Kronik

Det betyder noget, hvem der sidder i regering. Det kan forhåbentlig mærkes på socialområdet

Ofte lyder det, at der ikke er forskel på, hvem der sidder i regering. Men der er forskel i socialpolitikken. Og den forskel håber jeg, at alle danskerne kan mærke, skriver social- og ældreminister Astrid Krag i denne kronik
Astrid Krag ved præsentationen af udspillet ’Børnene først’ i januar 2021. At udsathed stadig ofte går i arv, er den største uretfærdighed, der findes, skriver social- og ældreministeren i denne kronik.

Astrid Krag ved præsentationen af udspillet ’Børnene først’ i januar 2021. At udsathed stadig ofte går i arv, er den største uretfærdighed, der findes, skriver social- og ældreministeren i denne kronik.

Mads Claus Rasmussen

Debat
22. juli 2021

Forleden var det to år siden, at Socialdemokratiet kunne danne regering efter et folketingsvalg, hvor danskerne stemte på en ny retning for Danmark. Og ikke mindst på en ny retning for vores velfærd.

Hvordan håber jeg så, at danskerne her to år efter kan mærke, at vi har fået en ny regering?

Det vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad angår ét af de områder, jeg som minister har ansvaret for, nemlig socialområdet.

Vi kommer ikke udenom, at det seneste år har været præget af coronakrisen – og derfor har regeringens arbejde selvfølgelig også været det. 

I Danmark er vi kommet godt igennem krisen. Det er lykkedes os i fællesskab at redde liv. Også økonomisk står vi et meget bedre sted end mange andre lande. 

Vi har beskyttet de ældre, de socialt udsatte og andre sårbare borgere med i alt 21 hjælpepakker på social- og ældreområdet, der især har bekæmpet ensomhed og isolation i tæt samarbejde med både kommuner og civilsamfund.

Corona har fyldt meget, men på trods af det er vi er kommet i mål med mange gode ting, også på socialområdet.

Vi skal bryde mønstrene

For mig som socialdemokrat handler socialpolitikken om at skabe trygge liv for alle. Alle danskere skal trygt kunne regne med at få den nødvendige hjælp og støtte fra vores fællesskab, hvis man fra fødslen har fået dårligere kort på hånden, eller man senere slår sig på livet.

Nøgleordene i regeringens socialpolitik er et stærkt fællesskab og strukturelle forandringer, der forbedrer vilkårene for de sårbare og udsatte i vores samfund. Det er ikke nok at tro, at den enkelte er sin egen lykkes smed, der skal ’tage sig sammen’, eller gribe ud efter et midlertidigt socialpolitisk projekt, som i høj grad kendetegnede socialpolitikken under satspuljen.

Det handler om at skabe mere social retfærdighed i vores samfund. Ikke blot hylde mønsterbryderne, men bryde med de mønstre, der betyder, at man stadig for mange børns vedkommende kan forudsige, hvordan det kommer til at gå dem i livet blot ved at se på deres forældre. At udsathed stadig alt for ofte går i arv, er i mine øjne den største uretfærdighed, der findes.

Løsningen er at styrke det velfærdssamfund, vi har bygget igennem generationer. Stadig flere har fået muligheder, som deres forældre og bedsteforældre ikke havde. Men vi må også erkende, at vores velfærdssamfund ikke er perfekt.

Der er huller i vores velfærdssystem, som udsatte og sårbare mennesker falder igennem.

Antallet af hjemløse er steget over de seneste 10 år, ser man bort fra et lille fald blandt de unge hjemløse i sidste hjemløsetælling.

Mennesker med handicap får ikke altid den hjælp, de føler, er nødvendig for at leve trygge liv. Derfor ender de for ofte på sidelinjen uden uddannelse eller beskæftigelse og med ringere livskvalitet end befolkningen generelt.

Alt for mange børn bliver fortsat udsat for svigt og vokser op uden de samme muligheder som deres klassekammerater

Det begynder med børnene

Selv om vi nu skriver 2021, findes der altså stadig social uretfærdighed i Danmark. Vi har som samfund aldrig været rigere. Men mens udviklingen buldrer derudad på visse områder, bliver dele af befolkningen efterladt tilbage.

