Kronik

Der er brug for en mere rummelig skole for psykisk sårbare som mig

Med selvmordstanker og angst fra morgenstunden har jeg ligesom mange andre sårbare unge svært ved at gennemføre en uddannelse. Efter flere mislykkede forsøg drømmer jeg stadig om at få en uddannelse, men det kan kun lade sig gøre i mere rummelige, fleksible skoler, skriver Laura Safie Kabongo i dette debatindlæg
Laura Safie Kabongo drømmer om at færdiggøre en uddannelse. Men det kan kun lade sig gøre, hvis rammerne og indholdet på uddannelserne giver plads til, at psykisk sårbare som hende selv ikke bryder sammen af at gå i skole.

Laura Safie Kabongo drømmer om at færdiggøre en uddannelse. Men det kan kun lade sig gøre, hvis rammerne og indholdet på uddannelserne giver plads til, at psykisk sårbare som hende selv ikke bryder sammen af at gå i skole.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
19. juli 2021

Jeg har selvmordstanker fra morgenstunden. Angsten pibler frem ved tanken om at skulle i skole og være i et rum med 100 mennesker på én gang. Stressen sætter sig i kroppen. Min psykiske sårbarhed har længe gjort det svært for mig at gå på en videregående uddannelse.

Efter flere mislykkede forsøg er jeg p.t. havnet på kontanthjælp. Jeg er endt med at droppe ud af to videregående uddannelser. Indset, at jeg kun bliver mere syg af at være sammen med for mange mennesker. At det med min sygdom er umuligt for mig at koncentrere mig om at læse alt det, der kræves af de studerende på de etablerede uddannelser.

En skønne dag drømmer jeg om at færdiggøre en uddannelse. Men det kan kun lade sig gøre, hvis rammerne og indholdet på uddannelserne giver plads til, at psykisk sårbare som jeg selv ikke bryder sammen af at gå i skole. Men i dag er både rammer og indhold i de eksisterende uddannelser for snævre og hårde.

Jeg holder dog fast i håbet om, at vi kan skabe skoler, hvor der er plads til alles behov.

Rummelige uddannelser

Jeg drømmer om skoler for os psykisk sårbare, som ikke kan gå på de nuværende uddannelser. Skoler, hvor det er fleksibelt, om man vil undervises i små eller store hold. Skoler, hvor det er muligt at møde senere på dagen og læse mindre, hvis man har koncentrationsbesvær. Skoler, hvor de elever, der har svært ved at komme ud ad døren, kan få undervisning hjemmefra.

Vil man rumme de psykisk sårbare, skal skolerne også have rolige og trygge rammer, der giver den enkelte mulighed for at udfolde sig. Mulighed for at lege med flere forskellige fag. Madlavning, politisk arbejde og håndarbejde under et og samme tag.

Skoler, der minder om højskolerne, men som er dedikerede til psykisk sårbare. Hvor eleverne lærer af læreren, og læreren lærer af eleverne. Hvor der altid er plads til forbedring og forslag fra eleverne selv. Hvor pensum er mere flydende, fleksibelt og selvbestemt. Hvor man kan tage en dansepause eller sidde alene i et sanserum og lytte til musik i bløde sofaer. Hvor det er muligt at gå på deltid.

»Jeg mærker opbakning fra de psykisk sårbare, som jeg har mødt, og som gerne vil være med til at gøre skolerne til en realitet. Nu mangler vi bare støtte og opbakning fra politikere og fagfolk. Men når støtten og opbakningen kommer, lover jeg, at vi er klar,« skriver Laura Safie Kabongo.

»Jeg mærker opbakning fra de psykisk sårbare, som jeg har mødt, og som gerne vil være med til at gøre skolerne til en realitet. Nu mangler vi bare støtte og opbakning fra politikere og fagfolk. Men når støtten og opbakningen kommer, lover jeg, at vi er klar,« skriver Laura Safie Kabongo.

Anders Rye Skjoldjensen

Skoler specifikt for folk med psykiatriske diagnoser ville gavne både individet og samfundet på længere sigt, da det ville kunne få folk ud af kontanthjælpssystemet.

Jeg kunne forestille mig mange, som ville elske at skabe disse nye skoler. Det kunne være arkitekter, kunstnere, musikere, lærere, pædagoger og psykologer, som i samspil kunne få det hele til at gå op i en højere enhed.

Utæmmede, gakkede hjerner

Meget potentiale går tabt, hvis man kun fokuserer på, hvad mennesker med psykiatriske diagnoser fejler. Vi har brug for skoler, som omfavner vilde, utæmmede og gakkede hjerner. Folk, som er rastløse, energiske, sitrende, idérige, autodidakte og fritænkende.

