Kronik

Socialisme er blevet til en drøm om lejligheder med tagterrasser og delebiler for danskerne

Det er alle de oprørske proletarer, der for en stor dels vedkommende er blevet skubbet ud af lønarbejdet, vi skal sætte vores lid til. De er i gang med at afvikle den gamle verden, inklusive dens mest overudviklede dele som ’den nordiske socialisme’. Det er dem, der kommer til at definere den nye socialisme. Men de fylder desværre intet i Pelle Dragsteds bog, skriver professor i politisk æstetik Mikkel Bolt i denne kronik
Debat
11. juni 2021
Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik på Københavns Universitet.

Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik på Københavns Universitet.

Anders Rye Skjoldjensen

I en lang periode var socialisme en betegnelse for en overgangsform på vejen mod et kommunistisk samfund, altså et samfund uden klasser, stat, penge og lønarbejde. Såvel kommunister som anarkister, syndikalister og socialister delte denne vision. Det betyder socialisme desværre ikke længere. Hverken for socialdemokrater eller den del af venstrefløjen, som Pelle Dragsted tilhører.

I dag er socialisme ikke et alternativ til kapitalismen, men bare (drømmen om) en lidt mere menneskelig udgave af denne. Som Marx og generationer af revolutionære marxister siden har insisteret på, er en sådan forbedret kapitalisme imidlertid en illusion. Den kapitalistiske produktionsmåde lader sig ikke styre. Så opgaven må stadig være afskaffelsen af staten og pengene, så det bliver muligt at leve på andre måder.

Der er ikke så tit, at danske politikere skriver en sammenhængende tekst, der analyserer et længere historisk forløb, endsige fremlægger noget, der minder om et manifest. I al sin anakronisme er det næsten et sympatisk foretagende. Det er, som om det politiske findes. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at der eksisterer en politisk offentlighed, hvor ’vi’ – de facto selvfølgelig kun politikere, chefredaktører og kommentatorer – stadig diskuterer, hvilken politik der skal føres, og hvor vi som samfund skal hen.

Jeg er mindre interesseret i at kritisere Pelle Dragsted og hans forslag om en bæredygtig socialisme, som bygger på arbejder- og andelsbevægelsen, og mere interesseret i at overveje, hvad bogen fortæller os om den danske venstrefløj og dens historiske udvikling: Hvorfor den er endt med at frasige sig enhver ansats til en mere grundlæggende forandring af verden.

Meget lidt radikale forslag

Som det er fremgået af den meget positive modtagelse af bogen, er Dragsteds forslag om en demokratisk økonomi meget lidt radikale. Faktisk er det svært at læse bogen som andet end én lang hyldest til det lokale lønproduktivitetskompromis, hvor arbejderbevægelsens organisationer endte med at smelte sammen med statsmagten og indgik en alliance med den lokale kapitalistklasse om at give arbejdere og de lavere klasser adgang til kultur, uddannelse og boliger mod, at de opgav enhver forestilling om en mere radikal omkalfatring (og solidaritet med de fordømte i de tidligere og nuværende kolonier).

Dragsteds bog er den endelige fuldbringelse af denne udvikling, hvor det viser sig, at vi allerede er kommet hjem. Hvor venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet tilslutter sig det nationaldemokratiske projekt og bekræfter opgivelsen af enhver international solidaritet. Det kan godt være, at den kapitalistiske produktionsmåde har nogle indbyggede problemer, men dem har vi nogenlunde styr på her hos os, i Danmark, så projektet er egentlig bare at gøre lidt mere af det samme, gøre det lidt bedre. Derfor lyder de små fremtidsscenarier, som Dragsted har indlagt i bogen, som en lidt forbedret udgave af i dag. Bogens fortæller sidder og drikker kaffe, og alt er egentlig bare dejligt. Dragsted skriver ganske vist, at han tror på en anden verden. Men den er meget svær at få øje på i beskrivelsen af en tagterrasse i en boligforening på en nybygget ø i Københavns havn anno 2042.

Dragsted skriver, at han ikke mener, at historien er forbi. Det lyder ellers meget, som om det er tilfældet. Det handler kun om Danmark, hvor godt det i virkeligheden går her i landet, at den danske arbejderbevægelse på mange måder har fat i den lange ende, at andelsbevægelsen også er en del af historien om velfærdssamfundet, som er så meget bedre end det, alle de andre har. Det siger Bernie Sanders selv. Og så hører vi ellers ikke mere om de andre. Kolonialisme, racial kapitalisme og international arbejdsdeling fylder ikke meget. Det er åbenbart ikke en del af det socialistiske projekt at forholde sig kritisk til afgørende fænomener i verden.

Der er ikke meget klassekamp over projektet. De eneste partier, der i dag har noget, der minder om en massebase, er de forskellige senfascistiske partier, der effektivt opildner til xenofobi og islamofobi i en diffus social medieoffentlighed. Forbindelsen mellem gaden og Folketinget er blevet klippet over. Hvis det 20. århundrede var massepartiernes tidsalder, er det 21. århundrede den langsomme tømning af det politiske skuespil, hvor færre og færre engagerer sig i politiske partier og kun lader sig mobilisere, når der en gang imellem skal afgives en stemme. I en senkapitalistisk influencerkultur er politik forvandlet til identitet. Og socialisme til en drøm om lejligheder med tagterrasser og delebiler til danskerne.

En ny opstandsbølge

For at skære det ud i pap: Politiske partier og det politiske system med dets højre-venstre-dikotomi, som vi kender det fra Den franske revolution og frem, fremstår i dag kun som en blokering af enhver mere radikal omlægning af samfundet. Men der sker heldigvis også andre ting. De fylder desværre intet i Dragsteds bog. Men tiden siden 2011 har set en diskontinuerlig, men vedvarende opstandsbølge rulle over verden. Det er en spøgelsesagtig revolution, som ikke kræver frihed, lighed og broderskab, som de borgerlige revolutioner gjorde i perioden efter 1789, og heller ikke forestiller sig revolutionen som en socialisering af produktionen, som Lenin og Trotskij gjorde i 1917. Der er noget andet ude at gå i de igangværende opstande. Noget som ikke kan medieres af politiske partier, men går videre og dybere. Det er derfor, de gennemgående omkvæd i opstandene afviser det politiske system: Que se vayan todos! (Alle skal gå af.)

