Kronik

De skandinaviske landes velfærdsstater viser vejen mod socialisme for os amerikanere

Det er forståeligt, at skandinaviske socialister ikke blot stiller sig tilfreds med deres velfærdsstater. Men for en amerikansk socialist er det tydeligt, at de skandinaviske lande er socialistiske ledestjerner for kampen i USA, skriver venstrefløjskommentator Matt Bruenig i denne kronik
De nordiske lande er meget mere socialistiske, end de mange iagttagere i den engelsksprogede verden vil kreditere dem for. En af grundene er, at arbejdere i disse lande er i stand til at udøve en betydelig kontrol over økonomien via fagforeninger, skriver dagens kronikør.

De nordiske lande er meget mere socialistiske, end de mange iagttagere i den engelsksprogede verden vil kreditere dem for. En af grundene er, at arbejdere i disse lande er i stand til at udøve en betydelig kontrol over økonomien via fagforeninger, skriver dagens kronikør.

Jens Dresling

Debat
5. juni 2021

I to årtier har politiske kommentatorer yndet at beskrive de nordiske lande som udprægede kapitalistiske økonomier, der blot lever i en art symbiotisk sameksistens med store velfærdsstater. Ifølge denne karakteristik var der måske en overgang i forrige århundrede, da de nordiske lande seriøst flirtede med ideen om at opbygge socialistiske samfund. Men den tid er for længst forbi, og alt, hvad der blev tilbage, er konventionelle liberale økonomier, der blot udmærker sig ved mere generøse sociale ydelser.

I USA har denne beskrivelse af de nordiske lande været nyttig på tværs af det politiske spektrum. Konservative har kunnet bruge den i deres indsats for deregulering med påstande om, at de nordiske lande ikke er så stramt regulerede og netop derfor fik succes. Neoliberale kan bruge den i deres ideologiske kamp mod socialistiske bevægelser til at hævde, at det er meningsløst at se de nordiske landes succes som et resultat af en socialistisk orientering. Og socialister har kunnet bruge den til at præcisere, at deres idealsamfund rækker videre, end hvad de nordiske lande har kunnet opnå.

De nordiske lande er imidlertid meget mere socialistiske, end de mange iagttagere i den engelsksprogede verden vil kreditere dem for.

Stærke fagbevægelser

For det første er arbejdere i disse lande i stand til at udøve en betydelig kontrol over økonomien via fagforeninger. Over 80 procent af de nordiske arbejdere er dækket ind af en fagforening, mens det i USA er nede på 11 procent. De nordiske fagforeninger er også langt mere magtfulde end fagforeninger i andre lande. Både fordi de kan øve indflydelse på arbejdsforhold på tværs af hele sektorer, og fordi de er i stand til og villige til at gribe til sympatistrejker for at lamme virksomheder og regeringer, de måtte være i konflikt med. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette så vi for to år siden, da den daværende finske statsminister Antti Rinne blev væltet af sympatistrejker, der brød løs i kølvandet på en postarbejderkonflikt.

Foruden fagforeningerne skal nordiske virksomheder over en vis størrelse (dog ikke i Finland) afsætte en tredjedel af deres bestyrelsespladser til arbejdere i virksomheden. Aktionærer sidder stadig på størstedelen af magten i disse firmaer, men arbejdstagere er alligevel i stand til at påvirke nogle af beslutningerne på det højeste niveau for virksomhedsplanlægning.

De nordiske lande organiserer også ganske store mængder af deres økonomiske produktion uden for konventionelle selskaber, der ejes af private aktionærer. Cirka 30 procent af de nordiske arbejdstagere er beskæftiget i den offentlige sektor. I USA er tilsvarende tal på 13 procent.

De nordiske lande huser desuden et betydeligt antal statsejede virksomheder (SOE’er), der opererer på markedet, men alligevel er ejet og kontrolleret af staten. Den svenske stat ejer 46 SOE’er, herunder energiselskabet Vattenfall, teleselskabet Telia og mineselskabet LKAB. Den finske stat ejer 68 SOE’er, herunder luftfartsselskabet Finnair. Norge har 71 SOE’er, herunder det berømte statsejede olieselskab Equinor og landets største finansielle servicekoncern, DNB. Selv i Danmark, der halter bagefter, ejer staten vindenergigiganten Ørsted.