For en socialdemokratisk regering begynder arbejdet med at skabe social retfærdighed med børnene. Det er som oftest i barndommen, at kimen til sociale problemer bliver lagt, men det er også her, vi tidligt kan bryde mønstrene.

Jeg er derfor utroligt glad for og stolt over, at vi har landet en stor og bred reform – Børnene først’ – der skal sikre svigtede børn bedre hjælp i rette tid. Vi giver landets udsatte børn en stærkere stemme og flere rettigheder. Og vi sikrer anbragte børn og unge færre skift og langt mere stabilitet i deres opvækst.

Det håber jeg, at de kommer til at kunne mærke.

Som statsministeren sagde i sin nytårstale sidste år: Det vigtigste for et lille barn er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Det er afgørende for, at barnet trives og får et godt afsæt til voksenlivet.

’Børnene først’ er i mine øjne det største socialpolitiske fremskridt i nyere tid. Med reformen tager vi grundlæggende fat på problemerne og ændrer systemet og loven, så vi sætter børnene først. Vi løfter området permanent og afsætter to milliarder kroner de næste tre år og over 700 millioner kroner fast hvert år fremover, så kommunerne bedre kan løfte den vigtige opgave, det er at sikre den rette hjælp til alle børn.

Det er en stor og markant ambition at ville give alle børn retten til et trygt hjem. Vi løser ikke alle problemer på en gang med ’Børnene først’. Men reformen skaber strukturelle og kulturelle forandringer.

Vi har også taget andre vigtige skridt i socialpolitikken de seneste to år: et historisk løft i støtten til ofre for partnervold. Gratis tandpleje til de socialt udsatte. På handicapområdet har vi afsat penge til flere borgerrådgivere, sikret mere støtte til pårørende, indført ret til rimelig tilpasning og lavet lovgivning om bedre overgang til voksenlivet.

De mange tiltag skyldes ikke mindst, at regeringen også har partier omkring sig, som rent faktisk prioriterer de mest udsatte og socialpolitikken i tiden efter satspuljen. Herfra et stort tak til Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet for store ambitioner og tæt samarbejde.

Regeringen har fra dag ét haft det som mål at genoprette velfærden – efter at borgerlige regeringer har underfinansieret den.

Vi har lovet, at pengene skal følge med, når der kommer flere børn og ældre. Det har vi leveret på.

Med de sidste tre års økonomiaftaler har regeringen løftet kommunernes økonomi med mere end de foregående ti års økonomiaftaler tilsammen. Og tallene viser, at når vi løfter velfærdsøkonomien, kommer det også socialområdet til gavn.

Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen, og alle problemer er ikke løst. Men det er en markant økonomisk prioritering, som vi bruger ganske mange skattekroner på.

Den bedste hjælp til udsatte er et stærkt velfærdssamfund. Og det er i vores fælles velfærdsinstitutioner – vuggestuer, børnehaver, skoler – med kompetente og kærlige voksne, at vi kan udjævne ulige vilkår i opvæksten.

Nu skal vi i gang med at tage de næste store socialpolitiske skridt mod et Danmark, der er endnu mere retfærdigt.

Vi er ikke i mål

Et vigtigt mål for regeringen er at komme hjemløsheden til livs. I dag lever 6.431 mennesker i Danmark som hjemløse. Det er ikke rimeligt i et rigt samfund som vores. Vi skal bruge de metoder, som vi ved virker. Det er Housing First, hvor udsatte mennesker får både en bolig og den rette støtte til at klare tilværelsen.

Forude venter også det vigtige arbejde med at sikre den rigtige hjælp til mennesker med handicap. Siden VKO’s kommunalreform har der været en udbredt bekymring for afspecialisering, så borgere ikke får den rigtige hjælp fra start.

Socialdemokratiet gik derfor til valg på at indføre en specialeplanlægning på socialområdet inspireret af modellen på sundhedsområdet. Det arbejde er vi nu godt i gang med. Vi har igangsat en grundig evaluering af det specialiserede socialområde, som vi til efteråret skal forhandle på baggrund af.

