Kronik

Socialismens drøm kan kun gennemføres med benhårdt politisk håndværk

I ’Nordisk socialisme’ fremlægger Pelle Dragsted et hav af gode og konkrete ideer til et socialistisk samfund. Jeg savner til gengæld, at Dragsted anerkender det politiske arbejde og de kompromiser, der skal til for at skabe resultater i den virkelige verden, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr, i denne kronik
Pelle Dragsted rammer skævt, når han i sin bog om nordisk socialisme påstår, at det alene er kapitalismen, der forhindrer den grønne omstilling, mener Pia Olsen Dyhr.

Pelle Dragsted rammer skævt, når han i sin bog om nordisk socialisme påstår, at det alene er kapitalismen, der forhindrer den grønne omstilling, mener Pia Olsen Dyhr.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
26. juni 2021

Det er en sød ironi, at ophavsmanden til titlen på Pelle Dragsteds nye bog, Nordisk socialisme, er Donald Trump. Når USA’s tidligere præsident brugte begrebet nedsættende, viste han med al tydelighed, at han var blind for årsagerne til, at socialismen har vundet indpas i amerikansk politik. Den oversøiske kapitalisme er simpelthen holdt op med at levere til underklassen og store dele af middelklassen. Mange har elendige og usikre job, reallønnen har længe været stagnerende og fattiges manglende adgang til sundhedsydelser er en tragedie.

På den baggrund fremstår Norden som et drømmesamfund, selv om vi også har vores udfordringer. Uligheden har været stigende igennem 30 år, vi kæmper for at finansiere velfærden, for mange får ikke en uddannelse, skodjob er på fremmarch, de unge kæmper med psykiske lidelser, og stress er blevet en landeplage.

Det er ikke mindst her, at Dragsteds bog kan bruges som inspiration for enhver socialist. Dels fremsætter den en række kloge ideer til at virkeliggøre de folkesocialistiske idealer, og dels viser den, hvordan nogle af disse ideer i en vis udstrækning allerede er blevet en realitet.

Det sidste gælder for vores velfærdsstat, vores høje grad af omfordeling samt den aktive deltagelse i foreningsliv og lokaldemokrati. Specielt Dragsteds redegørelse for civilsamfundets betydning ræsonnerer med mig; ’mere samfund, mindre stat’ var en af de paroler, der tiltrak mig ved folkesocialistiske tænkere som Steen Gade, Asbjørn Agerskou og Anne Baastrup. Dragsted kunne med fordel have brugt lidt mere krudt på fagbevægelsens helt afgørende rolle i denne sammenhæng.

Jeg deler nemlig Dragsteds grundlæggende analyse: At en ændring i magtfordelingen er nøglen til at bryde status quo, og at den kamp skal kæmpes nedefra med flere medarbejderejede virksomheder og flere offentligt styrede samfundsfunktioner, ikke mindst inden for den finansielle sektor. Kapitalejernes dominans er en vigtig forklaring på, at vi har et råddent internationalt skattesystem, og at klimakampen blev forsinket af fejlagtig lobbyisme og fupforskning.

Dragsted rammer lidt mere skævt, når han påstår, at det alene er kapitalismen, der forhindrer den grønne omstilling – den væsentligste stopklods for en progressiv miljø- og klimakamp ligger hos landbruget, der gang på gang har blokeret for fornuftig regulering. Landbrugets klimamodstand skurrer mod Dragsteds tese om andelsbevægelsens dyder; landbruget er jo netop stort set selv- og andelsejet.

En rigtig folkesocialist

Det betyder selvfølgelig ikke, at Dragsted ikke har fat i den lange ende, og det er ikke tilfældigt, at det var SF og Enhedslisten, der for nylig banede vejen for et udvalg om flere medarbejderejede virksomheder, ligesom fagbevægelsen også har vist stigende interesse for emnet.