Fondssocialisme

Nogle nordiske lande, især Norge, har også udvidet det kollektive ejerskab ved at etablere offentlige investeringsfonde, der opkøber finansielle aktiver i alle slags virksomheder. Denne tilgang, som undertiden kaldes ’fondssocialisme’, muliggør, at staten kan påvirke virksomhedens beslutningstagning.

Selv om de nordiske lande har ganske få arbejderkooperativer, har de til gengæld et stort antal forbrugerkooperativer. Dette er navnlig tilfældet i Finland, hvor landets største ikkestatslige arbejdsgiver – S-Group – er et forbrugerkooperativ.

Tilstedeværelsen af store offentlige servicesektorer, statsejede virksomhedsporteføljer, sociale velstandsfonde og forbrugerkooperativer er måske ikke nok til at udråbe alle nordiske lande som ’socialistiske’, men ikke desto mindre er det socialistiske økonomiske enheder, der opererer i disse lande. Når det gælder det praktiske spørgsmål om, hvordan man kan komme videre mod ’en fuldbyrdet socialisme’ fra det stadium, hvor vi i dag står, går den mest oplagte vej igennem en yderligere udvidelse af de andele af økonomien, der er organiseret på disse måder gennem tilbagerulninger af privatiseringer, etablering af nye statsejede virksomheder eller gennem udvidelser af de eksisterende SOE’er, især inden for frontier-industrier som vedvarende energi, hvilket mange af de nordiske lande også allerede har gjort. Og det kan tage form ved gradvist at overføre private selskabers ejerandele til en offentlig fond svarende til dem, der forvaltes af Folketrygdfondet i Norge.

Denne særlige strategi vil sandsynligvis ikke blive hilst ubetinget velkommen af enhver, der identificerer sig som socialist. For nogle vil den muligvis ikke være radikalt antihierarkisk nok, mens andre vil finde, at den stadig i for høj grad beror på penge og prisudviklinger. For andre igen kan den være utilstrækkeligt revolutionær eller for indadvendt fokuseret på de højtudviklede lande. Jeg vil ikke hævde, at folk med sådanne indvendinger er på vildspor. Jeg vil snarere hævde, at de simpelthen er interesserede i andre ting, end jeg selv er interesseret i, uanset at vi bruger det samme ord – ’socialisme’ – til at beskrive vores projekter.

Fuldbyrdet socialisme

For mig er kapitalisme et økonomisk system, hvor produktionen er organiseret gennem virksomheder, der ejes og kontrolleres af en lille overklasse i samfundets top, mens socialisme er et økonomisk system, hvor produktionen ejes og kontrolleres kollektivt af arbejdere eller af samfundet som hele. Vi kender allerede vejen til at realisere socialisme efter denne definition. Vi skal bare udbygge den. Det gælder for de nordiske lande, som det gælder overalt i verden.

For nordiske socialister er det ikke nok at slå sig til tåls med, at regionen har et relativt højt niveau af socialisering og så stræbe efter at fastholde det. I stedet må det handle om at finde ud af, hvordan man kan komme videre. I en sådan sammenhæng er det forståeligt, hvis de nordiske socialister retorisk og praktisk vil fokusere på de kapitalistiske aspekter af de eksisterende nordiske økonomiske systemer og på, hvordan man kan overvinde dem.

For amerikanske socialister er de eksisterende nordiske systemer så meget mere socialiserede end det amerikanske system, at en fokusering på at indhente disse regimer er en smart strategi, både praktisk og retorisk. De nordiske lande står ikke ved enden af den vej, der fører til socialisme, men de er nået meget længere end Amerika. Og dermed udgør de en attraktiv og håndgribelig mellemstation på den vej, som de amerikanske socialister vil gøre klogt i at orientere deres reformdagsorden efter.

Matt Bruenig er grundlægger af venstrefløjstænketanken People’s Policy Project
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Mon ikke den gode Matt Bruenig kan dæmpe sin begejstring når det går op for han, at statlige ejerskaber i Skandinavien ikke har det fjerneste med socialisme at gøre. For de fleste af disse virksomheders vedkommende er der lagt mange begrænsninger på, både hvad eventuelle fortjenester må bruges til og i visse tilfælde også, hvor stor en fortjeneste de må have, før der rejses politiske krav om overgang til prvateje. Fondssocialisme er der ikke tale om. I ingen af de skandinaviske lande blev der gennemført Økonomisk Demokrati med medarbejderindflydelse på produktion og produktionsvilkår. Den ide er død desværre.
De skandinaviske lande er kapitalistiske lande med en historisk respekt for kollektive aftaler. Hverken mere eller mindre. Måske er vi på vej mod socialsme. Måske er vi bare på vej.

