Nu kan man igen køre med nattog fra Danmark, hurra! Det svenske Snälltåget kører mellem Stockholm/Malmö og Hamburg/Berlin med stop i Høje Taastrup.
Det ser efterhånden ud til, at det mange steder er lykkedes at genoplive togrejsen, inden det er for sent, og alle skinner er blevet nedlagt eller skal fornyes. Tænk, hvis togrejsen igen kan blive en kultur, sådan som den engang var. Og langt den behageligste rejseform.
Toget snor sig gennem landskabet, fra en bil ser man meget mindre og skal desuden koncentrere sig om kørslen. I toget slapper man af, og man rejser fra bymidte til bymidte, skal ikke med lufthavnsbus til byen. Man er i centrum, når man stiger ud.
Engang kunne man nå helt til Firenze og Rom. I 1963 rejste jeg med min mor og min bror til Firenze. Da solen stod op, og vi vågnede, så jeg Alperne for første gang. Min bror syntes, husene lignede kukure.
Anden gang var, da min kæreste, vores søn og jeg selv flyttede til Rom et halvt års tid i 1977. Og i 1982 tog den nu niårige søn og jeg turen endnu en gang. Det år blev Italien verdensmestre i fodbold. Vi så kampen på storskærm på Piazza del Popolo. Vi så fans, der var malet rød-hvid-grønne i hovederne. Det var nyt! Kampen var mod Vesttyskland, og vores danske blev flere gange taget for tysk, hvilket vi forarget korrigerede. Vi holdt skam med Italien og kunne stadig så meget italiensk, at vi kunne protestere.
Togets vugge
I en årrække levede jeg i forestillingen om, at jeg kunne gøre det samme igen, når jeg fik lyst. Først sent gik det op for mig, at man ikke længere kunne rejse med nattog.
Det er ellers en behagelig rejseform. En rigtig dyne og en rigtig hovedpude, vaskekumme i kupeen, børste tænder, lægge sig og blive vugget i søvn af toget. Rejser man i længere tid, kan man spare en del hotelregninger ved at køre med nattog.
I Indien, hvor togrejsen stadig er en kultur, kan man nå langt ved at købe en sovevognsbillet. Ganske vist er det – eller var i hvert fald tidligere – en større operation at erhverve den. Man skulle udfylde et skema, blandt andet med faders navn og fødested, aflevere det i en luge i en ofte lang kø og komme tilbage senere for at få sin billet med et påstemplet nummer. På perronen var opsat en tavle, hvor man skulle finde sit nummer for at vide, hvor mange hundrede meter væk man skulle bevæge sig. Sådan et tog kan mageligt være 6-700 meter og rumme flere tusind mennesker.
Som præcis nordbo sørger man selvfølgelig for at være i god tid, kun for at opdage at toget nede fra den sydlige delstat Kerala er 11 timer forsinket. Den slags kan give en variabel døgnrytme, til gengæld hænger der en seddel med ens navn på uden på den vogn, man har billet til, når toget omsider når frem. Og navn og nummer passer – hvilket ikke altid er tilfældet i busser. Der kan man godt være ude for, at ens plads er optaget, og blive mødt med et ’first come, first sit’, hvis man prøver at gøre krav gældende.
Dynger af ler
Der er heller ikke samme ro i indiske sovevogne som i nordiske. Man kan opleve at blive rusket vågen af en chai-sælger, der synes, at man trænger til en kop sød mælkete. ’Chai Sir, chai Sir’! Og en såret mine, når man siger nej tak.
I en årrække har man fået varme drikke serveret i plastikbægre, men tidligere fik man små lerkrus, og jeg mener at have hørt, at de er gået over til ler igen. Det vil i hvert fald være en god idé, for emballagen ryger ud af vinduet, når den er tom. Det gav tidligere murstensrøde perroner, og det er pænere end dynger af knust plastikaffald.
Det værste er dog at skulle tisse om natten, klamrende sig til væggene på et uhumsk pedallokum, mens toget slingrer derudad. At måtte sætte hånden ned på gulvet for at komme op igen, er ikke sjovt.
Men det er over fem år siden, jeg sidst har været i Indien, og der går nok nogen tid endnu, inden man kan stige på i Høje Taastrup og af i Delhi eller Mumbai.
