Kronik

Dragsted vil liste pistolen ud af kapitalisternes hænder. Jeg tror, de vil opdage hans list

Pelle Dragsted ønsker gradvist at fravriste kapitalisterne magten, uden at de lægger mærke til det. Men historien har vist, at konfrontationen er uundgåelig. Vejen til et socialistisk samfund går gennem demokratisk selvorganisering fra neden, hvor arbejderne kæmper sig til indflydelse, skriver den norske forfatter Magnus Marsdal i dette debatindlæg
Magnus Marsdal er norsk forfatter og debattør.

Magnus Marsdal er norsk forfatter og debattør.

Signe Fuglesteg Luksengard

Debat
2. juli 2021

Alt for længe har den radikale venstrefløj i Skandinavien hentet ideologisk inspiration fra fremmede lande. Steder, hvor arbejderklassens landvindinger aldrig er kommet i nærheden af det, som er opnået i vores egne velfærdssamfund.

Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme er ikke eksotisk, men netop nordisk. Den bygger ikke på ideologiske postulater, men på vores egne erfaringer. Hans engagerende indlæg rejser en diskussion om overgangen fra kapitalisme til et mere demokratisk samfund, som kan minde om de debatter, arbejderbevægelsen stod overfor i første halvdel af 1900-tallet.

Den vej, de skandinaviske bevægelser valgte dengang, gav først fremgang og siden tilbageslag. Socialdemokratiets retræte og milliardærernes offensiv er nu nået så vidt, at unge arbejdere, på trods af at samfundet er rigere end nogensinde, vokser op til »ringere social tryghed« end forældrenes generation, som Dragsted påpeger.

At det socialdemokratiske projekt aldrig blev modstandsdygtigt mod det, Dragsted kalder »kapitalismens oligarkiske tendens«, skyldes ikke mindst, at deres reformisme aldrig magtede at udfordre »det fundamentale problem ved den kapitalistiske produktionsmåde«. Her taler vi om den magt, som lader dig bestemme over andre menneskers arbejde og dominere et samfunds politik, som kaldes »ejerskab« til produktionsmidlerne.

Jeg deler Dragsteds ideologiske udgangspunkt, når han vil løfte spørgsmålet om den kapitalistiske ejermagt ind på den politiske dagsorden. Den demokratiske økonomi, hvor medarbejderne selv vælger chefen, er socialismens produktionsforhold. Det vanskeligste ved socialismen er imidlertid ikke at enes om en demokratisk definition. Det er at finde vejen fra her til der. Den vanskelige overgang.

I konflikt med kapitalismen

Dragsted skitserer sin strategi mod en demokratisk økonomi som en yderst gradvis proces. Den skal bygge på det, der er opnået, med skandinavisk velfærdsstat og kooperativer, og så bevæge sig skridt for skridt fremad mod en stadigt mere demokratisk tilstand.

Visionen kan minde om måden, hvorpå kapitalismens produktionsmåde, tænkemåde og væremåde voksede frem gennem århundreder under og ved siden af feudalismen. Men hvor realistisk er denne historiske parallel, hvor socialismen kan vokse frem inden for rammerne af kapitalismen?

Feudale og borgerlige eliter var rivaliserende, men også kompatible. Socialistiske og kapitalistiske principper står i en langt mere antagonistisk konflikt. Den dominerende klasses beslutningstagere har ingen gavn af at tillade socialistisk styrede magtbastioner inden for produktionslivet.

Socialismens mulighed for at slå rødder og vokse inden for rammerne af kapitalismen bliver også stærkt begrænset af det forhold, at arbejderstyrede virksomheder – som vil være udleverede til konkurrencen i en kapitalistisk verdensøkonomi – tvinges til at konkurrere om profit og akkumulation af kapital. Snarere end at fungere som drivhus for socialismens principper, risikerer de altså at blive en bekræftelse af, at kapitalismens principper er evigt gyldige.

Af dette mener jeg, at man kan slutte sig frem, at overgangen til socialismen må ske i modsat rækkefølge af overgangen til kapitalismen. Først må man gribe statsmagten (ad demokratisk vej, ja). Derefter kan man omforme arbejdslivet og mange andre markeder i tråd med socialismens demokratiske og egalitære principper. Dette kan vi kalde første præmis.

Men samtidig kan en anden præmis, som Dragsted selv peger på, også være sand. Hans bog fremviser nemlig noget, de doktrinære marxist-leninister helst ikke vil se: Hvordan kimen til socialismen faktisk spirer i Socialdemokratiet.

I vores skandinaviske velfærdsstater følger både fordelingen af sundhedstjenester og velfærdsrettigheder, organiseringen af skoler, universiteter og sygehuse ikkekapitalistiske principper. Er vores kollektivt finansierede og universelle velfærdsløsninger ikke netop øvelser i postkapitalistisk samfundsorganisering? Ligesom det borgerlige menneske fulgte efter det feudale, kan vi vel i den moderne velfærdsstats egalitære omsorgsrationalitet (i hvert fald før New Public Management) ane konturerne af det socialistiske menneske?