Heldigvis sker der allerede skønne tiltag. Projekter pibler frem både inde bag de lukkede afsnits døre og ude på gaderne. Søren Magnussen, der er leder på projekt ’Frirum i psykiatrien’, arbejder på en psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet. Hans arbejde består i at skabe skønhed og almindelighed i psykiatrien.

Søren Magnussen og jeg kender hinanden gennem psykiatrien, og vi har talt meget om, hvad der giver de indlagte mest håb for fremtiden i forhold til uddannelse og arbejde. Han mener, at det er »at føle sig almindelig, at være en del af et fællesskab, at udnytte evner og interesser som andre, at bevise over for sig selv og andre, at man kan gennemføre noget. Ikke at være afhængig af systemet, men at kunne klare sig selv og få spændende indhold i livet.«

Laura Safie Kabongo.

Anders Rye Skjoldjensen
Men for at det kan lade sig gøre, mangler der penge. I psykiatrien såvel som på skolerne. Politikerne skal se de psykisk sårbare for, hvem de er, hvad de kan og opdage deres potentiale. Droppe de stigmatiserende ord som ’kontanthjælpsmodtager’ og ’psykisk syg’. Komme med konkrete løsninger på, hvordan man får alle dem, der vil i uddannelse, i uddannelse. Anerkende, at der for nogle mennesker ikke er en bedre vej end at være på overførselsindkomst, som systemet ser ud lige nu.

De etablerede uddannelser går simpelthen for hurtigt og er for krævende for nogle – især de psykisk sårbare.

Der skal sættes penge af til nye uddannelser, som skal anerkendes som ’rigtige’ videregående uddannelser og være SU-berettigede ligesom de etablerede uddannelser. Efter endt uddannelse skal det være muligt at få et deltidsjob med en ordentlig løn for dem, der ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Det ville ikke bare skabe en bedre tilværelse for den enkelte, men også være en social og økonomisk gevinst for resten af samfundet.

Kontanthjælp og psykiatriske indlæggelser er nemlig dyre. Og alt for mange skønne og intelligente psykisk sårbare mennesker vil gerne være selvforsørgende, men havner på kontanthjælp og førtidspension. Det kan og bør være anderledes.

Plads til kreativitet

Jeg har talt med min veninde Frida på 21 år og min ven Ask på 34 år, som jeg kender gennem psykiatrien. De er begge på kontanthjælp og har en psykiatrisk diagnose.

Frida går på en kunstskole, og hun ved endnu ikke, hvilken uddannelse hun vil tage, eller om hun overhovedet kan overskue det med de udfordringer, hun har. Vi snakkede om, hvad der skulle til, for at hun kunne tage en uddannelse, og hvilke begrænsninger hun møder i det nuværende system.

Frida fortalte, at hun godt kunne tænke sig at kunne tage en ungdomsuddannelse på deltid og stadig få SU. Det er ikke muligt i dag. For hende er det også meget vigtigt at blive kreativt inspireret på en skole. Lysten til uddannelse har hun, men hun mangler overskud, fordi hun hurtigt bliver overbelastet i de rammer, der gælder på de etablerede uddannelser: »Der er for store krav og for meget pres, især i eksamensperioder. Det er for uoverskueligt, og jeg mister lysten til selve læringen,« sagde hun til mig.

Min ven Ask mødte jeg under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling på Frederiksberg. I dag er han frivillig i projekt ’Flydende By’ i Sydhavnen. Gennem projektet har han i årevis været i gang med at skabe et alternativ til de etablerede uddannelser og tilbud. Projekt ’Flydende By’ er et sted drevet af skabertrang, frie rammer og et trygt rum til at udfolde kreativitet. Stedet er omkranset af store både, som han og hans venner selv har bygget fra bunden af genbrugsmaterialer. De er indrettet med kreative værksteder, køkken, sauna og pizzaovn.

Laura Safie Kabongo.

Anders Rye Skjoldjensen
Ask har mødt mange udfordringer i arbejdet med at etablere stedet. Han er efterhånden udbrændt, men håber stadig på at etablere dette nye sted som en anerkendt projektskole for dem, som ikke passer ind på de etablerede uddannelser.

Jeg selv arbejder nu frivilligt i et køkken i Fountainhouse, et hus for psykisk sårbare. Her er jeg blevet en del af et rart og inkluderende fællesskab, som jeg ikke har mødt på de videregående uddannelser. Min personlige drøm er at gå på en visionær, æstetisk og fleksibel skole, hvor der er plads til min sårbarhed. En skole, som vi i fællesskab og på tværs af fagligheder kan skabe for alle dem, der vil i skole.