Alle de ekskluderede vil have noget andet, og de fleste steder er resterne af den etablerede arbejderbevægelse intet andet end zombieformer, der forsøger at hægte sig på protesterne og taler et anakronistisk sprog om medejerskab og demokrati. Som om kapitalakkumulationen lader sig styre og ikke per definition skaber mere elendighed end fremgang og vækst.

Hvis socialisme skal betyde noget som helst i dag, skal den indeholde et eksplicit antinationalistisk perspektiv. Det giver ikke mening at tale om socialisme i Danmark uden at tale om indsatte i USA, migrantarbejdere i Kina, de revolutionære i Syrien og alle de mange proletarer, der smides ud af kapitalens metabolisme og derfor går på gaden og afviser den koloniale modernitets verdensorden. En socialisme af i dag skal være international, og den skal orientere sig mod de opstande, der finder sted i verden.

I 2019 fandt der protester og opstande sted alle mulige steder fra Frankrig til Sudan. Coronapandemien så en kort overgang ud til at bremse den nye opstandscyklus, men George Floyd-protesterne gjorde hurtigt det indtryk til skamme. Det er alle de oprørske proletarer, der for en stor dels vedkommende er blevet skubbet ud af lønarbejdet, vi skal sætte vores lid til. De er i gang med at afvikle den gamle verden, inklusive dens mest overudviklede dele som ‘den nordiske socialisme’. Det er dem, der kommer til at definere den nye socialisme.

Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger, deriblandt ’Krise til opstandog ’På råbeafstand af marxismen’. Til november udkommer ’Late Capitalist Fascism’.

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Enig i at der ikke er noget revolutionært over Dragsteds socialisme-udkast. Det er nu engang kun transformativ/revolutionær tænkning og revolution, der kan dekonstruere de fastlåste sociale og politiske tankestrukturer, den herskende økonomisk-politiske arkitektur har indarbejdet i samfund og og mennesker, men hvem er de revolutionære i Syrien, Mikkel Bolt?

Arne Lund, Palle Yndal-Olsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Que se vayan todos!

Steffen Gliese

Der er bare ikke meget perspektiv i at ville afvikle - uden en positiv version om: til hvad? Der er ingen rigtig forståelse af, hvad de ekskluderede masser fra majoritetssamfundet kan vente sig i en fremtidig omkalfatring af samfundet.
Hvad vi hidtil har set, er behovet for at beskytte minoriteter imod flertalstyranni, og det fylder meget mere og meget mere eksistentielt i en verden, hvor kapitalismen gør sig selv mere og mere til grin med sin bedagede tro på, at penge besidder en selvstændig værdig og skal indebære privilegier og magt.
Det bliver ikke revolutionen, men kedsomheden i enerverende forbrug af det samme i forskellige udgaver, der bringer os et andet sted hen - hvor friheden forhåbentlig er lidt større.

Margit Johansen

Ja, supergodt skrevet, betænkeligt indhold. Der er under 200.000 arbejdsløse lønarbejdere i DK - inklusiv dem på barsel og orlov - dem mellem to jobs og sygeramte - seniorer på vej - langtfra de "mænd der bærer sort", de mænd der bærer "gule veste" -de fleste bor langt fra de store demo-pladser og mediebevågenheden. Jeg tænker at de kvinder som skal passe børn og syge, gøre rent, sanke brændet til komfuret, hakke roerne og samle kartoflerne. De fortrækker nok andre veje til revolutionen.

Claus Nielsen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Kommunismen er død og det er den tilhørende socialisme også.

Kommunisme er også kapitalisme. bare styret af nogle ganske få personer bag magtens alter.
Der har aldrig været været bare tilnærmelsesvis lighed i såkaldte kommunistiske lande, hvis der overhovedet reelt har eksisteret sådanne.
SF brød med kommunismen allerede i 50érne, da man gennemskuede bedraget.
Socialisme i dag, behøver ikke at føre til kommunisme; Og tak for det.
Pelle Dragsted har ligeledes gennemskuet den virkelige verden og erkendt at målet er mindre ulighed, social mobilitet og øget frihed for alle.

Anarkisme er vel den absolutte mest sociale samfundsform der kan opnås. Men det ligger nok så langt ude i fremtiden at end ikke vores tip-oldebørn kommer til at opleve det.
Helt OK at plædere for det samfund man mener kan opnås.
Jeg er dog på Dragsteds side og mener man bør plædere for det der ligger indenfor rækkevidde; Når det så er opnået så kan man overveje om der er nye horisonter indenfor rækkevidde.
Skulle Dragsted overveje at skifte parti, så tror jeg både F og A står parat til at sige velkommen.

Niels Chr. Nielsen, Peter Knap, Ejvind Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Nostalgisk ortodokse sure gamle barrikaderomantikere udgør socialismens sidste pinlige krampetrækninger som en del af venstrefløjens politikforladte eksistens i det tredie årtusindes nådesløse realiteter.

Hidtidige forsøg på implementering af socialismen gennem det tyvende århundrede er slået fejl med katastrofale konsekvenser for folket til følge. Kina forsøger dog stadig og det med stor eksekverbar succes.

I dag humper venstrefløjen videre på populistisk medløb for mediedrevne enkeltsager omkring børn og alverdens mindretal med fortællingen om uretfærdighed og ondskab i modsætning til egne rynkede bryn og kontinuerlig humanistisk bekymring på alverdens staklers vegne.

Venstrefløjen søger desperat en ny politik, men så længe den består af to eller flere medlemmer, bliver det svært.

Henrik Salling, Georg Christiansen og Andreas Lykke Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

The Guardian skriver i en analyse, at meddelelsen i Cornwall er klar: Enten handler lederne af G7 nu eller også går de ind i historien som nogle, der smed den sidste chance væk.

Nogle af Bolts helte hører i Tyskland til de mest forbenede og højreradikale modstandere af grøn omstilling. De har netop givet AfD 20% af stemmerne ved valget i Sachsen-Anhalt. Valget til Forbundsdagen i september har som sit hovedspørgsmål, i hvilket omfang de tyske vælgere handler nu eller om de foretrækker at smide endnu en chance væk.

