Klumme

Velfærdsstaten er blevet en giftig fusion af socialdemokratisk statsmagt og borgerlig skyld

Kampen om ydelserne og kravene, vi stiller til arbejdsløse, er igen kommet til diskussion i den seneste uge. Debatten viser, hvordan velfærdsstaten ikke kun er et socialdemokratisk lighedsprojekt, men også er blevet en borgerlig maskine for skyld og arbejdsetik, skriver debatredaktør Kristian Thorup i denne klumme
Ydelseskommissionens formand Torben Tranæs præsenterede mandag ydelseskommissionens anbefalinger, og det har startet en ny debat om de krav, vi stiller til arbejdsløse, og hvilke ydelser, vi skal tilbyde.

Ydelseskommissionens formand Torben Tranæs præsenterede mandag ydelseskommissionens anbefalinger, og det har startet en ny debat om de krav, vi stiller til arbejdsløse, og hvilke ydelser, vi skal tilbyde.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Debat
4. juni 2021

Med fremlæggelsen af Ydelseskommissionens anbefalinger i mandags er diskussionen om velfærdssamfundets ydelser endnu en gang på dagsordenen. Dem, der havde håbet på en større social revolution for samfundets bund, må dog se langt efter en sådan. Enhedslisten kritiserer anbefalingerne for blot at omfordele fattigdommen i samfundet, og når man ser på opdraget til kommissionen, kan det dårligt overraske: Den måtte hverken tilføre ekstra midler til området, svække beskæftigelsen eller øge tilstrømningen af udlændinge til Danmark.

Med sit begrænsede spillerum står kommissionens anbefalinger langt hen ad vejen for en videreførelse af det, velfærdsstaten er blevet til i dag. Velfærdsstatens omfordelingsmekanismer forstås normalt som et socialdemokratisk og venstreorienteret instrument til at udligne uligheden i samfundet. Men som kampen om ydelserne de seneste årtier har vist os, kan velfærdsstaten også være et stærkt våben i hænderne på højrefløjen. Både i kampen om fordelingen af samfundets ressourcer, men også i spørgsmålet om, hvordan arbejdsetik og skyld skal doseres til borgerne.

Dosering af skyld

De såkaldte fattigdomsydelser, som blev indført under den forrige borgerlige regering, er et eksempel på, hvordan velfærdsstaten kan bruges til at producere fattigdom med fuldt overlæg. I samfundsdebatten omtaler vi det normalt som ’incitamentsstrukturer’, der skal give folk lyst til at arbejde, men dette er reelt en eufemisme for at skabe trange økonomiske kår, der skal presse folk i arbejde.

Velfærdsstaten bruges dog ikke kun til at regulere den økonomiske omfordeling, men også den moralske. Tildelingen af ydelser har i årevis, både for borgerlige og socialdemokratiske regeringer, impliceret et skyldsspørgsmål: Man gør sig skyldig ved at tage imod ydelser, og dem, der forvalter velfærdsstaten, kan administrere og udmåle denne skyld.

Folk på overførselsindkomster har længe skullet bøje og neje til alverdens krav og betingelser for at få ret til deres ydelser. De er ikke frie og værdige borgere, men skyldnere, der skal finde sig i omfattende mistænkeliggørelse og kontrol fra systemets side.

Socialdemokratiet har de seneste par årtier købt ind på den hårde linje over for de arbejdsløse (i disse år særligt udlændinge), og regeringen vil i sit kommende udspil videreføre dette med et krav om 37 timers arbejdspligt til nyankomne udlændinge og »andre med et fortsat integrationsbehov«.

For højrefløjens erklærede liberalister har udviklingen udstillet et hyklerisk forhold til frihed: Mennesket skal være frit og værdigt – men kun så længe det tjener sine egne penge på det frie arbejdsmarked. Kommer det derimod i behov for fællesskabets hjælp, bliver frihed og værdighed suspenderet.