Jeg mærker opbakning fra de psykisk sårbare, som jeg har mødt, og som gerne vil være med til at gøre skolerne til en realitet. Nu mangler vi bare støtte og opbakning fra politikere og fagfolk. Men når støtten og opbakningen kommer, lover jeg, at vi er klar.

Laura Safie Kabongo er skribent og frivillig i et køkken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Hørt!

Laura Safie Kabongo, for et godt og tilfredsstillende liv.

Estermarie Mandelquist, Hanne Kok, Eva Schwanenflügel, Michael Gyes, Ib Gram-Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

Lige præcis! Lad os, på alle planer, skabe værdige og meningsfulde forhold der passer til de mennesker der skal fungerer i dem.
Hvor er det godt du råber op!
Ud med et vanvittigt stræbsomt og elitært uddannelseshamsterhjul og ind med alle de skønne skæve kreative tænk-ud-af-boksen kræfter. Lad de unge mennesker selv skræddersy deres uddannelser.
Samfundets institutioner skal naturligvis tilpasses borgernes behov. På alle områder. I ægte respektfuldt samråd med den enkelte. Keep the spirit high, Laura Safie. Du reagerer sundt på nogle syge forhold.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Brian Larsen anbefalede denne kommentar

"Samfundets institutioner skal naturligvis tilpasses borgernes behov. På alle områder. I ægte respektfuldt samråd med den enkelte. Keep the spirit high, Laura Safie. Du reagerer sundt på nogle syge forhold."

I nogen grad enig - og et par stærkt forebyggende steder at begynde kunne være 1) nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til maksimum 30 timer ugentligt og 2) lovgivning om klassekoefficient-maksimum i de danske grundskoler på 18 elever.

Alle børn og unge i Danmark ville profitere socialt og eksistentielt af ovenstående, strukturelle ændringer - og hvis man tilmed kunne gøre det trygt og konstruktivt at være arbejdsløs samt håndtere den private ejendomsrets casinoøkonomiske katastrofekurs ved f.eks. at indskrænke den betragteligt, ville det vel ligefrem begynde at se meningsfuldt ud.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, stephan durhaupt, Claus Bødtcher-Hansen, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

@Hanne Utoft
19. juli, 2021 - 10:23

"1) nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til maksimum 30 timer ugentligt og 2) lovgivning om klassekoefficient-maksimum i de danske grundskoler på 18 elever."

Nu er tanker som bekendt toldfri, og det gælder vistnok også i ferieperioden, men jeg gad nok vide, om du overhovedet selv tror på, at det er realistisk at skaffe et folketingsflertal for disse indgreb?

Hvem tror du i givet fald vil stemme for?

Hvilke konsekvenser ville sådanne indgreb have for samfundsøkonomien?

Erik Fuglsang, dit sidste spørgsmål er interessant og burde blive gjort til genstand for bred, folkelig samtale - samtaler, hvor den politiske elite reelt inddrager almindelige mennesker (for de kommer til at mærke konsekvenserne, og de skal tage medansvar for de forandringer i forbrugs- og livsstilsmønstre, som vil fordres). Hvem der vil stemme for i Folketinget kan jeg ærligt talt ikke bekymre mig om; demokrati (og politik) handler ikke om at lade sig kyse af eksisterende dogmer og holdninger - og vore valgte lovgivere er ikke ledere, de er folkets tjenere. Beklager.

Iver Schelde, Carsten Munk, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg har løbet stærkt, nok siden min moder døde, da jeg var 13. Nu er jeg en 53-årig som har oplevet at blive sparket tilbage til nul. To blodpropper i hjernen som tilt'ede hele min højre side. Jeg har lært at gå igen og at tale når jeg har nogen at tale med. Det som jeg er stillet i udsigt er virksomhedspraktik som skal klarlægge, hvor meget kan levere og præstere de næste mange år. Spændende!

Jeg forstår godt det med dans, ro, musik, fordybelse og følelser. Vi er nogen som er mere impulsive, agile (for at bruge et mode ord), eftertænktsomme og ekstremt følsomme. Jeg var engang lærer og havde vilde ambitioner på mine elevers vegne, de sagde alle at jeg var skør og 'mega' klog. Men det tilskriver jeg mine gener og min endeløse nysgerrighed.