Det bliver et langt træk at løse udfordringerne i vores velfærdssamfund. Vi kan ikke være tilfredse endnu. Men jeg tillader mig at være stolt af de skridt, vi har taget imod et mere retfærdigt Danmark.

De resultater, der er nået på to år, viser også, at politik betyder noget. Det betyder faktisk noget, hvilket flertal der sidder med styrepinden.

Astrid Krag er social- og ældreminister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Jeg hat to ting til ministerens delvise selvros:
Ghettoloven, hvor vores system vælger at opdele mennesker i de rigtige og de forkerte og i en tid hvor der er flere hjemløse.
At rive gode boliger ned og lade private bygge i samme område efter almene boligers nedrivning hænger ikke sammen. Der bliver en kæmpe ressource spild, hvor kommuner også komme ri klemme og ja lejerne betaler selv en del af prisen.
Så nævnes danskerne, men er vore nye medborgere ikke danskere?

Marie-Christine Poncelet, Bjørn Pedersen, Dennis Tomsen, Rikke Nielsen, Inge Lehmann, Marie E. Rasmussen, uffe hellum, Kim Folke Knudsen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Rasmus Kristiansen, Christian Mondrup, Svend-Erik Runberg, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Per Klüver, Arne Albatros Olsen, Heidi Larsen, Ib Gram-Jensen, David Zennaro, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Som førtidspensionist har jeg ikke set noget som helst til al den hjælp ministeren her praler med. Ud af de mange milliarder har jeg fået 1000 kr. !!!! Jeg kunne have tænkt mig, bare midlertidigt, at få lige så meget i pension, som de hjemsendte. Jeg ville have brugt dem på tandlægebesøg, et nyt komfur (det nuværende fungerer med kun 2 plader) og alle de andre ting, man som borger på overførselsindkomst ikke har råd til. Det er muligt, at der er forskel på, hvem der sidder ved styrepinden, men jeg har ikke opdaget det endnu, og jeg er virkelig rasende over det.

Inge Lehmann, hannah bro, Kim Folke Knudsen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Rasmus Kristiansen, Svend-Erik Runberg, Arne Albatros Olsen, Viggo Okholm, Heidi Larsen, Ib Gram-Jensen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man kan sandt og sige heller ikke se de glorificerede løfter afspejlet i den famøse Ydelseskommissions rapport, hvor der blot bliver jongleret lidt rundt med de magre beløb, der er tilbage efter årtiers nedskæringer, (på Orwelsk nysprog døbt 'reformer')

Flere penge til de fattige er nødvendig politik, for at opveje den "nødvendighedens politik" Socialdemokratiet og de borgerlige har ført de sidste to dekader.

For jo, der ER fattige i Danmark, på trods af at vi er et af de rigeste lande i verden.
Og Socialdemokratiet har selv været med til at skabe den usselhed, der er resultatet.

Dennis Tomsen, Peter Hertz, Inge Lehmann, hannah bro, Lise Lotte Rahbek, Kim Folke Knudsen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Rasmus Kristiansen, erik pedersen, Ingrid Olsen, Svend-Erik Runberg, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Per Klüver, Arne Albatros Olsen, Viggo Okholm, Heidi Larsen, Ib Gram-Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Selvros er absolut en sociademokratisk spidskompetance !

Dennis Tomsen, Inge Lehmann, uffe hellum, Kim Folke Knudsen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Rasmus Kristiansen, erik pedersen, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det lyder jo godt, og jeg er kun enig i at udsatte familier skal have tidligere hjælp, især når de ønsker det. Men uden at bruge begrebet "social arv" direkte, er Astrid Krags underliggende pointe stadig at man skal "bryde mønstrene" og undgå at børn ender som deres forældre, da "man stadig for mange børns vedkommende kan forudsige, hvordan det kommer til at gå dem i livet blot ved at se på deres forældre." (citat, Astrid Krag).