Når Dragsteds bog appellerer til en folkesocialist som mig, er det ikke mindst som følge af ideen om socialismen som bevægelse og ikke et utopisk endemål. Det er en vision om et samfund for de mange – en grundlæggende demokratisering – men også noget, der skal have sit udgangspunkt i nuet og tilbyde løsninger, der virker i morgen. Min egen formulering af den vision for socialismens udvikling kom i form af fem teser, som jeg formulerede i 2018:

  • Retfærdig omfordeling gennem skat og kompensation ved arbejdsløshed og sygdom – blandt andet et opgør med den eksploderende formueulighed.
     
  • En stærk offentlig sektor, som udjævner forskelle og giver rettigheder til uddannelse, sundhed og kultur, samtidig med at de syge, fattige og svage får den ekstra hjælp, de har brug for.
     
  • Et udvidet demokrati, demokratisering af den offentlige sektor, demokratisering af erhvervslivet, såvel som det politiske demokrati med bydelsråd og mulighed for indflydelse i mindre enheder.
     
  • En grøn omkalfatring af samfundet, så miljø og klima tænkes ind i alt.
     
  • En stærk international regulering, som sikrer fred, beskytter borgere mod stater og virksomheder og skaber fair skatteregler, høje fælles standarder for miljø og klima og bekæmpelse af social dumping.

Ideer over realiteter

Det er med andre ord ikke en lang bro, der skal bygges, for at Dragsted og jeg kan mødes, og den folkesocialistiske understrøm i Nordisk socialisme er da også til tider så stærk, at jeg med et glimt i øjet har overvejet at sende en indmeldelsesblanket til Dragsted.

Jeg er ikke den første til at påpege, at revolutionen er skrevet ud af Dragsteds socialistiske vision til fordel for reformisme – og heller ikke den eneste, der har bemærket, at Dragsteds ideer næppe ville være fremmede i SF. Det tog også den socialdemokratiske netavis PioPios chefredaktør Niels Jespersen notits af.

Alligevel er der grænser for, hvor langt Dragsteds folkesocialistiske træ vokser ind i himlen.

Både venstrefløjens krise i 00’erne og 10’erne, men også højrefløjens krise i dag, viser, at ideer udgør en af de to halvdele af den mikstur, som politiske bevægelser lever af. Når befolkningen har stillet højrefløjen stolen for døren, er det ikke mindst en straf for manglen på politiske ideer, der kan begejstre. Heri ligger Dragsteds største styrke: Ideerne slås lige så meget om pladsen på siderne i Nordisk socialisme, som højreorienterede slås for at virke strammest på udlændingepolitikken.

Men den anden halvdel af den mikstur – evnen til at arbejde konkret politisk for at fremme disse ideer i en politisk realitet præget af meningspluralisme og kompromiser – den er straks sværere at få øje på.

Det godes fjende

Ganske vist viser Dragsted ligesom det moderne segment i Enhedslisten en større vilje til at anerkende præmisserne for politisk forhandling end tidligere, men hvor er de i de svære forlig, hvor hvert eneste rødgrønne mandat er afgørende for at skubbe samfundsudviklingen i den rigtige retning? Udenfor og uden indflydelse; der, hvor man ingenting bestemmer, og ingenting gør ondt.

I har hørt klicheen før: Det bedste må ikke blive det godes fjende. I mine øjne er det den maksime, der har skabt alle de socialistiske elementer i Danmark, som Pelle Dragsted roser. Det har været afgørende, at så mange folkelige bevægelser – arbejderbevægelsen, de grønne græsrødder, flygtningehjælpen – i Norden ikke tog sig til takke med at skrive de rene idealer ned på papir og holde demonstrationer, men søgte reel, politisk indflydelse og påvirkede systemet indefra. At danske arbejdstagere har flere rettigheder end arbejdstagere i andre lande, der ellers har en stærk arbejderbevægelse, skyldes blandt andet de mange kompromiser med arbejdsgiverne.

Man skal absolut ikke sidde med i alle forlig. Hvis man ikke kan få store indrømmelser, kan det jo være lige meget. Problemet er bare, at Dragsted skøjter lidt for elegant uden om den parlamentariske virkelighed, som under alle omstændigheder kommer til at blive definerende for ethvert projekt om demokratisering og faldende ulighed.