Nye klasseskel

Velfærdsstaten er således i de forgangne årtier blevet en mærkværdig ideologisk fusion: Den er stadig et stærkt socialdemokratisk projekt, som skaber en høj grad af lighed sammenlignet med andre samfundsmodeller. Men den har også optaget en række borgerlige principper om skyld, skam og arbejdsetik, som den kan ’tillade sig’ at påtvinge borgerne i uhørt grad, da den sætter dem i en skyldnerposition ved at tildele dem ydelser. Således kan den borgerlige velfærdsstat tillade sig alverdens nedværdigende tiltag og begrænsninger af borgernes friheder, som en liberal minimalstat aldrig ville kunne.

Hvor det oprindeligt var meningen, at velfærdsstaten skulle udligne samfundets klasseskel, indsætter den i dag en række nye klasseskel i samfundet – for eksempel det mellem de anstændige arbejdende mennesker, der tjener deres egne penge, og de mennesker, der lever af fællesskabets penge og derfor ikke kan gøre krav på at blive behandlet med respekt.

Ifølge nogle eksperter kan det ikke afvises, at lave ydelser kan have en begrænset effekt som incitament til at bringe nogle grupper af arbejdsløse i arbejde, og ambitionen om at øge beskæftigelsen i udsatte grupper er ideelt set et fremskridt for både den enkelte og fællesskabet. Men et samfund, der med fuldt overlæg skaber og bevarer børnefattigdom og behandler arbejdsløse uden anstændighed, eroderer ikke kun de arbejdsløses værdighed, men også sin egen. Villigheden til at ty til ethvert middel i kampen for øget beskæftigelse står i modsætning til velfærdsstatens oprindelige ambition om at sikre borgerne værdighed gennem livets kriser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Ja. Det er sådan, det er.
Selvom det ikke bør være sådan.

Steffen Gliese, Marianne Jespersen, Susanne Kaspersen, David Zennaro, Bjarne Andersen, Inge Lehmann, Holger Nielsen, Eric Philipp, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

'Men som kampen om ydelserne de seneste årtier har vist os, kan velfærdsstaten også være et stærkt våben i hænderne på højrefløjen. Både i kampen om fordelingen af samfundets ressourcer, men også i spørgsmålet om, hvordan arbejdsetik og skyld skal doseres til borgerne.'
Og så fortsætter skribenten sit indlæg ellers med den tidstypiske socialkritik der altid er stærkt moraliserende, men helt uden politiske perspektiver.
Skal vi fordele arbejdet bedre? Indføre en 3-dages arbejdsuge? Skal vi beskatte de rige mere effektivt? Skal vi indføre borgerløn? Skal vi ligesom med en grøn lovgaranti også indføre en fattigsomdsberegning for al ny lovgivning osv osv Det ville have klædt skribenten om han havde perspektiveret problemet med fattigdomsydelser i en velfærdsstat. Moraliseren alene skaber sjældent ny politik.

Hanne Utoft, Sonja Rosdahl og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er ikke alene borgernes værdighed, der er blevet eroderet til ukendelighed.
I tilgift er retssikkerheden og hensynet til den enkeltes sundhed og trivsel fuldstændig forsvundet, når det gælder Jobcenteret.

Her er nogle eksempler:

"Advarer om masseovervågning af ledige"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/forsker-advarer-om-overvaagning-af-l...

"Jeg længes efter en værdig og menneskelig behandling af sygemeldte i Jobcentersystemet"
https://pov.international/laenges-efter-vaerdig-behandling-af-sygemeldte...

"Flere dør kort efter de har fået førtidspension"
https://www.a4nu.dk/artikel/doede-paa-ressourceforloeb-og-kontanthjaelp

"Psykisk syge bliver mere syge af digital post fra Jobcenteret i weekenden"
https://www.dr.dk/nyheder/indland/psykisk-syge-bliver-mere-syge-af-digit...

Jeg kunne komme med mange flere eksempler, men allerede nu har mange muligvis stønnet og tænkt, at det orker de ikke at læse igennem.

