Klumme

Som ung modtog jeg foråret som en beruselse, der forbandt mig med alt levende omkring mig

I min ungdom mærkede jeg foråret som en forelskelse eller beruselse. Jeg følte mig forbundet til alt livet omkring mig, afklædte mig og gik ind i mørket med mine sanser. Med tiden mistede foråret sit tag i mig, men dette forår er beruselsen vendt tilbage, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme
Da jeg var ung, var foråret så levende og nærværende smukt, at jeg tænkte, det aldrig ville kunne slippe sit tag i mig. Jeg ville altid have foråret, tænkte jeg. Men med tiden har jeg oplevet foråret fortage sig i mig. Men i år er det, som om foråret er vendt tilbage, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme.

Da jeg var ung, var foråret så levende og nærværende smukt, at jeg tænkte, det aldrig ville kunne slippe sit tag i mig. Jeg ville altid have foråret, tænkte jeg. Men med tiden har jeg oplevet foråret fortage sig i mig. Men i år er det, som om foråret er vendt tilbage, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme.

Søren Breiting

Debat
7. juni 2021

Engang var foråret i mig som en forelskelse eller en beruselse. Jeg var 16 eller 19 år gammel, 22 måske. Alt liv i mig, følte jeg, var forbundet til livet omkring mig, så det flød sammen i en ekstase, der buldrede gennem mit hjerte og mit sind. Jeg lå på græsset og kiggede op i himlens uendelige blå. Jeg forestillede mig, at alle orme og biller og snegle ville samle sig omkring mig og på mig, fortære mig til et endnu mere ophøjet liv. Jeg ville glædes ved at være deres kødelige måltid, ved den opløsning, de bragte mig til. En ny slags nøgenhed, som gjorde det muligt for alt liv og død og genopstandelse at trænge igennem mig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

07/jun/2021

Smukt, smukt, smukt :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Freddie Vindberg

Sofie, alle skal læse og lære af dine ord.