Nja, det er jeg altså ikke så sikker på. Jeg er pt ved at læse "Social opdrift - Social Arv" af Morten Ejrnæs, hvor han gennemgår det forskningsmateriale som danner grundlaget for forestillingen om at børn overtager deres forældres sociale problemer. Og selvom risikoen for at overtage eller udvikle et socialt problem forøges, hvis man har forældre med sociale problemer, så er det oftere undtagelsen end reglen. Når man kigger på børnene af forældre med sociale problemer, er det mellem 4-8% som i midten af tyverne har udviklet et lignende problem.

9 ud af 10 "udsatte" børn er altså IKKE ofre for den "sociale arv" som unge og overtager IKKE forældrenes sociale problemer.

Og der er langt flere unge med forældre UDEN problemer, som selv udvikler problemer, selvom risikoen for at udvikle problemer er en anelse lavere, ifølg Ejrnæs.

I dag bruger forskerne også mest begrebet "social arv" i forbindelse med manglende social mobilitet, da unge er tilbøjelige til at "arve" deres forældres uddannelses-niveau, og når man læser Niels Plougs (førende forsker indenfor social arv gennem 20 år) forskning om social arv, så formår han alligevel at kæde manglende social mobilitet sammen med forældrenes manglende investeringer i barnet, selvom de også understreger at mindre forældre-investeringer ofte skyldes at forældrene har færre resourcer, især økonomisk. (Investeringer skal her opfattes som den tid forældrene bruger med barnet, men også forældrenes muligheder for at tilbyde barnet fritidsinteresser mm.). Men hans løsning er ikke at mindske uligheden, men at uddannelsessystemet skal kompenserer for forældrenes manglende investeringer.

Men er det overhovedet fair at betegne lavere uddannelse som et socialt problem, hvilket man jo indirekte gør, når man kæder det sammen med begrebet social arv?

Problemet med at bruge begrebet social arv, som Astrid Krag gør indirekte, når hun skriver at "mønstre skal brydes", er at gøre forældrene ansvarlige for den ulighed, som er den største årsag til at børn af underklassen oftere får en lavere uddannelse end børn af middel og overklassen. Det, som Ejrnæs omtaler som "chanceulighed"; at man med færre resourcer, mindre netværk og dårligere økonomi simpelthen har sværere ved at opnå højere uddannelse og status i samfundet, end ens mere priviligerede jævnaldrene.

Når man igen og igen antyder at det er forældrene som er problemet, har man en undskyldning for ikke at forbedre den (økonomiske og sociale) ulighed, som er hovedårsagen til den manglende sociale mobilitet.

Nu skimmede jeg lige socialpolitisk redegørelse 2020, som Astrid Krag linker til, og her bruges begrebet social arv hovedsageligt i forbindelse med anbragte børn, hvis forældre ofte selv har været anbragt. Og det er jo ret spøjst, for hvis den sociale arv er at overtage forældrens sociale problemer, så burde anbragte børn, som jo hovedsageligt vokser op hos andre voksne end forældrene, jo netop være de bedste til at bryde den sociale arv. Men det er dem, der klarer sig værst, og får flest sociale problemer.

Ideen med at fjerne børnene fra forældrene, og dermed bryde mønstrene (eller den sociale arv), har tilsyneladende den stik modsatte effekt. Måske fordi at teorien om at børn arver deres forældres sociale problemer beviseligt er et falsum, måske fordi at ens chanceulighed forøges markant, når man skifter skole, familie og senere ofte står uden netværk eller økonomiske ressourcer efter anbringelsens ophør.

Anbringelser er i hvert fald ikke et argument for at man hjælper udsatte børn og unge ved at "bryde mønstrene". Tvært i mod.

