udnytte af smarte virksomheder

Alle elsker at skrive om de ’woke’ og progressive, men hvis medierne ukritisk videregiver virksomheders fortællinger, bliver de nyttige instrumenter for en strategi, der handler mere om profit end forandring, skriver journalist Mikkel Medom Jørgensen
Det klinger ikke bare hult, når Blizzard retrospektivt omdanner deres fiktive karakters forståelse af sit eget fiktive køn – det lugter stærkt af opportunisme.

Det klinger ikke bare hult, når Blizzard retrospektivt omdanner deres fiktive karakters forståelse af sit eget fiktive køn – det lugter stærkt af opportunisme.

Jae C. Hong

Debat
5. juni 2021

Den 17. maj kunne man øverst på DR’s hjemmeside finde en artikel, der overbragte nyheden om, at gnomdragen Chromie fra Blizzards fantasy-rollespil World of Warcraft identificerede sig som transkønnet. Isoleret set er nyheden dum for de fleste og vigtig for nogle.

Selve aktualiteten er dog ikke relevant for det, der er virkeligt problematisk: at mediernes uårvågne tilgang til den populære årvågenhed – kendetegnet ved det forfærdelige ord ’wokeness’ – reducerer dem til redskaber for virksomhedernes kyniske pressestrategier.

For spiludviklingsvirksomheden Blizzard er ikke årvågen om andet end bundlinjen. Siden sin sammensmeltning med den anden spilvirksomhed Activision har Blizzard omdannet sig fra at være vellidt og brugerinddragende med originale produkter lavet af kærlighed til genren, som Diablo, Warcraft og StarCraft, til at blive en virksomhed, som virksomheder er flest: en maskine nøje afstemt efter maksimering af profit.

Ulv i politisk korrekte klæder

Kan store virksomheder ikke både tjene penge og gøre verden til et bedre sted? Det mener Activision-Blizzard selv, men deres handlinger fortæller en anden historie.

Bedst kendt er nok episoden, hvor en spiller af Blizzard-kortspillet Hearthstone i 2019 under en turnering annoncerede sin støtte til demonstrationerne mod det kinesiske statsregime. Blizzard reagerede prompte ved at fjerne spilleren fra turneringen og bandlyse ham fra at deltage i fremtidige slutrunder i et år.

Det var en hårdere straf end før set for denne slags foreteelser, hvilket også fik offentligheden op af stolen med det moderne svar på indigneret engagement: et hashtag. #Boycottblizzard trendede og tumlede rundt på de sociale medier, indtil virksomheden bøjede af og forkortede straffen.

Activision-Blizzard tager selv afstand fra, at deres drakoniske strafudmåling skulle have nogen sammenhæng med deres enorme fokus på kinesiske markedsandele, men man skal være grundigt naiv for ikke at gennemskue, at pengene taler højere end idealerne. Spørg enhver, der har fulgt Blizzard over de sidste fem år.

Derfor klinger det ikke bare hult, når Blizzard retrospektivt omdanner deres fiktive karakters forståelse af sit eget fiktive køn – det lugter stærkt af opportunisme.

Alt dette er ikke i sig selv overraskende. Store virksomheder har til alle tider fungeret på samme måde: De lægger sig i kølvandet på netop den tendens, som er konsensus. Hvis wokeness er vigtigt for målgruppen anno 2021, er wokeness også vigtigt for Activision-Blizzard, såvel som det var for Mærsk med deres pinligt ringe, regnbuefarvede, afrikansk rytme-approprierende inklusionsvideo og for det amerikanske efterretningsagentur CIA med en håndfuld tonedøve, minoritetsforhelligende amatørvideoer, der indeholdt et forceret fokus på diversitet og fælles forståelse.

Kort sagt: Virksomheder vil vise, at de tror på det, der er populært, fordi popularitet giver penge. Det er ikke humanistisk kapitalisme, der flyder i en strøm af kolde kontanter og varmt hjerteblod, slangende gennem landskabet mod den lyse fremtids havvand. Det er marketing. Var det mere populært blandt målgruppen at være fremmedfjendsk, havde Activision-Blizzard gjort Chromie til grænsevagt.

Mediernes søvnige årvågenhed 

Tilbage står medierne, tørstende efter at indkapsle tidsånden, men i deres liderlighed efter at være med på beatet glemmer de at ransage, om der er berettigelse for rytmen. Medierne bliver komisk nok ikke årvågne i deres egen bestræbelse på årvågenhed. Vi kan kalde det sleepy wokeness.

Hele denne sag kan ganske givet virke overakademisk og irrelevant i en verden, hvor planeten smelter, Gazastriben genbombes, og vores eget kongerige behandler mennesker i nød med hidtil uset arrogance, men der er en større fortælling gemt i den mindre. 

Den kulturelle diskurs præges for tiden af et behov for at ’have sit på det rene’, og netop denne renhed, dette behov for at stå på den sandfærdige side af historien og advokere for den korrekte, farverige fremtid, bærer også en ondartet svulst af selvretfærdig determination: en brutal og hurtigtudviklende parasit af korrekt konsensus og forestillet evne til at se de virkelige bevægelser bag scenetæppet, som alle tørster efter at injicere for at minde dem selv og verden om, at de agerer i overensstemmelse med tidens tonart.

Men hvis alle vil være barnet blandt byboerne, der højt udbryder, at kongen intet tøj har på, hvem har så overskud til at vurdere, om de nøgne og frigjorte i virkeligheden er nøgne og frigjorte, og ikke bare smider tøjet, fordi der er penge i at være en spejling af den til enhver tid dominerende idé?

Med andre ord: Hvis vi ikke forholder os reflekteret til selve årvågenheden, gør den os blind, og blinde bliver ledt af dem, der holder det ene øje åbent med blikket rettet mod deres egen sag.

Mikkel Medom Jørgensen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

vel skrevet. Tak.