Kronik

Jeg nægter at tage afstand fra mine udenlandske rødder for at føle mig dansk

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at tage afstand fra mit ophav, fordi jeg blev bildt ind, at min grønlandske kultur var mindre værd end den danske. Men jeg er træt af, at vi, der har mere end én kultur, afkræves at vælge rødderne fra for at blive danske. Vi er allerede danskere, skriver Tukummeq Cecilie Riis Berthelsen i dette debatindlæg
»Tænk, hvis vi havde et fælles vi for alle os, der bor i Danmark. Hvor vi, der har mere end én kultur og mere end ét sprog, ikke hele tiden skal bevise, at vi hører til,« skriver Tukummeq Cecilie Riis Berthelsen i denne kronik.

»Tænk, hvis vi havde et fælles vi for alle os, der bor i Danmark. Hvor vi, der har mere end én kultur og mere end ét sprog, ikke hele tiden skal bevise, at vi hører til,« skriver Tukummeq Cecilie Riis Berthelsen i denne kronik.

Søren Kjeldgaard

Debat
29. juni 2021

»Kommer du fra Grønland? Er din mor egentlig alkoholiker,« spurgte barnet på legepladsen mig. »Nej,« svarede jeg, »min mor er dansk, ikke grønlandsk.«

I det øjeblik på legepladsen føltes det som et godt svar på spørgsmålet. Men jeg fik ondt i maven, da jeg kom hjem. Min far, der er fra Grønland, var jo heller ikke alkoholiker, så hvorfor forsvarede jeg min mor med, at hun var dansker? Som om danskere ikke kunne være alkoholikere.

Den dag håbede jeg, at jeg som voksen ville blive bedre til at forklare mig, når mennesker spurgte ind til min dansk-grønlandske baggrund. Men der skulle gå en del år, før jeg turde at indgå i en dybere samtale om min bindestregsidentitet.

I den ideelle verden ville den gennemsnitlige dansker kende mere til den fælles dansk-grønlandske historie og mere til grønlandsk kultur, end tilfældet er i dag, så vi, der har grønlandsk baggrund, ikke bare bliver forbundet med sæler, slædehunde og alkohol.

I den ideelle verden ville vi kende til hinandens forskellige normer og værdier og acceptere, at rigsfællesskabet består af flere kulturer. Vi ville i det hele taget glæde os over vores mange mindretal, som har tilknytning til andre lande. Ikke kun mindretallene fra rigsfællesskabet, men også dem fra resten af verden. I mødet med en ny kultur ville vi undres, være nysgerrige, forstående og dele ud af os selv. Danmark ville være et samfund, hvor dialogen ville skabe det fælles tilhørsforhold.

I den ideelle verden ville vi som borgere i Danmark bruge mangfoldigheden positivt både økonomisk og kulturelt. Det er mit drømmescenarie.

Men sådan er det desværre ikke i dag.

Mindreværd

Jeg husker tilbage på min konfirmationsdag i Esbjerg, hvor jeg bar den grønlandske nationaldragt. Et symbol, som mange i Danmark forbinder med grønlandsk kultur. Det var den mest farvestrålende dragt blandt alle de hvide kjoler. Jeg var så stolt. Folk omkring mig var interesserede i at vide mere om den, og jeg fortalte med en generthed og ydmyghed om min tilknytning til Grønland. Jeg havde ikke oplevet denne form for positiv opmærksomhed om min mindretalskultur før. Hvor ville jeg ønske, at denne nysgerrighed og positive stemning ville opstå i alle kulturmøder.

Min konfirmationsdag var et møde mellem familier og traditioner, hvor den grønlandske side af min familie sang og sang, mens min danske side af familien lyttede, deltog og smilede anerkendende. Her gik det op for mig, hvor lidt min danske familie rent faktisk kendte til grønlandske traditioner, og hvor lidt jeg selv havde fortalt dem om min baggrund. Mine kammerater i folkeskolen og til sport fik heller ikke meget at vide. Jeg følte ikke, at min grønlandske kultur var lige så meget værd som min danske.

Set i bakspejlet var det jo helt forkert, at jeg skulle føle mindreværd over min grønlandske baggrund. For ingen kulturer er mere værd end andre. Jeg håber, at vi i Danmark kan blive bedre til at tale om vores forskelligheder og ligheder, uden at den ene part skal føle sig mindre værd.

