Kronik

Det er en myte, at slaveriet lagde grundstenen til Vestens industrialisering

Siden 60’erne er det blevet hævdet, at den vestlige industrialisering er bygget på ryggen af slaveriet. Den tese holder dog ikke stik og kan eksempelvis ikke forklare industrialiseringen af vestlige lande uden kolonier. Der skal helt andre forklaringer til, skriver lektor emeritus Wolfgang Zank i denne kronik
Tysk koloni i Namibia i 1886.

Tysk koloni i Namibia i 1886.

Ritzau / Scanpix

Debat
4. juni 2021

Den 15. maj anmeldte Søren Mau bogen The New Age of Empire af Kehinde Andrews i Moderne Tider, som handler om »vestens racistiske udnyttelse af resten af verden«. Ifølge bogen har denne udbytning stået på siden 1492 og op til i dag. Bogen er ny, men teserne er gamle.

Tesen om den neokoloniale fortsættelse af kolonial udbytning florerede især i 1960’erne og 1970’erne. Mest kendt er måske Immanuel Wallersteins ’World System Theory’, som anfører, at en unfair arbejdsdeling og diskriminerende mekanismer på verdensmarkedet sørger for, at de rige lande høster alle fordelene, mens de fattige lande forbliver fattige.

Konsekvenserne af Wallersteins teori var ligeud ad landevejen: Udviklingslandene skulle holde sig langt væk fra det kapitalistiske verdensmarked. Wallerstein og lignende teoretikere havde engang stor indflydelse. Som økonomerne Jeffrey Sachs og Andrew Warner dokumenterede, gik de fleste udviklingslande over til et lukket, statsstyret økonomisk system og trak sig væk fra verdensmarkedet. Omkring tre fjerdedele af verdens befolkning levede i 1970’erne i sådanne lukkede systemer.

Kina som modbevis

Som Sachs og Warner (og mange andre) dokumenterede, var overgangen til lukkede økonomier måske den mest fatale fejl, de fleste tredjeverdenslande begik. Økonomisk vækst gik stort set i stå, mens gælden voksede – tit til astronomiske højder. Til sammenligning var de relativt få åbne økonomier langt mere succesrige.

Det kan derfor ikke undre, at de fleste tredjeverdenslande efter nogle årtier igen overgik til åbne systemer. Det mest spektakulære tilfælde er Kina. Efter Mao Zedongs død indledte styret omfattende reformer, som blandt andet medførte, at import- og eksportkvoterne steg til over en tredjedel af BNP.

Landet har med stor succes udnyttet de mange muligheder, som det kapitalistiske verdensmarked rummede – også for fattige lande, og som Wallerstein undervurderede på det groveste. Kina er dermed et levende bevis på, at Wallerstein (og Kehinde Andrews) tog alvorligt fejl. Vejen frem for udviklingslande har netop været at integrere sig i verdensmarkedet.

Med reformerne efter 1978 har Kina løftet hundredvis af millioner ud af absolut fattigdom. Men det hører med til historien, at lige så mange mennesker tidligere var blevet fastlåst i fattigdom i årtier under Mao Zedong.

Og værre endda: Fra 1958 til 1962 gennemtvang partiledelsen en vanvittig crash-industrialisering, som styrtede lande i økonomisk kaos. Produktionen af fødevarer brød sammen, men bønderne skulle aflevere lige så meget som før, blandt andet for at opretholde eksporten. Den resulterende hungersnød kostede millioner af liv.

En kommission nedsat af kommunistpartiet i 1980’erne anslog tabstallet til 45 millioner. Ingen vestlig kolonial grusomhed kom bare i nærheden af disse dimensioner. Noget lignende kan siges om Holodomor, den hungersnød, som opstod som konsekvens af Stalins kollektivisering af landbruget i 1932-33. Robert Conquest beregnede antallet af dødsofre til 12 millioner.

Industrialisering uden kolonier

Selvfølgelig skete der mange uhyrligheder under kolonialismen. Men det er fuldstændig forkert, når Søren Mau skriver: »Uden slaveplantagernes ufattelig profitable produktion af sukker og bomuld ville den industrielle revolution ikke have været mulig …«

Den industrielle revolutions begyndelse kan måske dateres til 1768, da James Watt opfandt en effektiv dampmaskine. Da havde kapitalakkumulationen været undervejs i flere århundreder, mens det britiske kolonialrige stadig var meget lille. Og hovedkilderne til den britiske kapital var hovedsageligt intern produktion, for eksempel profitabelt landbrug eller kul fra Newcastle.

