Kronik

Da Svendborgkommunen løsrev sig fra Danmark i 2033, realiserede vi en hverdag uden lønarbejde

Pelle Dragsteds socialisme fik en vis gennemslagskraft i 2020’erne og 30’erne, men udgjorde stadig en fortsættelse af lønarbejdets logik. En afledt konsekvens af hans momentum blev dog løsrivelsen af Svendborgkommunen. Her forsøger vi at realisere et liv uden lønarbejde, hvor vi for alvor har realiseret socialisme, fortæller forfatter og underviser Eskil Halberg i denne fremtidskronik
Kommunen strækker sig i dag fra Als, hen over Det Sydfynske Øhav til Langeland og videre et godt stykke ind over Vestlolland. Mod nord er kommunegrænsen lidt uklar, eftersom vi ikke har nogle grænser i den forstand, skriver Eskil Halberg i denne utopiske kronik om Svendborg.

Kommunen strækker sig i dag fra Als, hen over Det Sydfynske Øhav til Langeland og videre et godt stykke ind over Vestlolland. Mod nord er kommunegrænsen lidt uklar, eftersom vi ikke har nogle grænser i den forstand, skriver Eskil Halberg i denne utopiske kronik om Svendborg.

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Debat
19. juni 2021

Efter det økonomiske sammenbrud i slutningen 2020’erne, fik socialreformatoren Pelle Dragsteds politiske ideer en vis politisk betydning. I foråret 2031 fik Dragsted flertal for en stor reform af bankvæsenet og en række demokratiske reformer af arbejdspladserne. Men det gav hurtigt mange mennesker blod på tanden. Hvorfor stoppe her?

Det førte de følgende år til løsrivelsen af Svendborgkommunen efter nogle tumultariske demonstrationer og opløb. Lad os sige det ligeud: Det var nogle kaotiske og frustrerende år.

Kommunen strækker sig i dag fra Als, hen over Det Sydfynske Øhav til Langeland og videre et godt stykke ind over Vestlolland. Mod nord er kommunegrænsen lidt uklar, eftersom vi ikke har nogle grænser i den forstand, men det nordligste punkt ligger et sted mellem Ringe og Kværndrup.

I kommunen har vi ophævet lønarbejdet, pengene og den sociale arbejdsdeling mellem det, I danskere ville kalde produktion og reproduktion. Det mest centrale princip i kommunen er en betingelsesløs politisering af den måde, vi organiserer vores fælles livsbetingelser på. Det er det, jer i Danmark kalder ’økonomien’. ’Den fælles husholdning’ er måske et forsøg på en oversættelse, men disse spørgsmål rækker ind i både hjemmet, forbruget og produktion på en langt mere vidtgående måde end i Danmark.

Vi har ingen penge i kommunen, og derfor har vi ikke lønarbejde. Det grundlæggende princip er, at pengeformen, altså priserne, ikke kan udtrykke folks behov, men derimod udtrykker abstrakte kommandoer: Priser kommer til at kommandere rundt med os, synes vi. Markedet er en abstrakt og voldelig økonomisk magt, der virker gennem konkurrencen. Konkurrencer har vi på fodboldbanen og i håndboldhallen. Den skal ikke dirigere organiseringen af vores fælles livsbetingelser. Det skal vi selv.

Tag, hvad du skal bruge

Eftersom vi ikke har nogen penge, bliver koordinationen af vores fornødenheder organiseret på i hvert fald to måder. Vi holder et omfattende møde to gange årligt, hvor vores politiske økonomi bliver diskuteret og de store linjer vedtaget. Det er altid en begivenhed, vi glæder os til og hader på samme tid. Sidst fandt den sted på Høje Bøge Stadion i Svendborg.

Derudover har vi et kuponsystem, der gør os i stand til at registrere vores forbrug. Men i hverdagen tager vi bare det, vi skal bruge og skriver det på en seddel i fødevareforsyningen og maskinhallen. Dem har vi 25 af. De fire største ligger i Svendborg, i Stokkeby på Ærø, Vesterby på Langeland og i Holleby lidt syd for Nakskov. Butikker, hvor man kan købe ting, findes derfor ikke. Heldigvis.

Det er ikke uden besvær at koordinere kommunens husholdning uden penge, og det er noget, vi ofte skændes om, når vi mødes i fællesskab. Men vigtige diskussioner og højlydte skænderier har vi heldigvis masser af tid til.

Fælles tid

Da vi ikke har penge, går vi ikke ‘på arbejde’, som vi hører, I stadig kalder det i Danmark. Vi har derimod ’fælles tid’, hvilket betyder, at vi hver uge skal bidrage med 10 timer til de opgaver i kommunen, som ingen gider påtage sig frivilligt. Den fælles tid er nok det, der kommer tættest på jeres lønarbejde. Altså fællesskabets tvungne aktiviteter. Lad os kalde det, hvad det er. Hvor markedet bestemmer, hvad I skal lave, når I ‘går på arbejde’, skal vi i fællesskab beslutte, hvad vi bruger den fælles tid på.

Den politiske økonomi stopper ikke ved indgangen til vores hjem. Det gør den jo heller ikke i Danmark, men vi har taget konsekvensen af det og gjort en del husholdningsaktiviteter til en del af den fælles tid. Oprydning, graviditet, amning, rengøring, tøjvask, madlavning og mange omsorgsopgaver tæller som fælles tid og kan derfor modregnes de 10 ugentlige timers fælles tid. Mange af disse opgave er flyttet ud af hjemmet, således at for eksempel tøjvask og madlavning oftest klares i fællesskab.

Den resterende tid på ugen bruger vi på frivillige gøremål, både for vores egne kollektiver og bofællesskaber og for kommunens. Og selvfølgelig også for os selv.

Fri tid

I 2020’erne glædede de fleste sig til weekenden. Som jeg husker det, var fredag aften ugens højdepunkt. En eftermiddagsøl i solen på Blågårds Plads (jeg savner pladsen) er nok den følelse, jeg husker bedst tilbage på fra tiden før kommunen.

Følelsen af ikke at skulle arbejde de næste par dage var dejlig. Man kunne gå ud om aftenen, være sammen med ungerne, se film, lave god mad, være længe oppe osv. Den følelse har vi i kommunen næsten hver dag. Hver eneste dag er det fredag eftermiddag.

Folk organiserer deres tid forskelligt. Nogle knokler løs én dag om ugen og har så fri tid i seks dage. Andre breder deres fælles tid ud på flere dage. Men for det meste er der få, der bruger fælles tid tirsdag, onsdag og torsdag, og der mødes vi som regel til fest ved byernes torve og pladser. Der er en god tradition for fodboldturnering sommeren igennem, til langt ud på aftenen.

Den frie tid går med mange forskellige ting. Det kulturelle og dannelse fylder generelt meget. Vores børnebibliotek på Valdemars Slot på Tåsinge får eksempelvis besøg fra kommunarder og allierede fra hele verden. Man kan også få nedsat sin fælles tid, hvis man tager en uddannelse, der er brug for i kommunen. På den måde betragter vi uddannelse som en del af kommunens opretholdelse.

En agroøkologisk forskergruppe bruger deres fælles tid hver fredag, og derefter er de 4 dage i laboratoriet og ved teststationen. De sover der også. De er i gang med et projekt om energiplanlægning i vores landbrug.

De prøver at udvikle nye regenerative landbrugsmetoder, så vi kan genskabe jordkvaliteten efter 100 år med industrilandbrug. Kommunisme er i høj grad også en oprydningsopgave efter alle de katastrofer, det gamle samfund påførte vores fælles jord.

De fleste dyrker jorden her. Mange i små haver, på hustage og pladser, men vi har også flere større fælles landbrug med korn, bælgfrugter, kartofler osv. Kommunens håndværksinteresserede er efterhånden blevet ret dygtige til restaurering ved mere traditionelle byggeteknikker.

Ingen iPhone 35

En stor del af den frie tid bruges på at diskutere politik, både stort og småt. Siden Svendborgkommunens etablering er vores oplevelse, at politiske diskussioner har fået en helt anden vigtighed. Livet er ikke bestemt af lønarbejde. Vi føler os som medskabere af historien, og vores kollektive beslutninger har direkte virkning på vores livsomstændigheder og fællesskaber. Med alle de problemer, der også følger.

Vi har ikke den nye iPhone 35 pro max i maskinhallen, vi kan ikke bestille fødevarer på en touchskærm på køleskabet, vi spiser sjældent kød og flyver stort set ikke (vi har slet ingen lufthavn). Her, hvor vi bor, kan man ikke gå på shoppetur, for vi har ingen butikker.

Til gengæld har vi magten over vores eget liv. Vi bestemmer i fællesskab, hvor vi vil kæmpe, og hvordan vi vil leve. Dragsteds ’nordiske socialisme’ fra 2020’erne sad fast i fortiden og turde ikke kæmpe for en anden hverdag uden penge og lønarbejde. Men det gjorde vi.

Leve alle verdens kommuner!

Eskil Halberg er underviser og forfatter.

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Nej, vi har ingen butikker. Vi kan ikke erhverve os reservedele, og inden for få år kollapser samfundet pga. nedslidte maskiner. Vi kan ikke engang 3D-printe os til det, vi behøver for at holde alting gående, for vi kan ikke få reservedele og forbrugsartikler til printerne. Vi kan heller ikke lave ting selv på traditionel vis, for vi har ingen reservedele til at reparere produktionsmaskiner, vent, dét har jeg sagt.

Sludder. Tænk igen.

Claus Nielsen, Finn Thøgersen, Jørgen Larsen og Morten Reippuert Knudsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

“Hver eneste dag er det fredag eftermiddag”. Og det er vel også sommer hele året?

Søren Kristensen

Minder mig om at jeg skal ind på Nordnet og checke mine Tesla-aktier.

Steen K Petersen

En masse spændende tanker og visioner på en nær fremtid og ikke mindst, et debatoplæg til en videre snak om, hvordan vi sammen former en bedre verden.

Mikael Velschow-Rasmussen, Niels-Simon Larsen, Michael Waterstradt, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Mogens Kjær

Artiklen er et glimrende eksempel på, hvorfor man aldrig skal spilde offentlighedens opmærksomhed ved, at lade forfattere og andre kunstnere give et bud på, hvordan man løser komplicerede samfundsproblemer.

Hermed ikke være sagt, at artiklen er ubrugelig. Den ville fungere helt fantastisk som en af to såkaldte" store opgave" i 9. klasse. Opgaveformuleringen ville være" Forklar hvorfor "Svendborg-modellen er en kompliceret labyrint uden udgang."

Den anden opgave ville være" Forklar hvorfor den nuværende samfundsmæssige - herunder økonomiske - model er en labyrint uden udgang.

Bedst ville det være, hvis de to opgaveformuleringer blev slået sammen, men det ville være en alt for stor mundfuld i 9. klasse.

For at give kunstnerne lidt kredit. De er er fremragende til at give et gribende billede af, hvilke konsekvenser urimelighederne i vores samfund kan få for det enkelte mennesker.

De af os der er "oppe i årene" kan såledesstadig huske Kenn Loach's TV-drama med titlen "Cathy Come Home" Det beskrev de katastrofale konsekvenser den engelske boligpolitikunne havde for det enkelte menneske."

Det siges at den engelske boligminister "græd snot", da han så filmen. Under alle omstændigheder gav det anledning til en forbedring af hjemløses boligsituation

Martin Sommer, Claus Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Uffe Palludan

"Vi har derimod ’fælles tid’, hvilket betyder, at vi hver uge skal bidrage med 10 timer til de opgaver i kommunen, som ingen gider påtage sig frivilligt". Altså arbejdspligt! Så mangler vi bare nogle, der skal fordele arbejdet mellem de arbejdspligtige. Mon ikke de vil definere det at fordele arbejdet som deres bidrag til fælles tid.

Andreas Lykke Jensen, Martin Sommer, Claus Nielsen, Finn Thøgersen, Søren Kristensen, Lise Lotte Rahbek, Christian Larsen, Martin Kristensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg kan huske arbejdskommandoerne på tvind fra 83-85. I samme periode så jeg flere, mere korrekte, arbejdskommandoer med røde hals klude, mens vi kørte igennem det daværende Jugoslavien. De endte som bekendt med at gøre grufulde ting mod hinanden.

Der er for mange millionærer, ihvertfald på Ærø. Gudhjælpemig om de ikke også handler i Netto. Skibe i millionær-klasse, kortéger af store Honda Gold Wing´s, grimme mobilehomes i de små gader. Og de drikker og tager brusebad i vores ekstremt sparsomme og ræve-dyre grundvand. Til gengæld er har så rent - ikke et insekt fordi vi sprøjter hernede.

Jeg foreslår at staten tager 85% af alle aktiegevinster øjeblikkeligt.

John Kierans

Der er nu ikke noget så smukt som en utopi, skrevet i endeløs optimisme og helt uden nogen form for indsigt i historie eller menneskets natur.