Tænk, hvis vi havde et fælles vi for alle os, der bor i Danmark. Hvor vi, der har mere end én kultur og mere end ét sprog, ikke hele tiden skal bevise, at vi hører til. Hvor vi godt kan kalde os danske, selv om vi også er noget andet. Et fællesskab, hvor kultur er en ressource og ikke en forhindring i samhørigheden.

Fremmedgjort af samfundet

Da jeg som barn voksede op i Grønland, havde vi i min familie kulturelle elementer fra både Grønland og Danmark. Og det fortsatte, da vi flyttede til Danmark, selv om min far ikke flyttede med.

I Danmark oplevede jeg dog en ny verden af fordomme og stereotyper over for min grønlandske kultur, som jeg ikke havde oplevet før. Senere har jeg måttet erfare, at min danske kultur også bliver set på med skepsis i Grønland. Det går med andre ord begge veje.

Gid, vi kunne nulstille måden, vi taler om og behandler mindretal på, så fremtidige generationer ikke skal føle, at de skal vælge noget kultur fra for at passe i en bestemt kasse. Det har jeg i dele af mit liv følt mig nødsaget til at gøre, og det har skabt svære identitetskriser.

Jeg vil gerne tilpasse mig mine omgivelser, men samtidig ikke give afkald på mig selv. Det er en svær balance, som vi er nødt til at hjælpe hinanden med. En udfordring, som tusindvis af danskere med rødder i udlandet står med.

Jeg har derfor valgt at dele min historie i den nyudkomne bog Danskerne findes i mange modeller – portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet. Jeg håber, at vores historier vil være med til at åbne for en forståelse for, at vi borgere, der har mere bagage end blot dansk kultur og samfundsnormer, ikke blot kan smide en del af os selv væk. Identitet er kompleks og skabes i fællesskab med andre mennesker. Og jeg mener, at vi nogle gange må dyrke vores rødder for at finde os selv.

Dansk-chilenske Natascha, som også portrætteres i bogen, forsøgte en overgang at tage fuldstændig afstand til sin chilenske baggrund, men måtte efter et familiebesøg i Chile sande, at hun var nødt til at se sig selv som både dansk og chilensk for at opleve ro i sin identitet. Den erkendelse er jeg også selv kommet frem til. Lige nu sidder jeg i Sisimiut i Grønland og kan til tider føle mig meget dansk, selv om jeg i andre situationer føler mig meget grønlandsk.

Dansk-irakiske Sara, der også deltager i bogen, er flygtet fra sit hjemland til et helt nyt land, hvor hun i begyndelsen hverken kendte sproget eller kulturen. Hendes historie adskiller sig på mange måder fra min, fordi jeg talte dansk, inden jeg flyttede til Danmark og kunne komme på ferie i Grønland hver eneste sommer.

Men alligevel har Natascha, Sara og jeg fællestræk i vores historier. Vi har følt os fremmede i egen kultur, og vi er blevet fremmedgjort.

Ikke enten-eller

Sprog og identitet hænger også sammen. Og jeg ville ønske, at jeg, ligesom mange af de andre i bogen, havde kunnet holde fast i mit eget grønlandske sprog. Jeg glemte det, og nu må jeg øve mig. For jeg har forstået, at jeg kun kan blive et helt menneske ved både at omfavne det danske og det grønlandske.

I dag ser jeg det som en ressource, at jeg kan forstå og begå mig i begge sprog og kulturer. Men det har været en lang og svær rejse, blandt andet fordi jeg har følt, at samfundet omkring mig ikke har set det som en ressource. Det være sig i undervisningen, når det kun er det stereotype Grønland, der bliver præsenteret. Eller når mennesker omkring mig kun forbinder grønlændere med igloer og alkoholisme. Eller når politikere og debattører kræver, at mennesker, der kommer hertil udefra, skal assimileres og forkaste deres ophav.

Men hvorfor er det, at man ikke ser forskellige sprog og kulturer som en ressource for vores samfund? Hvorfor tror man, at jeg, ved at holde fast i mit andet hjemlands modersmål og kultur, udelukker mig selv fra det danske sprog- og kulturfællesskab? Hvorfor skal det være enten-eller?

