Kommentar

Netop som vi har brug for offentlige intellektuelle, kritiseres forskere for at blande sig

Det er en stor skam, at forskere og videnskabsfolk bliver kritiseret for at blande sig i samfundsdebatten, når vi står over for en række kriser, der mere end nogensinde skaber behov for den offentlige intellektuelles kritiske blik og viden, skriver professor Jacob Dahl Rendtorff i dette debatindlæg
Sluthalvfjerdsernes forbrødring mellem de mangeårige modparter filosoffen Jean-Paul Sartre og politologen Raymond Aron, der her trykker hænder, kaldte Bernard-Henri Lévy ’Sartron’ (lige som en sur, gammel citron), og så det som døden for den aktivistiske intellektuelle og afskeden til den klassiske kritiske forsker i en verden, der ikke længere accepterer forskere som ideologiske og moralske autoriteter.

Sluthalvfjerdsernes forbrødring mellem de mangeårige modparter filosoffen Jean-Paul Sartre og politologen Raymond Aron, der her trykker hænder, kaldte Bernard-Henri Lévy ’Sartron’ (lige som en sur, gammel citron), og så det som døden for den aktivistiske intellektuelle og afskeden til den klassiske kritiske forsker i en verden, der ikke længere accepterer forskere som ideologiske og moralske autoriteter.

Michel Clement

Debat
22. juni 2021

Den aktuelle debat om den aktivistiske forskning og grænserne for forskningsfriheden udfordrer den klassiske idé om forskeren som en samfundsengageret intellektuel, der hele tiden bringer sig selv i spil i forhold til vigtige samfundsspørgsmål og bidrager til politik og samfundsdebat.

Kritikerne hævder, at forskerne ikke skal sammenblande forskning og politisk aktivisme, men forholde sig mere neutralt, og sagligt stille objektive forskningsresultater til rådighed for samfundet, hvilket jo nærmest er umuligt, da al viden er baseret på et bestemt perspektiv. Med denne kritik er spørgsmålet så, om vi i et postfaktuelt samfund har gjort endeligt op med forskningens autoritet som selvstændig magtfaktor i samfundet, eller om forskeren har en rolle at spille i den offentlige debat.

Det var den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980), som udviklede ideen om forskeren og filosoffen som den allestedsnærværende intellektuelle, der udfordrer den politiske magt ved kritisk og aktivistisk at blande sig i samfundsspørgsmål. Sartre definerer i Forsvar for de intellektuelle fra 1965 den intellektuelle som et menneske, som i kraft af sin almene belæsthed, viden og indsigt »blander sig i ting, der ikke vedkommer ham eller hende«.

Kvantefysikeren Niels Bohr er Sartres eksempel på en sådan intellektuel. Bohr var en stor forsker, der vidste, hvordan man konstruerede en atombombe, og når han stod frem og kritiserede brugen af atomvåben i verden og risikoen for planetens ødelæggelse, blev han en intellektuel, der engagerede sig kritisk i sin samtid. Den intellektuelle har hermed en oplysende funktion som kritisk afdækker af illusioner og løgne, en sand garant og vogter af demokratiet, der konkret håndhæver idealerne om frihed, lighed og broderskab og hensynet til de svageste i forhold til aktuelle udfordringer som grøn omstilling, fattigdom, miljø, klima, køn, migration med mere.

Den intellektuelles død

I Hyldest til de intellektuelle fra 1987 diskuterer en anden fransk filosof, Bernard-Henri Lévy, videre den intellektuelles status i det såkaldte postmoderne samfund. Typisk for det 20. århundrede havde Sartre ofte været i indædt debat med politologen Raymond Aron, der var en liberal og borgerlig intellektuel. Aron var den fornuftige midtsøgende kritiker af Sartres ekstreme analyser, men ikke desto mindre blev parolen efter 1968, at »det er bedre at tage fejl med Sarte, end at have ret med Aron«. Sartres radikale ’aktivistiske’ analyser blev tillagt mere dyb menneskelig sandhed end Arons politisk korrekte meninger.

