Klumme

Biden forsøger at samle en front mod Kina, men det er en splittet front

Den amerikanske præsidents tilgang til Kina er hårdere, end man kunne have forventet, men en mangel på solidaritet blandt hans allierede underminerer chancerne for, at hans politik kan lykkes, skriver klummeskribent Simon Tisdall i denne klumme
I forrige uge så vi Bidens største avancement mod Kina: En fælles udtalelse underskrevet af alle 30 NATO-medlemmer samt EU, Australien, New Zealand og Japan, som fordømmer »ondsindede« kinesiske cyberangreb. Succesen ved denne markering var dog en undtagelse.

I forrige uge så vi Bidens største avancement mod Kina: En fælles udtalelse underskrevet af alle 30 NATO-medlemmer samt EU, Australien, New Zealand og Japan, som fordømmer »ondsindede« kinesiske cyberangreb. Succesen ved denne markering var dog en undtagelse.

Saul Loeb, Ritzau Scanpix

Debat
30. juli 2021

Der er en udbredt opfattelse i Washington om, at det engang så optimistiske håb om et frit og demokratisk Kina, som først blev indgydet af Richard Nixons banebrydende besøg i Kina i 1972, er sporløst forsvundet.

Præsident Xi Jinpings regime bliver nu beskrevet som en »systemisk rival«, »strategisk konkurrent« eller ligefrem som en »trussel«. EU, Nato, Storbritannien og de allierede i regionen er alle enige: Samarbejdsæraen er ovre.

Hvad man derimod ikke er enige om, er, hvad der nu kommer til at ske. Manglen på fælles politikker og fælles handling udstilles på foruroligende vis i en situation med daglige kollisioner med Xis aggressive, autoritære etpartistat.

Hvis det ikke handler om overskridelse af menneskerettighederne, cyberhacking eller handel, handler det om Taiwan, visa, spionage, maritime uoverensstemmelser, den indiske grænse eller påståede gidseltagninger.

Før eller siden vil det eksplodere. Men at erstatte samarbejde med konfrontation er både hoved- og nyttesløst. Xi har en plan om at genskabe Kinas storhed, og han er fast besluttet på at gøre den til virkelighed. En tilsvarende grad af vestligt engagement og enighed om målet er åbenlyst fraværende.

Forbereder sig på konflikt

For Mike Pompeo, Donald Trumps udenrigsminister og en sandsynlig præsidentkandidat i 2024, er udfordringen eksistentiel. I hans øjne er et fanatisk marxistisk-leninistisk kinesisk kommunistparti i gang med et »løbende forsøg på at erstatte USA som verdens reelle stormagt og etablere Kinas styreform som normen for alle lande«.

»CCP (Kinas kommunistiske parti, red.) under Xi udgør den største eksterne trussel mod vores måde at leve på,« advarer han. Opsat på globalt overherredømme »er Kina i krig med Vesten for at destruere vores frihedsideologi«.

Præsident Joe Biden lader i store træk til at være enig. I en serie af unilaterale tiltag har Biden sat begrænsninger på handel og investeringer, samtidig med at han har bibeholdt Trumps handelssanktioner.

Biden forsøger at matche eller overgå Xis globale Belt and Road-infrastrukturplan og COVID-vaccinediplomati. Og han har beordret Pentagon til at gøre sig yderligere beredt til en fremtidig militær konflikt.

Bidens primitivt ideologiske opstilling af det overordnede problem – frihed over for tyranni – risikerer yderligere at distancere Beijing fra den vestligt ledede, regelbaserede internationale orden, som han desperat ønsker at opretholde.

Men Bidens største svaghed – som Xi utvivlsomt er bevidst om – er en mangel på solidaritet blandt USA’s allierede, hvis støtte er afgørende for, at hans politik skal lykkes.

’Har vi brug for en ny kold krig?’

I forrige uge så vi Bidens største avancement: En fælles udtalelse underskrevet af alle 30 NATO-medlemmer samt EU, Australien, New Zealand og Japan, som fordømmer »ondsindede« kinesiske cyberangreb såsom det nylige Microsoft Exchange software-angreb. For første gang stod Biden på linje med europæerne og demokratier i Asien og Stillehavsregionen plus verdens stærkeste militære alliance i en kras verbal opposition til Beijing.

Men succesen ved denne markering (som gjorde kineserne rasende) var en undtagelse. Siden han tiltrådte, har Biden forsøgt at skabe en stærkere sammentømret front mod Kina.

Resultaterne er i den grad blandede. Tyskland er positivt indstillet, men er ikke villig til at sætte dets store eksporthandel over styr. Angela Merkels formodede efterfølger, Armin Laschet, spørger i et forsøg på at nedtone menneskerettighedsspørgsmålet: »Har vi brug for en ny fjende?« I Frankrig spørger en skeptisk, Europa-fokuseret præsident Emmanuel Macron: Har vi brug for en ny kold krig?

Desuden er flere andre medlemslande, særligt Ungarn, Grækenland og Italien, afhængige af kinesiske investeringer, efter at de har mærket Berlins tilsyneladende ligegyldighed over for deres økonomiske trængsler. Kina kan og vil udnytte disse europæiske splittelser.

NATO-medlemmerne er også splittede i spørgsmålet om, hvorvidt man skal involvere sig i en uforudsigelig kamp mellem supermagter. Man spekulerer med god grund over, hvorvidt en nordatlantisk-centreret forsvarsalliance har noget at gøre i Asien og Stillehavsregionen. I stedet for ’refleksion’ bør man se ’ubeslutsomhed’ i dette.

I sin indsættelsestale sagde Biden til de opsplittede amerikanere: »Uden enhed, ingen fred.« Det er et udsagn, som hans upålidelige allierede også må have in mente, alt mens Xi marcherer videre.

Simon Tisdall er udenrigspolitisk kommentator for The Guardian.

© The Guardian og Information
Oversat af Pauline Bendsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her