Staten ønsker at vi kan lære at leve uden at leve over ende - altså at ende som en belastning for skatteyderne. Men de er ligeglade når de forhandler med sygeplejerskerne, når de tillader et slavelignende afbejdsmarked for de lavest lønnede. Når de ikke kan behandle vores indsatte ordenligt, de syge, de psykiske og nydanskerne. Klimarådet siger at vi alle bør arbejde 30 timer. 30 timer og ikke mere og bestemt for nogle, meget mindre. Jeg kender én med en weber-grill som lægger 12 ugentligt i et flexjob. Han har grønne fingre og stemmer på DF, så han er egenligt et frygteligt menneske!

Jens Ole Mortensen

Da jeg var barn fik jeg et lille akvarie, som 7-8 årig. Jeg var meget opslugt af dette akvarie. Og jeg tror ikke jeg opfattede fiskene som dyr der kun var drevet af instinkter. Jeg kendte mine fisk. Og vores hund sad ved siden af og hylede af jalousi. Jeg kunne side mange timer og iagttage fiskene. og mine forældre spurgte. Hvad glor du på ? Og da jeg blev nogle år ældre svarede jeg. Deres adfærd.

De kunne kende mig. Hvis jeg sad ved akvariet kom de for at få mad. Og ved andre flygtede de. Jeg havde en lille ciklide ( mundruger) Den kunne jeg ae på ryggen. Jeg blev for øvrigt tilbudt arbejde, som buddreng, i den nærtliggende akvariebutik. Men jeg var for ung til at køre en longjohn og til at bære akvarieting. Jeg tror de gerne ville have mig tilknyttet butikken. Jeg begyndte at købe en masse bøger om akvariefisk. Jeg lærte de latinske betegnelser og om hvilke forhold fiskene trivedes under.
Da jeg jeg var omkring 12-13 år og stadig gloede i akvarie. Besluttede jeg mig for at få stimefisk. Almindelige neon fisk. Jeg iagttog dem. Det første jeg kigger efter er deres hierarki. Men jeg kunne ikke se noget. Man ville tro at de stærkeste ville dominere for at videregive sine gener. Jeg bemærkede kun hurtige bevægelser af og til, hvor de , i lynhurtige bevægelser strøg siderne på deres kroppe mod hinanden. Jeg havde flere akvarier. Et med zebrafisk og det var det samme. Da jeg anskaffede flere zebrafisk. Var der kommet en` imellem, som var så misdannet at den dårligt kunne svømme. Jeg forventede at den ville blive stresset til døde af de andre..
Men det skete ikke. Den indgik bare i flokken som de andre. Og jeg mener at jeg tog en akvariebog og kylede gennem børneværelset. Jeg må have forstået at evolutionslæren ikke passede på stimefisk. Jeg fortsatte med at glo på neonfiskene. De svømmede bare tomt frem og tilbage i deres 60 l akvarie. Og jeg tænkte.- Er de overhovedet bevidst om min tilstedeværelse. De ser godt. De kan høre. Og forskere som har dissekeret dem siger de har en god lugtesans. Netop som jeg tænker det´ , skiller en neonfisk sig ud fra flokken og opfører det` som kan ligne en truende dans. Jeg erfarede senere at sådan opfører stimefisk sig. Nu skete der noget. Jeg var for nysgerrig. Og blev ved med at glo. Måske, kunne jeg for første gang se en aggressiv adfærd, hvor de hakkede på hinanden. Men de har ingen seriøse våben. våben.

Dagen efter var de alle døde. Troede jeg. For da jeg vil tage dem op med nettet. Kommer to fisk frem fra deres skjul. En lidt større og en mindre. Hunnerne er lidt større end hannerne og lidt modigere. De finder af og til kærester. Jeg siger kærester og ikke mager, fordi de jo ikke har den adfærd hvor de stærkeste gener går i arv.
De hoppede, næsten ind i nettet. Og er bevidst om min tilstedeværelse.
For første gang kan jeg se dem. Omkring det tidspunkt , går det op for mig at de er svære at yngle i fangeskab. Og derfor er de fleste fanget i Amazonas floden. Og de tror stadig de befinder sig i Amazonasfloden. Jeg må have bemærket det. For da jeg henvender mig i akvarieforretningen og siger mine neonfisk er gået itu. Og sælgeren , jeg kendte fra jeg var meget ung, anbefaler at købe en stime samlet, vælger jeg at købe fra flere stimer og udvælger nogle stk. som jeg kan se er bevidst om min tilstedeværelse.

Det undre mig at stimefisk , der kan danne stimer på mere end 100.000.000 og danner formationer og taktikker som forvirrer rovdyrs sanser. Hvordan skulle de gøre det med deres kognitive sanser, som syn, hørelse, og lugtesans. Det er indlysende at de kommunikere med de elektromagnetiske og følsomme organer de har på siderne. Hvorfor har ingen draget den konklusion?