I sidste ende er det her, mine og Pelle Dragsteds veje skilles: Dragsted er klar til at hylde det folkesocialistiske resultat. Men han undlader behændigt at anerkende den forhandlingsdemokratiske mellemregning.

Pia Olsen Dyhr er formand for SF.

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Både Dragsted og Olsen Dyhr cementerer reformismen i Danmark. Det revolutionære element og det udenomsparlamentariske arbejde afskrives, hvilket man kan have forskellige meninger om.
Teknisk set er der et aktuelt flertal for mere socialisme i Folketinget og der ligger et "forståelsespapir" i forbindelse dannelsen af mindretalsregeringen, der udstikker en mere progressiv politik bl. a. bekæmpelse af klimaforandringerne og den voldsomt stigende (formue-)ulighed.
Spørgsmålet er så hvorfor, der ikke er sket mere de seneste to år?
Og hvorfor skal vi tro på det reformiske projekt på den baggrund?
Jeg tror de store socialistiske værdier skal genfortælles især i en tid hvor socialdemokratiet er gået til højre med en nationalistisk politik.
Konkret kunne venstrefløjen presse mere på i klimakampen og på friværdistigningerne i København og Århus. Især sidstnævnte kan være motiverende for store grupper, da de virkelig store vindere i friværdispillet er en mindre klub af særligt priviligerede - i store ejerboliger på dyre adresser - under det herskende regime. Taberne er alle andre.

Ib Gram-Jensen

Pia Olsen Dyhr fejllæser ligesom Mikkel Bolt Dragsteds bog, når hun skriver, at revolutionen er skrevet ud af Dragsteds socialistiske vision til forskel for reformisme, og at hans ideer – man må forstå: af den grund – næppe ville være fremmede i SF.

Der er ikke nogen veletableret terminologi her, men det vil være klargørende at skelne mellem tre forskellige hovedvarianter af venstrefløjspolitik:

For det første reformisme, dvs. en politik indskrænket til reformer inden for rammerne af det kapitalistiske samfund. Svaghederne ved den er for det første, at den kapitalistiske udbytning opretholdes, og for det andet, at kapitalejernes strukturelle/oligarkiske magt ikke brydes, hvorfor reformerne dels begrænses af denne, dels vil være i fare for at blive rullet tilbage.

For det andet hvad man med en anglicisme kan betegnes som gradualisme, dvs. en strategi, der sigter på en gradvis overgang fra kapitalisme til socialisme og i sidste ende det klasseløse kommunistiske samfund ved hjælp af fortsatte reformer. Dragsteds bog indskriver sig i denne retning. Svaghederne ved gradualismen er for det første, at den indebærer en længere (overgangs)periode, hvor kapitalejernes strukturelle/oligarkiske magt endnu ikke er brudt, idet samfundets materielle reproduktion stadig er afhængig af kapitalistisk produktion i et afgørende omfang, og for det andet, at der indtil nu ikke foreligger nogen overbevisende model for organiseringen af en effektiv og bæredygtig socialistisk/kommunistisk økonomi.

For det tredje en ikke-gradualistisk revolutionær strategi, der satser på at bryde kapitalejernes magt så hurtigt og grundigt som muligt ved at nationalisere de afgørende produktionsmidler. Manglen på en overbevisende model for den socialistiske/kommunistiske økonomi er dog heller (endnu?) ikke overvundet her.

Dén reformisme, Pia Olsen Dyhr hævder er fælles for SF og Pelle Dragsted, falder ind under reformisme i ovennævnte forstand: der er intet i hendes tre teser, der peger ud over en (venstre)socialdemokratisk vision om kapitalisme med et (mere) menneskeligt ansigt. Og denne begrænsning understreges af hvad hun senere skriver:

”At danske arbejdstagere har flere rettigheder end arbejdstagere i andre lande, der eller har en stærk arbejderbevægelse, skyldes blandt andet de mange kompromiser med arbejdsgiverne.”

”Man skal absolut ikke sidde med i alle forlig. Hvis man ikke kan få store indrømmelser, kan det jo være lige meget. Problemet er bare, at Dragsted skøjter lidt for elegant uden om den parlamentariske virkelighed, som under alle omstændigheder kommer til at blive definerende for ethvert projekt om demokratisering og faldende ulighed.”

Det er rigtigt, at Dragsted gør ulige mere ud af udgangspunktet for udviklingen mod ”nordisk socialisme” og (om end også mere skematisk) spørgsmålet om, hvordan denne kan fungere, og mindre af processen med at komme fra A til B. Men han turde forestille sig en bevægelse, der ikke kun foregår i parlamentarisk regi, endsige med en normaldansk vælgerfordeling mellem højre- og venstrefløj, og i hvert fald rækker hans vision videre end til kompromisser med arbejdsgiverne, demokratisering og ”faldende ulighed”.

At hans skridtvise, gradualistiske strategi af ovennævnte grund må betegnes som urealistisk er så noget andet. Her venter vi endnu på et svar.

Ib Gram-Jensen

* til fordel for reformisme, skal der naturligvis stå - sorry.

Poul Simonsen

Jeg ville være mægtig glad, hvis SF og Pia Olsen-Dyhr vil indvi os i de politiske resultater, som hendes unikke politisk håndværk har bevirket?

jørgen djørup, Anders Reinholdt, Niels K. Nielsen, Martin Mørch, Flemming Berger, Alvin Jensen, Kim Paulsen, Susanne Kaspersen, Per Torbensen, Kim Houmøller, Mikael Benzon og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Pia Olsen Dyr er så optaget af eget politisk markering i forhold til enigheds listen at hun fokuserer på dens ageret i folketinget og klandrer Dragsted for det.
Pelle Dragsted s bogen har i mine øjner et andet formål end Christianborg s forhandlingers livet , den er destineret os, borger og er et svag lys i mørket som få os til at få øje på alle de elementer i vores samfund som er opstået af den oprindelig socialistisk tankegang som er udsprunget af de store tanker fra 1800 tallet og båret af arbejderbevægelsens ønsker om et bedre liv og et mere retfærdig verden. Den fortæller om det kreativitet der findes i fælleskabet og i civil samfund og som kan gro sig stærke hvis det får lov og her har folketinget en rolle at spille.
I det civil samfund findes der en kerne af demokrati som findes ikke mere i de fleste partier og i fagforeningerne.
Pelle Dragsted s bogen fortæller os at de fleste af os har et ønske om socialismen og at det eksisteret i det små rundt omkring. Det ønske arbejderbevægelsen havde for arbejder var ikke nødvendigvis hvad socialdemokratiet har forvandlet det til : real kreditlån og lænker for resten af livet.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Pia Olsen-Dyhr skoser Dragsted for ikke at problematiserer andelsejet i landbrugets manglende betydning for et opgør med landbrugets klimabelastende aftryk. Var det så bedre da SF sammen med Thorning regeringen liberaliserede landbrugsloven så der efterfølgende blev opkøbt masser af landbrug af udenlandske kapitalfonde og investorer ? Var det udtryk for SFs benhårde politiske håndværk ?
Det er en stor fejl når Pia skriver at det er det parlamentariske arbejde der er definerende for et projekt om demokratisering og mere lighed. Virkeligheden viser gang på gang at først når de folkelige bevægelser mobiliserer til udenomsparlamentariske demonstrationer og aktiviteter i stort omfang bliver det muligt at vedtage progressiv lovgivning i folketinget. Vi så det med klimadagsordenen og normeringen i daginstitutionerne og fagbevægelsens pres for retten til tidligere tilbagetrækning.
Dragsted nævner da også i sin historiske fremskrivning af forholdende i Danmark at det var en massiv europæisk strejkebevægelse der pressede arbejdsgiverne til en større demokratisering af ejerforholdene på arbejdsmarkedet. Trods Enhedslistens stigende parlamentsfiksering anerkende han at grundlæggende forandringer ikke sker uden udenomsparlamentarisk aktivitet.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Marie-Christine Poncelet, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Steffen Gliese og Mikael Benzon anbefalede denne kommentar

"Trods Enhedslistens stigende parlamentsfiksering anerkende han at grundlæggende forandringer ikke sker uden udenomsparlamentarisk aktivitet"