Afslutningen på disse filosoffers æra er for Bernard-Henri Lévy den dag i 1978, hvor de to filosoffer på trappen til den franske præsidents residenspalæ forsones ved, at Aron hjælper den gangbesværede Sartre op ad trappen. Selv om begivenheden er bevægende, fordi de blev anerkendt af den politiske magt, er den for Levy også sørgelig, fordi den vidner om en afsluttende forening af modsætninger, i en passiviseret sammensmeltning af Sartre og Aron i en ’Sartron’ (lige som en sur, gammel citron), hvilket Levy ser som døden for den aktivistiske intellektuelle og afskeden til den klassiske kritiske forsker i en verden, der ikke længere accepterer forskere som ideologiske og moralske autoriteter.

Brug for nytænkning

Man kan have stor beundring for Sartres krav om forskerens aktivisme, hvor den intellektuelle udfordrer magten og er villig til at lade sig kaste i fængsel om nødvendigt, og man kan også fremhæve nødvendigheden af Arons ideologisk engagerede politologiske ekspertviden.

Men samtidigt kommer vi ikke uden om, at det i fremtiden bliver nødvendigt med en tredje type ansvarlig forsker, der på en gang er mere pessimistisk, filosofisk og mere ansvarlig. I en postfaktuel tid, hvor man ikke altid kan tro på eksperter og videnskabelige autoriteter, og hvor der ikke gives færdige løsninger, er det endnu mere vigtigt med forskere og intellektuelle, der engagerer sig fuldt ud fagligt, etisk og politisk for et mere menneskeligt samfund. Denne nye type af aktivistiske intellektuelle forskere behøver ikke definere sig ved en bestemt politisk ideologi, men tænke innovativt og alternativt og som den græske filosof Sokrates analysere argumenter og skjulte forudsætninger og kritisk forholde sig til fastlåste meninger og samfundets autoriteter.

Det ville være en stor skam, hvis den aktuelle debat om aktivistiske forskere fører til, at videnskaben trækker sig tilbage fra samfundet og ikke længere bliver hørt i den offentlige debat. Vi har nemlig brug for endnu mere oplysning og fremskridt, og det er her, videnskaben har et stort moralsk samfundsansvar for at deltage som nytænkning, ekspertise og kritisk vurdering, men også som en aktivistisk og intellektuel stemme i den politiske debat.

Jacob Dahl Rendtorff er Professor MSO på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Efter Folketingets beslutning om, at det forventer, ”at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer”, er der i debatten om beslutningen, et utal af gange, fuldstændig upræcist og uden forståelse for sammenhænge, blevet fremhævet begreber som ”fri forskning” og ”objektivitet”.

Som om fri forskning kan ses helt uafhængigt af sikring af et økonomisk grundlag for forskningen, og af politiske og institutionelle beslutninger i den sammenhæng, og som om objektivitet er SANDHEDEN, der videnskabeligt fremstår for forskeren, som om den kom fra et guddommeligt perspektiv, helt uden de teoretiske og metodiske forudsætninger for undersøgelsen, der har fundet sted, for at nå frem til et forskningsresultat.

Nu bliver vi præsenteret for begrebet om ”et mere menneskeligt samfund”, som om der i forskningsverdenen skulle være konsensus om, hvad det ”menneskelige” i det hele taget er. Som om det netop ikke er om det, der også er stor uenighed.

På tilsvarende måde med begreber som ”oplysning” og ”fremskridt”, som om, der ikke i forskningen netop bliver sat spørgsmål ved ”oplysning” og hele ”oplysnings – tænkningen”, og som om, at det, der betragtes som ”fremskridt” af nogen, ikke også betragtes som ”tilbageskridt” af andre.

Heller ikke i forhold til begreber som ”nytænkning, ekspertise og kritisk vurdering”, vil der blandt forskere kunne opstå nogen bred konsensus om, hvad sådanne begreber indebærer i relation til bestemte forskningsområder.

Når der i Folketingets beslutning fremhæves en nødvendighed af, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer, så er det vel netop ud fra en antagelse om, at der i forskningsverdenen, nationalt og internationalt, i stigende grad udvikles ”ekkokamre”, der sætter selvreguleringen ud af kraft.