Jeg mener, at både første og anden præmis er sande. Dragsted lægger megen vægt på den anden præmis, mens han synes at ønske sig, at den første ikke fandtes – konfrontationen med kapitalejernes magt. Hans ræsonnement rummer på dette punkt en selvmodsigelse.

Pistol for tindingen

Først nikker Dragsted nemlig til socialdemokraten Rudolf Meidners konstatering af, at så længe kapitalejerne har kontrol over produktionsmidlerne, vil de have »en pistol rettet mod arbejderbevægelsens tinding«. Så foreslår han en strategi for »fondssocialisme«, som skal opnå »en gradvis overføring af kapitalejerskabet i større virksomheder til demokratiske fonde«.

I denne »transformationsfase« skal »lovgivning«, »kreditter« og »rammebetingelser« for kooperativer samtidig bidrage til en »vandring af arbejdskraft« ud af de kapitalistiske virksomheder. Dette vil foregå, helt indtil vi når »frem til den situation, at oligarkisk magt ikke længere spiller nogen rolle i samfundsudviklingen«.

Men hvor blev pistolen af? Dragsteds hypotese må være, at man kan liste pistolen ud af hænderne på samfundets mægtigste mænd, uden at de lægger mærke til det. Eller at de vil sige: ’Okay, bare overtag det hele!’. En sådan hypotese er desværre allerede blevet modbevist af al historisk erfaring. 

Ønsket om at undslippe en konfrontation med kapitalejerklassen er fuldt forståelig. Men hvor meget skal vi anstrenge os for at opnå dette i teorien, når det ikke er muligt i praksis?

Organisering og kamp

Karl Marx’ mest værdifulde bidrag til socialistisk strategi var, at han flyttede perspektivet fra tænkernes hvad (er socialisme?) til virkelighedens hvem (kan kæmpe sig til den?). Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk. Denne radikale indsigt er den demokratiske socialismes kerne, ikke en eller anden god idé til en bedre samfundsmodel.

I kontrast til socialistiske politikere, som sagde ’lad os komme til magten, så skal vi løse problemerne’, sagde Marx, at arbejderne måtte være villige til at gå igennem årtier med organisering og kamp »for at forandre ikke bare samfundsforholdene, men for at forandre jer selv og forberede jer til politisk herredømme«.

Denne proces – at de ledede gør sig selv i stand til at lede – kan kun foregå i form af demokratisk selvorganisering fra neden. Denne side af sagen, arbejderklassens rolle som aktivt subjekt, kan med fordel styrkes i Dragsteds strategi, som Mikkel Thorup her i avisen har døbt »administrativ socialisme«. Ja, den er lidt administrativ. Men hvor socialistisk er den?

Når Dragsteds vision er at give arbejderne deres del af kapitalafkastet, betyder det så, at den nordiske socialisme har opgivet at erstatte profit som produktionens formål? Hvem snakker om kapitalafkastet i de velfærdsstatlige virksomheder, Dragsted holder frem som socialismens skandinaviske spirer?

Vil det gøre arbejderne mindre eller mere afhængige af kapitalistiske markeder at knytte ansattes indtægt til afkastet?

Og endelig: Hvis den socialdemokratiske strategi for socialistisk samfundsforandring mislykkedes første gang, sådan som Dragsted dokumenterer, hvorfor skal vi tro, at den vil lykkes anden gang?

© Magnus Marsdal og Information
Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

  • Pelle Dragsted: Revolutionære og reformister, pragmatikere og utopister – Forén eder

    10. juli 2021
    Det er saliggørende, at vi nu diskuterer socialismens ideer igen, men det er afgørende, at vi ikke vender tilbage til den ufrugtbare polemik mellem reform og revolution, som venstrefløjen historisk har spildt alt for megen tid med, skriver Pelle Dragsted i denne kronik
  • Socialismens drøm kan kun gennemføres med benhårdt politisk håndværk

    26. juni 2021
    I ’Nordisk socialisme’ fremlægger Pelle Dragsted et hav af gode og konkrete ideer til et socialistisk samfund. Jeg savner til gengæld, at Dragsted anerkender det politiske arbejde og de kompromiser, der skal til for at skabe resultater i den virkelige verden, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr, i denne kronik
  • Da Svendborgkommunen løsrev sig fra Danmark i 2033, realiserede vi en hverdag uden lønarbejde

    19. juni 2021
    Pelle Dragsteds socialisme fik en vis gennemslagskraft i 2020’erne og 30’erne, men udgjorde stadig en fortsættelse af lønarbejdets logik. En afledt konsekvens af hans momentum blev dog løsrivelsen af Svendborgkommunen. Her forsøger vi at realisere et liv uden lønarbejde, hvor vi for alvor har realiseret socialisme, fortæller forfatter og underviser Eskil Halberg i denne fremtidskronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kapitalen vil hele tiden prøve at sætte sig på, og profitere af, flere dele af samfundet. Netop idag kan man i Inf. se et indlæg om bestræbelser på at kapitalisere fjernvarmesektoren, og tidligere affaldssektoren, tele, pakkepost, jernbanedrift og meget andet. Selv socialsektoren og sundhedssektoren stikker kapitalen sin snabel i.