Jeg drømmer om, at børn, unge og voksne ikke skal føle sig forkerte, hvis de ser ud på en anden måde end flertallet. At forskellighed ikke er lig konflikt, men et udgangspunkt for progression i vores samfund.

Må mine børn blive mødt med mere nysgerrighed og ligeværd, end jeg er blevet.

Tukummeq Cecilie Riis Berthelsen er kandidat i tværkulturelle studier fra Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend-Erik Runberg

Kære Tukummeq!
Tak for dit meget smukke og tankevækkende indlæg.
Gid alle dine håb, drømme og ønsker vil blive opfyldt!

Franz Nitschke, Marie-Christine Poncelet, Kim Folke Knudsen, Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Niels G Madsen, Daniel Joelsen, Christian Mondrup og John Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Godt indlæg, men helt ærlig: Hvad er det for en undervisning vi der bor i DK skal modtage. Er det de fine nationaldragter, sangen, sælerne, kirken eller hvad. Jeg synes da det må være en gave at have kendskab til to kulturer eller flere. Da jeg kom til København havde jeg en bondekultur med mig. Bonderøv. Jeg oplevede imidlertid at mange og især københavnere IKKE var skeptiske over landbokulturen, selv om bondekarl var og er et skældsord. Jeg var ikke flov over min baggrund, men jeg kunne jo ikke bruge min færdighed i at samle kartofler op og hakke roer til en pind i København. Det er et vilkår alle der flytter må leve med med mindre man ikke VIL den kultur man havner i, for så går der noget galt. Så ender man på tålt ophold. Jeg synes ikke man skal være stolt af sin baggrund, men man kan være glad for at have en anden baggrund end flertallet.

kjeld hougaard

Det man formodentlig skal være Dansk for inderst inderst indse, det er at det i de danske stammefolks gener ligger en opfattelse: jovist findes andre kulturer end de danske – men de er underlødige. Deraf kravet på assimilering, tvangs uddannelse fra vuggestuer, frygt for parallelsamfund mm. I grunden et mindreværd vi kæmper at retfærdiggøre?

Birthe Drews, Eva Schwanenflügel og Niels G Madsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

kjeld hougaard hvem er vi ?? Det er dig der er underlødig !

Anders Hüttel

Min ti gange tilbage tip-oldefar udvandrede fra midt-tyskland på min fars side. Min moder gik i døden uden at kende sit biologiske ophav selv om blev klar over at hun var adopteret som 17 årig, 10 år før hun fik mig. Hendes rigtige oldefar udvandrede fra Luleå i 1850erne. Da hun skulle føde mig lagde jordmoderen ikke skjul på at min moder var en bastard som ville få en bastard unge fordi min fader bærer et tysk efternavn. Problemet med det efternavn er at du ikke ved om det indvandrede i 1940 eller 1640. Der ud i er dansker ret flade.
Vi er heldigvis mange bastarder med gode gener og bla bla bla. Så jeg vil ikke græde over mit ophav men jeg vil heller ikke bruge energi på at vise eller skrive hvor fantastisk jeg også er.

Jacob Nielsen

Min hustru og jeg bor i en “danskerkoloni” her i nordsjælland. Hun kommer fra den anden ende af verden, og ser naturligvis ud derefter. Hverken vi eller vores børn, der ligner en blanding af os, har nogensinde oplevet diskrimination, anden forskelsbehandling eller noget der ligner. Min hustru er ikke dansk statsborger, eller for så vidt EU-borger, (har ingen planer om at søge dansk statsborgerskab) og alligevel har vi aldrig haft problemer med nogen myndigheder. Ja faktisk oplever vi gang på gang hvor gavmildt og åbent vores samfund er på alle områder. Jeg er naturligvis ærgelig over de erfaringer som Tukummeq har med i rygsækken, men jeg tænker at de måske også har lidt med følelserat gøre, end det er reelle begivenheder?

Claus Bødtcher-Hansen

29/jun/2021

Kære Tukummeq Cecilie Riis Berthelsen,
jeg forstår dig til fulde og er helt og
aldeles enig med dig, i alt hvad du skiver :-) !

Kærlig hilsen
Claus

Marie-Christine Poncelet og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Man er da vist en ægte racist når man påstår at det ligger i folks gener at mene om andre at de er underlødige.
Jeg var ikke klar over at jeg var født med en mening om mine medmennesker og jeg finder det skræmmende at fire personer støtter denne opfattelse.