Handlen med verden uden for Storbritannien indbefattede ganske vist sukker og bomuld produceret af slaver, men handlen bestod i langt større omfang af varer så som te fra Kina eller britisk uldtøj til Østersøområdet.

Hele udenrigshandlen, altså inklusive te og uldtøj, skabte ifølge historikeren Kenneth Morgan kun midlerne til 15 procent af bruttoinvesteringerne under den industrielle revolution. Lande som Schweiz og Sverige med meget succesfuld industrialisering havde overhovedet ikke nogen kolonier.

Og hvordan kan Tysklands udvikling egentlig forklares? Gennembruddet til industrisamfundet skete i 1848-73, uden kolonier. Efter 1884 fik landet nogle kolonier, hovedsagelig Cameroun, Namibia, Tanzania og Togo. De var alle sammen underskudsforretninger, bortset fra Namibia, hvor man kort før Første Verdenskrig fandt diamanter.

Under Første Verdenskrig gik kolonierne tabt. Og under Anden Verdenskrig blev byerne bombet, landområder i Østtyskland med profitabelt landbrug eller kulminer gik til Polen eller Sovjetunionen, de allierede demonterede dele af industrien og beslaglagde mange færdigprodukter som reparationer. På trods af disse betragtelige tab oplevede Vesttyskland i 1950’erne et ’økonomisk mirakel’. I Japan skete noget lignende.

Hvordan kunne det være? Fordi begge lande havde en arbejdsstyrke med høje kvalifikationer. Det er sandsynligvis den vigtigste faktor overhovedet for vedvarende økonomisk vækst. Desuden havde begge lande et rimeligt effektivt statsapparat, et fungerende justitsvæsen og ret gode uddannelsesinstitutioner. Alle disse typer af institutioner er i en meget dårlig stand i mange ulande.

Institutionernes triumf

Vesteuropa har været pioner inden for opbygningen af denne type institutioner. Allerede middelalderens byer begyndte med uddannelse for de mange. De dannede kunne kommunikere på tværs af landegrænserne på latin, og ingen konge eller pave kunne kontrollere udbredelsen af ideer i længere tid. Ikkereligiøs viden trivedes. Kongernes magt blev trinvist civiliseret. Ejendomsretten blev beskyttet. Det var meget vigtigt, ikke mindst for de fattige, for uden ejendomsret investerer de rige nemlig ikke deres midler.

Den økonomisk-historiske forskning har gjort mange vigtige fremskridt de seneste årtier. Blandt andet har vi nu BNP-tal, som går mange hundrede år tilbage, takket være ikke mindst indsatsen fra den britiske økonom Angus Maddison.

Vesteuropa begyndte omkring år 1000 en langsom men ret stabil økonomisk vækst. I middelalderen var Kina faktisk foran Vesteuropa, men faldt omkring år 1300 ned i en vedvarende stagnation, i 1800-tallet decideret tilbagegang. Indien og Det Osmanniske Rige oplevede noget lignende. Alt imens Vesteuropa og Nordamerika udviklede sig. Verden blev meget ulige. Hovedsageligt på grund af afgørende interne institutionelle forskelle.

Wolfgang Zank er lektor emeritus i internationale forhold ved Aalborg Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"... anslog tabstallet til 45 millioner. Ingen vestlig kolonial grusomhed kom bare i nærheden af disse dimensioner."

Det bliver interessant at se reaktionen efter at Wolfgang Zank har gennemset den nye fire-delt dokumentar serie, "Exterminate All the Brutes", som dykker dybt ned i arven fra europæisk kolonialisme fra Amerika til Afrika.

Det er den episke HBO-dokumentarserie Exterminate All the Brutes, som er tilgængelig på HBO og HBO Max. Time Magazine fortæller om serien: "Det kan meget vel være den mest politisk radikale og intellektuelt udfordrende faglitteratur der nogensinde er lavet til tv."

Columbus opdagede ikke Amerika, der boede allerede 100 millioner mennesker på både Nord- og Sydamerika. Den haitianske-fødte filmskaber Raoul Peck siger at: Der er noget, vi må tale om, tre ord, der opsummerer hele menneskehedens historie: civilisation, kolonisering, udryddelse. Dette er oprindelsen til ideologien om hvidt overherredømme.

Dertil kan man læse The New York Times 1619 Project, som revurderede den centrale rolle slaveri spillede i grundlæggelsen af USA.

Alvin Jensen, Hanne Utoft, Marie-Christine Poncelet, Ivan Breinholt Leth, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og carl rødbro anbefalede denne kommentar
John Kierans

Der er pt. et igangværende narrativ blandt såkaldte "woke" personer om, at al verdens dårligdom og ulighed skyldes slaveri/kolonialisme/imperalisme/etc.

