Kommentar

På 2000 år har vi nået meget små fremskridt for dyrevelfærden

Når man læser verdens første roman, der handler om et mishandlet æsel, finder man i mange lande desværre ikke de store forskelle mellem i dag og for 2000 år siden. Dømmer vi vores civilisations moralske stade ud fra dyrevelfærd, er vi desværre ikke nået ret langt, skriver filosof Peter Singer i denne klumme
Verdens ældste roman, ’Det gyldne æsel’, beskriver hvordan æsler, heste og menneskelige slaver næsten arbejdede til døde, for det var billigere at tolerere enkelte døde og udskifte dem med nye end at forbedre de arbejdsvilkår, der tog livet af dem. Det samme sker i dag i agroindustrielle koncerner.

Verdens ældste roman, ’Det gyldne æsel’, beskriver hvordan æsler, heste og menneskelige slaver næsten arbejdede til døde, for det var billigere at tolerere enkelte døde og udskifte dem med nye end at forbedre de arbejdsvilkår, der tog livet af dem. Det samme sker i dag i agroindustrielle koncerner.

Debat
15. juni 2021

»En nations storhed og moralske fremskridt,« sagde Mahatma Gandhi, »kan måles ud fra, hvordan den behandler sine dyr«. Anvender vi den målestok på verden som helhed, kan vi spørge: Hvor store moralske fremskridt har menneskeheden præsteret over de seneste 2000 år?

Hvorfor 2000 år? Jo, for nylig genlæste jeg, hvad litteraturhistorikere anser for verdens ældste roman, Det gyldne æsel. Den blev skrevet cirka 170 e.v.t., da Marcus Aurelius var romersk kejser. Forfatteren, Apulejus, blev født i Madauros i Numidia – i dag den algeriske by M’Daourouch.

Det gyldne æsel er en eventyrroman, der i jeg-form fortælles af Lucius, hvis interesse for magi fører ham til Thessalien – en græsk provins, hvis troldmænd har ry for de mest utrolige troldkunster. Hans iver for at lære at gøre dem kunsten efter ender dog helt galt, da han indtager en forkert tryllesalve og bliver forvandlet til et æsel. Fra et æselsynspunkt beretter Lucius herefter om livet som ringeagtet arbejdsdyr i Romerriget.

Den mishandling, det arme æsel må undergå, falder i tre kategorier. Der er først sadisme: En slavedreng, han bærer brænde for, elsker at plage ham ved at slå ham med køller, tilføje klippestykker for at gøre lasten tungere, binde stikkende torne til hans hale og antænde brændet på hans ryg, hvilket æslet kun med nød og næppe overlever.

Der er dernæst brutalitet: Lucius falder i kløerne på en tyvebande, der tæver ham konstant – ikke fordi de nyder hans lidelse, men for at tvinge ham til at bære deres tyvegods op ad stejle bjergsstier til deres hemmelige tilflugtssted.

Og der er udnyttelse. Skånselsløs, men økonomisk rationel udnyttelse. Æslets nye ejer, en møller, tvinger æsler og heste til i døgndrift at trække et møllehjul rundt, der kværner korn til mel. Lænkede, pjalteklædte slaver, der selv er genstand for udnyttelse, tilser, at de trækker rask og villigt og tæver dem med en stok, hvis det ikke går hurtigt nok.

Det gyldne æsel er en bemærkelsesværdig progressiv tekst. Først 17 århundreder senere, i Anna Sewells Black Beauty (1877), finder vi en tilsvarende indlevende og empatisk skildring af dyrs lidelser for menneskehænder. Men hvad kan denne roman fra Romerrigets tid fortælle os om de moralske fremskridt, menneskeheden har præsteret siden dengang?

Mangel på dyrerettighedslove

I mange lande ville slavedrengens sadistiske grusomhed og banditternes brutalitet i dag være ulovlig. Så der er sket fremskridt. I andre lande er alt dog som før. Hvis en genopstanden Apulejus i dag kom til det område, hvor han blev født, ville han ikke finde love til beskyttelse af dyr mod grusomhed. I hele Nordafrika har alene Egypten en sådan lovgivning. Lande som Saudi-Arabien, Iran og Kina har ikke spor af dyrerettighedslove. Det har man dog i Europa (bortset fra i Belarus), i Indien, Japan, Australien, New Zealand, Nordamerika og det meste af Latinamerika.

Typisk beskytter disse love både imod sadistisk grusomhed og brutal behandling. Men der er stor forskel på håndhævelsesgraden. Og da holdninger til dyr kan variere fra kultur til kultur, kan det meget vel være, at dyr behandles bedre i lande, hvor de ikke nyder lovbeskyttelse, end i visse af de lande, hvor grusomhed mod dyr er forbudt.

I den mølle, Apulejus beskriver, blev æsler, heste og menneskelige slaver næsten arbejdet til døde, for det var billigere at tolerere enkelte døde og udskifte dem med nye end at forbedre de arbejdsvilkår, der tog livet af dem.

I dag går det til på fuldstændig samme måde, når agroindustrielle koncerner skal bestemme sig for, hvor mange dyr de kan koncentrere på hvor lidt plads. De ved, at det koncentrationsniveau, der skaber færrest muligt døde, ikke er det mest lukrative. Derfor må 60 milliarder fabriksdyr hvert år leve usle, korte liv, indtil de når den vægtklasse, hvor de føres til slagtebænken.

Gandhis kriterie for at dømme nationers storhed og moralske stade kan selvsagt ikke kun handle om, hvorvidt loven sætter grænser for grusomhed og brutalitet. Så længe vi byder de dyr, hvis liv vi kontrollerer fra fødsel til død, så helt horrible levevilkår, kan vi næppe hævde at være nået meget længere siden Apulejus’ tid.

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Mennesket er en underlig skabning.

Mvh. Hanne Pedersen

Estermarie Mandelquist, Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar