Klumme

Stress eksisterer ikke i den minoritet, jeg kommer fra. Men for to år siden blev jeg ramt af det

Indtil for to år siden så jeg mig selv som en mutant med ti arme og 48 timer i døgnet, der kunne hjælpe alle omkring mig. Men da jeg blev ramt af stress, blev jeg tvunget til at konfrontere min egen skrøbelighed og tabuet omkring sygdommen, skriver organisationsleder og foredragsholder Khaterah Parwani i dette debatindlæg
Khatera Parwani skriver, at stress ikke rigtigt eksisterer i den minoritet, hun kommer fra. Stress er bare  hverdagssprog for at have travlt.

Khatera Parwani skriver, at stress ikke rigtigt eksisterer i den minoritet, hun kommer fra. Stress er bare  hverdagssprog for at have travlt.

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Debat
1. juli 2021

Indtil sommeren 2019 var jeg overbevist om, at jeg var det her overnaturlige menneske, der kunne overkomme alt. Jeg har jo overlevet alt fra krig, flugt, vold og alle livets store tragedier, der har testet mig til det yderste. Jeg har prøvet sorgen, den forbudte og mest tabuiserede af slagsen, der fik mig til at spørge, hvorvidt livet overhovedet var det værd.

En aften i juni måned 2019 sad jeg på min altan og googlede ordet »selvkærlighed«. Søgningen gav utallige resultater. Jeg lagde telefonen håbløst fra mig og begyndte at græde. En uventet reaktion, for jeg er nemlig ikke en, der normalt græder.

Jeg kan tælle på én hånd, hvor tit jeg har grædt de første to år efter min mors død. Derfor vidste jeg godt, at den sommeraften var et alvorligt vendepunkt i mit liv. Jeg havde ramt bunden i et ukendt hav. Stress. Et ord, jeg har hørt alt for tit, men hvis alvor jeg har gjort grin af, og nu et ord, der fortæller noget nøgent og skrøbeligt om mig selv som menneske.

En mutant går ned

Indtil den sommeraften var jeg nemlig en mutant. Jeg havde ti arme, ekstra hurtige ben og 48 timer i et døgn. Jeg tog telefonen på alle døgnets timer og var en magnet for enhver, der havde det mindste problem.

Mit navn var akutopkaldet på alt for mange telefoner derude, mens jeg selv kæmpede med at række en hånd ud, når jeg havde brug for hjælp eller støtte. Det har jeg altid været elendig til. At bede om hjælp.

Jeg husker de første stresssymptomer i 2015. Først søvnløshed. Ikke en gang imellem, men hver nat. Der lå jeg og havde tankemylder. Så kom hjertebanken, mest i nattetimerne, men så også i dagtimerne sammen med svedturene. Med tiden satte symptomerne sig på det ydre, de dybe rander under øjnene, den trætte hud og yoyovægten, enten fordi jeg havde glemt at spise, eller fordi jeg trøstespiste.

I 2016 begyndte jeg for alvor at tabe håret. Noget, der slog hårdt på mit selvværd og min selvtillid, og som afslørede min ekstreme forfængelighed. I slutningen af 2018 blev jeg igen forskrækket. Det skete under et møde, hvor jeg stod op.

Pludselig mærkede jeg brystsmerter, lidt som følelsen af at have slugt en smule luft. De her smerter var langt værre. Så slemme, at jeg var nødt til at sætte mig ned og vente, til de passerede. Jeg trøstede mig selv med, at det bare var min krop, der opførte sig mærkeligt. Indtil det begyndte at ske jævnligt, mindst en gang om ugen.

En ukendt virus

Den sommeraften ude på altanen var et vendepunkt. Jeg havde sagt op og taget beslutningen om at trække stikket. Jeg slukkede min telefon flere timer dagligt, efter jeg havde ringet til min far og fortalt ham, at jeg var nødt til at være alene i noget tid. Det at være alene har jeg altid været god til, men nu skulle jeg være alene, også selv om der var en helvedes masse mennesker, der sikkert ville blive skuffede.

Jeg skriver om det, fordi stress ikke rigtigt eksisterer i den minoritet, jeg kommer fra. Og hvis man taler om stress, så er det hverdagssprog for at have travlt. Det føltes derfor som at være syg med en ukendt virus. En virus, der gnavede sig igennem alt, indtil jeg overgav mig ydmygt og valgte at lytte til den.

Symptomerne lærte mig en ting: Jeg kunne ikke vinde over stress. Den var kommet for at tvinge mig til at sidde stille. Den var nemlig fløjtende ligeglad med mine ambitioner, mine drømme og mine planer, mine pligter og mit ansvar, mine arbejdsopgaver og løfter. Lidt ligesom døden tog den hverken hensyn til tid eller rum.

Selv om jeg i alle de år vidste, at jeg var ramt af stress, var det et kæmpe tabu i mit liv. Jeg var ellers trænet til at opfange symptomerne hos andre, og alligevel var det forbundet med stor skam, at jeg selv var ramt af stress.

Når jeg kigger tilbage på den sommeraften i 2019, husker jeg den som en genfødsel. For det var den aften, hvor jeg forskrækket indså min egen skrøbelighed. Nu to år efter er min altan stadig mit tilflugtssted. Der sidder jeg hver morgen og hver aften. Sammenlagt 50 minutter om dagen. Jeg intet foretager mig, ud over at trække vejret.

I dag griner jeg over livets ironi. At en bogorm, der desperat har søgt svar på livets eksistentielle spørgsmål om sindsro, omsider fandt den i komplet stilhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Hjertelig tillykke med det! Når man får større selvindsigt, får man også et rigere liv.

Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Yes.

Anders Hüttel

Så kan man sidde og glo ud i luften mens alt ramler.
Jeg har mediteret mange timer og Verden forbliver uforandret. I det mindste menneskers adfærd, så derfor er vi så forbandede ude over vippen.

Jeg har fået 2. vaccine, eller det vil sige, jeg tror jeg fik den. Der var næsten intet i sprøjtet og han stak før jeg vidste af det. Er det hele et fupnummer?

Stress fører til afskedigelse hvis man er for længe om at samle sig selv op. Eller sådan virker systemet i alle fald. Siden du ikke beskriver en social deroute har du nok dit på det rene. Jeg tror jeg voldtager en sten.