Det eneste lidt ærgerlige er, at tilsvarende beskrivelser af kommunistiske paradis'er som fx. Cuba eller Rumænien for længst er skrevet - indlægsgiveren kommer desværre mindst 35 år for sent ...

Ib Gram-Jensen

Det forekommer mig, at Informations redaktion burde tage en efterkritik på, om de har været særligt heldige med valget af kronikker om Dragsteds bog.

Jeg er ikke uvildig i sagen, da jeg fik afvist en kronik, der rejste spørgsmålet om det realistiske i Dragsteds skridtvise strategi, der indebærer, at man i en længere periode vil være afhængige af kapitalististisk produktion for at holde levestandarden på et vist niveau - hvilket vil sige, at strategien ikke løser det problem, der er Dragsteds argument for at afvise såvel den socialdemokratiske strategi med reformer på kapitalistisk grundlag (Dragsted, s. 54 ff, s. 90 ff og det revolutionært-socialistiske alternativ (et hurtigt brud med kapitalismen (Dragsted, s. 94 ff).

I en kommentar til Mikkel Bolts kronik skrev Dragsted: "Jeg byder al kritik og debat velkommen, og er bare glad for at vi debatterer de socialistiske idéer igen" (11. juni, 2021 - 11:17).

Jeg pegede i en kommentar samme dag, 17:18, på det nævnte problem. Dragsted har ikke svaret på denne kommentar, men han har sandsynligvis læst den, for han anbefalede en kommentar fra anden side i samme kommentartråd, 11. juni 22:14.

Hvis Dragested har brug for en mere detaljeret behandling fra min side af forestillingen om en gradvis overgang fra kapitalisme til socialisme og af den kapitalistiske stats strukturelle afhængighed af den kapitalistiske økonomi, kan jeg henvise til Ib Gram-Jensen, Structure, Agency and Theory, udkommet 10 dage før hans egen bog, henholdsvis Part Four, ch. 3. c og Part Three, ch. 7. c.

Som diskussionen står, kan man rimeligvis konkludere, at det mest realistiske svar på spørgsmålet om kapitalejernes strukturelle/oligarkiske magt er et hurtigt opgør med denne gennem nationalisering af de vigtige produktionsmidler. Det uløste - og fundamentale - spørgsmål i denne forbindelse er, hvordan en reelt socialistisk, og bæredygtig, økonomi skal organiseres, så den fungerer tilstrækkeligt effektivt. En realistisk strategi for dét findes mig bekendt ikke, og jeg vil ikke på nogen måde påstå at kunne levere den. Men udviklingen af den må være en central opgave for socialistiske bevægelser, og et troværdigt svar vil også give sådanne bevægelser ulige større troværdighed.

Når Dragsted ikke har besvaret min kritik, må man jvf. ovenstående tro, at det er fordi han ikke har noget svar. Men er spørgsmålet ikke for for væsentligt til at lade det dø i stilhed? Eller hvad?

Rikke Nielsen

Naivt at tro, at der kan laves et samfund uden penge. Hvor der er mennesker er der handel, og den handel vil altid have en pris. En pris kan også være din underkastelse.

Niels-Simon Larsen

Er kommet send ind. Har læst kommentarerne. Den rene ynk og klynk.
Hvor er det dejligt, at der endnu er nogen, der kan rejse sig op fra lænestolen. Eskild er en af dem, og det får nogle til at angribe.
Denne skønne vision kan jeg ikke forstå forarger nogen. Hvad er alternativet? Mere af det samme, indtil der ikke er mere.
Vi kan ikke fortsætte den nuværende livsform, og det er ikke gået op for ret mange. Synet på arbejde og løn skal reformeres totalt. Penge er måske nødvendige som lokal valuta. Dermed er spekulation i andres ulykke fjernet. Idiotien om at vi skal arbejde mere er i dag en fast del af trosbekendelsen.
Eskilds kronik er forhåbentlig bare det første spæde skridt i en ny retning, som Inf. lægger ryg til. Lad os få noget mere ‘langt ude’. Det sædvanlige er der ikke brug for.

Mikael Velschow-Rasmussen og Lars Myrthu-Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Myrthu-Nielsen

En del af et samfund uden penge-spekulation er borgerløn/basisindkomst.

Niels-Simon Larsen

Hjælpepakker er maskeret borgerløn. Staten, der betaler for tomme flysæder, er det samme. Hvornår begynder vi at kalde en skovl for en skovl m.m.?