...og kastellet mister således enhver relevans uden for drømmen, ude i den fantastiske demokratiske virkelighed. Når nogle klogeåger ved bedre må fælles regler nødvendigvis sættes til side og skabe rum for overgreb. Been there Done that Trashed that t-shirt

Steffen Gliese

Det er klart, at parlamentarisme kun kan være en overbygning på de folkelige bevægelser, Peder Bahne.
Lykkeligvis er det faktisk også, hvad vi ser vokse frem i takt med partiernes tydelige impotens som instrument for politisk mobilisering.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg tror til gengæld, at socialismen skal skabes over tid. Men det er indlysende, at der også konstant skal arbejdes med kommunikation og promovering.

Ser man på eksempler fra Europa, er der mange muligheder.

- Et sted der ikke mere har butikker kan beboerne etablere en økonomisk forening. Det er ingen nyhed i Sverige, Norge og Finland, hvor en beboerejet butik ofte udvider med tankstation, bank, forsikring og med et caferia som mødested.

- Har man kompetence og kunder, kan ansatte simpelt hen skabe egen virksomhed som selskab med begrænset ansvar.

- Flere steder i Berlin g andre større tyske byer har en række borgere etableret egne indendørs markeder i gamle industribygninger. Her sælges også egne produkter lige fra beklædning, over småmøbler af træ til marmelade og meget andet. En del reparerer også mobiltelefoner, hvidevarer og tv, der eller ville blive skrottet. Boderne er normalt indbyrdes forbundet økonomisk, så ingen går ned.

- Kooperative landbrug med store gårdbutikker, hvor flere går sammen, har været kendt længe.

- I flere lande med en spis-ude-kultur, er kooperative restauranter også kendt og delvis udbredt. I Forbundsrepublikken og i Sverige er det ofte indvandrekvinder, der får hjælp til at etablere disse. Mange af dem sælger tillige mad ud af huset og driver kantiner i virksomheder. Og i Sverige har flere af dem ligefrem etableret filialer i andre byområder eller i andre byer.

Jeg tror dog, det er vigtigt, at denne type virksomheder har personer med rette kompetencer både indenfor regnskab, økonomi og finansiering. men også inden for marketing, produktudvikling og kundepleje.

Desuden bør der etableres en form for kompetent konsulenttjeneste, og her vil fagbevægelsen og visse interesserede banker og lignende kunne give stor hjælp. Og endelig er der altså kommunikationen ud af til, der skal skabe interesse og motivation via de gode eksempler.

så længe begge blokke vedbliver med at bruge de samme økonomer, kommer der ikke til at ske en sk*d i forhold til omfordeling osv.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Det er klart, at parlamentarisme kun kan være en overbygning på de folkelige bevægelser"

Helt enig Steffen Gliese, men hvis en selvbestaltet magtenhed begynder at eksekvere uden om parlamentet, angriber man demokratiet og resultatet kender vi fra de mange mislykkede forsøg på at implementere socialismen og ikke mindst de katastrofale konsekvenser for land og folk.

Hvis folket vil socialismen, kan den indføres på demokratisk vis så længe folk det vil. Ellers bliver resultatet i bedste fald som i det magtfulde Kina, hvor den politiske eksekvering ikke begrænses af noget så simpelt som et pøbelvalgt parlament.

Steffen Gliese

Men, Peder Bahne, det er jo netop problemet med Kina: at det ikke har det mindste med socialisme at gøre. Det er en kommandoøkonomi, og socialisme er det modsatte.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det sagde du ikke i halvfjerdserne Steffen :)

Carsten Nørgaard

”Socialismens drøm”, som den drømmes af alverdens stats-socialister, kan (heldigvis) slet ikke gennemføres.

Det er ikke kun økonomerne. Hvis man tager de samme mekanismer til tvang og undertrykkelse i brug (med andre ord: Staten) med et andet formål, så slår man fejl igen og igen. Det lærte fortidens røde revolutionære på den hårde måde, og de skrev også om det. Derfor findes der ingen anden skæbne for hverken Enhedslisten eller SF end at bralre løs med storladen retorik, alt imens de tvinges til at gebærde sig som artige socialliberale ligesom alle andre på Christiansborg (det er altid det samme, spørgsmålet er bare om man vil have det med større velfærdsydelser og mere regnbuefest eller mindre velfærdsydelser og mere gammelmaskulinitet og nationalchauvinisme).

