Læserbrev

Regeringen har ikke ændret holdning: Gulerod er det bedste middel til at få folk i arbejde

Pelle Dragsted har ikke ret i, at regeringen har lavet en kovending med Ydelseskommissionen. Det vigtigste for regeringen er fortsat, at flere kommer i arbejde, at børn vokser op under rimelige vilkår, og at ydelserne ikke øger tilstrømningen til Danmark.
Debat
9. juni 2021

Pelle Dragsted retter den 3. juni en hård kritik mod undertegnede i sin klumme her i avisen. Retorikken til side så tror jeg, at Dragsteds kritik må bero på misforståelser.

For det første er Ydelseskommissionens anbefalinger kommissionens og ingen andres. De har arbejdet ud fra et kommissorie med udgangspunkt i forståelsespapiret, men har i øvrigt haft frie hænder.

Dragsted skriver, at han savner den »gamle Hummelgaard«. Jeg kan berolige ham med, at jeg er lige her. Jeg bruger blandt andet tiden på at vurdere de mange nytænkende idéer og komplicerede balancer, som kommissionen anviser. Vurderingen er ikke klar endnu. Men en ting er sikker: Kommissionen har leveret et gennemtænkt stykke arbejde, der fortjener ros og en konstruktiv debat.

For det andet må Dragsted have misforstået et af de mest centrale forslag i rapporten. Ud over en målrettet hjælp til tusindvis af børn, herunder en afskaffelse af kontanthjælpsloftet, peger kommissionen nemlig i langt højere grad på gulerod end på pisk som måden til at få flere i arbejde. 

Konkret betyder det for eksempel, at en kontanthjælpsmodtager på grundsats ifølge kommissionens forslag fremover kan arbejde otte timer om ugen uden at blive modregnet i sin ydelse. Medlem af kommissionen Jon Kvist fra Roskilde Universitet forklarede det således:

»Vi vender logikken om, så det ikke handler om tage ydelser fra folk, hvis de ikke arbejder nok. Der skal være plusser ved at tage arbejde, som gælder for alle, uanset hvem du er«.

Den tilgang synes jeg er tiltalende. Det kan medvirke til, at folk på kontanthjælp kan få foden ind på arbejdsmarkedet. Det er og bliver det vigtigste. Den bedste hjælp til familier på kontanthjælp er entydigt, at far og mor kommer i arbejde. 

Regeringen er ikke færdig med at overveje Ydelseskommissionens anbefalinger, men vi ser frem til konstruktive forhandlinger efter sommerferien. 

Vores udgangspunkt vil, uanset hvad, være tre ting: For det første skal der være en økonomisk gevinst ved at være i arbejde. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og det skal ydelsen afspejle. For det andet skal børn i Danmark vokse op under rimelige forhold og have mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og for det tredje må ydelserne ikke øge tilstrømningen til Danmark. Regeringens politik er den samme som før valget – vi ønsker ikke at hæve ydelserne til udlændinge.

Peter Hummelgaard (S) er beskæftigelsesminister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Så må du jo som beskæftigelsesminister sørge for, at der er lønarbejde til alle.

Tilbyd mennesker et job, de kan varetage og en løn, de kan leve af,
når I nu har så travlt med, at alle, selv de syge, udslidte og kiksene i arbejdsmarkedskonkurrencen skal være beskæftigede.

Freddie Vindberg, P.G. Olsen, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Svend-Erik Runberg, Per Klüver, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Steen K Petersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det kommer ikke regeringen ved, om det kan betale sig at arbejde - det er jo noget, arbejdsmarkedets parter aftaler. Regeringen skal sørge for, at folk ikke lever under utålelige fattigdomskår.

Freddie Vindberg, Chris Ru Brix, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Svend-Erik Runberg, Per Klüver, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Peter Hummelgaard

Jeres regering var godt nok lovende da Socialdemokratiet kunne sætte sig i regeringsstolene.
Vi hyldede jer, og var håbefulde for regeringens fremtid.

Så kom coronakrisen, og Barbara Berthelsen og statsminister Mette Frederiksen agerede lynhurtigt, hvilket reddede Danmark fra en krise uden lige.

