Klumme

Biden forsøger at samle en front mod Kina, men det er en splittet front

Den amerikanske præsidents tilgang til Kina er hårdere, end man kunne have forventet, men en mangel på solidaritet blandt hans allierede underminerer chancerne for, at hans politik kan lykkes, skriver klummeskribent Simon Tisdall i denne klumme
I forrige uge så vi Bidens største avancement mod Kina: En fælles udtalelse underskrevet af alle 30 NATO-medlemmer samt EU, Australien, New Zealand og Japan, som fordømmer »ondsindede« kinesiske cyberangreb. Succesen ved denne markering var dog en undtagelse.

I forrige uge så vi Bidens største avancement mod Kina: En fælles udtalelse underskrevet af alle 30 NATO-medlemmer samt EU, Australien, New Zealand og Japan, som fordømmer »ondsindede« kinesiske cyberangreb. Succesen ved denne markering var dog en undtagelse.

Saul Loeb, Ritzau Scanpix

Debat
30. juli 2021

Der er en udbredt opfattelse i Washington om, at det engang så optimistiske håb om et frit og demokratisk Kina, som først blev indgydet af Richard Nixons banebrydende besøg i Kina i 1972, er sporløst forsvundet.

Præsident Xi Jinpings regime bliver nu beskrevet som en »systemisk rival«, »strategisk konkurrent« eller ligefrem som en »trussel«. EU, Nato, Storbritannien og de allierede i regionen er alle enige: Samarbejdsæraen er ovre.

Hvad man derimod ikke er enige om, er, hvad der nu kommer til at ske. Manglen på fælles politikker og fælles handling udstilles på foruroligende vis i en situation med daglige kollisioner med Xis aggressive, autoritære etpartistat.

Hvis det ikke handler om overskridelse af menneskerettighederne, cyberhacking eller handel, handler det om Taiwan, visa, spionage, maritime uoverensstemmelser, den indiske grænse eller påståede gidseltagninger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her