Pelle Dragsted

Jeg synes kronikken groft misrepræsenterer hvad jeg skriver i min bog. Jeg plæderer på ingen måde for en "forbedret kapitalisme". Det skulle i så fald være en mærkelig kapitalisme uden kapitalister.

Jeg argumenterer i min bog for en pluralistisk socialistisk økonomi, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne er distribueret og demokratiseret, og der ikke længere er en snæver klasse af kapitalejere der ejer vores virksomheder,, jord, data mm. Og hvor den oligarkiske magt som i dag øver enorm indflydelse på samfundsudviklingen, er erstattet af demokratisk magt.

I forordet til min bog skriver jeg, at jeg forventer kritik både fra Cepos-højrefløjen og fra den mere ortodokse del af venstrefløjen. Det må siges at blive bekræftet idag, hvor Mikkel Bolt på den ene side beskylder mig for slet ikke at være socialist, og Martin Ågerup på den anden side beskylder mig for "tvangskollektivisering". ;)

Jeg byder al kritik og debat velkommen, og er bare glad for at vi debatterer de socialistiske idéer igen. Dog bedre hvis vi diskuterer med udgansgpunkt i en reel repræsentation af det vi kritiserer. Her synes jeg professor Bolt, svigter lidt.

Gode hilsner
Pelle

Allan Stampe Kristiansen, Lars Bo Jensen, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Peter Mikkelsen, Peter Knap, Klaus Ankerstjerne Eriksen, Finn Jakobsen, Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Ib Gram-Jensen, Mikael Benzon, Per Rønne-Nielsen, Kurt Nielsen og Kasper Pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Et opgør med den "ortodokse" venstrefløj, eller kald det den yderste venstrefløj, den fastlåste venstrefløj eller den anakronistiske venstrefløj (kært barn har mange navne) byder jeg velkommen.
Verden er ikke længere vores lille andedam men en global mekanisme.
Ikke mange steder rundt omkring i verden ønsker et flertal Marxisme, leninisme eller andet i den dur.
At tro man isoleret kan indføre noget af ovenstående lokalt i lille Danmark er luftkasteller og vindfrikadeller.

Henrik Salling, Jens Ole Mortensen, Claus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg blev glad for første del af kronikken - ud med staten, pengene og lønarbejdet. Hvorfor folk har lært at tilbede arbejdsguden er mig en gåde. Man skal ikke fortælle mig, at vi ikke bliver indoktrineret lige fra fødslen af.
Når jeg så kommer til sidste del og ser, at hele menneskehedens fremtid bliver hængt op på nogle mere eller mindre lasede frihedsbevægelser rundt omkring i verden, slår det klik for mig. Det er da os her med vores store professorlønninger, og jeg ved ikke hvad, der burde være i stand til at vise vejen for de undertrykte. Hvordan kan man gå på universitetet hele arbejdslivet og mene sådan noget?
Mikkel Bolt: Hvad er det, vi skal gøre her? Jeg vil tro, at du fyrer denne remse af: Arbejderklassen (hvem det nu efterhånden måtte være) burde forene sig under et kommunistisk partis lederskab. Alle forsøg på kreativ livsførelse fra befolkningens side, skal stoppes, så den rene partilinje kan gennemføres. Når det er sket, visner staten af sig selv og pengesedlerne ligger og gulner på gaden i solen. Folket, der aldrig har gjort andet end det, det fik besked på, springer så ud som kunstnere på alle felter. Hvis ikke det, hvad så?
Håber at Pelles bog bare er den første i en trilogi, for ellers er det for lidt.

Jens Ole Mortensen, Klaus Ankerstjerne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Per Rønne-Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Men ret beset er en demokratisering af produktionsmidlerne et opgør mod kommunismen,
Demokrati er jo blot også et stop på vejen inden den kommunistiske verdensdominans er en realitet.
Hvad mon den goé gamle Frank Aaen mener om Pelle Dragsteds "Nye plan".?

Bo Stefan Nielsen

Jeg har også læst Pelles bog. Ja, han forærede mig den såmænd, det sympatiske og gode menneske. Og jeg sidder tilbage med noget af den samme tamme fornemmelse, som kronikøren: "Var det virkelig alt? Er dét socialisme?!"

Men det er det ikke. Det er socialdemokratisme. Bevares, i en mere radikal version end dagens socialdemokrater (og ikke mindst uden højrepopulisme og racisme!). Men så heller ikke mere. Det er Bidens "socialisme", det er andelsbøndernes so..., nå nej, de kalder sig ikke socialister, det er alt det, vi allerede har, men bare lige skal have tunet, smurt og pudset.

Så vidt kritikken af "nordisk socialisme". Men hvad med Bolts egen vision for et bedre samfund?

Er tilliden til de arbejdsløse og racialiserede som det nye revolutionære subjekt ikke en ligeså blåøjet forestilling som Pelles tiltro til de små gradvise reformer? Ja, har sidstnævnte ikke endda mest fat i den lange ende på ét område: nemlig behovet for opbakning fra masserne. Dette er et helt uomgængeligt krav, hvis en revolution skal blive andet end et rasende oprør og lede til en bæredygtig ny samfundskonstellation. En mindretalsrevolution vil før eller siden blive slået tilbage af reaktionære kræfter (eller, som i Sovjetunionen, kuppes af de mest reaktionære dele af bevægelsen og føre udviklingen på totalitært vildspor). En kontrarevolution vil med den fremgang til det yderste højre, vi har set i det 21. århundrede, med stor sandsynlighed blive et stærkt autoritært og voldeligt forsøg på at redde kapitalismen by all means. Og så taler vi pludselig om en potentiel revanche for fascismen - altså reel fascisme.

Apropos fascisme. Bolt skriver:
"De eneste partier, der i dag har noget, der minder om en massebase, er de forskellige senfascistiske partier, der effektivt opildner til xenofobi og islamofobi i en diffus social medieoffentlighed."

Det er vel DF og NB og lignende højrepopulistiske og nationalkonservative racistiske partier rundt om i verden, Bolt henviser til her. Men ligesom det ikke giver mening at forstå Dragsteds "nordiske socialisme" som socialisme, giver det heller ikke mening at forstå diverse racistiske og nationalistiske partier som fascistiske. Begge dele er med til at sløre for hvilke klassekræfter og hvilke mål og strategier, vi må analysere og formulere svar på på vejen mod en (forhåbentlig) bedre verden.

Og så til det rigtigt svære. Hvad er det for en socialisme, der må være målet for politisk idéudvikling, aktivisme og organisering i det 21. århundrede?

For det første kan man godt droppe forsøget på at generhverve ejerskabet til kommunisme som politisk begreb. Det kan ikke være andet end et teoretisk begreb (som bare betyder klasse-, stats- og pengeløst samfund) efter det 20. århundredes totale voldtægt og uafvaskelige defamering, begået af stalinistiske regimer, hvor der i øvrigt ikke eksisterede skyggen af kommunisme, men derimod en autoritær og voldelig statskapitalisme, blot retorisk og æstetisk rødvasket og pyntet med hammer og segl og stjerner. Vi kan ikke reclaime kommunismen, bare stop det.

For det andet. Hvad er det for et samfund, der skal kunne sikre empati, omsorg, beskyttelse og - hvorfor ikke - kærlighed for mennesker, dyr og natur, uden en grad af statslig overbygning? Det er et spørgsmål, der fortsat står ubesvaret al den stund, vi ikke har set sådanne samfund endnu. Der er noget, der minder om i nogle oprindelige folks stammekulturer, og revolutionen i Rojava forsøger angiveligt at skabe noget i den retning (stærkt inspireret af Murray Bookchin). Men vi KAN simpelthen ikke pege på et sådant alternativ nogen steder. Så fremfor blot at postulere, at alternativet til kapitalismen er et statsløst samfund, ville det nok hjælpe både Bolts argumenation og vores andres fantasi og passion på vej, hvis der blev peget på noget i retning af en model for revolution og nyt samfund. Det er - indrømmet - skidesvært, men vi trænger til at forstå - eller i det mindste forestille os - hvorledes den stats- og pengeløse socialisme bliver mulig, og hvorfor den er et bedre alternativ til den aktuelle kapitalisme end "nordisk socialismes" tredjevejsreformisme.

Endelig, hvad er meningen med socialismen? Frigørelse. Ja, men hvilken frigørelse og fra hvad?

Et bud herfra er en frisindet, internationalistisk syntese mellem økologien (dvs. dybdeøkologien, økofeminismen og andre progressive økologiske retninger) og socialismen. En socialisme uden økologisk basis er hverken ønskelig eller mulig under antropocæn - også kaldet capitalocæn af visse forskere - hvor menneskelig aktivitet under kapitalismen har bragt os på kanten af økologisk massesammenbrud. Klimakrisen, naturkrisen, biodiversitetskrisen, forureningskrisen, drikkevandskrisen, havmiljøkrisen, ressourcekrisen, arealskrisen, afskovningskrisen, zoonosekrisen og flygtningekrisen er alle gensidigt forbundne biologiske udtryk for et kollaps i den herskende økonomiske model og natur- og menneskesyn under kapitalismen. Derfor kan svaret ikke bare være "kommunisme", som Bolt forsøger sig med, men kræver en meget mere specifik udformning af krav til et andet system og ditto bud på vejen der til. Hvor meget eller hvor lidt stat (hvis nogen overhovedet), der må til i en sådan økosocialistisk revolution, må vi diskutere og forsøge os frem med undervejs. Blot kan staten ikke fortsat være den samme bevæbnede borgerlige stat, som vi kender den med sin grundlovssikrede private ejendomsret til produktionsmidler og jord (herunder skove, søer, grundvand og naturområder).

Heri ligger så også den egentlige revolution, og dén er Enhedslisten, i høj grad anført af ideologen med det vindende væsen Pelle Dragsted, på vej væk fra i naiv og forfejlet tiltro til det parlamentariske system og - ja - staten. Som én, der af samme årsag for nylig har meldt sig ud af partiet, ønsker sig bedre bud på en vej ud ad det eksisterende morads end hhv. "nordisk socialisme" og Bolts arbejdsløshedshærs anarko-kommunisme. Hvem skriver dén bog?

Mikael Velschow-Rasmussen, Birgit Sloth, Steen K Petersen, Flemming Berger, Finn Jakobsen, Karsten Nielsen, Pia Nielsen, Jørgen Larsen, Ejvind Larsen, ingemaje lange og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Drømmen om en revolution “nedefra” kan ikke hente meget håb fra historien. Alle de revolutioner fra de sidste 400 år, der har haft succes i den vestlige verden, er kommet fra “midten”, fra en dynamisk og evigt utilfreds middelklasse, der nok har ført sig frem under mottoer som “Frihed, lighed og broderskab”, men som vel heller ikke har været blind for muligheden af at overtage overklassens privilegerede positioner.
Derfor har den nært beslægtede drøm om et klasseløst samfund også fortonet sig mere og mere.
Nå, Marx og Engels var da også helt profetiske, da de på et tidligt tidspunkt kaldte den “et spøgelse”.

Bo Stefan Nielsen

@Christian de Thurah

Uden at forholde os til samtlige revolutioner de sidste 400 år (som har været ganske talrige og ditto forskellige), kunne vi måske begrænse os til at se på de to vigtigste revolutioner, set fra den socialistiske tradition, Pariser-kommunen og den russiske Oktober-revolution. Hvorledes var disse middelklasse-revolutioner? Det var proletarer, som dannede rådssocialistiske alternativer til de borgerlige systemer, der drev disse. Absolut ikke middelklasseborgere.

Når det er sagt, giver det en vis mening at forstå den nordiske og store dele af den “vestlige” arbejderklasse (dvs. almindelige lønmodtagere uden lederprivilegier) som en middelklasse (ikke at forveksle med småborgerskabet eller ‘øvre middelklasse’). Denne klasse består af millioner af lønarbejdere med både langt større købekraft, økologisk fodaftryk og indirekte del i udbytningen af arbejdere i det globale syd qua globaliseringens varekæder og værdiekstraktion fra syd til nord.

Oveni det udgør denne middelklasse i Danmark et lag over den nederste del af arbejderklassen, de der er udenfor arbejdsmarkedet og lever på et langt smallere økonomisk grundlag, en del under fattigdomsgrænsen.

Dét giver grund til at forstå klassesamfund mere nuanceret end i Marx og Engels i øvrigt stadig højaktuelle værktøjer til at forstå og forandre verden.