Men gør det nu, artiklerne er ikke lange, og det hjælper at få punkteret nogle myter om hvordan det er en dans på roser at være arbejdsløs på kontanthjælp.

Det er retteligt et fængsel, hvor mennesker kontrolleres, overvåges og sanktioneres uden mulighed for at kunne sige fra.

Klagemulighederne er blevet enormt forringede og myndighedsvenlige, og sagsbehandlingstiderne så lange, at psykisk og økonomisk ruin næsten er sikker.

Der er ingen frihed tilbage.

Steffen Gliese, Kim Houmøller, Per Klüver, Marianne Jespersen, Anne Søgaard, Hanne Utoft, Susanne Kaspersen, Christian Wolsing, Anne Schøtt, David Zennaro, David Adam, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye, Inge Lehmann, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Eric Philipp og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

kravet om at vi skal forsørge os selv er et dække over den faktiske ambition,
som er at vi alle skal bidrage til forsørgelsen af grådighedssegmentet,
eller den overprivilegerede klasse, eller de virkelige nassere, det eneste man ikke med nogen ret kan kalde dem er eliten,
for det er jo hverken deres hårde arbejde, deres intelligens, eller deres dygtighed som er årsagen til deres rigdom og privilegier,
nej det er deres status, deres position i et samfunds-hierarki som forærer nogle få stort set hele kagen, og giver dem rigdom de kan "investere", o
g dem som skaber værdierne under samfundspisken er så godt som rettighedsløse hvis de ikke har et job,
for statsmagten er klart på grådighedssegmentets side, ( af hensyn til økonomien / konkurrenceevnen ) hvilket ikke er specielt underligt da politikerne selv er integreret i grådighedssegmentet,
om man har politisk eller økonomisk magt betyder mindre,
og selvfølgelig har grådige og magtfulde mennesker let ved at forstå og acceptere andre grådige og magtfulde menneskers behov,
hvad de ikke kan ( vil ) er at forstå at deres undersåtter burde have samme rettigheder som dem selv,
for det ville jo medføre at de ikke kan tillade sig at tvinge almindelige mennesker til at deltage aktivt i forsørgelsen af dem som reelt intet yder men udelukkende nyder deres rigdom og privilegier.
manden på gulvet har ca samme frihed som gamle dages fæstebønder, som også havde pligt til at forsørge en privilegeret klasse, som ikke selv bidrog til egen forsørgelse, den slags har man jo folk til også i dag.

Steffen Gliese, Egon Stich, Per Kortegaard, Marianne Jespersen, Hanne Utoft, Bent Larsen, Sonja Rosdahl, Susanne Kaspersen, David Zennaro, David Adam, Bjarne Andersen, P.G. Olsen, Inge Lehmann, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er sgu en god kommentar fra debatredaktøren. Vi er så hårde i filten overfor hinanden i DK, når det kommer til folk, der har behov for økonomisk hjælp. Samtidig skovler den urbane middelklasse penge ind på deres boliginvesteringer. Omfordelingen finder primært sted via boligmarkedet, så de håndører, der kommer udsatte til gavn, er ikke det vilde at tale om. Som Piketty påpeger: pengene er til stede i samfundet. Det er blot et spørgsmål om hvem der har dem, og om de skal beholde dem. Selv er jeg totalt mismodig på dette punkt - der er ikke tegn på, at bolig-omfordelingen kommer til at stoppe. Flertallet er boligejere, og vi lejere håber blot, at vi en dag kan opnå den status, så vi kan komme med på vognen og spille spillet. DK er et fladt land med en flad moral.

Kim Houmøller, Marianne Jespersen, Hanne Utoft, Bent Larsen, Sonja Rosdahl, Susanne Kaspersen, David Zennaro, Christian Mondrup, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Socialdemokraterne har sat folke i lænker, de har medvirket til undertrykkelsen af arbejderbevægelsen s aspirationer om lighed, frihed og broderskab, de er administrator og nogle af dem lever godt af det!