Det skyldes, at forskningen inden for bestemte områder, på bestemte universiteter og i ledende forskningstidsskrifter (der ser en økonomisk fordel ved det), på uvidenskabelig vis lukker sig om sig selv, undertiden på en autoritær og censurerende måde, der bevidst udelukker personer og synspunkter i debatten, der ikke kan accepteres. Det er f.eks. tendenser, der ses i USA og GB inden for humaniora og samfundsvidenskaberne.

At det måske er alt for tidligt, at personer som Dahl og Messerschmidt, med populistiske undertoner, råber ”ulven kommer”, og at det derfor får kontra – produktive konsekvenser, er en anden sag.

Finn Thøgersen, Ib Jørgensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Er det ikke efterhånden lang tid siden at videnskabspersoner blev til embedsmænd, der forvalter viden for stat, region og kommune, til fordel for erhvervslivet, eller udelukkende for erhvervslivet?

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Jeg har som ikke intellektuel brug for de intellektuelle forskere til at fortælle mig, på en let forståelig måde om lige præcis deres viden, forskning og mening, (tænker alle er farvede af det de brænder for og tror på.) Så kan jeg læse, tænke, forstå og danne mig min mening og holdning på et oplyst grundlag ( bedre grundlag end fra overskrifterne i formiddagsaviserne)
Så jeg beder alle forskere om ikke at tie stille, ligegyldig hvilken politiske farver de har, eller holdning. Skriv begejstret om jeres forskning, deltag i debatten og hjælp derved mig til at tage stilling på et oplyst grundlag.

Marie E. Rasmussen, Finn Jakobsen, Alvin Jensen, Carsten Nørgaard, Pietro Cini, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Jan Fritsbøger, Ole Henriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Et stråmandsargument er en informel fejlslutning, hvori man angriber en svagere position, end den ens modstander reelt indtager, med det formål lettere at kunne besejre modstanderen i en diskussion. Selv hvis argumentet er logisk korrekt, er det uvæsentligt og vildledende, fordi det angriber et synspunkt, som ens modstander ikke har indtaget. 
…..
I en debat vil en god ordstyrer øjeblikkeligt afbryde, når nogen benytter sig af et stråmandsargument.
https://denstoredanske.lex.dk/str%C3%A5mandsargument

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

CVA beskylder MM og HD for mafiametoder, hvad mon de mener som denne sætning ...
»Det ville være en stor skam, hvis den aktuelle debat om aktivistiske forskere fører til, at videnskaben trækker sig tilbage fra samfundet og ikke længere bliver hørt i den offentlige debat. «

Ib Jørgensen

Information kunne ikke finde plads til dette indlæg:
De 'katolske paver' Morten Messerschmidt og Henrik Dahls angreb på universitetsforskningen, er langt alvorligere end det umiddelbart ser ud. Med en vis overdrivelse kan den sammenlignes med bl.a. kirkens protest mod Galileis teorier. Det er vort verdensbillede, der står på spil.
I et særnummer af tidsskriftet ’Constellations – An International Journal of Critical and Democratic Theory” (Vol.28 No 1 March 2021) har en række globalt anerkendte forskere på forskellig vis kritiseret den sidste bog ”Auch eine Geschichte der Philosophie” af den i vor del af verden vel nok mest berømte og estimerede filosof, Jürgen Habermas.
Således har to af kritikerne anklaget ham for eurocentrisme og manglende følsomhed overfor vor tids mangel på hensyntagen til mennesker (identiteter) som er blevet svigtet og ekskluderet af det samfund vi har opbygget. Hertil svarer Habermas bl.a. (i min oversættelse):
”Seyla Benhabib og Cristina Lafont fremhæver den mangfoldighed af stemmer som, især siden afslutningen af kolonitiden og fremkomsten af feminisme og andre sociale bevægelser, også har ladet sig høre på de filosofiske institutter i protest mod undertrykkelse og udelukkelse af folk og hele kontinenter, af kvinder, jøder, religiøse og etniske minoriteter, handicappede og foragtede mindretal af enhver slags, stemmer som har talt for rettigheder og genopvakte følsomheder, også overfor ’andre dyr’. De gør os med rette opmærksomme på den forsinkelse der har været i vor opmærksomhed omkring disse normative kendsgerninger – også og især blandt filosoffer…..Ved at tale for inklusion i modsætning til udelukkelse, fortsætter disse diskussioner ….– hvad angår principper og fremgangsmåder – de antikapitalistiske debatter antændt af det industrielle proletariats modstand mod udbytning og undertrykkelse.”
Den debat som M&D ikke ønsker ført, men som Habermas ønsker fremmet, det er simpelthen den, hvilket samfund vi er blevet til, og – ikke mindst – hvilket samfund vi ønsker at udvikle os hen imod.

