Min søn Andreas havde mange velovervejede planer og ønsker for fremtiden. Men han døde 1. maj 2017 i en alder af 26 år af en metadonforgiftning. Fra august 2015 til marts 2017 – det vil sige i 20 måneder – tiggede og bad han, som man kan se i hans journaler, om at komme i døgnbehandling.
»Tre måneders afgiftning er alt, hvad jeg har brug for,« sagde han.
I hele perioden fik han udleveret substitutionsmedicin i form af metadon samt angstdæmpende medicin (Rivotril). Han havde et sideforbrug af heroin og kokain, og han havde ADHD. Døgnbehandling er indlysende den eneste behandlingsmulighed i det kommunale system for syge stofmisbrugere.
Der dør hvert år omkring 265 af narkotika – langt de fleste af overdosis. I gennemsnit er der ifølge organisationen Antidote Danmark 55 narkotikarelaterede dødsfald alene i Københavns Kommune hvert år. Heraf har lidt over halvdelen (51 procent) ifølge Red Liv-projektet kontakt med det lokale rusmiddelcenter.
Personer med faglig ekspertise og med kontakt til miljøet oplyser, at der er mange stofmisbrugere, »der ikke kan se sig selv i de rammer, systemet tilbyder«, som forsker Lars Fynbo formulerer det. En konsekvens er, at systemet fravælges med høj risiko for tidlig død. Sundhedsstyrelsen har opgjort, at stofmisbrugere har 15 gange større risiko for at dø end personer på deres egen alder, som ikke er stofmisbrugere. Det er en blandt flere grunde til, at længden af den periode, hvor man går ubehandlet, er bekymrende. Min søns helbred blev tydeligt svækket over tid.
I vores søns mangelfulde journaler står der intet om den behandlingsgaranti, som Servicelovens paragraf 101 skal sikre, og som giver ret til behandling inden for 14 dage. Der gives desværre ingen garanti for typer af behandling lige fra terapiforløb til døgnbehandling ifølge forsker hos VIVE Lars Fynbo. En psykisk syg stofmisbruger, der i virkeligheden har brug for døgnbehandling, starter typisk med lavintens behandling. Udviser man samtidig ikke stabilitet og er ude af stand til at honorere de fastsatte krav, kan man let komme i en håbløs situation. Det viser vores søns historie også.
Misbrugerens ansvar
I de sidste to år af sit liv var vores søn indlagt på hospitaler mindst fem gange. I april 2016 blev han genoplivet af en sygeplejerske i et fixerum. I januar 2017 skrev Herlev Hospital en alvorlig bekymringsmail til rusmiddelcentret og påpegede vigtigheden af intensivering i form af døgnbehandling. Han havde engang sagt, at han ønskede at begå selvmord, og han havde ubehandlet hepatitis C.
I efteråret 2016 var Andreas bekymret for, at hans sideforbrug af kokain var i fare for at blive kronisk. Derfor skiftede han til heroin i januar 2017. Klinikchef Raben Rosenberg har udtalt, at bekymringen var berettiget.
Fra sommeren 2016 måtte Andreas fixe i lysken med arvæv til følge. Forinden havde han haft mavesmerter og opkast i en lang periode, fordi han ikke kunne tåle metadon i pilleform.
Alle de ovennævnte forhold indgår ikke i indstillingen til døgnbehandling. Krav om stabilitet, bolig, reduktion i medicin samt terapiforløb indgår. I 2015 tilsidesætter man således vores søns ønsker om døgnbehandling, fordi han ikke udviser stabilitet. I hans journal står der: »pt. (patienten) skal demonstrere, at pt. kan klare sig på substitution i en periode inden døgnbehandling.«
»Vores søns historie er vigtig at huske, når der inden længe skal forhandles en tiårsplan for psykiatrien,« skriver Henrik Riise. På billedet er han hjemme i sin have.
Reelt er der tale om en ødelæggende og irrelevant kommunal skabelon, man trækker ned over syge mennesker, hvor formålet alene er at udskyde en udgift til behandling.
Vores søn var i juli 2015 til 1. maj 2017 tilknyttet rusmiddelcentre i København, senest på Nørrebro, hvor han startede i marts 2016. Konsulenten på Nørrebro har kontakt med cirka 60 stofmisbrugere samtidig, hvilket ifølge ham »giver en presset hverdag«. Han sagde desuden til mig: »Ansvaret ligger hos stofmisbrugeren.« Men det er uetisk at lægge hele ansvaret over på stoftbrugeren, ligesom helbredelsen på et hospital langtfra alene lægges hos patienten.
Sidste løsning
Helbredsmæssigt kostbare måneder i 2016 gik med at få en bolig på plads, som i øvrigt ikke kunne bruges på grund af ombygning. Andreas var også for syg til at have egen bolig efter behandlingen.
I samme periode skulle han gå ned i metadondosis med cirka 25 procent (han fik udleveret mindre og måtte derfor købe på det sorte marked). Klinikchef Raben Rosenbergs kommentar til dette er:
»Det svarer til, at en person, der har brækket benet, henvender sig til hospitalet for en operation, og hospitalet svarer, at de gerne vil operere, men at det er et krav, at han først skal løbe fem kilometer.«
Der var et krav om tre måneders terapiforløb, før han kunne komme i døgnbehandling som ønsket. Andreas fortalte: »Møder jeg ikke op til aftalt tid, skal jeg starte helt forfra.« Konsulenten forhandlede senere terapiforløbet ned til en måned med virkning maj 2017.
I april udtalte Andreas: »Var jeg rask, kunne jeg efterleve kravene, men jeg er jo syg.«
Kravene indgår som en del af et forløb, hvor døgnbehandling er sidste løsning. Kommunen formulerer det således: »Al relevant intern ambulant behandling skal være afprøvet, foreslået og/eller vurderet, inden højere behandlingsintensitet overvejes.«
Hensynet til den kortsigtede isolerede økonomi præger således i høj grad beslutningsprocesserne – som man eksempelvis kan se i et jobcenterreferat fra april 2016:
»A fortæller, han er hjemløs, at han er misbruger, men at han ikke får hjælp eller vejledning af misbrugsbehandlere. Han fortæller, at han har ventet på at komme i døgnbehandling i otte måneder, at han før jul fik at vide, at der først var penge til det efter jul. Han fortæller, at der ikke er sket noget endnu.«
Et halvt tilsyn
Ankestyrelsen foretager kun ét administrativt tilsyn, der reelt er et halvt tilsyn, fordi den sundhedsmæssige del ikke indgår, og fordi der ikke er fysisk fremmøde. Kommunens udsagn kunne derfor retligt stå uimodsagt.
I en afgørelse fra Styrelsen for Patientklager den 31. maj 2021 indgår en omfattende kritik af Rusmiddelbehandlingen Nørrebro, herunder at det kan være livsfarligt at kombinationsbehandle med Metadon og Rivotril i mere end 14 dage. Andreas blev ikke informeret om bivirkninger. Der blev ikke foretaget en samlet helhedsvurdering af hans tilstand. Styrelsen retter også en kritik mod, at der ikke blev samarbejdet med andre instanser, når patienten havde et komplekst billede med sociale problemer, psykiske problemer og misbrug.
Retssikkerheden var stærkt kritisabel, og vores søn fik ikke den behandling, han havde brug for, hvilket havde døden til følge. Vi skulle aldrig have haft tiltro til systemet, men vi så ikke andre alternativer. Behandlingssystemet bærer ofte en del af ansvaret ved narkotikadødsfald.
Vores søns historie er vigtig at huske, når der inden længe skal forhandles en tiårsplan for psykiatrien.
Henrik Riise er efterlønsmodtager
Det er smerteligt at læse, at et ungt og sygt menneske ikke får den hjælp, han trods alt det kaos han er omgivet af, selv ved er den eneste reelle hjælp. Ja det er dyrt at sende folk i døgnbehandling, men i en tid hvor vi har oplevet et helt samfund blive lukket ned , fordi ethver tabt menneskeliv er en katastrofe, kan man jo kun spørge sig selv om psykisk syge misbrugere anses som mennesker i vores samfund. Det må være muligt at lave et system hvor mennesker i nød ikke først skal vandre gennem en ørken for at få vand. Nu er der kun tilbage at håbe på der udarbejdes en human løsning- jeg tvivler.
Erik Lund Sørensen
Endnu et eksempel på at almindlige mennesker, der på grund af sygdom svigtes af samfundet, uden rettigheder. Kontant viste, hvordan et yngre par par blev totalt svigt af samfundet da de stolede på en tilstandsrapport. De havde ingen rettigheder, sad tilbage med gæld og en ruin. Erhvervsminister havde ikke tid til at forholde sig til problemet. I andre lande ser vi, at almindelige har mistet tilliden til samfundet. I Frankrig var stemmeprocenten katastrofalt lav. Er vi her i landet også ved at miste tilliden til demokratiet på grund af mangel på retfærdig for almindelige mennesker.
Tak for den kronok - håber at Folketingspolitikerne læser den og tager den til efterretning .
"Vi" hørte jo under epidemien, at et menneskeliv skulle reddes og "vi" skulle alle vise samfundssind -. hvorfor skal "vi" så ikke det over for alle mennesker, der har brug for hjælp?
Var din søn i behandling for ADHD?
"Kravene indgår som en del af et forløb, hvor døgnbehandling er sidste løsning. Kommunen formulerer det således: »Al relevant intern ambulant behandling skal være afprøvet, foreslået og/eller vurderet, inden højere behandlingsintensitet overvejes."
Døgnbehandling som sidste løsning..
Det er fuldstændig ulogisk, og som beskrevet svarer det til at kræve at en patient med et brækket ben løber fem kilometer før vedkommende kan komme i betragtning til en indlæggelse på hospitalet.
Det er endnu et eksempel på den umenneskelige og brutaliserede behandling, syge mennesker i dette land udsættes for af kortsigtede sparehensyn.
Endnu en tragisk historie, der risikerer at ende i den store glemmebog hos visse politikere, der ikke ser vælgerpotentiale hos de syge, de handicappede og de fattige.
Tak for at dele med os læsere her på den mindst ringe avis.
21/jun/2021
Mmm ... min erfaring er at
alle store problemer startede med
at være små eller i hvert tilfælde
mindre ... og var de blevet tilgået og
behandlet, da de var mindre, var de
ikke blevet store ...
Med bekymret hilsen
Claus
I Danmark møder vi stofmisbrugere med moralsk løftede pegefingre. De skal gøre sig fortjent til behandling, gøre sig fortjent til en bolig, bliver straffet når de anholdes med stoffer osv. Det har medført, at Danmark ligger i top hvad angår dødsfald blandt stofmisbrugere i Vesteuropa. Et menneskeligt og moralsk fallit.
....og tak til Henrik Riise for en sørgeligt præcis beskrivelse af forløbet
Tænk om vi havde e 11 mia, som skattevæsnet blev svindlet for; og tænk om politikkerne modet til at bruge dem til andet end skattelettelser til de som har nok !!!
De kan sige at jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste :-)
Hvor er det dog forfærdelig læsning jeg bliver så ked af det og vred.
Jeg kan ikke tro at nogen virkelig kan være så ignorante at kræve gennemførsel af et ambulant forløb for at blive kvalificeret til døgnbehandling. Det kan udelukkende handle om økonomi og dermed er det benhård prioritering og i virkeligheden endnu mere sørgeligt.
Inden corona var det til at græde over hvor lidt misbrugsområdet blev prioriteret. Efter vi har set hvor langt vi kan gå for “at passe på hr og fru Danmark”, ved at lukke alt ned, inklusiv de, for nogen, livsnødvendige behandlings muligheder i form af AA, osv, er jeg fuldstændig målløs over det sundhedssystem vi har.
Var der nogen der engang snakkede om at et samfund kan måles på hvordan det tager sig af sine svageste? Læs blot denne artikel og vurder selv.
Jeg fejrede selv 1 år som ædru og clean for et par dage siden, jeg kan takke alle andre end samfundet for at det kan lade sige gøre. I mine yngre år var jeg forbi diverse kommunale tilbud, og det var da vældig hyggeligt at få en kop kaffe og et par gode råd og nogen gange en løftet pegefinger, men det hjalp på ingen måde på mine problemer.
Jeg skulle derud hvor jeg havde et livsfarligt misbrug af stoffer for at blive mødt sf en læge der gav mig 8 timer hos en psykolog. Det hjalp selvfølgelig heller ikke.
Først efter 8 år i egen betalt terapi, dernæst 3 måneder i privat misbrugsbehandling for til sidst at slutte af med 6 måneders efterbehandling kan jeg nu kalde mig ædru og clean. Jeg er fyldt med taknemmelighed for at kunne det, taknemmelighed overfor min familie, venner, og andre der har hjulpet, men det er svært at finde noget taknemmelighed overfor vores sundhedssystem for det er åbenbart kun indrettet til at behandle kræft, corona og andre “rigtige” sygdomme.
Den beskrevne situation illustrerer en afhumanisering af offentlig administration: algoritmer overtager styringen. Totalstaten dominerer med regler over menneskers faktiske behov. AI bliver vejen ”frem”, læg relevant information ind i en computer, og den finder den ”regel-rigtige løsning”
"Vi skulle aldrig have haft tiltro til systemet"
Detr opdager de fleste desværre først når de møder systemet og har brug for hjælp.
Det er dyrt at sende folk på døgnbehandling men det er så sandelig også dyrt at have et system bemandet med ansatte hvis opgave åbenbart mest består i at forhale hjælpen.
Hva' pokker, så længe personen ikke tigger ellern gør sig alt for uheldigt bemærket i det offentlige rum, så sover hæren af kommune og statsansatte cand. polit'er trygt om natten. Så er de.sgu ligeglade, ligesom familieklanerne af levebrødspolitikere.
Demokrati, velfærd og retssamfund i Danmark? Ha ha! -Da kun hvis du æder din makrelmad med glæde.