Samtidig er der tilsvarende woke initiativer i USA, der i særlig grad tillægger de importerede slaver en meget stor del af æren for samfundets udvikling.

Dette eksemplificeres i TV-serien High on the Hog, der (ud over at være ganske inspirerende TV for foodies) også baserer sig på en grundantagelse om, at praktisk talt al "amerikansk" mad i realiteten udspringer af det afroafrikanske slave-køkken.

Det er vanskeligt at have noget imod en stillingtagen, der dels anerkender slaveriets/slavernes bidrag til samfundsudviklingen, dels fremhæver de elementer, som afroamerikanere kan være stolte af (hvis altså deres hudfarve skal tillægges en særlig betydning i et samfund med ligeværd).

Til gengæld synes de nuværende strømninger (herunder også Exterminate the Brutes og 1619-projektet) at være lige så enøjede i deres fremstilling af virkeligheden, som hidtidige historikere har været, når de helt ignorerede slavernes betydning for samfundsøkonomi osv.

Sandheden er sandsynligvis en hel del mere fler-facetteret - og Zank har tydeligvis et par gode pointer.

Jan Fritsbøger

er det ikke slaveri at de brede masser forsørger en privilegeret overklasse som kan nøjes med at investere den værdi andre har skabt, og enhver form for investering af penge handler jo om at købe retten til lidt af værdien af andres arbejde,
almindelige mennesker er lønslaver, og verden er indrettet så det er umuligt for langt de fleste bare at forsørge sig selv,
og ikke samtidig forsørge grådighedssegmentet, eller snarere forgylde ! for besidderklassen lever jo med en nærmest ufattelig overflod,
så hvis vi skal være ærlige så er det et faktum at al rigdom er baseret på en form for slaveri, hele vejen op igennem historien.
det eneste som er ændret er den formelle ejendomsret til de slaver man bliver forsørget af.

Brian Nocis Jensen, Egon Stich, Jette Steensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Marianne Jespersen, Hanne Utoft, Marie-Christine Poncelet, Susanne Kaspersen, Martin Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Måske er det definitionen på slaveri, der her er problemet.

Sagen er i hvert fald, at under den industrielle revolution, hvor dampmaskinerne var umættelige, sendte man bør ned til 6 år ind i minerne for at skaffe kul. Mange blev derinde, og man brugte ikke til og energi til at grave dem ud. Og andre havde en ualmindelig kort levealder på grund af kulstøv i lungerne, men så sparede man jo også på skolegang til dem.

Disse var selvklart ikke slaver i den normale betydning. Men ser man på de nuværende miner for visse nødvendige metaller i ulande, er vilkårene præcis de samme i 2021.

Men en del af vestens rigdom kom faktisk fra bomuld,, sukker og lignende og det var i hvert fald ikke slaveejerne, der gjorde det fysiske arbejde i denne forbindelse.

Men altså - er det galt med definitionen - eller også er sproget fattigt på de mest ubehagelige ord.

Alvin Jensen, Annemette Due, Marie-Christine Poncelet, Jens Jensen, Poul Genefke-Thye, Susanne Kaspersen, Claus Nielsen og Martin Mortensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hvis antallet af døde overhovedet har nogen betydning, så døde 60 millioner afrikanere som følge af slaveriet. Dertil skal lægges alle de, der døde som følge af kolonialismen og de mange oprør fra Namibia til Kenya. Det skønnes at 50 millioner oprindelige folk i Nordamerika døde som følge af koloniseringen.