Der er masser af gode tanker i Astrid Krags skriv, bla.a housing first for hjemløse, men at kæde social arv sammen med f.eks voksende hjemløshed eller unges dårlige psykiske trivsel, er misvisende. Jeg er sikker på at sociale problemer som misbrug, hjemløshed, psykiske lidelser mm hænger sammen med traumer, omsorgssvigt og manglende forældre-evne, men disse risikofaktorer i barnets liv er ikke forbeholdt forældre med sociale problemer, eller forældre med lav uddannelse og en lavere indtægt. Der er tydeligvis ikke en direkte årsagssammenhæng mellem forældres problemer og unges problemer, og sociale problemer må derfor også skyldes dårlige nomeringer i institutioner, fattigdom i familien, en psykiatri som er sparet ihjel, at socialpolitik er blevet erstattet af beskæftigelsespolitik, boligpolitik, voksende ulighed, diskrimination, fattigdomsskabende ydelser, og… ja… det skyldes politiske prioriteringer.

Børn overtager meget sjældent forældres sociale problemer, og unge får sociale problemer selv om deres forældre ingen har. Selvom børn hvis forældre har sociale problemer oftere får sociale problemer, snakker vi om 8% som 25-årige, og 4% af børn hvis forældre IKKE har sociale problemer. Faktisk er ca 70% af 25-årige med sociale problemer fra hjem, hvor forældrene IKKE har sociale problemer.

Så hvad er det egentlig for nogle mønstre, vi skal bryde…?

(statistikker snubbet fra Social opdrift - social arv af Morten Ejrnæs, som baserer sine udregninger på årgang 1966, så de er lidt forældede, og tager udgangspunkt i 25-årige…)

Inge Lehmann, hannah bro, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen, Kim Folke Knudsen, Rasmus Kristiansen, René Bovien, erik pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

For at rette op på 20 års neoliberal hærgen, var det nødvendigt at regeringsmagten gik over til rød blok, men det virker ikke som om at Socialdemokratiet seriøst ønsker at fjerne de sociale nedskæringer igen. Det er nu gået to år. Sidder erhvervslivet stadigvæk med den afgørende magt på det sociale område? Er demokratiet så svækket at borgerne ikke længere har magten omkring det sociale? Kan S kun udføre lappeløsninger? Hvorfor er det sociale område stadigvæk underlagt beskæftigelsesministeriet, det til trods for at vi i årtier har talt om konsekvenserne af den beslutning, her på Informations kommentarfelt?

"Det betyder noget, hvem der sidder i regering, det kan forhåbentlig mærkes på socialområdet." Øh, nej, jeg kan ikke føle noget overhovedet, ikke en eneste krone er faldet ned i min lomme. Det er på tide at afkræve Socialdemokratiet et svar: Ønsker S at fjerne fattigdommen igen, eller ligger magten, der afgør at der skal være fattigdom, ligger afgørelserne på det sociale hos de få rige i toppen af samfundet, hos overklassen?

Vi skal bryde mønstrene. Derfor skal vi have jaget de fleste af akademikerne ud af Folketinget, de udgør i øjeblikket flertallet i salen, på trods af at de kun er 8 % af befolkningen. Tyve procent af Folketinget skal være fra underklassen, ellers hedder det ikke det repræsentative demokrati. Hvis magten ikke overføres til alle samfundsgrupper repræsentativt, fortsætter uligheden med at stige, lige som den har gjort i fyrre år. Demokratiet bliver altid kvalt oppefra.

Vi ser at S maler med den røde maling alle vegne, men når det kommer til stykket gør de intet for at fjerne fattigdommen. Mette Frederiksen har udtalt sig om at hun ikke engang anerkender præmissen om fattigdom i Danmark. 250.000 mennesker i Danmark lever under den fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik bruger til afrapportering til FN om fattigdom. Det er ikke nok at bremse de konstante sociale nedskæringer, reformerne. Det er også nødvendigt at fjerne alle 62 sociale nedskæringer, der blev gennemført i de sidste tyve år.

Ja corona skete, men en regering burde have skiftet ledelsesform. Regeringen har ansvaret for hele landet, ikke bare for erhvervslivet og deres medarbejdere. Her i ligger det fatale svigt. Danmark har rekord antal lønmodtagere i øjeblikket 2,8 millioner personer. Det er 48 % af befolkningen. Der er praktisk talt ikke andre lande som har en større andel af befolkningen ude på arbejdsmarkedet. Dvs. at regeringen kun arbejder for under halvdelen af befolkningen. Under coronatiden gav regeringen 767 mia. kr. til erhvervslivet i kontanthjælp under corona, men kun to mia. til underklassen. Der er sandelig forskel på folk. Vi udgør 20 % af befolkningen, virksomhedsejerne udgør få procenter.