Steffen Gliese, Hanne Utoft, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Gert Romme
Mette Frederiksens socialdemokrati-udgave har sat pligten før retten.
Nu skal de, som ikke formår det, yde før de kan få noget som helst.
Og det de skal yde allerførst er, desværre, underkastelse af systemet.
Hvis ikke de formår underkastelse, må de bukke under.
Derefter kan klageretten tage stilling til deres eventuelle ret.

Vi prøve lige igen: Hvis man som borger i Danmark er syg, eller ikke formår enten at have en attraktiv uddannelse, have arvet en formue eller fedte sig ind ved en arbejdsgiver,
så vil borgeren bukke under.
Det er faktisk de betingelser, der findes nu.
Og nu Vil MF og hendes meningsfæller så have 37 timers arbejde ud af flygtningene også, uden at de skal have løn for det. De skal bøje nakken, skal de, for her i Danmark skal man arbejde. Eller "klare sig selv", hvad det så end måtte betyde.

Jeg er ude af stand til at formulere min harme.

Kim Houmøller, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Gert Romme
Mette Frederiksens socialdemokrati-udgave har sat pligten før retten.
Nu skal de, som ikke formår det, yde før de kan få noget som helst.
Og det de skal yde allerførst er, desværre, underkastelse af systemet.
Hvis ikke de formår underkastelse, må de bukke under.
Derefter kan klageretten tage stilling til deres eventuelle ret.

Vi prøve lige igen: Hvis man som borger i Danmark er syg, eller ikke formår enten at have en attraktiv uddannelse, have arvet en formue eller fedte sig ind ved en arbejdsgiver,
så vil borgeren bukke under.
Det er faktisk de betingelser, der findes nu.
Og nu Vil MF og hendes meningsfæller så have 37 timers arbejde ud af flygtningene også, uden at de skal have løn for det. De skal bøje nakken, skal de, for her i Danmark skal man arbejde. Eller "klare sig selv", hvad det så end måtte betyde.

Jeg er ude af stand til at formulere min harme.

Gustav Alexander

jens christian jacobsen,

Jeg tror, du misforstår, hvad der i sagens natur udgør en kritisk analyse af tingenes tilstand med et forsøg på at moralisere. At der er moralske implikationer af at behandle folk uden respekt, kan vi selvfølgelig ikke undgå, men indlægget er for så vidt en kritisk analyse af velfærdsstatens udvikling. Det er iøvrigt en analyse, der peger i en anden retning end mange, som vi er vante med. Pointen er jo netop at blandingen af stærk socialstat og borgerlig moral, giver staten sanktionsmuligheder mod individet, som selv liberale minimalstater faktisk ikke evner.

Jeg mener egentlig heller ikke, at det skal være sigtet for alle kritiske analyser at komme med løsningsmodeller samtidig. Vi er først nød til at forstå problemet, før vi finder på en løsning. Det hjælper en kritisk analyse af velfærdsstaten os til at kunne.

Steffen Gliese, Morten Wieth, Marianne Jespersen, Hanne Utoft, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gert Romme, når Socialdemokratiet bruger vendingen "Yde efter evne, nyde efter behov", har de har hugget den fra Karl Marx, der i "Kritik af Gotha-programmet” fra 1875 var den første til at sætte det på skrift.

Men nu er dette slogan blevet så tømt for indhold, at det kan bruges af borgerlige politikere og som nogles forståelse af den “amerikanske drøm”, eller neoliberalistisk ideologi, som også det danske socialdemokrati bekender sig til.

Oversat til højrefløjspolitik, bliver at “yde efter evne” forstået som at de syge bliver helbredte ved at arbejde, og at "nyde efter behov" som at de skal tage til takke med de almisser, det 'generøse' samfund uddeler, alt imens kagen fordeles mere og mere ulige.