Allan Stampe Kristiansen, Birgit Sloth, Steen K Petersen, Jens Ole Mortensen, Finn Jakobsen, Steffen Gliese, Jørgen Larsen, Ejvind Larsen og Annemette Due anbefalede denne kommentar
Daniel Rasmussen

"I forordet til min bog skriver jeg, at jeg forventer kritik både fra Cepos-højrefløjen og fra den mere ortodokse del af venstrefløjen. Det må siges at blive bekræftet idag, hvor Mikkel Bolt på den ene side beskylder mig for slet ikke at være socialist, og Martin Ågerup på den anden side beskylder mig for "tvangskollektivisering". ;) "

Det lugter godt nok af den klassiske"hvis dem på begge yderfløje ikke kan lide det, så er det jo være fornuftigt"

Så som minimum må man sige at debat strategien i hvert fald er blevet socialdemokratisk

Daniel Rasmussen

Ps ;)

Christian De Thurah

Bo Stefan Nielsen
Nu skrev jeg om revolutioner, der har haft succes, og det kan man vel næppe sige, at Pariserkommunen havde. Den var i hvert fald kortvarig og må vel snarere kaldes en opstand end en revolution.
Hvad den russiske revolution angår, blev den ledet af intellektuelle, som mobiliserede proletariatet. Det samme så man under den franske revolution, men proletariatet var mest med som kanonføde. Det fik aldrig noget at skulle have sagt.

Kasper Pedersen

Hvorfor ser Mikkel altid så sur ud?
Smil, solen skinner og det er fredag :-)

Dorte Sørensen

Men noget skal gøres - med den kurs der styres efter i dagens Danmark er da håbløs.
Tænk at fx. socialdemokratiet godt opbakket af SF ser folk der ikke kan presses ind på det hellige arbejdsmarked som værdiløse. Det er andre toner end da partiet var i sin barndom , hvor de netop kæmpede for at disse grupper skulle kunne få et bedre liv.

Men der bør tænkes nyt - fx. væk med vækst som dynamo og ind med livsglæde . Det kan gøres med en arbejdsdeling , mindre forbrug , mere fritid - så folk kan gøre mange fler ting selv - herunder mere tid til familien osv.
Er det ikke sådan en omlægning der er brug for - den vil også løse nogle af klimaproblemerne.

hannah bro, Allan Stampe Kristiansen, Steen K Petersen, Klaus Ankerstjerne Eriksen, Steffen Gliese, Jørgen Mathiasen, Pia Nielsen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Pelle Dragsted forklarer: "Jeg argumenterer i min bog for en pluralistisk socialistisk økonomi, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne er distribueret og demokratiseret, og der ikke længere er en snæver klasse af kapitalejere der ejer vores virksomheder,, jord, data mm."

Skal man nå et sådant mål, uden en voldelig revolution, kræver det utvivlsomt en Grundlovsændring. Grundloven garanterer jo borgernes ejendomsret og den tror jeg ikke mange finder sig i lemlæstes.

Bo Stefan Nielsen

@Christian De Thurah

Ok, kun succesfulde revolutioner, fint nok. Det ændrer bare ikke ved, at begge eksempler var for og af proletariatet, uanset om Lenin og Trotskij var intellektuelle. Det var ikke revolutioner eller samfundsvisioner for mellemklasserne. Det er væsentligt.

Og mht om Pariserkommunen var succesfuld, tja. Den blev som bekendt slået voldeligt ned og gjorde en tragisk og effektiv ende på de blomstrende forsøg med demokrati fra neden og det, Marx kaldte proletariatets diktatur. Men indtil militæret slagtere proletarerne, levede muligheden for ægte forandring, der kunne have forandret historiens gang og udfordret kapitalismen som system.

Bo Stefan Nielsen
Christian De Thurah

Bo Stefan Nielsen
Ja, for kun hvis den har succes, er en revolution en revolution (samfundsomvæltning). Ellers er den bare en opstand, og dem har der været mange af , både med høtyve og gule veste, men de sætter sig som regel ikke dybere spor.
Det, Marx kaldte proletariatets diktatur, blev i Sovjetunionen til kadrernes diktatur - og det er jo en helt anden snak.

Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

@Christian De Thurah

Helt rigtigt. Men det ændrer fortsat ikke på, at grundtegningen begge gange var et ægte folkeligt demokrati fra neden. I Paris nåede opstanden ikke at blive en revolution, og i Rusland fes den i løbet af få år ud, grundet en forfejlet tiltro til, at partiet kunne være model for samfundet samt et vildtvoksende statsligt bureaukrati med nye klassedannelser og endelig staliniseringen, der bogstavelig talt udryddede de revolutionære socialister.

Steen K Petersen, Niels Chr. Nielsen, Steffen Gliese, Pia Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Bo Stefan Nielsen
Hvis man gentagne gange forsøger at bygget hus efter den samme tegning, og det hver gang falder sammen eller bliver ulideligt at bo i, er forklaringen ikke nødvendigvis, at det er tegningen, der er noget galt med. Men det kunne godt være, at det var. Papir er jo taknemmeligt.

Bo Stefan Nielsen

@Christian De Thurah

Er middelklassen det revolutionære subjekt? Og i så fald, hvorledes?

Forstå mig ret, jeg er ikke dogmatiker eller besat af en romantisk idé om arbejderklassen. Jeg er interesseret i at finde ud af, om, og hvordan, det er muligt for menneskeheden at skabe et ægte demokratisk og bæredygtigt system hinsides kapitalismens selvmordskurs. Så hvem er det store “vi”, der skal være ledende kraft i en sådan historisk proces?

Steen K Petersen, Steffen Gliese, Birgit Sloth og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Bo Stefan Nielsen
Ja, hvis man vil have en revolution, kan jeg ikke se, hvor den skulle komme fra, hvis ikke fra middelklassen. Men personligt har jeg nu ikke meget fidus til revolutioner - hverken borgerlige eller “proletariske”.

Ib Gram-Jensen

Dejligt at Pelle Dragsted for en gangs skyld går ind i diskussionen, og jeg er enig i, at Mikkel Bolt har læst hans bog, som en vis mand læser Bibelen. Men vi mangler stadig en forklaring på, hvordan den foreslåede skridtvise overgang fra kapitalisme til socialisme kommer omkring den oligarkiske magt, der ifølge Dragsted gør både den socialdemokratiske og den revolutionære model uanvendelige. For trækker den ikke den periode, hvor kapitalejerne stadig har magt til at sabotere økonomi og levestandard i fatal grad, i langdrag?

Pia Nielsen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Angående privat ejendomsret.

Rigtigt mange af os der stemmer til venstre for Socialdemokratiet er boligejere, bilejere med en forholdsvis god klat penge i banken.
Vi ønsker et samfund hvor de svagest stillede får et løft, hvor uligheden mindskes , hvor skatterne sænkes i bunden og øges i toppen, hvor alle der vil får chancen for at tage en uddannelse og får et arbejde under ordnede forhold.

Men vi ønsker ikke at afgive vores ret til at eje , som en anden debattør er inde på.
Med andre ord; Mange venstrefløjsfolk ønsker ikke Kommunisme. Så artiklens forfatter har lang vej endnu til hans mål; Reelt har han vel ikke i nærheden af 5 % opbakning i befolkningen.

Allan Stampe Kristiansen, lars pedersen, Steffen Gliese, Jesper Frimann Ljungberg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Hende her f.eks. vil nok heller ikke afgive retten tilo at eje.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/johanne-koeber-mill...

Viggo Okholm

Helt spøjst at læse et indlæg fra en professor der bruger den termologi som herskede mellem de røde-halvrøde m.v. i 70 erne.
Jeg ser da gerne mere socialisme, men Mikkel Bolt nævner intet om hvem der skal sikre det og hvilke kontrolapparater der så skal sættes ind for at holde klasseforræderne i folden.
Hvis mennesket vil kan vi gå den vej, men som Carsten skriver er disse "socialister" skam både husejere og med "miljørigtig" bil og når så overenskomsterne skal i hus er der desværre meget få ord om lige løn uanset uddannelse og ansvar.
Jeg hører ikke til de, der mener at menneskets natur til en hver tid er de stærkes ret, men vi kan ikke løbe fra begær og magt som en del af den adfærd vi har. vi har
Ideen om at vækst er nødvendig for udvikling ligger nok for dybt til at vi lige ændrer på det med det første og da slet ikke med en revolution!

Freddie Vindberg

Kynisme og egoisme, er nedfald fra kapitalismens hærgen.

Carsten Hansen

Et kuriosum er nok at rigtigt mange af de mennesker der ville kunne drage størst nytte af et løft til svageste i vores samfund, slet ikke stemmer på hverken Enhedsl. eller SF.
De stemmer på DF.
Artkilens forfatter kommer til at leve og dø i fortiden.

Niels-Simon Larsen

Vi er langt fra at være i en revolutionær situation, men når man tænker på isens smeltning og andre klimatiske gebrækkeligheder, burde vi være oppe i det røde felt - altså grønne.
Det grønne felt kunne og burde bestå i, at nu laver vi det om, der skal laves om, så vores børn ikke skal leve under forhøjede varmegrader, men den grønne verden, som udsprang af et ønske om en anden livsform, er nu behersket af dem, der vil have grøn vækst, og så kan man være sikker på, at det går galt.

Alle, der betyder noget, er overbeviste om, at vi skal op i gear, for vi skal vækste os ud af væksten. Alle skal arbejde mere, tjene mere og forbruge mere. Den, der hviler sig i skovbunden med et strå mellem tænderne, er en folkefjende.

Det drejer sig ikke om blåt eller rødt perspektiv, men om vores overlevelse. Det kan man kalde grønt, hvis man vil, men vigtigere er det, at der kommer en opgang i ansvarlighed - det, der plejer at hedde nedgang i forbrug.

Viggo Okholm, Bo Stefan Nielsen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Oh, hvilke minder! Når jeg læser indlæg som det her fra Mikkel Bolt, så mindes jeg min afslutning på gymnasiet for mange, mange år siden, hvor vi alle løb rundt og hujede og råbte med vores personlige udgaver at Maos lille røde i den ene hånd og en Tuborg i den anden.

Næste tanke er: Er der virkeligt nogen derude, som stadig hylder tanken om det klasseløse, perfekte, problemfrie, racismefrie, konfliktfrie og evigt lykkelige samfund for alle mennesker på jorden til evig tid? Hvor "ulv og lam skal græsse sammen og løven æde straa som oksen, men slangen faar støv til brød; der gøres ej ondt og voldes ej". Er der virkeligt nogen, som stadig tror på, at den slags samfund kan eksistere, uden at alle mennesker på jorden er 100% enige om alt?

Freddie Vindberg

Alle er blevet taget bagfra af kapitalismen. Nogle er stadig blinde.

Jørgen Larsen

Det som adskiller jæger-samler, slave, feudale og kapitalistiske samfund er ikke eksistensen af et marked, men deltagernes KONTROL over det af dem selv frembragte produkt.

Hvis vi forestiller os en Danmark, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne tilhører producenten, så vil de ikke længere være lønarbejdere. Vi kan så kalde dem alt muligt andet alt efter temperament. Men hvilken magt er der tilbage til slaveejeren, godsejeren, fabrikanten og kapitalejeren, hvis de mister kontrollen med den fremstillede merværdi?

Det som adskiller jæger-samler, slave, feudale og kapitalistiske samfund er ikke behovet for ressourcer, men de BETINGELSER under hvilke vi tillader disse ressourcer tilvejebringes og anvendes.

Hvis vi forestiller os en Danmark, hvor den demokratisk magt ligger hos befolkningen og ikke er reduceret til en 4 årige teater forestilling. Så kunne vi - om ikke andet teoretisk - beslutter os for bestemte krav til fremstillingsprocessen som forudsætning for eksport og afsætning på det danske marked. Vi kunne beslutte, at hensynet til mennesker og natur i visse situationer vejer tungere, end hensynet til en bestemt producent / produkt.

Det som adskiller jæger-samler, slave, feudale og kapitalistiske samfund er ikke eksistensen af arbejde, men FORMÅLET med det vi kalder arbejde.

Vi kan naturligvis drømme os tilbage til et samfundsmodel, hvor der var en direkte sammenhæng mellem arbejde og den personlige nytteværdi. Det er jo rigtigt, at det drivende motiv for en markedsorienteret virksomhed nødvendigvis må være profit. Men står det nødvendigvis i modsætning til en samfundsmæssig nytteværdi når vi nu har merværdien under demokratisk kontrol? Kan de danske vindmøller ikke både have en høj bytte- og brugsværdi?

Mikael Velschow-Rasmussen, Pelle Dragsted og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Mikkel Bolt er ganske god til at pege på alt det negative i et kapitalistisk organiseret samfund. Og han taler godt for, at kampen mod kapitalisme skal organiseres internationalt. At lave om på det kan han så kun forestille sig ved ved spontane, uorganiserede grupper som gule veste, Black Lives Matter, m.fl.. Det er grundlæggende 'upolitiske' fænomener, som er afhængige af medieviderebragte begivenheder. Det kan der ikke komme konkret politisk arbejde ud af. Artiklen nævner vist ikke fagforeninger overhovedet. Hvordan skal den internationale kamp og modstand så organiseres? Jan Helbak i Kritisk Debat har betydeligt mere praktiske og brugbare analyser af dagens 'klassekamp'.

Atilla Thcengiz

De såkaldte "Nordiske Socialister" bliver ved med at bevidst at undlade at komme nærmere ind på hvorfor danskerens illusion om fede københavner lejligheder med terrasser skyldes den neoliberale og neo-imperialistiske verdensorden som i den grad tærer på den 3. Verden og Naturen. Dragsted burde vide bedre...

johnny volke

Gør det ondt, eller lider du afsavn ved at dit medmenneske skal have det (næsten) lige så godt, som du selv har det?
Hvorfor gøre dårligt, hvor du kunne gøre godt? Hvorfor akademisere politisk, retorisk og historisk over noget, som er en evig sandhed; du ved godt, hvad det gode, sande og rigtige er at gøre.
Det er en del af din givne natur.
Problemet opstår når du møder nogen, som ikke vil dele dette udgangspunkt, men direkte udnytter, modarbejder og bekriger det.
Forskellen mellem mennesker er den man gør den til!

Steen K Petersen, hannah bro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

@ Carsten Hansen
”Anarkisme er vel den absolutte mest sociale samfundsform der kan opnås”. Helt enig, men den samfundsform kan per definition ikke være en stats konstruktion. En stat er i princip frihedsbegrænsende. I Danmark udvikles staten til en totalitær, fascistoid konstruktion, som bestemmer hvordan befolkningen skal gå klædt, hvor de må bo, hvem de må gifte os med, hvor de skal gå i skole, hvem vi skal sulte og draebe i fjerne lande mm, mm. Ikke statslige anarkistiske samfund findes i uvejsomme områder i Asien. En veninde: ”kom herop, vi lever harmonisk, meget fredeligt og godt, intet militær, intet politi”. Scott, James C: The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia. Yale University Press.

Har det ret underligt med Dragsteds anbefalinger af hvordan den "nordiske socialisme" ser ud i praksis: Den inkluderer fx. svineslagteriet Danish Crown - verdens største af sin slags, der nok er ejet af sine leverandører - andelshavere kaldes de - men kunne vel reelt være aktionærer.
Eller arla, der også formelt er et andelsforetagende, men kun er placeret her i landet ad hensyn ti skatten - DK er mere fordelagtig end Sverige, hvor deres landmænd/ aktionærer ejer det meste.
Og jeg måtte trække på smilebåndet da Dragsted i Deadline fortalte om hvordan han ved at melde sig ind COOP kunne komme ind i bestyrelsen, og der påvirke butikkens gøren og laden. Prøv!
Det, der står på COOP's hyler, og den måde de sælger det på, afgøres alene af den øverste ledelse, og ikke af skin-demokratiske lokale bestyrelser.

Bo Stefan Nielsen

@Christian De Thurah

Måske taler vi forbi hinanden i forhold til hvem "middelklassen" er? Det er heller ikke helt enkelt, og jeg tror nok, jeg selv er i tvivl. Men når jeg hører dig tale om middeklassen i modsætning til arbejderklassen, får jeg bare en fornemmelse af at det er en lettere polemisk indvending mod socialisters vanetænkning. Det kan jeg for så vidt godt lide, for vi trænger i den grad ofte til at blive vækket og skærpet. Men min indvending imod påstanden er, at arbejderklassen er så bred, at den må indeholde alle lag af lønmodtagere. Herunder den såkaldte middelklasse (igen, ikke at forveksle med småborgerskab/øvre middelklasse, som for lønmodtageres vedkommende ofte er mellemledere, ledere og andre privilegerede over den jævne "arbejder på gulvet").

Anyways. Vi lader til at være enige om, at en evt. omvæltning af kapitalismen i hvert fald ikke vil eller kan ske uden "almindelige mennesker", dvs. med folkelig opbakning. Dette er centralt. Forestillinger om en revolutionær avantgarde og mindretalskup og den slags har gang på gang vist sig at være meget lidt demokratisk, og ligeså ofte den direkte vej til top-down regimer, hvor enten partiet eller karismatiske ledere tog pladsen fra de, der skulle have ledt kollektivt i deres egne liv.

Mht. det der med om man ønsker en revolution. Personligt ønsker jeg mig på ingen måde en revolution, hvis jeg frit kan vælge mellem det trygge og velkendte og en periode, der per definition vil vende op og ned på meget af det, vi kender som hverdagen og gamle vaner. Også selvom jeg er en fattigrøv og tilhører den underklasse, Bolt forestiller sig skal tage teten. Men verden er meget større end mit lille liv. Naturen har sat sig til modangreb på den kapitalistiske produktionsform og livsstil og truer med at gøre det meste af planeten mere eller mindre uegnet til menneskebolig indenfor vore børn og børnebørns levetid. Udbytningen af de mange til fordel for de få og den menneskelige lidelse har alt for længe været et vilkår, vi i den mest privilegerede del af verden lukkede øjnene for eller blot accepterede, og dén bliver kun værre i takt med, at klimakrisen fører til stadig flere sult- og tørkekatastrofer og en ustandselig strøm af flygtninge og klimamigranter. Imperialisme og militarisering af hele kloden og menneskelivet presser menneskeheden stadig tættere på nye kæmpekrige, muligvis med atomvåben. Jeg kan og tør som medmenneske og verdensborger ganske enkelt ikke afskrive mig den menneskelige ret til at sige "nok er nok!" og skide den private ejendomsret et stykke. Jeg ville sådan ønske, at der var partier i folketinget, i EU-parlamentet og i den amerikanske kongres osv., som havde som deres åbne og erklærede politik, at de var dedikeret til at afskaffe denne tåbelige egoistiske lov, uanset hvad nogle hvide overklassemænd engang i forgangne århundreder havde ladet indskrive i landets konstitutioner. Men de er der ikke. Enhedslisten var engang et sådant parti, men har bevæget sig væk fra dette standpunkt med eskalerende fart de senere år, og med partitoppens begejstring for Pelles "nordiske socialisme" er der kapituleret.

Så nej, jeg ønsker mig ikke en revolution. Men jeg kan vitterlig ikke se nogen vej udenom. Derfor ønsker jeg mig i stedet en fornyet seriøs diskussion af mulighederne herfor, og om hvordan en økologisk socialisme bliver mulig, så vi ikke i stedet totalt tages på sengen af desperate grupper, der enten selv udvikler sig voldeligt eller slås ned endnu mere voldeligt af staten. Vi bliver nødt til at være de mange, der gør revolutionen til det nye normale på så demokratisk, fredelig og kærlig vis som overhovedet muligt, hvis håbet om en bedre bæredygtig verden skal have en chance.

Steen K Petersen, Birgit Sloth og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Arne Lund - Nu har jeg ikke haft fornøjelsen at læse Dragsteds bog, men sådan som Du fremlægger sagen, så kan jeg sagtens dele din skepsis. I min optik, så ville det ikke være leverandøre eller kunder, der skal have kontrol over den fremstillede merværdi - det er alene medarbejderne. Leverandøre og kunder må udøve deres indflydelse på virksomheden indirekte.

Men Bolt vælger jo den nemme og sikre løsning. Vi kan alle sammen stille os op på ølkasse og råbe revolution og al magt til folket. Så kan man da ikke beskyldes for, at være reformist. Dragsted forsøger da i det mindste, at komme med nogle bud - det er alt ære værd.

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke se nogen anden farbar vej end Dragsteds. Bolt viser en vej, der i begyndelsen lyder godt (ned med staten, pengene og lønarbejdet), men som ender ude i det uvisse, hvor ingen vejskilte findes og slet ingen vejledere. Hånden på hjertet: Hvad hedder Bolts parti, og hvad er dets praksis? Ord, ord, ord.

Pelle viser en vej, der hedder medarbejdereje. Fint, og hvad så mere? Der er kun stillet en smule praksis op, som enhver kan se til daglig, og Pelle svinger nu klaptræet og råber: Mere af den slags. Mange af os er enige, men hvad med alt det andet? Det må komme i næste bog, hvor det må handle om den venstreorienterede udgave af Gud, konge og fædreland. Mange venstreorienterede er fa’me medlemmer af folkekirken, og de gider heller ikke at løfte hånden mod kongehuset og balancen mellem det nationale og internationale siges der ikke meget om.

Det er noget totalt nyt, der skal på bane nu, fordi vi står foran et sammenbrud, og intet nuværende parti kan blive valgt på ansvarlighed (ned i forbrug). Derfor skal der ske en politisk samling uden for Christiansborg af klimabevidste borgere. Det er den eneste vej, jeg kan se. Vis mig venligst en anden, hvis en sådan findes.

Carsten Hansen

Selv i kooperativer er der ledere og arbejdere. lederne er demokratisk valgte og har ikke mere at skulle have sagt end andre individer i fællesskabet.
Men mennesker er nu ikke engang ens ; Nogle har evner indenfor noget mans andre har evner indenfor noget andet. Men ingen bør være mere værd som menneske.
Så kan man plædere for at alle skal have samme løn uanset hvilket job de udfører.
Som udgangspunkt synes jeg det er et sympatisk standpunkt.

Men virkeligheden er at mennesker heller ikke er ens når det kommer til pligtopfyldelse.
F.eks. har jeg gennem 30 år set lærere og pædagoger der har haft en ganske forskellig tilgang til jobbet. Nogle har har lagt hele deres sjæl i jobbet, har arbejdet hårdt og samvittighedsfuldt, mens andre mere eller mindre har været der for at hæve lønnen.
Betyder dette så at nogle skal have mere i løn end andre ? Eller betyder det at nogle skal fyres for ikke at yde det de får betaling for ?.

Naive forestillinger om at man kan skabe samfund hvor alt er fryd og gammen er ikke nok.
Vil man skabe det ideelle samfund så skal der meget mere til end ord .

Jørgen Larsen - Jo vist er det da al ære værd, at Dragsted kommer med bud på et andet samfund, men han svækker sin egen argumentation når han fremhæver og indrullererr virksomheder som Danish Crown, Arla og COOP som en del af den "nordiske socialisme".
Der er nok andre virksomheder der gør sig bedre fortjent til den slags fx. Logik & Co, svanholm, Christianias værksteder og butikker m.fl.

Irene Odgaard

Jeg har ikke fået læst Pelle Dragsteds bog, men det er jo så heller ikke den, Mikkel Bolt er interesseret i at kommentere på. Mikkel Bolt trækker Karl Marx ind til belæg for, at en forbedret kapitalisme er en illusion, og at “den kapitalistiske produktionsmåde ikke lader sig styre”. Nåda: så skulle Mikkel Bolt nu tage at læse Karl Marx’s Kapitalen og de lange kapitler, hvori Marx redegør for de brud på kapitalens logik, som “arbejderklassens politiske økonomi” formår at skabe i samfundsformationen. Den “modsætning, der giver alle de andre brod” er den systematiske skabelse af en industriel reservearmé, og selvfølgelig gør det da en kæmpemæssig strukturel forskel, om der eksisterer en adækvat arbejdsløshedsunderstøttelse i et samfund eller ej. Vores tid er måske ikke til de store idémæssige blueprints, men hvis Mikkel Bolt vil insistere på, at politik ikke gør en forskel, så synes jeg han skulle flytte til Indien og prøve at leve i et årti. Der har man jo kapitalisme - præcis som i Danmark. Så det kan vel ikke være meget værre: her som der….

Anders Hüttel

Det er ihvert tilfælde vanskeligt at grine mere over det overgreb som kapitalismen dagligt føles som.