Vi ved at virksomhederne havde 1484 mia. kr. i banken før bankerne begyndte at kræve negativ-rente-gebyrer. Med andre ord kunne erhvervslivet klare hele coronakrisen selv. De 1484 mia. blev flyttet over i aktier, det er hele pointen i at kræve gebyrer for indsatte penge over 100.000 kr; det handler om at booste de aktier som bankerne har satset på, over et år steg aktierne med 33 %. Hele meningen med at opkræve gebyrer på indsatte penge er at flytte pengene over til investeringer. Derved stiger bankernes aktier.

Efter corona skulle der sættes gang i forbruget igen, derfor anbefalede eksperterne at give helikopterpengene til underklassen, som er de eneste der ikke har råd til at sætte pengene i opsparing. Der skulle sættes gang i samfundshjulene, hvilket er en anden måde at sige at pengene skulle havne hos virksomhederne. Men i stedet for besluttede regeringen at udbetale feriepenge til kun halvdelen af borgerne. Helikopterpengene til underklassen blev i stedet for til feriepenge, 108 mia. kr. til de 48 % af befolkningen som er i arbejde. "Det er klart, at tiltaget med feriepengene kræver, at man tror, at folk vil gå ud og bruge pengene." Mange af pengene førte i stedet for til at gældsramte boligejere trak salgsskiltene ind, og således steg boligpriserne til nye højder.

Det almennyttige system nedrives og det er ikke længere muligt for os af få en lejebolig i de store, rige byer. Der er nu 58 flere almene foreninger hvor vi ikke må flytte ind, det har Folketinget lovgivet om. Politikerne har lavet love som bevirker at vi rykker ned som nr. 500 på listen til en almen bolig, selv om vi var nr. et. Middelklassen skal overtage det sociale boligsystem. Selv om middelklassen og overklassen kun udgør 40 % af befolkningen, er det dem som har overtaget det repræsentative folketing. Vi bliver presset ud til de fattigere kommuner, og kommunerne gør alt for at tiltrække de ressourcestærke. Det kaldes apartheid.

Det almennyttige system blev skabt for at underklassen også skulle have en chance for en rimelig bolig. Det har vi ikke mere. Hver gang vi søger efter en bolig, finder vi ud af at det kun er muligt at finde en i de fattigere kommuner. Der skal bygges billige boliger på 90+ m2 og til en leje af 4-6000 kr. og de skal forbeholdes de fattige. Dette kræver et nyt almennyttigt system. Spekulanterne skal fjernes fra boligområdet generelt, kun staten kan gennemføre denne politik.

De rige banker, fonde og udenlandske stopspekulanter er rykket ind og har fjernet de boliger, som vi kan betale, og de nye boliger koster en formue. I mange områder er det helt umuligt at få en lejebolig. Politikerne begunstiger spekulanterne og de private udlejere og fører krig mod hele det almene system. For at dem med overskud af formuer kan tjene endnu flere penge, skal et stort antal mennesker nu flyttes. I Københavns Kommune er der simpelthen for få almene boliger til familier, og efterspørgslen er så stor, at huslejen ryger op i top. Dette er endnu en fattiggørelse af bunden af samfundet og en begunstigelse af den højere middelklasse og op.