Steffen Gliese, Per Klüver, Hanne Utoft, Inge Lehmann, jens christian jacobsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@ Gustav Alexander
Nok ikke stedet her at lave en kritisk diskursanalyse af indlægget, så jeg vil nøjes med at påpege nogle psykologiserende og moraliserende ord og vendinger, der enkeltvis og i sammenhæng ned gennem teksten efterlader et indtryk af at det helt overordnet drejer sig om en kamp mellem det onde og det gode og ikke mellem klasser, ikke mellem udbytning og helt uden sigtepunkter for modstand. Det er især det sidste forhold, der er så fantastisk tidstypisk.
Bare her fra slutningen af indlægget:
'Men et samfund, der med fuldt overlæg skaber og bevarer børnefattigdom og behandler arbejdsløse uden anstændighed, eroderer ikke kun de arbejdsløses værdighed, men også sin egen. Villigheden til at ty til ethvert middel i kampen for øget beskæftigelse står i modsætning til velfærdsstatens oprindelige ambition om at sikre borgerne værdighed gennem livets kriser.'
'Med fuldt overlæg', 'uden anstændighed', 'værdighed' og så postulatet: 'sikre borgerne værdighed gennem livets kriser.' Selv hvis jeg godtager at denne inflammerede patos er kritik af kapitalismens rå magtudfoldelse, så mangler jeg stadig et kritisk mål for skribentens forfærdelse over forfaldet og den lave eller helt manglende moral. Hvad skal vi stille op? Græde sammen? Holde om hinanden?

Eva Schwanenflügel

Gert Romme, ja det var i sandhed en visionær replik..
Ingen af SABAE's stiftere havde nok troet deres ironiseren virkeliggjort:

"Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE) er en forening, der stiftedes i 1979 i marxistiske og anarkistiske kredse med base i Århus.

Blandt foreningens frontfigurer var arbejderhistorikeren Carl Heinrich Petersen, historikeren og samfundsteoretikeren Gustav Bunzel, forfatter og spindoktor Paul Smith, journalist Frans Novak samt musiker og senere folketingsmedlem Jacob Haugaard.

Foreningen havde en stor medlemsskare, idet alle som ikke udtrykkeligt frasagde sig sit medlemskab, automatisk blev betragtet som medlemmer. Aktiviteterne i foreningen var dog begrænset til nogle få initiativtagere i kredsen omkring stifterne."

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Sammenslutningen_af_Bevidst_Arbejdssky_E...

Dine betragtninger er fuldstændig korrekte; det er udelukkende en politisk prioritering at behandle syge, handicappede og arbejdsløse som møtrikker i ' den aktive beskæftigelsesindsats', der ovenikøbet koster 13 milliarder kroner årligt, og som bogstaveligt talt driver folk til vanvid og i døden.

Og naturligvis handler det slet ikke om, at Danmark ikke har råd til at behandle sine besiddelsesløse ordentligt, for som du påpeger, kunne det sagtens lade sig gøre, dengang landet var mindre rigt.
Det er og bliver omfordelingen det handler om, og den siver i stigende grad opad.

At så få mennesker lader til at have opdaget, hvordan systemet egentlig fungerer, må skyldes den kollektive blindhed der også gør, at de fleste ikke ser racisme i deres baghave.
Som nu fx opstandelsen over den fulde mand i Kastrup, der overfusede en familie.

Alle var forfærdede et par dage, og den fulde mand undskyldte brødebetynget på TV.
Så var det ligesom ude af verden, og man kunne gå videre i sit eget trummerum, ganske som vanligt..

Nils Bøjden

" men også er blevet en borgerlig maskine for skyld og arbejdsetik"

Forkert. Accept af de arbejdende og deres bidrag til fællesskabet.

Gustav Alexander

jens christian jacobsen,

Jeg kan godt se din pointe ifht til det følelsesmæssige indhold, der er en del af forfatterens indlæg. Det er dog svært at se, hvordan den relativt lille del, som de patetiske udsagn udgør, skulle stille sig i modsætning til en løsning eller for den sags skyld en klassebevidst forståelse af problemstillingen. Den neoliberale formynderstat, der paternalisere over de, der behøver hjælp fra fælleskabet, er vel netop et ideologisk produkt af klassesamfundet og, navnligt, Kapitalens klassekrig mod statens borgere? Det ligger som jeg ser det som en naturlig ideologisk udstræknning af neoliberale klassevilkår, at man valorisere mennesket i kraft af dets relation til arbejdsmarkedet. Vi tingsliggøres som produkter, uden menneskelige værdier, uden andet at respekteres for end markedsværdien af vores arbejdskraft. Jeg læser måske ovenstående debatindlæg for generøst, men det ser jeg som uløselige implikationer af forfatterens syn på den neoliberale morals sejr over socialstatens daværende imperativ om alle menneskers ret og værdighed.

Nils Bøjden,

Så de arbejdsløses lidelse udgør i sig selv værdsættelsen af det arbejdende folk? Det lyder som noget ultraliberal korsfarer pjat.
Det er ikke kontanthjælpsmodtageren, der tager brødet ud af munden på SOSU assistenten, læreren eller den lille erhvervsdrivende. Det er de direktører og investorer, som dine yndlingspartier helst forgylder i skattelettelser og dereguleringer, på det arbejdende folks bekostning.

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Gustav Alexander
Analysen er din. Ikke Thorups. Min anke var over hans manglende perspektiv. Ikke dit.

Nils Bøjden

"Så de arbejdsløses lidelse udgør i sig selv værdsættelsen af det arbejdende folk"

I Danmark er det ikke en lidelse. Stort set alle arbejdsløsr får en ganske stor pose penge udleveret fra de arbejdende. Og heldigvis for det.

I modsætning til andre lande er det ikke en komplet social deroute hvis man bliver arbejdsløs i Danmark hvis man enten er forsikret via en a-kasse eller privar forsikring. Undtagen hvis man er over 65.

Eva Schwanenflügel

Jo, det er en lidelse at være arbejdsløs i Danmark, Nils Bøjden.
Endda så lidelsesfuld, at det kan ende fatalt.

Hvis ikke man er syg til at starte med risikerer man nemt at blive det i Jobcentersystemet.

Du burde læse min kommentar fra 4. Juni 09:19 I denne tråd, inden du udtaler dig imod bedre vidende.

Nils Bøjden

"Jo, det er en lidelse at være arbejdsløs i Danmark, Nils Bøjden."

Selvfølgelig er det ikke det.Det er en omvæltning fra tidligere hvis man ikke hatr forsiklret sig. Det er en omvæltning hvis man ikke mente det ville ramme en selv. Det er en omvæltning at man går fra at være i arbejde til at være arbejdssøgende.

Men Danmark er et af de bedste lande at opleve den omvæltning i sit liv i.

Eva Schwanenflügel

Det var Danmark engang, Nils Bøjden.

De tider er for længst ophørt.

Nils Bøjden

"Det var Danmark engang, Nils Bøjden.

De tider er for længst ophørt."

Nope. Livet er ikke andres ansvar. Der er dit eget ansvar

Eva Schwanenflügel

Såfremt livet udelukkende var den enkeltes ansvar, ville mennesket ikke eksistere.
Så enkelt er det.

Mennesker er sociale flokdyr, og det er gennem samarbejde, accept, tillid og den inspiration det giver os, at vi bliver kreative og mentalt sunde.

Bevares, på nuværende tidspunkt ville det nok tage os et par generationer at uddø, men vi er da ved at komme stærkt efter det..

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Såfremt livet udelukkende var den enkeltes ansvar, ville mennesket ikke eksistere."

Jeg tror at du forveksler livet og samfundet. Livet er dit ansvar, samfundet er vores fælles ansvar.

Steffen Gliese

Nils Bøjden, du lever i nogle forestillinger om mennesket og dets samfund, som videnskaben hastigt er ved at punktere. Læs f.eks. 'Det gode menneske'.