Jeg får fiskene i et 120 l akvarie. Jeg ved nu, at jeg må holde afstand og de skal have skjulester . Først er der lidt virak med at de gnider deres sanseorganer på siderne mod hinanden. En eller to dør. Men efterhånden danner de en rolig stime, men nu ved de at de ikke befinder sig i Amazonas, men selvom de er bevidst om min tilstedeværelse. Bliver de aldrig tamme.

Og så sker der det. Der er ingen fare på færde og deres stime adfærd minimeres. Og jeg havde i flere år fisk som trivedes. Deres adfærd går ud på at blive mange. Og for et byttedyr er det mere trygt i en stime end hvis det enkelte dyr , konstant må være på vagt.

For en del år tilbage så jeg en udsendelse om en forsker som studerede ansjosers adfærd. Han bemærkede at når han var dem tæt på for længe, skilte en fisk sig ud. Og han trak sig intuitivt tilbage. Han vidste ikke hvorfor. Det er lettere at iagttage i et akvarie, hvor man kan følge hele processen . Men også han var meget opslugt. Og slutter med at sige.- Man kan ikke lade være med at drage associationer til mennesker.

De fleste fisk har disse organer på siderne. Og forskere har nyligt bemærket at mange veksler mellem denne stime adfærd og en mere individueladfærd. Men også ved spækhuggere har man set familiegrupper slå sig sammen. Jeg vil mene at det er en adfærd utroligt mange arter kan skifte mellem. Og man ikke entydigt kan sige at de bedst egnede videregiver sine gener.

Vi har en debat som igen og igen er på dagsordenen.- Hvad stiller vi op med vores befolkningseksplosion. De fattige yngler som kaniner. Det har altid været de fattige og udsatte som har fået mange børn og været mest fertile. Kina, som er et af de mest kontrollerede samfund verden har set, forsøgte med et`barns politik. Det var uden effekt . Nu er velstanden stigende i Kina og prognoser siger at befolkningstallet vil falde. De har fået en mere tryg middelklasse. Og nu overvejes præmier og en 3 barns politik. Indien overvejer børnebegrænsnings tiltag. Men nogle provinser har en fertilitetsrate på 1,3. Og det er de mest velstående provinser.

Ved de fattige ikke at man får børn, hvis man ikke beskytter sig ? Jeg føler mig overbevidst om at befolkningsvækst regulerer sig selv. Der er så meget der peger på det. Alene at fattige lande får mange børn og kinas forgæves forsøg på at regulere det , bør være nok til at den mulighed bør overvejes. Skulle man gøre noget var det at udligne uligheden mellem rige lande og fattige. Og hvis hinduer og muslimer og andre. kunne se hinanden som mennesker i stedet for trusler. - Gøre verden mere tryg.

Undskyld mig, men det trigger mig lidt. Med dette.- Lyt til videnskaben- Tror du du ved mere end forskerne . Jeg er den i dette land som ved - f*cking- mest om stimefisks adfærd. Jeg ved jeg har et issue og jeg har arbejdet hårdt for at overvinde det. Var det ikke for matematisk forståelse var jeg endt i hjælpeklasse for ordblinde. Men jeg havde lærer , familie og mennesker omkring mig, som lod mig være den jeg er. Min klasselære var også lære for hjælpeklasserne. Jeg afleverede stil ca. 2 gange om året. Jeg havde jo svært ved at skrive. Jeg arbejdede i min brors maler og renoverings firma, jeg passede mit akvarie . Jeg red på heste. Jeg røg hash, hørte musik med kammeraterne og havde kærester. Også mine første år i husvilde boliger , hvor der kun boede havnearbejdere var trygge. De tog hensyn til mine problemer med autoriteter. Jeg har kun oplevet overgreb fra instanserne.

Jeg hørte en bemærkning mellem min formningslærer og klasselærer. - Han lærer jo trods alt.

Jeg har fået den form for uddannelse som var den bedste for mig. Jeg lærte kun for at lære. Alle vidste jeg ikke ville fungere i samfundet.

Desværre er unge, jeg kan sammenligne mig med, i dag. Ikke så heldige.

I dag ville man betegne mig som en sygdom - Autisme- Og jeg var blevet smidt i møllen . Og var endt i en autistisk tilstand eller retarderet. Og man ville sige jeg var et genetisk svagt individ.

For mit vedkommende havde jeg spildt mit liv i et uddannelses system som i dag.