Enhedslisten er overfor staten som SF er overfor Socialdemokraterne. Fuldstændig uden bid. Reduceret til en ambassade. Imens bilder man sig selv ind, at det er ”indflydelse”, når man blindt overtager en position. Det er det ikke – det handler udelukkende om den månedlige lønseddel.

Vi undertrykkes først og fremmest af den lammende ideforladthed, der omdannes til polemik i form af spørgsmålet ”nå, men kan du se noget alternativ?” – men den kritik ender med at legitimere problemet ved at delegitimere kritikken og gatekeepe, hvem der har ret til at påpege, at kejseren intet tøj har på. Det er kun skrædderen, der må sige det, ikke barnet. Men vi bliver nødt til at insistere på, at jo, det må alle godt, også hvis de ikke ved, hvad vejen frem er. Ellers naturliggør vi og nødvendiggør vi en samfundsdannelse, som igen og igen gør mennesker fortræd. De blå bruger staten til at gøre mennesker fortræd, og det gør de røde faktisk også. For staten er designet til at gøre fortræd, uagtet ideologernes forsikringer om det modsatte.

Greta Thunberg og de unges kickstart af klimabevægelsen er et eksempel på en vej i den rigtige retning.
Over hele kloden fra de enkelte parlamenter til FN og i de riges klub, blev der lyttet. Det danske folketingsvalg i juni 2019 er ligeledes blevet kaldt et klimavalg.
Det viser, at mobilisering og de rette argumenter kan flytte de politiske positioner på forbavsende kort tid. Pandemien viste også, på den negative, måde, at "normalen" langt fra er så fastlåst, som de fleste måske troede.
Begge eksempler giver håb om radikale samfundsmæssige ændringer, oven i købet på den internationale scene (som den nuværende socialdemokratiske mindretalsregeringen for tiden svigter med sin neo-nationalistiske tilgang).

.

Flemming Jensen

Det parlamentariske grundlag i Danmark lige nu, har aldrig været stærkere og bør fører til markante samfundsændringer.
Jeg mener Regeringen og dens støtter bare lader stå til og nyder magtens sødme.
Måske fordi rigtige principfaste socialister er svære at finde i verden i dag.
Når Dragsted kalder Danmark for et delvist socialistisk land er det jo en relativ stor løgn .
Danmark med vores 6.000000 indbyggere, er vel et af de mest ulige samfund relativt set.
Magthaverne kommer borgerne i møde med små tiltag i ny og næ.
I bund og grund handler det mest om magt for magtens skyld.
Gamle formuer, social arv og ikke mindst illusionen om verdens lykkeligste folk, ændre ikke ved magtbalancen i vores samfund.
Jeg savner vilje til markante ændringer.
Vi har en befolkning på størrelse med indbyggertallet i Hamborg.
Alligevel virker vi som samfund fuldstændigt handlingslammet pgra. et administrativt formålsløst helvede, hvor alle kæmper for deres berettigelse.
Sikkert fordi de så kaldte socialister, spekulerer ligeså meget på om renten nu stiger eller falder.......

Christian De Coninck Lucas

Det vil altid være en drøm uden fri energi, ny teknologi, fred og langt bedre uddannede politikere. De begår de samme ignorante fejl igen og igen. Blå vs Rød er en dødsyg teater forestilling i finansarbitragens navn. Det fungerer ikke, det kan aldrig fungere fordi det hviler på et falsk paradigme domineret af Den Kolde Krigs eksteme hemmelighedskræmmeri (Inventions Secrecy Act alene har holdt ny energi tech væk fra markedet siden sidst i 50erne), gammel Big Bang kosmologi, som for længst er falsificeret af plasma fysikere og tåbelige "beslutningsgrundlag".

ps. reCAPTCHA er helt utåleligt...