Marie E. Rasmussen, Alvin Jensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Steen Obel, Ole Henriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

'.. også overfor' andre dyr'
??
Har du den tyske tekst? Lyder ufrivilligt(?) latterliggøre de.

Nicolaj Ottsen

@jens christian jacobsen. 'andre dyr' mon ikke det er det man kalder en helgardering. Ingen nævnt, ingen glemt er en farlig strategi nu om dage. Det kan resultere i at man får et hav af -ismer kastet efter sig i #-form, når udeladelserne bliver motivforsket. At eurocentrisme og anthropocentrisme, for et europæisk menneske anses som et problematisk perspektiv, er som at fortælle mig at mine antropocentriske sanser lider at en geocentriske bias når jeg/de ser solen gå ned. Vi skal være respektfulde og påtage os vores ansvar for ting vi har indflydelse på, træde ud af vores boble i ny og næ, gerne mere end vi gør i dag, men jagten på den absolutte uskyld er lige så destruktiv, som jagten på den absolutte frihed.

Håber Ib Jørgensen sender et link til originalen.

Ib Jørgensen

Her ordlyden fra s. 74 i det citerede tidsskrift:
"...of marginalized and despised minorities of all kinds, and have championed rights and awakened sensibilities, also toward 'other animals'...."
Jeg tror det henviser til respekt for biodiversitet, dvs andre arter - men det er min fortolkning.

jens christian jacobsen

ok. Tak for henvisningen. Tror du har ret, Ib.

Daniel Joelsen

Vi har brug for alle også de intellektuelle. Hvad vi ikke har brug for er et demokrati i åndenød, hvor man hele tiden refererer til eksperter. Åben avisen og tæl hvor mange gange det bliver misbrugt. Og ikke nok med det, men der er også eksperter der støtter hvert deres parti.

Daniel Joelsen

Et eksempel: “ Førende amerikansk klimaøkonom: Vi kan ikke reducere CO2-udslip ved ’bare’ at beskære væksten.

Hvad siger afrikaneren eller indere? De siger vel ‘bare’ ikke noget, for de er ikke spurgt.

Nicolaj Ottsen

@Daniel Joelsen. Hvis jeg forstår din kommentar korrekt, så er det undskyld mig, nonsens, hvis jeg har misforstået det, så beklager jeg :)

Et eksempel på hvad ?

At en amerikansk klimaøkonoms "vi" referere til et amerikansk/vestligt vi, et amerikansk/vestligt perspektiv/kontekst ? Og det er forkert eller forkasteligt fordi ?

Ville du ligelede forvente at en indisk klimaøkonoms "vi" var universelt ? Hvad er et universelt eller neutralt "vi" iøvrigt, findes et sådant overhovedt meningsfuldt. Ligger der ikke i ordet "vi" også et "ikke-vi".

Jeg ved ikke hvor du har samlet denne måde at "tænke" på op, men hvis jeg var dig, ville jeg bede om at få pengene tilbage.

Jesper Frimann Ljungberg

Igen er det som politikerne brokker sig over jo netop et resultat af deres egen direkte og indirekte indblanding i, hvad der forskes i, ved at give siddende regeringer og industrien indflydelse på, hvad der forskes i. Den frie uafhængige er under enormt pres. Professorer bruger mere tid på ‘fundraising’ til deres forskning end at forske, det betyder langsommelig zikzak fremskridt.
Det er NPM regimets ødelæggende model for kontrol gennem økonomisk styring, der kræver endnu et organisatorisk offer.

Her er det så igen vigtigt at lægge ‘jamen jeg synes jo det er rigtigt’ pga min politiske overbevisning, at der forskes i xxx på hylden. Hvad enten man hører til på den ene eller den anden side, op eller ned …. Rød eller blå..

// Jesper