Lise Lotte Rahbek, Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Torben Arendal, Gert Romme, Carl Chr Søndergård, Steen K Petersen, Bo Stefan Nielsen, Jørgen Larsen, Erik Pedersen, Svend Elming og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

"...ikke desto mindre er det socialistiske økonomiske enheder, der opererer i disse lande".

Nej. Det, Bruenig beskriver, er socialdemokratisme. De skandinaviske økonomier er kort beskrevet kapitalistiske med en bedre organisering af lønmodtagerne end de fleste andre lande, og så har efterkrigsårenes socialdemokratiske storhedstid skabt nogle mere udbyggede velfærdsstater end mange andre lande. Socialisme har vi aldrig haft.

Reformisme - eller med et mere moderne udtryk, socialdemokratisme - var i store træk hvad, der var tilbage efter, at:
1. fagbureaukratiet ved Septemberforliget i 1899 havde cementeret egen rolle som mæglere mellem de - ulige - parter, kapital og arbejde, og dermed opgivet hvad den Louis Pio og de tidlige socialister i 1. Internationale havde kæmpet for, og
2. den socialdemokratiske bevægelse såvel i Danmark som internationalt valgte at følge det toneangivende tyske Socialdemokratis udsalg, først med krigsbevillingerne i 1914 og siden med tilslutningen til Kautskys revisionisme, der afviste alle andre veje til socialismen end gradvise parlamentariske reformer - og altså bl.a. generalstrejken, som hans samtidige partikammerat Rosa Luxemburg talte for.

At et samfund kan være "mere eller mindre" socialistisk indenfor rammerne af kapitalismens ejerskabsformer og marked, er den socialdemokratiske kongstanke. Ikke socialisme.

Hvad der er brug for på dette tidspunkt i historien, er ikke rødmaling af klassekompromiset og en tilpasning af socialismens idéer om frihed og lighed til kapitalismen, men en radikal systemkritik og en seriøs retning for lønarbejdere, forbrugere og grønne bevægelser mod et opgør med kapitalismen og opbygningen af økosocialistiske demokratiske samfundsformer. Det er ved at være sidste udkald, så socialister har vist ikke tid til endnu en tur på det det tyvende århundredes socialdemokratiske museum.

Lise Lotte Rahbek, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Niels G Madsen

Jeg synes at korporatisme er en mere dækkende betegnelse for i hvert fald den danske statsform.

Alle disse "selvejende" eller "uafhængige" almennyttige fonde, boligområder, institutioner, m.m. som er så centrale i skiftende regeringers fortælling om det frie og lige danske samfund, viser sig jo at være rene luftkasteller.

Det viser sig jo at staten hele tiden har været den reelle ejer. Det havde være langt svære for politikerne beordre ødelæggelse af gode boliger, og så kræve arbejdet betalt af foreningerne og deres egne medlemmers vedligeholdelsesinbetalinger, hvis ikke disse mange fonde og foreninger i tidernes morgen havde indgået en pagt med Staten. Og systematisk diskrimination af foreningsmedlemme, som vi ser nu, hvor medlemmer med ikke-vestlig familie baggrund ikke længere kan søge ind på bestemte adresser, pga. definitioner fastsat i "ghetto" lovene. Det var aldrig gået for reelt "private" boligforeninger, m.m. På samme måde ville udbetalingsalderen på pensionsopsparinger heller ikke så nemt kunne hæves med tilbagevirkende kraft, hvis de reelt var private. For at opnå nogle (svingende) skattemæssige fordele har man overladt en blankocheck til politikeres skalten og valten med det som egentlig skulle være en hjælp til tag over hovedet, og en værdig og uafhængig alderdom.

Som.det er nu, så kan det ene af mine børn bo på nogle adresse hvor den anden ikke må bo. Begge er de danske statsborgere fra fødslen, og har ikke andre statsborgerskaber.. De har begge samme mor og far (mig) og den eneste forskel på dem er at den ene falder ind under definitionen af ikke-vestlig efterkommer, men den anden formelt er ægte arier.

Hvis det skulle være demokratisk socialisme, så må der være en af delene som jeg ikke er, og som skulle bekæmpes. Hvis altså jeg orkede stadig at bo i Danmark fremover, men det gør jeg ikke længere. Jeg tror ikke at denne stat kan reformeres til noget jeg vil byde mine børn at skulle leve under indenfor de nærmeste par årtier.

Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar