Poul Schlüter var hverken klog, stærk eller visionær – men på en måde et politisk geni

Opdragelsen af prinsen til konge har altid været en opgave for fællesskabet. Fordi samfundet er afhængigt af, at næste generations leder får de dyder og færdigheder, det kræver at regere. I gamle dage skulle prinsen opdrages til at blive en uovervindelig kriger, senere skulle han dannes med viden og kultur til at blive en klog regent. Spørgsmålet er, hvad det store barn skal opdrages til, hvis han eller hun skal blive leder i et demokrati. Måske er svaret: parfumesælger.

I hvert fald var den længst siddende statsminister i Danmark efter Anden Verdenskrig, Poul Schlüter, der blev begravet for en uge siden, hverken kriger eller filosof, men kendt som parfumesælgeren.

Han blev ikke leder af De Konservative, fordi han som kriger erobrede magten, men fordi dem, der førte ideologisk magtkamp, ødelagde hinanden. Og han blev kun statsminister, fordi Socialdemokratiet gav op i 1982.

Selv håbede han bare, regeringen ville holde så længe, at der ikke kom til at stå Poul Schlüter, statsminister 1982, i historiebøgerne, og han jublede over, at uanset hvordan det gik, ville han kunne kalde sig forhenværende statsminister resten af sit liv.

Hans partikollega Isi Foighel sagde, at Schlüter var en udmærket advokat – i alle sager, som ikke gjaldt mere end 75 kroner. Han havde været lidt til grin i radioen, fordi han var i så godt humør, at det forekom fjollet, og han havde været en uanselig viceborgmester under Erhard Jacobsen i Gladsaxe.

Schlüter virkede ikke særligt intelligent, han var heller ikke en mand med store visioner for landet, og han fremstod bestemt ikke som en stærk leder. Intet af det, der normalt efterspørges hos politiske ledere, havde han. Og alligevel er han vel det borgerlige Danmarks største statsminister nogensinde.

Demokratiets klovn

Schlüters succes minder om et træk ved demokratiet, der er lige så banalt, som det ofte overses: Man bliver ikke en god leder i de demokratiske realiteter, bare fordi man er blandt de klogeste i ideernes verden. De handlekraftige ledere fra erhvervslivet bliver sjældent store ledere i dansk politik, og de visioner, som forfører professionelle iagttagere af politik, er som regel ikke noget, som bevæger og flytter borgerne.

Demokrati forudsætter nogle andre dyder og kvaliteter end resten af samfundslivet, og den, der virker klog, kompetent og forførende uden for politik, ender ofte som en klovn i demokratiet, fordi denne ikke forstår, at her gælder andre regler.

Dette forstod Schlüter, og derfor havde han en slags demokratisk intelligens. 90 procent af danskerne er konservative, udtalte han, de vidste det bare ikke selv.

Og hvis han talte om ideer eller visioner, forstod de det slet ikke. Ideologi er noget bras, lød Schlüters berømte vurdering. Og han var meget omhyggelig med ikke at blive associeret med Thatcher, da hun i 1980’erne erobrede Storbritannien med sin konservatisme gennem ideologiske opgør.

Han sagde i stedet, at det skal være lettere at være dansker. Til sit første hold af ministre gav han den satiriske tv-serie Javel, hr. Minister – som handler om, hvordan de uvidende politikere bliver manipuleret af de snedige embedsmænd – så de kunne forstå spillet. Da han blev statsminister, besluttede han, at han ville på tv to gange om ugen, men udelukkende med positive nyheder. Han ville ikke tale om noget negativt.

Prinser og prinsesser

Svend Auken, som var langt mere intellektuel og visionær end Schlüter, blev aldrig statsminister. Til gengæld så han Schlüters styrke: »Nationen vil have en leder, der gør det trygt at åbne for TV Avisen uden at blive generet af sortsyn,« sagde Auken til Weekendavisen: »I udøvelsen af denne kunst er Schlüter en mester.«

Moralen er ikke, at viden er ligegyldig, at store ideer er irrelevante, eller at demokrati betyder, at befolkningen skal bedøves med parfume. Heller ikke, at Schlüter for mig var en storartet statsminister. Jeg kunne ikke fordrage de omfattende økonomiske, politiske og kulturelle forandringer af Danmark, som fandt sted, mens han var statsminister og dukkede op i polotrøje i en Walter & Carlo-film.  

Moralen er derimod, at demokratiets prinser og prinsesser forstår, at forudsætningen, for at den fælles viden, den kollektive inspiration og de store ideer kan blive til politiske forandringer, er, at de bygger en relation til dem, de skal regere over. Og at demokratier ikke har brug for konger til at tænke for dem. Det klarer vi i fællesskab.