Ved ministeroverdragelsen i 2019 fik Mathias Tesfaye den udsøgte fornøjelse at give en Cola Zero og en kagekniv tilbage til Inger Støjberg, og samtidig måtte vi forstå, at udlændingepolitik skulle være fair og fornuftig, snarere end identitetspolitisk og absurd.

Sådan er det ikke længere.

John Scheibelein, Carsten Munk, Svend-Erik Runberg, Per Klüver, Ib Christensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Beskæftigelsespolitikken er heller ikke til forhandling.

Udnyttejobs til flygtninge/indvandrere
Arbejdspligt til syge mennesker.

Det er ikke Socialdemokrati

Michael Waterstradt, Freddie Vindberg, Marianne Jespersen, Jan Fritsbøger, Ib Christensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Godt Peter Hummelgaard , at I/du åbner lidt op for kontanthjælpsmodtager så de må arbejde 8 timer uden at blive trukket i kontanthjælpen- men hvad arbejde er så det - en uddeling af ugeaviser, eller hvad.

Så bare en bemærkning til - "»Vi vender logikken om, så det ikke handler om tage ydelser fra folk, hvis de ikke arbejder nok. Der skal være plusser ved at tage arbejde, som gælder for alle, uanset hvem du er«."-
Hvordan hænger det sammen ved den bebudede arbejdspligt på 37 timer til indvandre og på en kontanthjælpstakst eller måske snare en af de andre fattigdomsydelser til flygtninge og indvandre.

Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Svend-Erik Runberg, Per Klüver, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jeg afventer gerne regeringens udlægning af kommissionens arbejde og ser frem til en åben debat om hvad der skal komme ud af den.
Det eneste der er 100 % sikkert er at Enhedslisten + tilhængere ikke vil være tilfredse uanset.

Vi skal behandle vores ledige ordentligt; Ledighed kan ramme alle. Men et samfund hviler på at de fleste deltager og bidrager.
Jeg håber på det ender ud i mere gulerod, færre arbejdsprøvninger, mere målrettet indsats i forhold til den enkelte, bedre forhold for børnene og i sidste instans flere langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere i arbejde uden at det går ud over de der er knap så heldige.
Jeg er sikker på at havde de blå haft flertal på tinge så havde den kørt i samme rille hvor man er komplet ligeglad med om 10000 bliver ringere stillet, bare 100 kommer i arbejde.
Det er helt OK at stille krav om at deltage og bidrage, så længe disse krav stilles til folk der kan opfylde dem.

Så min opfordring til de seriøse folketingsmedlemmer til venstre for Socialdemokratiet: Gør alt for at trække regeringen mod venstre og vær parate til kompromisser. Ellers kigger A bare den anden vej.

Jan Fritsbøger

nej Carsten vores samfund hviler på at nogle (få) forsørges af de (mange) andre, manden på gulvet forsørger jo ikke bare sig selv,
men også hele den privilegerede klasse, som tilmed lever i ekstrem overflod,
denne består af,
investorer, virksomhedsejere, og alle dem som lever godt af deres position i magthierarkiet, og /eller deres formuer, af dem med diverse nærmest arbejdsfrie men vellønnede poster, af politikerne i toppen af deres partier, og af de menige medlemmer af folketinget,
den privilegerede klasse er kendetegnet af en (alt for) høj indtægt, men stort set ingen værdiskabelse,
der er jo absolut intet lighedstegn imellem indkomst og værdiskabelse,
i øvrigt handler kravet om at "alle" skal bidrage slet ikke om samfundets behov,
det handler om at den privilegerede klasse vil have endnu flere forsørgere,
så deres sindssyge overflod kan øges yderligere,
og så handler det om at holde lønnen for dem som står for værdiskabelsen, så lav som muligt så der er endnu mere til den forsørgede men vildt grådige overklasse,
og så har de blå da flertal på tinge, for man er da enten naiv, eller alternativt selv meget højreorienteret, hvis man stadig kalder S for et rødt parti.

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg, P.G. Olsen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Niels østergård anbefalede denne kommentar

Faktisk skriver Pelle Dragsted ikke om gulerødder frem for pisk i den kronik, som Hummelgård kritiserer. Dragsted skriver at incitamenter ikke virker. Og incitamenter dækker altså over både pisk og gulerødder.

Udover at kritiserer en holdning, som Dragsted ikke giver udtryk for, undgår Hummelgård at forholde sig til de kritikpunkter, som Dragsted rent faktisk giver udtryk for i sin kronik.

Har information ikke en debat-redaktør, som gennemgår læserbrevene før de bliver offentliggjort? Er debat-redaktøren på ferie? For det her er da langt under informations sædvanlige standard...

Eva Schwanenflügel, Per Klüver, Marianne Jespersen, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

ps: jeg deler i øvrigt Dragsteds synspunkter om incitamenter. Problemet med beskæftigelses-politiken er stadig at man tror at ledighed skyldes dovenskab, og at den ledige derfor skal trues eller belønnes for at tage et arbejde. Det er et ulækkert menneskesyn, som fortæller mere om politikernes livssyn end de lediges.

Og i øvrigt ganske nemt at modbevise… Ledigheden forsvinder stort set når der er nok arbejdspladser. Under det økonomiske opsving i nullerne var ledigheden FOR lav, advarede økonomerne. Og der var både dagpenge og kontanthjælps-satsen højere.

Ifølge Hummelgårds menneskesyn skulle ledigheden dengang derfor også være højere end den er i dag...

Med mindre at danskerne bare er blevet dovnere de sidste 10 år?

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg, John Scheibelein, Per Klüver, Dorte Sørensen, Marianne Jespersen, Jan Fritsbøger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Svend-Erik Runberg

Anbefaling:
"Hvor skal en gammel socialdemokrat gå hen, når partiet ikke længere er stuerent?"
- Politiken, søndag 6. juni - (Mie Wedsgaard Storm)

Per Klüver, Kim Houmøller og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

næh man tror da ikke at ledigheden skyldes dovenskab, at man siger det er bare et trick man bruger, selv om man godt ved det ikke er sandt,
man vil "bare" vil give de ledige skylden,
så dem i arbejde kan se ned på de ledige og acceptere tvangsarbejde og fattig-gørelse af de ledige og syge, og samtidig lære at frygte ledigheden så de ikke forlanger højere løn og rimeligere arbejdsvilkår, ledighed er jo en klar begrænsende faktor på lønudviklingen, så magthaverne synes en vis ledighed er helt fint, og så hykler de omsorg imens de ivrigt svinger pisken.

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg, John Scheibelein, Per Klüver, Dorte Sørensen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Ebbe Overbye

"Regeringen har ikke ændret holdning: Gulerod er det bedste middel til at få folk i arbejde."

For dem der er bekendt med det omfattende sanktionssystem i kontanthjælpen lyder den udtalelse da helt hen i vejret.

Var det ikke netop Fru Frederiksen, der strammede og helt ned i detaljen definerede satser og årsager til sanktionerne.

Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg, Per Klüver, Lise Lotte Rahbek og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar

Nej, regeringen har ikke ændret holdning, det har hele tiden været planen at fattigdomsniveauet skulle fastholdes, og at uligheden skulle fortsætte med at stige. Den røde maske er faldet. Hverken Mette Frederiksen eller Thorning-regeringen havde nogle seriøse intentioner om at fjerne fattigdommen, det må nu stå klart for enhver. Regeringen fremlagde ikke i 2019 en plan om at fjerne fattigdommen, f.eks. over dens første fire års regeringsperiode, der var simpelthen ingen ønsker om dette. Vi har ikke engang set en troværdig plan om at halvere børnefattigdommen som Mødrehjælpen efterlyste. Hvorfor?

Ydelseskommissionen gav Socialdemokratiet 1 1/2 år mere, hvor at de kunne udsætte kravet om at fjerne fattigdommen. De nødvendige justeringer af samfundet udsættes. Den holder bare ikke længere. Nu er der gået to år, men regeringen kommer ikke til at levere. Hvorfor så holde hånden under regeringen? Der er simpelthen ikke længere nogen grund til at støttepartierne skal holde hånden under regeringen. Alle undskyldninger er fordampet.

Løgnene er for store. Der mangler ikke ukvalificeret arbejdskraft ude på arbejdsmarkedet, tværtimod, der er nok arbejdsløse i Danmark. Det som mangler er uddannet arbejdskraft. Men det er ikke dem som regeringen stiler efter. Den arbejdsskabende ide om af få kvinderne ud på arbejdsmarkedet er et bedrag. Desuden ved vi at der ikke kommer flere i arbejde ved ydelseskommissionens forslag, så endnu en løgn.

Det er åbenbart nødvendigt at gentage dette: Arbejde helbreder ikke. Det blev alligevel påstået af borgmesteren. Arbejdsministeren skaber ikke arbejdspladser, arbejdsministeren skaber fattigdom og sociale problemer, der forværrer muligheden for at få det bedre og måske der igennem senere at få et arbejde. Fattigdom forringer muligheden for at få et arbejde. Mennesker bliver ikke helbredt af at få et arbejde.

Tilbage sidder arbejdsministeren med alle sine løgne og bedrag: Kontanthjælpen er en midlertidig ydelse? Alle der bliver presset ned i fattigdom på baggrund af denne mantra, som for øvrigt igen blev fremsagt ved kommissionens fremlæggelse af borgmesteren der selv får millioner hvert år. Alle der nedsættes i fattigdom ved ti til tolv år på kontanthjælp kender politikernes mange løgne. At sige at kontanthjælpen er midlertidig er en syg løgn.

Socialministeren skulle have haft magten for at fjerne fattigdommen over de fire år som en regering har. I stedet for er al magt flyttet over til arbejdsministeren. Dette er den centrale løgn angående fattigdomsskabelsen; der har aldrig været en intention om at løse fattigdomsproblemet. I stedet for er problemet blevet bundet op til arbejdsministeriet. Som om det at få et job på mirakuløs vis helbreder mennesket. Endnu et bedrag der blev fremlagt af borgmesteren ved fremlæggelsen af ydelseskommissionens rapport.

Hele denne konstruktion er et bevidst bedrag. Der er intet at hente for arbejdsgiverne her. Det handler om at fastholde mennesker i fattigdom. Regeringen kunne have gjort det modsatte; fjerne fattigdommen, men i stedet for vil den sørge for at formuerne bevares der hvor de privilegerede har fået dem. Når vi opgør tiernes fattigdomsskabelse har Socialdemokraterne været helt fremme i skoene og stemt for mellem 89-90 % af de sociale nedskæringer. De nedskæringsreformer som politikerne har sat op i de sidste tyve år, bevirker år for år, måned efter måned, at fattigdommen stiger og at uligheden øges. Det sidste bliver yderligere forstærket ved det nuværende system som overklassen har etableret.

Hele regeringens sociale fortælling er en løgn, 250.000 mennesker i Danmark lever under den fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik bruger til afrapportering til FN om fattigdom. En kvart million mennesker i fattigdom, hvad er formålet? 160.000 er faldet hele vejen igennem sikkerhedsnettet og har ingen indtægter overhovedet, det kaldes Den Skjulte Fattigdom. En rød regering burde rette op på de neoliberale regeringers sociale nedskæringer, men ikke engang det vil Mette Frederiksen. Lad falde det som ikke længere kan stå.

Fattigdommen skal fjernes. Regeringen står i vejen. Vi kan ikke længere bare se på mens Mette Frederiksen lader uligheden vokse, hvilket den har gjort i fyrre år. Dette er det rigtige tidspunkt at sige stop. Vi er de 60 % af befolkningen, arbejderklassen og underklassen. Vi har en demokratisk ret til at kræve at fattigdommen og specielt børnefattigdommen fjernes. Når politikerne indfører børnefattigdom ved lov, påfører de et barn et handicap som påvirker det resten af livet. Således foregår det i konkurrencestaten, udelukket for at toppen kan få mere og flere skattelettelser.

Regeringen udliciterer fattigdomsbevarelsen til ydelseskommissionen og kan således vaske sine hænder? Ministeren svindler. Nu siger ministeren at kommissionen var uafhængig - en omskrivning af et bedrag - endnu en løgn. Alle fra kommissionen er fra overklassen, de har alle fået skattelettelser på baggrund af de sociale nedskæringer, de såkaldte reformer. Der er ikke længere en gyldig grund til at regeringen fortsætter, den er ikke social, den har pumpet hundrede milliarder ud til bankerne, milliardærerne i skatteskjul, ejerne af de største virksomheder, men intet til underklassen, men det er dem det hele handler om.

Regeringen kunne have fremlagt en plan som viser hvordan den ville fjerne fattigdommen og især børnefattigdommen. Fattigdommen kunne fjernes over få år. I stedet for bestemte Socialdemokratiet at kommissionen ikke måtte komme med forbedringer overordnet set, ikke måtte tilføje flere penge til det sociale område, og særligt at en etnisk gruppe skulle rammes. Socialbedrag hele vejen igennem.

Peter Wulff, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Kim Houmøller, Ebbe Overbye og David Adam anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Der er vel ingen tvivl om,
at når det handler om at holde ikke-vestlige indvandrere og flygtningen væk,
og holde arbejdsgiverne og de store virksomheder i landet glade og imødekommende overfor Partiet, så betyder det ikke så meget, om der ryger nogle syge indfødte danskere med ud under lastbilen.
Målet helliger midlet.
Og nej, S er ikke værre end de andre politiske partier i folketinget.
Ingen vil være skyld i at miste arbejdspladser til udlandet.
Koste hvad det vil - bare omkostningerne ikke rammer politikerne selv eller deres venner.

Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg og Per Klüver anbefalede denne kommentar

- Peter Olsen

Har du evt en kildehenvisning til at 250.000 danskere lever under fattigdomsgrænsen? Er ellers enig i alt du skriver.

@ David Adam
Hvis man bruger den international anerkendte fattigdomsgrænse - altså det halve af medianindkomsten - er antallet af fattige i DK 250.532 ifølge Rådet for socialt udsatte. Se https://www.udsatte.dk/indsatsomrader/fattigdom/

Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg og David Adam anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Mon der stadig er folk her der lever i den vildfarelse at kommentatorfeltet herinde afspejler vælgersammensætningen ude i den virkelige verden ?.
Der er knap 17 % danske vælgere der stemmer til venstre for A. Omkring 30 % på A og resten på borgerlige partier.
Hvad folk regner A for betyder ikke så meget for realister.

Folket ønsker ikke det samfund folk flest herinde beskriver og anbefaler i stort omfang.

Så Jan Fritsbøger.
Kig i spejlet hvis og på anbefalingerne hvis du vil finde naive mennesker.

Erik Fuglsang

Jeg har endnu til gode at møde fattige mennesker - sådan rigtige ludfattige mennesker - i det her kongerige.
Hvem husker ikke fattige-Carinas månedlige budget ?
I dét budget var der ganske vist næppe råd til ugentlige eksklusive restaurant-besøg, dyre designermøbler, daglige indkøb i den økologiske gårdbutik og 3 årlige udlandsrejser for hele familien, men de samlede månedlige overførselsindkomster løb helt op i 15.728 kr. i 2012-priser, når man regnede kontanthjælp, boligsikring og børnepenge med. Det er ikke noget ringe beløb; og i al fald ikke et beløb jeg på nogen måde forbinder fattigdom.

Freddie Vindberg

Jeg har opdaget fejlen. Hummelgaard fra Socialdemokratiet, har jo fået det manuskript med, der er skrevet af Cepos.

Eva Schwanenflügel og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Erik Fuglsang
Hvor fattig skal man være i Danmark forat du synes, det er slemt nok?

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

man gør da sig selv til grin når man kalder mig naiv, ;o)
og jeg har ikke kaldt nogen naive, men blot antydet at naivitet kunne forklare noget, selv om Carsten muligvis har følt sig truffet, måske fordi han ikke selv har opdaget at S ikke er det mindste rødt,
men muligvis er forklaringen at Carsten egentlig er ret højreorienteret selv om han anser sig for noget andet.
at han synes at betragte enhedslisten som hovedfjenden er da lidt af et indicium i den retning

Michael Waterstradt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Freddie og hvorfor tror du det er en fejl ?

Eva Schwanenflügel og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hmm måske er Erik Fuglsang og Carsten Hansen, de eneste herinde som ikke er naive !
lyder godt nok plausibelt ikk ? ;o)