Klumme

Poul Schlüter var hverken klog, stærk eller visionær – men på en måde et politisk geni

Engang skulle ledere være krigere eller filosoffer. Poul Schlüter var hverken det ene eller det andet, men han blev den længst siddende statsminister i Danmark siden Anden Verdenskrig, fordi han forstod, at det afgørende var noget helt tredje
Før Poul Schlüter (th.) blev statsminister, havde han været lidt til grin i radioen, fordi han var i så godt humør, at det forekom fjollet, og han havde været en uanselig viceborgmester under Erhard Jacobsen (tv.) i Gladsaxe.

Før Poul Schlüter (th.) blev statsminister, havde han været lidt til grin i radioen, fordi han var i så godt humør, at det forekom fjollet, og han havde været en uanselig viceborgmester under Erhard Jacobsen (tv.) i Gladsaxe.

Mogens Berger

Debat
12. juni 2021

Opdragelsen af prinsen til konge har altid været en opgave for fællesskabet. Fordi samfundet er afhængigt af, at næste generations leder får de dyder og færdigheder, det kræver at regere. I gamle dage skulle prinsen opdrages til at blive en uovervindelig kriger, senere skulle han dannes med viden og kultur til at blive en klog regent. Spørgsmålet er, hvad det store barn skal opdrages til, hvis han eller hun skal blive leder i et demokrati. Måske er svaret: parfumesælger.

I hvert fald var den længst siddende statsminister i Danmark efter Anden Verdenskrig, Poul Schlüter, der blev begravet for en uge siden, hverken kriger eller filosof, men kendt som parfumesælgeren.

Han blev ikke leder af De Konservative, fordi han som kriger erobrede magten, men fordi dem, der førte ideologisk magtkamp, ødelagde hinanden. Og han blev kun statsminister, fordi Socialdemokratiet gav op i 1982.

Selv håbede han bare, regeringen ville holde så længe, at der ikke kom til at stå Poul Schlüter, statsminister 1982, i historiebøgerne, og han jublede over, at uanset hvordan det gik, ville han kunne kalde sig forhenværende statsminister resten af sit liv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Igen en smutter fra Lykkeberg: "Og han var meget omhyggelig med ikke at blive associeret med Thatcher, da hun i 1980’erne erobrede Storbritannien med sin konservatisme gennem ideologiske opgør."
Noget forbasket vrøvl. Schlüter kopierede Thatcher i rigt mål. Da Thatcher nedlagde Greater london Council, så fulgte Schlüter trop og nedlagde Hovedstdsrådet - det nærmeste vi her til lands er kommet et overordnet folkevalgt (sådan da) koordinations- og planlægningsorgan for hovedstadsregionen.
Og da Thatcher gik i krig med den offentlige sektor, så privatiserede Schlüter Postgiroen - et guldæg, der gav staten et årligt overskud på 750 mio kr. - det var mange penge sidst i 80'erne. Begrundelse: Det stred mod den ideologi, som Schlüter angiveligt ikke havde, at et statsligt foretagende var både veldrevet og gav et solidt overskud.
På dette link gennemgås hvad Schlüter gjorde for lønmodtagerne: http://socialister.dk/poul-schluter-ingen-ven-af-folket/
"Monetarismen – altså at lade de frie markeder råde, sammen med deregulering og nedskæringer af de offentlige udgifter, privatiseringer og brutalt at åbne de globale markeder, så de var ubeskyttede mod at store transnationale selskaber kunne dominere overalt i verden. Schlüter og co. var forløber for neo-liberalismen som stort set har hersket indtil i dag."
Derfor ligesom Thatcher, Reagan og co. så han det som sin opgave at gøre op med fagbevægelsens indflydelse. Og det betød flere meget store konfrontationer med både fagbevægelsen og med arbejderne generelt. Mest markant er havnearbejderstrejken i 1982-3, HT-strejken i 1984 og påskestrejkerne i 1985."

Skal Lykkeberg være undskyldt for sin uvidenhed - han var jo ikke så gammel da Schluter gik af i 1992.? Eller skal vi - læserne - forlange, at han sætter sig ind i det han vil skrive om?
Jeg hælder til det sidste

hannah bro, Marianne Jespersen, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist, Jørgen Tryggestad, Peter Krogh, Susanne Kaspersen, Torben K L Jensen, erik pedersen, Palle Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Schlüter førte den sidste socialdemokratiske regering i landet, ultimativt resulterende i de pensionsordninger, vi stadig nyder godt af.
Det er først med Nyrup-regeringerne, inspireret af Clinton, at liberalismen vinder indpas, og først med Fogh, at ultraliberalismen for alvor går i gang med at nedbryde det universelle velfærdssamfund, det dog gang på gang har vist sig, at den danske befolkning fra centrum-højre og ud til venstrefløjen bakker op om.

Dennis Tomsen, Rolf Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

En kommentar: Arbejdsmarkedspensionerne, som Schlüter var stolt over og glad for, er konservativ ideologi helt ind i knoglemarven.
Så lidt ideolog var Schlüter, trods alt.

Flemming Olsen

Udlændingeloven af 1983 var en anden af hans politiske triumfer, som fik varig betydning for Danmark, og hvis følger mange stadig nyder godt af i dag.

For de som orker at læse om de danske arbejdsmarkedspensioner :)
Socialdemokratiet og LO ønskede en central lovgivningsbaseret model med udligningsordninger mellem de forskellige faggrupper, men sådan gik det ikke.
I stedet blev modellen decentral og foregik som en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter uden egentlig politisk indblanding.
Noget der på nogle områder minder om forholdene i Tyskland.
https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/download/56072/76278

Steffen Gliese

Peter Hertz, det kan være ganske svært at skelne konservativ fra socialdemokratisk politik, bortset fra hvem den tilgodeser - diskursen på hver side af bordet er den samme, i modsætning til det katastrofale skift til liberalismen, der foregik under Nyrup.
Den danske model er jo i høj grad, at arbejdsmarkedets parter forhandler egne løsninger, det er S og K ret enige om.

Steffen Gliese
Tak for din kommentar :)
Mht. forskellen mellem de konservative og Soc.Dem rammer du bolden skævt, men lad det nu ligge.
Men i øvrigt er jeg enig med dig i at liberaliseringerne i de sidste mange år stort set har været skadelige. OK: Måske ikke lige da Nyrup og Lykketoft skar i dagpengeperioden fra syv år (nogle fik endog ni år), men ellers ja.