Læserbrev

Det er ikke altid for det bedste at kende sin biologiske far

Josefine Palmø skriver i et debatindlæg, at anonym sæddonation burde være ulovligt. Men det er ikke kun donorbørn, der vokser op uden at kende deres biologiske far – og det er ikke altid en dårlig ting, skriver Hanne Schmidt i dette debatindlæg
Debat
22. juli 2021

Josefine Palmøs læserbrev om retten for donorbørn til at kende deres biologiske fædre fik mig til at tænke på, at der også er andre børn, som ikke kender deres genetiske ophav. Det kan for eksempel være, fordi mødrene har valgt at holde det hemmeligt.

Hvis moren vælger ikke at angive den biologiske far, idømmes hun bødestraf i henhold til lovgivningen. I familier, hvor faderen er en anden end partneren, gælder loven også, uanset at det af forståelige årsager er langt mere kompliceret.

I modsætning til disses undfangelser gælder for donorbørnene, at de er kommet til verden ud fra en nøje biologisk genetisk udvælgelse, der dog ikke har noget at gøre med mandens menneskelige kvaliteter at gøre.

I alle situationer har vi dog oftest at gøre med mænd, der ikke ønsker at have noget med børnene at gøre. Hertil bør man måske spørge sig selv, til hvad man skal bruge en sådan far. En far, der ikke gider interessere sig for hverken moderens eller barnets trivsel, er efter min mening ikke værd at samle på.

Det er i hvert fald min egen erfaring med en selvforsørgende enlig mor. I forhold til fædres adfærd i 50’erne, var jeg da lykkelig over, at vi ikke havde sådan en hjemme hos os.

Kvinden tager imidlertid et aktivt valg med sin hemmelighedsgørelse, og for mig udgør et forbud mod anonyme fædre et dilemma, der kan sammenlignes med kvindens valg af abort.

Ved at man allerede fra undfangelsen insisterer på at lovgive for det ufødte barns rettigheder fremfor kvindens, fornægter man jo kvindens eget personlige valg, og det er da vand på abortmodstandernes mølle.

Lovgivningen handler dog heller ikke kun om børnenes ret til at kende deres fædrene ophav, men skal også ses i sammenhæng med de børnepenge, staten kan kradse ind i forhold til statens udgifter til enlige mødre.

At faderanonymitet i dag for andre end sæddonorer er ulovligt, indebærer ofte problemer for de kvinder, der befrugtes på normal vis, og som hver især har deres gode grunde til at holde ophavet hemmeligt.

Det eneste vi som børn af disse kvinder kan gøre, er på et tidspunkt at opfordre dem til at forklare årsagerne og så acceptere deres valg. Et valg, som helt sikkert var overvejet nøje og formentlig var for det bedste.

Hanne Schmidt er selv ’faderløs’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Hansen

Stakkels faderløse barn. Eller moderløse barn. Også dem i 50'erne, som ikke var værd at samle på, fædre som mødre.
Omend sæddonor-fædre eller ukendte-fædre angiveligt ikke ønsker at have noget med barnet at gøre, er det stadig barnets etiske ret at kende sit ophav. En far er en far, som en mor er en mor, uanset de tekniske omstændigheder for undfangelsen.
Det forekommet mig ejendommeligt, at barnet i tilfældet af sæddonar ikke har samme rettighed til at kende faderes identitet som i tilfældet af en hemmeligholdt far.

Ole Falstoft

'som hver især har deres gode grunde til at holde ophavet hemmeligt'
ja f.eks. overfor deres godtroende ægtemænd