Hvad er en lukket økonomi? Er den statsstyrede kinesiske økonomi en åben økonomi? Efter afkoloniseringen af Afrika forsøgte afrikanske lande at lukke deres økonomier, for at beskytte deres skrøbelige industrier mod konkurrence fra Japan og fra Vesten. Det holdt ikke længe, for landende blev tvangsåbnede og midlet var gæld. De metoder der blev anvendt er udmærket beskrevet af tidligere CIA agent John Perkins. Hans job var at lokke tredje verdens ledere til at forgælde deres lande med løfter om dollars-konti i vestlige banker. Hvis det ikke lykkedes Perkins at overtale disse korrupte ledere sendte CIA "Sjakalerne" - CIA's hemmelige tæskehold. Efter tæskeholdet kom IMF med deres struktural adjustment programmes og tvang tredje verdens lande til at åbne deres økonomier, så de kunne få gavn af de fantastiske "frie markeder". Resultatet var total smadring af landenes svage industrier, som ikke kunne konkurrere med vestlige varer. Vestlige statssubsidierede landbrugsvarer blev solgt på afrikanske markeder til under produktionsomkostningerne, og det kunne ikke en gang Afrikas fattige småbønder konkurrere med. IMF-rådgivere rejste rundt i tredje verdens lande og rådgav landenes bønder til at dyrke cash crops. Da flere og flere lande fulgte IMF's råd styrtdykkede verdensmarkedspriserne på disse afgrøder til fordel for den vestlige verdens forbrugere. Hamburg blev verdens centrum for kaffehandel. Prisen på kaffe blev fastsat i Hamburg, og kaffebønnerne blev pålagt 10 procent i afgift, når de nåede frem til Hamburg, således at Tyskland kunne få sin del af overskuddet fra kaffeproduktionen. Den dag in dag er Tyskland verdens største eksportør af kaffe, selvom der aldrig har groet en kaffebusk på tysk jord. Senere fulgte åbningen af finansielle markeder, som tvang tredje verdens lande til at ophobe især dollars for at beskytte deres svage valutaer mod pludselige kapitalbevægelser. Landenes centralbanker ophobede amerikanske statsobligationer, hvilket i realiteten indebar at de var med til at finansiere USA's gæld. De såkaldte tigerøkonomier i Asien er især kendetegnet ved, at de ikke har forgældet sig til vestlige banker og stater, og at de derfor aldrig har været underlagt et IMF-program. At påstå at tredjeverdens landenes økonomier er lukkede er at vende virkeligheden på hovedet.

Kinas åbning mod verdensmarkedet fulgte på en del punkter den japanske udviklingsmodel - især i kraft af en stærk statslig styring. I grove træk er der tale om total statslig kontrol med valutaen, protektionisme i form af told på udenlandske varer, statslig subsidiering af udvalgte sektorer og en nøje planlagt statslig investeringsstrategi, som forudsætter høj grad af statslig kontrol med den finansielle sektor (Kinas første private bank blev godkendt i 2014), eksportrestriktioner mhp at reservere egne råvarer til sin egen nationale industri, forbud mod udvandring af uddannet arbejdskraft og statslig organiseret industrispionage og tyveri af patenter. Kina igangsatte sin vækst vha udenlandske investeringer - men ikke betingelsesløst som i Afrika. Investorerne er tvunget til at dele know how med kinesiske virksomheder. Det er denne økonomiske strategi, som Wolfgang Zank betegner som en åben økonomi.

Hvorfor har Sverige og Schweiz så en højt udviklet form for kapitalisme, når landene aldrig har haft kolonier? Det er ikke Sverige og Schweiz som har introduceret den kapitalistiske økonomiske model i Europa. Det er first movers som England og Holland - sidenhen Frankrig og Tyskland. Da England og Holland industrialiserede deres økonomier var det via produktion af tekstiler - Europas førende eksportartikel på daværende tidspunkt. Bomulden kom fra kolonierne, og Holland tabte i kampen om at være Europas industrielle supermagt. England havde var langt foran Holland mht kontrol over billige råvarer udenfor Europa. Kapitalakkummulationen var uovertruffen i England, og naturligvis forsøgte andre europæiske lande at gøre England kunsten efter. Når hjemmemarkederne i Europa voksede og købekraften udenfor Europa steg, aftog afhænigheden af kolonierne - indtil de endte med at blive en belastning for Europas førende økonomier.

Er uddannelse så den afgørende faktor for kapitalistisk udvikling? Det har været ulandsorganisationen Ibis' mantra i et halvt århundrede. Lande som Zimbabwe og Algier forsøgte sig med at satse kraftigt på uddannelse. Indtil de måtte sande, at en stor uddannet arbejdstyrke ikke fører andre steder hen end til højtuddannede arbejdsløse. Den eneste kapitalistiske udviklingsmodel, som er lykkedes indtil nu er grov udbytning af arbejdskraften - i Kina internt, i Europa internt og især eksternt. (Hitler gjorde det i Europa, England gjorde det oversøisk) kombineret med en stærk statslig styring af økonomien. Hvis man tror, at det kun er Kina og Japan, som har benyttet sig af denne model, tager man fejl. Også Englands økonomi var i begyndelsen statsstyret og protektionistisk, og USA havde helt op i 30erne op til 50 procent told på europæiske varer for at beskytte den amerikanske økonomi mod konkurrence fra europæisk industri. Ingen højt udviklede kapitalistiske økonomier har startet med åbne frie markeder. Det er en sejlivet myte - uden hold i virkeligheden - udklækket af neoliberal økonomisk teori.

Brian Nocis Jensen, Hanne Utoft, Hans Ditlev Nissen, Alvin Jensen, Henning Haugaard og Hans Frank anbefalede denne kommentar

"Vesteuropa har været pioner inden for opbygningen af denne type institutioner. Allerede middelalderens byer begyndte med uddannelse for de mange. De dannede kunne kommunikere på tværs af landegrænserne på latin, og ingen konge eller pave kunne kontrollere udbredelsen af ideer i længere tid. Ikkereligiøs viden trivedes. Kongernes magt blev trinvist civiliseret. Ejendomsretten blev beskyttet. Det var meget vigtigt, ikke mindst for de fattige, for uden ejendomsret investerer de rige nemlig ikke deres midler.
"

Øehhhh, uden ejendomsret, så ejer de rige vel ikke deres 'midler'??? Og hvordan fik disse vestligt civiliserede lande, som ikke havde givtige kolonier og slaver til direkte rådighed, mon råd til at opbygge deres solide samfundsstrukturer og rige eliter? Handlede de mon med koloniherrerne? Artiklen går ikke længere end til denne kant i sin tese - omend det kan være rigtigt at Maus påstand er lige lovlig bombastisk.

Denne kronik blev brugt af Henrik Dahl som et expl på den forskning han foretrækker, fordi den bakker op om hans holdning, her: At kolonialisme ikke altid bringer øget velstand med sig. Dahl påstod endda at de lande, der havde kolonier tabte penge på det. Det kan man da vist kalde en selektiv historietolkning.
Omvendt angriber han Jacob Skovgård Pedersen, fordi han går i rette med Ruud Koopmans bog om indvandring og intregation fordi denne bog understøtter Dahls, Messetshits og Rs. Stokdums opfattelse.
Se selv interviewet - det er afslørende og viser en magtpolitiker, der pakker sin heksejagt ind i "saglighed".

Bjørn Pedersen

@Hanne Utoft "Og hvordan fik disse vestligt civiliserede lande, som ikke havde givtige kolonier og slaver til direkte rådighed, mon råd til at opbygge deres solide samfundsstrukturer og rige eliter? Handlede de mon med koloniherrerne?"

Det stykke du citerer, henviser jo til middelalderen, altså væsentligt før kolonitiden. Til dit spørgsmål dog: På samme måde som langt størsteparten af de andre europæiske magter, store som små, opbyggede rige eliter og solide samfundsstrukturer før kolonitiden og før Amerika blev "opdaget" i nyere tid: Via kontrol over handelsruter og beskatningen af disse. De nye kolonier gjorde det joheller ikke pludselig til en dårlig forretning at handle med mineraler, fødevarer, tekstiler, o.lign. mellem de allerede etablerede handelsruter. I Danmarkhistorien vil du støde på Hanseaterne, den konføderation af nordtyske handelsfolks og byer, der flere gange var i krig med og i en periode vandt flere krige mod Danmark. De bombede (fra skib) bl.a. København i 1428, hvorefter de opnåede endnu mere favorable handelsprivilegier i det danske rige.

Og man kan i nogle tilfælde godt tabe penge på en koloni. Det afhænger jo helt af hvor den koloni er, hvem man har bosat (emigreret/slavegjort) på den, hvem der bor der i forvejen og deres evne til at gøre evt. modstand, hvilke naturressourcer der er. Han bringer Tyskland frem som et eksempel på netop det, han siger ikke at "alle kolonier var noget alle kolonimagter tabte penge på". Preussen var jo rigt, og blev bare rigere og rigere før de blev til Tyskland og begyndte at anskaffe sig kolonier. Og mens de godt nok havde slaver, så er Osmannerriget også et glimrende eksempel på at man ikke behøver kolonier for at være et rigt imperium, og deres slaver blev hentet til deres hjemlande, ikke til nogle kolonier. Deres kontrol over handelsruter i det indiske ocean gjorde dem til et ufatteligt rigt imperie - så længe det varede altså, for ingen imperier varer jo evigt.

jens peter hansen

Portugal var vel det sidste store kolonirige. Da det brasede sammen for knap 50 år siden var Portugal ludfattigt og havde været det i mange, mange år. Jo der er store paladser i Portugal, men den almindelige befolkning var udsultet. Udbytningen af kolonierne har beriget få som blev stinkende rige, men flertallet af befolkningerne i Europa forblev udnyttede, udbyttede og udslidte. Rigdommene kom til en bestemt klasse. I 1930'er kom Gandhi til UK, hvor arbejderne i Nordengland faktisk troede at han kunne hjælpe tekstilarbejderne ud af arbejdsløshed og nød. De kendte næppe til den rigdom imperiet angiveligt havde suget ud at Indien. De fik i alle tilfælde ingen glæde af den.