Kronik

Afghanistankrigen viser, at flere politikere bør dele ansvaret, når danskere sendes i krig

Efter 20 år må vi se tilbage på vores krigsindsats i Afghanistan som en fiasko. Men ud over at genoverveje vores forhold til USA og krigsdeltagelse bør vi også genoverveje den politiske ramme for vores krigsbeslutninger og statsministerens alt for enerådige magt, skriver professor Tim Knudsen i denne kronik
Den danske deltagelse i krigsfiaskoen skyldes to statsministres reflekser og deres sammenblanding af udenrigspolitik og indenrigspolitik. På billedet er soldater fra den danske bataljon i Camp Sandford i 2008 ved at gøre sig klar til at tage på patrulje.

Den danske deltagelse i krigsfiaskoen skyldes to statsministres reflekser og deres sammenblanding af udenrigspolitik og indenrigspolitik. På billedet er soldater fra den danske bataljon i Camp Sandford i 2008 ved at gøre sig klar til at tage på patrulje.

Henrik Kastenskov

Debat
16. juli 2021

Amerikanerne er efter tyve års krig på vej ud af Afghanistan. I alt har cirka 12.000 danske soldater deltaget. 37 er faldet, og yderligere syv er døde af følger fra krigen. Hundredvis er fysisk og psykisk medtaget. De og deres familier er belastet for livet.

Taleban har med velkendt nådesløshed taget kontrol over nye områder. Den afghanske regering kan kollapse. De afghanere, som stolede på Vesten, venter i rædsel på deres skæbne.

Den danske deltagelse i krigsfiaskoen skyldes to statsministres reflekser og deres sammenblanding af udenrigspolitik og indenrigspolitik. Den upopulære Poul Nyrup Rasmussen spejdede i 2001 efter en lejlighed til at vende et truende kommende valgnederlag til en sejr. Så kom chokket den 11. september, hvor terrorister med kaprede fly angreb USA. Nyrup udstedte buldrende erklæringer om at stå »last og brast« og »skulder ved skulder« med USA. Det var en blankocheck om at støtte USA ’all the way’. Uanset hvad det var for en vej, USA ville følge, og før nogen vidste, hvem der stod bag angrebet.

Enevældig machomand

Marianne Jelved, dengang leder af De Radikale og økonomiminister, har om Nyrups bragesnak senere sagt: »Han havde sagt noget, som både Mogens (Lykketoft, daværende udenrigsminster) og jeg syntes var liiige en drejning mere, end det var behageligt.« År senere udtalte Nyrup i sin naive selvheroiserende stil: »Du kan ikke sige, som nogle mente, jeg burde have sagt: Vi er med jer ... måske ikke hele vejen, for måske opstår der noget, vi ikke kan lide. Nej. Der må en statsminister tage ansvar på sig.«

Ja, det må en statsminister, hvis han tror, at han er en machomand og den enevældige personifikation af Danmark. Men Nyrup ville ikke forklare sig, da der senere skulle foretages en uvildig udredning af beslutningsforløbet. Til trods for, at udredningen var bestilt af Folketinget, og at det var respektløst for de faldne. Her tog Nyrup ikke ansvar.

I begyndelsen af oktober 2001 stod det klart, at al-Qaeda stod bag angrebet. Den amerikanske præsident G.W. Bush erklærede krig mod al-Qaeda og Taleban-styret, og den 7. oktober angreb amerikanerne støttet af briterne.

Det var ikke en NATO-krig, så den danske deltagelse måtte aftales bilateralt med USA. Men udenrigsminister Mogens Lykketoft foretrak en multilateral linje. Han mente, at man kun skulle sende en mindre fredsbevarende styrke til den afghanske hovedstad Kabul.

Ifølge Jesper Helsø, den daværende chef for forsvarsstaben, blev Lykketoft under et møde den 18. september »pisket på plads af Nyrup.« Jan Trøjborg (S), der for en tid var forsvarsminister, har bekræftet, at uenighederne i Socialdemokratiet var ekstreme. Også Fogh noterede sig uenigheder mellem Nyrup og Lykketoft.

Humanitær ’garniture’

I anden sammenhæng har Lykketoft tilkendegivet, at han opfattede udenrigsministeren som statsministerens selvfølgelige underordnede. Denne fortolkning af udenrigsministerrollen kunne dog ikke fritage ham for ansvar. Tværtimod ville udenrigsministeren blive hovedansvarlig, når de nødvendige forslag skulle fremlægges i Folketinget. Men Lykketoft (og Marianne Jelved) underkastede sig en ukyndig statsministers vilje.

Lykketoft mente, at Danmark skulle indgå i en multilateral genopbygning af Afghanistan. Han ønskede derimod ikke at sende danske specialstyrker. Men det, som Lykketoft opfattede som væsentlig humanitær indsats, blev af Nyrups efterfølger Anders Fogh Rasmussen betragtet som ’garniture’ til den militære indsats. Specialstyrker blev det centrale element i den danske indsats.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister den 27. november, var det vigtigt for ham at vise, at Danmark var parat til at gå med USA ’hele vejen’. Mod sædvane introducerede Fogh – ikke udenrigsministeren – selv sagen i Udenrigspolitisk Nævn. Han overlod dog det humanitære til udenrigsministeren og det militærtekniske til forsvarsministeren.

For Anders Fogh Rasmussen drejede det sig om »solidaritet med USA«. Danmark skulle ikke »sejle under bekvemmelighedsflag« og overlade det til andre at slås for frihed og fred.

Et flertal i Folketinget besluttede den 14. december 2001 at stille dansk militær til rådighed for den amerikanskledede koalition, som ville nedkæmpe al-Qaeda og Taleban. VK-regeringen understregede, at den fulgte den forrige regerings linje (det vil sige Poul Nyrup Rasmussens linje). SF, Enhedslisten og to medlemmer af Socialdemokratiet stemte imod.

Ny tradition for småstater

I 2006 blev 290 soldater sendt til det farligste område i Afghanistan, Helmandprovinsen. 36 danske soldater faldt fra august 2006 til januar 2011. I efteråret 2007 sendte Danmark tropper i forreste linje. I en meningsmåling den 22. juli 2010 ønskede 62 procent af befolkningen en slutdato på det danske militære engagement. Den generelle opbakning til krigen var i august 2010 faldet til 32 procent. I oktober 2010 forlod de danske soldater et område, der havde kostet 23 døde at erobre. Den 22. februar 2011 aftalte VK-regeringen under Lars Løkke Rasmussens ledelse med en række partier at omlægge den danske indsats til øget uddannelse og rådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker. Målet med den danske indsats gik fra at udvikle det afghanske samfund til at udvikle det afghanske militær.

På spørgsmålet om krigen blev tabt, har lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen præcist udtalt:

»Det oprindelige mål var at fjerne al-Qaeda og Osama bin Laden, og Osama bin Laden er død, og al-Qaeda eksisterer ikke længere i den (oprindelige) form, så på den måde er det lykkedes. Men den efterfølgende plan om at lave et stabilt, demokratisk Afghanistan, hvor piger kan gå i skole, og hvor der ikke er krig og uro, det mislykkedes.«

Danmark ofrede i Afghanistan uden større diskussion en lang udenrigspolitisk tradition for at fremme en international retsorden, hvor småstater som de nordiske har særlige muligheder for aktivt og systematisk at søge diplomatiske og ikkemilitære løsninger på internationale konflikter. Der blev lagt spor ud til nye afvigelser fra denne tradition og nye ulykker i Irak.

Brug for krigskabinet

De danske statsministre ville i krig for at stå sig godt med USA. Poul Nyrup Rasmussen ville også vende et truende valgnederlag til sejr. Og for Anders Fogh Rasmussen var krigsdeltagelse en vej til at opdrage danskerne til kamp for friheden. Det måtte så koste danske og afghanske menneskeliv. Fogh forklarede den 11. september 2006, at det var vigtigt at få Danmark ud af »den småstatsmentalitet om at leve stille og ubemærket (og) foregive at være neutral.«

Men er det mindre småstatsagtig at tilnærme sig at være en marionetagtig delstat nr. 51 i USA? Efter notoriske løgnhalse som Donald Trump og den netop afdøde forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, som af partifællen John McCain blev benævnt den ringeste forsvarsminister nogensinde i USA, burde Danmark lære at tage selvstændig stilling. Statsministerembedet har fået for megen magt til alene at sætte kursen i krigstilfælde. Statsministre er i øvrigt mest optaget af danske forhold og har sjældent stor viden om historie og internationale forhold. Man burde lægge en ny ramme for store krigs- og krisebeslutninger. Det kunne gøres ved en fornyelse af den forældede danske ministeransvarlighedslov fra 1964. Således at fra fem til syv ministre udtrykkeligt gøres ansvarlige. Forbilledet kunne være det britiske krigskabinet på fem medlemmer, der i 1940 traf (verdenshistoriske) krigsbeslutninger. På en langt mere diskuterende og analytisk måde end i Danmark i 2001. Og unægtelig med mere velgørende resultater for menneskeheden.

Tim Knudsen er professor i statskundskab og forfatter til bøgerne ’Statsministeren’ bind 1-5.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Tak for en god orientering, over alle disse ulykker, der kunde være undgået.

Pietro Cini, Henrik Stig Møller, Torben Skov, Søren Kristensen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Damm Sørensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Hanne Ribens, Steen Obel, Annette Chronstedt, Ib Christensen, Rolf Andersen, erik pedersen, Jan Nielsen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Anders Fogh Rasmussens politik var et kynisk element i hans personlige karriere planlægning. Han fremstilles tit fejlagtigt som bannerfører i kampen for fred og frihed.
Hans mål med at omgøre dansk udenrigspolitik fra diplomati og fredsbevarende styrker til krigsaktivistisk halehæng til USA handlede om hans brændende ønske om en toppost i Nato. Bemærk hvordan han behændigt skiftede kurs omkring forsvaret for den kurdiske radiokanal da Tyrkiet truede med at afvise ham som mulig kandidat til posten som generalsekretær i Nato. Manden er krigsforbryder og et af de mest skræmmende eksempler på kynisk magtpolitik i moderne dansk politik.

Morten Hansen, Gunhild Isfeldt, Hallberg Borg, Henrik Stig Møller, Torben Skov, Jacob Mathiasen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Liselotte Paulsen, Dan D. Jensen, Espen Bøgh, Morten Kjeldgaard, Eva Schwanenflügel, Jesper Sano Højdal, erik pedersen, Hanne Ribens, Palle Jensen, John Andersen, Steen Obel, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, Gitte Loeyche, Annette Chronstedt, Christian De Coninck Lucas og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Fratag politikerne angrebsretten.

Jeg er af den opfattelse, at vi bør ændre Grundlovens § 19 og fratage folketinget retten til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker – ikke af kriminelle terrorister.

Med en sådan begrænsning af politikernes uindskrænkede ret i spørgsmålet, havde vi undgået mange ulykker og vigtigst – ikke pustet til ilden i andres pågående konflikter.

Hallberg Borg, lars pedersen, Anina Weber, kjeld hougaard, Erik Karlsen, erik pedersen, John Andersen, Annette Chronstedt og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

Han gjorde det for sig selv, ikke for frihed, demokrati eller fremskridt, men for at behage sine militær industrielle "benefactors" i DC. Han sendte danske soldater direkte i døden for en løgn.

Dick Cheney lavede over 30 milliarder dollars på "war on terror" via sit firma KBR og det er den slags mennesker Anders Fogh Rasmussen har arbejdet fordækt med i årtier.

Hallberg Borg, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Liselotte Paulsen, Erik Karlsen, Espen Bøgh, Morten Kjeldgaard, John Damm Sørensen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, John Andersen, Anders Graae, Ib Christensen, Arne Albatros Olsen og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Der var jo også et arbejde med at sejle amarikansk militært grej til Mellemøsten som helst skulle håndteres af danske rederier og skibe. Så var vi jo nødt til at være med!

Espen Bøgh, erik pedersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ove Skildal Nielsen

Da vi gik ind i Afghanistan, sad vi en flok arbejdsmænd i nogle frokostpauser og diskuterede det.
Vi var ikke glade for det, men var generelt enige om at USA havde været udsat for et angreb, og ville vi have hjælp fra USA , så måtte vi også hjælpe dem.

Vi var enige om, at det ville blive langvarigt, for de britiske erfaringer fra 1878 til 1918 viste, at det tog tid.
De samme erfaringer viste, at militær magt ikke kunne gøre det alene, der skulle også en gigantisk samfundsopbygning til, som ville blive langt dyrere end det militære engagement, og som ville tage tid, fordi det vat tænkemåden hos et folk, der skulle ændres.
Vi regnede med halvtreds år.

Militært skulle der være samme overvægt, som de allierede besættelsestropper havde haft i Tyskland efter anden verdenskrig, besættelsestropperne skulle altså udgøre mindst 5 % af den Afghanske befolkning, altså ca. en million soldater.

Kunne vi ikke gøre dette, så skulle vi holde os væk.

I bagklogskabens klare lys kan jeg idag se, at vi kun tog fejl på ET væsentligt punkt.
Vi burde have sagt, at vi skulle være militært og ideologisk til stede i mindst 80 år i stedet for de 50 år, som vi havde regnet med.

Når vi som en flok arbejdsmænd, hvoraf de bedst uddannede havde gået 10 år i skole, kunne se dette fra begyndelsen, hvorfor var der så ikke nogle af de kloge hoveder, som kunne se det?

Miklôs Tōtfalusi, Hallberg Borg, Torben Skov, Henrik Günther, Søren Kristensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Liselotte Paulsen, Erik Karlsen, Jacob Nielsen, John Damm Sørensen, Kjeld Pedersen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Daniel Joelsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Hvad var formålet med at erklære Afghanistan krig? Hvad skulle vi opnå? Hvilket budget var der lagt? Hvad var succeskriterierne? - Og hvad var exitstrategi ?

Ethvert firma ville stille sig disse spørgsmål og måske endda flere. Hvad stillede den danske regering af krav/spørgsmål? Eller lod man bare dem med striber på skuldrene få frit spil til trompetspil fra den frie danske presse?

Eva Schwanenflügel, John Andersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Fint at få Nyrups rolle belyst....og Lykketofts.

Omkostningerne ved den flygtningestrøm vores militære angreb satte i gang, både for os som modvilligt modtagerland, og så selvfølgelig for den enkelte flygtning, tales der sjældent om, når regnestykket skal føres op om det var en god idé, at lægge os i slipstrømmen af USAs krige i Afghanistan og Irak.

Hallberg Borg, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, John Andersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Deltagelsen i de amerikanske krige var en tak til amerikanerne for at befrie Europa. Og så var motivet også at gøre op med fodnotepolitikken, altså at tone rent flag. Gevinsten for regeringen, og for så vidt også folketinget, var at NATO-møderne, der bl.a. omhandler de enkelte landes bìdrag, herunder den manglende 2% målsætningen, gik meget nemmere for Danmarks vedkommende. Og denne politiske valuta, der blev betalt af døde og sårede unge (primært) mænd, blev omsat til nogle voldsomme nedskæringer i budgettet, og den resterende del, kunne så bruges til egnsudvikling i udkantsdanmark. Det lider forsvaret stadig af, og derfor er vores sikkerhed parkeret i, om der er velvilje fra amerikanerne til at forsvare os, for vi kan ikke længere selv, på trods af vores velstand. Der skal mere end en markeringsstyrke, eller milits om man vil, til at forsvare landet.

Den perspektivering som udlægges fra Peter Viggo Jakobsen, er jeg ikke helt enig i, det skal nok ses i et lidt andet lys.

Al-Qaeda var et gammelt ønske om et opgør, og Osama bin Laden var ren hævn for 9/11, og det havde intet med støtten til Kabuls regering(Hamid Karzai) at gøre, der ganske vist var særdeles presset af Taleban, - ikke mindst i form af een af regeringens støtter, krigsherren Dostum i en nordlig region til Kabul, var ved at blive overrendt af taleban styrker.

Taleban m.fl. har intet politisk ellermilitært udenfor egne(Afghanistan) grænser, det handler alene om selvbestemmelse i "eget hus", og det er da heller ikke set siden dengang i 1800 tallet da England blev smidt på porten - noget så eftertrykkeligt.

Amerika ville vel egentlig slet ikke krigen i Afghanistan, - muligheden for såvel hævnen mod Osama Bin Laden, og ønsket om et opgør med Al Qaeda betød man kunne slå 3 fluer med et smæk, - indflydelse i regionen.

Fundamentalt betød det alverden af man først fik nedkæmpetTalebans omringning af krigsherren Dostum, og det klarede man på mindre end 3 måneder, med sin Herkules fly med 105 mm. haubitzer kanoner ombord, som beskød Talebans stillinger, så de flygtede.

Amerika blev hængende fordi man gerne ville fange Osama Bin Laden, og samtidig tage et opgør med AL Qaeda og deres træningslejre, hvor det sidste rimeligt hurtigt var overstået, og så var der kun Osama Bin Laden tilbage, som de ikke kunne finde.

Det endte lidt på samme måde både i Afghanistan og Irakkrigen,, med at "halen logrede med hunden", og det blev så også koalitionens medlemmer ramt af.

Drømmen om en "Shake and baked colony" i demokratisk lys var blot en idiotisk tanke, som fornuftige mennesker hurtigt lod forstå ikke var nogen farbar vej, uandet hvor meget eller hvor lang tid man ville blive i Afghanistan, - og det komogså til at gælde i Irak. - Der var ingen " heart and minds" for det tankespind.

Korruptionen i såvel Afghanistan og Irak blev dårskaben symbol på tosserierne for såvel de deltagende landes tro og medløben på den tåbelige tro på en lynhurtig demokratiserings udvikling.

I Afghanistan var der ingen politisk understøttet infrastruktur med militær, politi, retsvæsen m.m., og heller ikke den fysiske infrastruktur med el, vand, renovation osv., osv. som kunne medvirke til en demokratiseringsproces.

I Irak besluttede den daværende amerikanske administrator, Paul Bremmer at afskedige såvel alle i hæren og i politiet, - men amerikanske soldater kunne ikke udfylde disse opgaver, - og hvor går folk hen når de ikke længere har deres faste arbejde og indtægt til at forsørge deres familie?

- De vandrer selvfølgelig over og arbejder for at få smidt amerikanerne ud af deres land(!), - så enkelt er det, og det blev resultatet,

Da general Petreaus overtog ledelsen af operationerne i Irak var han målløs over afskedigelserne, - for hvem skulle holde orden i gaderne, når allepolitifolkene var blevet afskediget, og som Petreaus så rigtigt bemærkede, - mange af dem elskede nok ikke Saddam Hussein så højt alligevel. - Men skaden var jo sket.

Disse politiske administratorer som Amerika så gerne vil have, har kun den ideologi som den politiske ledelse har, og i øvrigt reagerer som virksomhedsledere, og det kan ikke bruges i den sammenhæng.

Tilbage var så alle de mange rarepenge(dollar mia.) som flød i forbindelse med Amerikas tilstedeværelse i landene, - og skam tag som ikke indså muligheden for rigdom ad korruptionens vej, og benyttede den, og lod ideologi være ideologi - op i revyen med den.

Ove Skildal Nielsen, 16. juli, 2021 - 11:16

Efter historielæringen fra dengang, havde man 100års krige, men sådan er det ikke mere, - nu om dage arbejder man med "Shake and baked colony" indenfor en megetkort tidshorisont - 2 - 5 år.

De dumme og tabte krige varer længere, men når nu alle landets borgere gern vil med ud og blive helte for Amerika, - så hvorfor ikke give dem den mulighed, og især når de samtidig - "har så meget at takke Amerika for", - hvad det så end er?

kjeld hougaard

Afghanistan: Sket er sket. Men i morgen? Ingen folkelige protester mod danskeres krig i Afrika, det er ikke et politiskproblem = danskere kan godt li at vise muskler, Anders Fog, med flere er en elite det danske folk vil ha som ledere! Jeg tror mig kunne huske synspunktet, at vi træner den danske hær i krig, nu skyder vi afrikaner er billigt.

Ib Christensen

Politikerne lyver os i krig, og bruger vores skattekroner på at slå folk ihjel på en løgn. Og de politikere får stadig stemmer.
Men prøv at lukke værtshusene tidligere, så er danskerne klar til at demonstrere.

Man kan undre sig over prioriteringerne her i landet.

Peter Wulff, Espen Bøgh, lars pedersen, Stig Bøg og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Et flertal i Folketinget besluttede den 14. december 2001 at stille dansk militær til rådighed for den amerikanskledede koalition, som ville nedkæmpe al-Qaeda og Taleban.
Altså et flertal, ikke nogen enkelt person, men et flertal af vore repræsentanter, dine og mine - det demokratiske Danmark, som går under fællesbetegnelsen: vi, og derfor bliver regnestykket:
Vi besluttede den 14. december 2001 at stille dansk militær til rådighed for den amerikanskledede koalition, som ville nedkæmpe al-Qaeda og Taleban.
Og i dag kender vi så de foreløbige resultater af den beslutning vi traf den 14. december 2001.
Hvilket burde minde alle om at vi vælger selv hvem vi stemmer ind i Folketinget.

Jacob Nielsen

@Ib Christensen, jeg er helt enig. Det undrer nemlig også mig, hvorfor vi skal stemme om nærmest helt ligegyldige ting, men ikke om det der har afgørende for hvordan vores lands fremtid vil forme sig. Og der er intet, der som udlændingeområdet (flygtninge/indvandring) der har ændret landet så meget og for bestandigt.