Dennis Tomsen, Arne Albatros Olsen, Inge Lehmann, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Susanne Kaspersen, Rasmus Kristiansen, erik pedersen, David Adam og David Zennaro anbefalede denne kommentar
René Bovien

Når nu socialpolitikken de sidste 20 år er blevet omdannet til beskæftigelsespolitik, kunne man så forestille sig at os der arbejder i beskæftigelsessystemet, fik mulighed for at medvirke til afhjælpning af andre sociale udfordringer. Jeg har som jobrådgiver oplevet mange der har andre udfordringer end ledighed, men jeg har ikke er råderum der gør at jeg kan hjælpe. Jeg kan udelukkende varetage det beskæftigelsesrettede, og det bliver altså bare svært når alt det andet tager den lediges energi, fordi økonomi, børn og fysiske/psykiske udfordringer fylder 90% af hverdagen. Og de borgere falder ned mellem to eller tre stole, hvor ingen har mulighed for at hjælpe fordi de ikke passer ind i lovgivningens rammer.
Jeg mindes en tidligere statsministers ord: kunne vi ikke gøre det lidt bedre?

Arne Albatros Olsen, Inge Lehmann, Marie E. Rasmussen, hannah bro, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen, Kim Folke Knudsen, Ebbe Overbye og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@ De Skinhellige Røde

SF har meget travlt med at skose Det Radikale Venstre for dagpengeforringelserne. Fair nok.

Men nu er SF parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, som har travlt med at pudse glorien og gøre sig til tillidsmand for de svagest stillede i samfundet.

Hmm det Socialdemokrati der har accepteret et Ejendomsskatte stop som har skabt og fortsat skaber grundlaget for mere og mere ulighed mellem dem som ejer boliger og dem som ikke ejer boliger eller de unge førstegangskøbere, som er henvist til at købe en bolig langt væk fra alfarvej uden værdistigning i sigte.

Men tilbage til det skinhellige SF

SF meldte med begejstring ud, at de gerne vil hæve dagpengesatsen ( i de 3 første måneder ) af ledighedsperioden så unge familier ikke skulle gå fra hus og hjem.

Jeg tænker, hvis du har indrettet dig med en privatøkonomi som ikke kan tåle, at en person i en husstand i en familie ( 1 forældre i job + 1 forældre ledig) kun har den almindelige dagpenge sats knap +20.000 kr. før skat i max 3 måneder. Ja så er problemet ikke dagpengene men at din familie har sat sig i et alt for højt forbrug. Det er ikke samfundets opgave at bruge skatteborgernes penge på den slags overførsler til den velkonsoliderede middelklasse, som indenfor et halvt års tid har fundet sig et nyt job. Der må det være muligt at arrangere sig med banken for indkomsttabet i de 3 måneder ellers er ens privatøkonomi skruet forkert sammen fra starten.

Hvad med dagpengeperiodens længde SF skal den fortsat være 2 år ?
Hvad med genoptjeningsretten til dagpenge skal den fortsat være 1 års beskæftigelse SF ?
Hvad med de ledige som arbejder 2 måneder i et job og 3 måneder i det næste job, hvorfor tæller deres arbejdsperiode ikke som en automatisk forlængelse af dagpengeperioden SF ?
Hvorfor er der ikke en længere dagpenge periode end 2 år for seniorer, som vi ved er udsatte for at blive valgt fra til jobsamtale og derfor risikerer økonomisk deroute efter årtiers indsats på arbejdsmarkedet SF ?

Ja jeg ved ikke rigtig men på en eller anden måde forekommer SF´s tale om at være kritisk overfor Det Radikale Venstre som værende temmelig skinger og hul, når partiet i praksis accepterer de dagpengeforhold, som er nu og som er en del af dagpengeforringelserne fra år 2011.

Det er ikke nok med at buldre som de tomme tønder SF

VH
KFK

Jørn Pedersen

Ja, det kan mærkes! Som jeg kan se og forstår det, så bliver flere børn tvangsfjernet, og hovedparten af disse børn får deres liv ødelagt for bestandigt.
Det er noget, socialdemokraterne kan! De kan blande sig i alt muligt og har så mange aversioner imod nogen, der er anderledes.
Socialdemokrater eller mange af dem ser ud til at være uden empati. Det ved bedre!

Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Med kronikker og læserbreve af denne slags gør socialdemokraterne sig klar til den kommende valgkamp. Mere af samme slags vil følge i de kommende måneder/ små to år.
Problemet er, at S ikke for alvor vil gøre noget ved uligheden.

Bjørn Pedersen, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar