Jeg strejker ikke, fordi jeg har lyst. Jeg strejker for den ældre dames skyld

Jeg har ikke lyst til at strejke. Mit hjerte græder for den ældre dame, som må undvære den pleje og omsorg, jeg er så privilegeret at få lov til at give.

Jeg har ikke lyst til at lade være med at arbejde. Fordi jeg elsker mit arbejde, men også fordi jeg ved, at der i den anden ende sidder rigtige mennesker, der lige nu mangler min hjælp, som de hver dag udviser en helt enorm taknemmelighed for.

Hvis bare den taknemmelighed, jeg hver dag møder, kunne give mig og mine børn tag over hovedet og mad på bordet. Hvis bare det ældre menneske var en robot bestående af tekniske udfordringer og ikke et menneske med kaotiske kriser som en syg og degenererende krop eller venskaber og muligheder, der forsvinder forude. For da ville en strejke ikke ramme lige så brutalt.

Lad mig lige slå det fast igen. Jeg har virkelig ikke lyst til at strejke.

Men jeg er nødt til det. For min datter. Og for min søn. For vi har et stykke dansk lovgivning, som fortæller at mænd er mere værd end kvinder. At min datter er mindre værd end min søn. Hvilket udgangspunkt er det for at lære min søn om grænser, magt og respekt?

Hvordan kan vi forvente at ændre en kulturel forestilling om ulighed mellem køn, hvis vi ikke engang kan ændre den juridiske lovgivning bag? Dette er ikke længere #MeToo i pragmatisk form, men i strukturel kulturel form. Det er en kamp for, at alle mennesker ses lige og værdsættes, som de har fortjent. At alle – mænd, kvinder, genderfluid, unge og gamle – først og fremmest ses som værdifulde mennesker.

Jeg håber, at den ældre dame vil forstå, at jeg nu kæmper den kamp, som hun så modigt var med til at starte. For vi har ikke lyst til at strejke, men vi skylder både den ældre dame, os selv og vores børn at blive ved.

Så kvinder, kom og kæmp sammen med os. Og mænd, støt jeres kvinder, veninder og døtre!

Karina Naldal Weile, hjemmesygeplejerske.