International kommentar

Pandemien har styrket håbet om, at en mere bæredygtig verden er mulig

Det seneste års opbremsning af verdensøkonomien har ikke bare sænket de klimaskadelige udledninger, men også banet vejen for adfærdsændringer, der bryder med det økonomiske vækstimperativ, skriver Jeremy L. Caradonna i denne klumme
Da de klimaskadelige udledninger bremsede op med starten af coronapandemien, kunne man se forbløffende fotos af Himalaya, som pludselig blev synlig i Nordindien, da årtiers smog tog af.

Da de klimaskadelige udledninger bremsede op med starten af coronapandemien, kunne man se forbløffende fotos af Himalaya, som pludselig blev synlig i Nordindien, da årtiers smog tog af.

Johnny Madsen

Debat
24. juni 2021

Nogle af de mest ikoniske billeder fra pandemiens tidlige dage var de forbløffende fotos af Himalaya, som pludselig blev synlig i Nordindien, da årtiers smog omsider tog af. For mange lokale beboere var det første gang i deres liv, de fik øje på den vældige bjergkæde.

Det er aldrig for sent at skabe opklaring. Pandemien har givet nyt liv til en bevægelse, hvis udspring kan dateres tilbage til 1700-tallet, da en tysk skovfoged hittede på begrebet ’bæredygtighed’ (Nachhaltigkeit) som en ny metode til at sikre en vedvarende skovdrift. Tankegangen bag fik sit globale gennembrud med Brundtlandrapporten fra 1987, som for første gang skitserede en vej til en ’bæredygtig’ økonomi og definerede ’bæredygtighed’ som en »udvikling, der imødekommer nutidens behov uden at kompromittere fremtidige generationers muligheder for at imødekomme deres.«

Måske vil historikerne kunne se tilbage på pandemiåret 2020 som et historisk vendepunkt, som daggryet for en ny æra. Den påtvungne opbremsning af det økonomiske liv sænkede CO2-udledningerne og inspirerede til en mere enkel livsstil (køkkenhavebrug, surdej, vandreture i nærområdet). Dermed gav den ny fremdrift for en rekalibrering af kulturelle værdier og normer, der kan fremtvinge en anden kurs i vores globaliserede industrisamfund.

Tre bundlinjer

I flere henseender har bæredygtighedsbevægelsen været en succeshistorie. Den har ført til massiv udbygning med vedvarende energi, genoplivet lokale og økologiske fødevaremarkeder, indvarslet udfasning af engangsplastik og er blevet katalysator for cirkulære økonomiske systemer. Bæredygtighed er blevet normaliseret og institutionaliseret som et indbygget hensyn i politikudvikling, i offentlige myndigheders dispositioner, i ngo’er, virksomheder og universiteter.

Bæredygtighedsidealer har desuden fået enorm indflydelse på forbrugeradfærd, hvilket har ført til et øget salg af ting som skyggedyrket kaffe, miljøvenlige badeprodukter og Fair Trade-chokolade og har påvirket investorbeslutninger. Såkaldte ESG-investeringer (investeringer, der understøtter miljø, social trivsel og god regeringsførelse, red.) opsugede i 2020 51 milliarder dollar af nye penge fra investorer i 2020. Forbrugerne ønsker i stigende grad at se deres værdier afspejlet i deres forbrugs- og investeringsvaner.

Mange steder fandt fremsynede bystyrer ud af, hvordan man kunne fremme bæredygtighed under pandemien og få mest muligt ud af det kraftige fald i trafikbelastningen. Byer fra Milano til Mexico City og Mumbai tog skridt til at fremme ikkemotoriseret transport, bygge nye cykelbaner og skabe ’15 minutters-byen’. I en undersøgelse sagde omkring to tredjedele af europæerne, at de ikke ønskede at vende tilbage til niveauet for luftforurening før pandemien.

Nye veje til velstand

Mere økonomisk vækst kan og vil ikke løse vores klimakrise. Fra foråret 2020 til de første måneder af 2021 faldt verdens CO2-udledninger for første gang i årtier med et globalt gennemsnit på 26 procent. Desværre tyder de første indikationer fra 2021 på, at udledningerne hastigt er på vej op igen. Den økonomiske afmatning i 2008 sænkede emissionsvæksten, men vi har ikke set en absolut nedgang, siden Sovjetunionens sammenbrud skabte en midlertidig afmatning i verdensøkonomien. Det er uafviseligt, at mere vækst betyder flere udledninger. I det velhavende globale nord bliver vi nødt til at finde alternative veje til at skabe velstand, som ikke øger den samlede økonomiske vækst.

Lovende er udviklingen i energisektoren, toppunktet for den globale olieproduktion har tilsyneladende nu omsider fundet sted – takket være pandemien. Efterspørgslen på olie faldt med ni procent i 2020, og selv om den er stærkt på vej tilbage, tyder alt på, at vi fremover vil se en udjævning af den globale efterspørgsel efter fossile brændstoffer.

De fossile energiselskaber står med ryggen mod muren. Ved en historisk retssag blev Shell for nylig pålagt at begrænse sine udledninger, og både ExxonMobil og Chevron er trængt af aktionæroprør mod deres klimaaftryk. Den globale frasalgsbevægelse (divestsment movement) får stadigt større fremdrift. Kan vi fastholde og forstærke det vedvarende pres, vil vi trods Kinas fodslæbende holdning kunne se en næsten fuldstændig tilbagegang for fossilt energiforbrug over de næste to årtier.

Jeremy L. Caradonna er forsker ved School of Environmental Studies på University of Victoria og forfatter til bogen ’Sustainability: A History’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Jeg ville ønske, jeg turde tro på det.
Norwegian luftfart er tilbage.
Morgentrafikken tager til.
Tilskuersport og kulturarrangementer, som kræver transport, tager til.
Folk vender tilbage til deres arbejdspladser.
Mere middelklasse på globalt niveau kræver køleskabe, aircondition, toiletpapir og turistrejser...
Nej, jeg tror ikke på at der er sket nogen varig ændring til det bedre.
Desværre.

Arne Albatros Olsen, Thomas Barfod, erik pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Thomas Barfod

Stigende priser på kul, olie og gas, er vejen frem, og dette sker også da beholdningerne udtømmes over de næste 50-100 år. Men omstillingen kunne gå meget hurtigere hvis man lagde en co2 afgift på afbrænding af CO2. Ja det ville ramme økonomien, da især fragt og fossil fyrede kraftværker ville blive dyrere.

Mikael Benzon

IPCCs kommemde rapport er igem alarmerende læsning. Vi nærmer os adskillige tipping points, og temperaturer ml 3-4C i slutningen af 2100. Pt er CO2 indholdet over 419 ppm. Tiden for afværge foranstaltninger rinder ud, vi går ind
i tilpasningens regimente, ingen politisk vilje til seriøs handling, desværre.

Mikael Benzon

IPCCs kommemde rapport er igem alarmerende læsning. Vi nærmer os adskillige tipping points, og temperaturer ml 3-4C i slutningen af 2100. Pt er CO2 indholdet over 419 ppm. Tiden for afværge foranstaltninger rinder ud, vi går ind
i tilpasningens regimente, ingen politisk vilje til seriøs handling, desværre.