I virkeligheden kan også Ghettoloven, selv om den fremføres som noget, der har med integration af indvandrede at gøre, mere realistisk ses som et middel til at ødelægge og kapitalisere den almene boligsektor.

Vi må nok, som Marx, erkende, at kapitalen ikke vil afgive sin magt frivilligt til samfundet.
I øjeblikket går magten mest den forkerte vej, fra samfundet til kapitalen. Kun arbejderklassen kan vende dén udvikling.

Bo Stefan Nielsen, P.G. Olsen, Inge Lehmann, Martin Rønnow Klarlund, Torben K L Jensen, Michael Waterstradt, Jette Steensen, Jacob Johansen, Erik Winberg, Inger Pedersen, Mogens Holme, Nikolaj Lykke Nielsen, Torben Arendal, Marianne Jespersen, Thomas Tanghus, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Jens Voldby Crumlin, Ib Gram-Jensen, jørgen djørup og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja Per Selmer men hvordan vendes denne udvikling bedst - er det ikke spørgsmålet.

Her vil medejerskab og medbestemmelse i mine øjne være et godt skridt.

Så bare en bemærkning til - " de doktrinære marxist-leninister helst ikke vil se: Hvordan kimen til socialismen faktisk spirer i Socialdemokratiet." - Ja det gjorde Socialdemokratiet i Danmark, men dengang var alle i samme bevægelse. Det var først senere at der kom mange fraktioner og politiske retninger.
I dag er Socialdemokratiet langt fra bevægelsens udgangspunkt - hvor det var kampen for de svageste i samfundet, der stod i højsæde. I dag er det mere kampen for middelklassen, husejere, bilejere , osv. der stå i højsæde.

P.G. Olsen, Martin Rønnow Klarlund, Michael Waterstradt, Jette Steensen, Inger Pedersen, Torben Arendal, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Endelig - med den sjette i rækken! - en kronik om Nordisk Socialisme som fokuserer på den afgørende svaghed i Dragsteds strategi.

Bo Stefan Nielsen, Finn Jakobsen, Marianne Jespersen, Lise Lotte Rahbek og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Hvad mon Dragsted har at svare på den?

jens christian jacobsen

Deltagerdemokrati, organisering af og i lokalområdet, selvhjækpsgrupper, solidarisk støtte hvor det kræves osv
Der kunne en ny socialusme begynde.

Klaus Møller Kristensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, hvem er arbejderklassen egentlig? Er det det den veluddannede -(håndværks-)uddannede middelklasse med dobbelt carport? Hvad er dens interesse i en konfrontation? Den har jo repræsentanter i bestyrelser og udvalg, medarbejder-optioner og guldkompetencer. De fattigste i DK er sat helt uden for arbejdsmarkedet - Og derude er det svært at se for sig at ofre, syge, ældre, misbrugere, pts og stressramt, med et handicap , kortuddannede - og disse folks pårørende - finder at konfrontation er vejen frem - for dem.

Inge Lehmann, Martin Rønnow Klarlund, jørgen djørup, Erik Karlsen, Ruth Sørensen, Freddie Vindberg, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man kan måske kalde working poor for arbejdere, men da de bliver nødsaget til at have tre-fire jobs for at holde skindet nødtørftigt på næsen, og da det er lykkedes for kapitalisterne at få dem klasserede som 'selvstændige erhvervsdrivende', løsarbejdere og vikarer (og dermed uorganiserede), er det vel så som så med tiden og muligheden for at kæmpe for flere rettigheder.

Socialdemokratiet har for længst forladt tanken om lighed.
Nu er de compadres med erhvervslivet, og sætter magten højest.

Del og hersk, mine damer og herrer.

Torben Skov, Inge Lehmann, Martin Rønnow Klarlund, Jette Steensen, johnny volke, Erik Winberg, Claus Bødtcher-Hansen, Inger Pedersen, Mogens Holme, Freddie Vindberg, Lise Lotte Rahbek og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Lisbeth Riisager Henriksen, Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014), har lavet et overblik over de forringelser, politikerne har gennemført overfor de mest udsatte mennesker i samfundet.

Her kan man læse, hvem der stemte for.
Måske vil det overraske mange:

"Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007 - 2017"
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Torben Skov, Inge Lehmann, Franz Nitschke, Martin Rønnow Klarlund, Inger Pedersen, Mogens Holme og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Socialismen har vist sig at være ineffektiv, hvorfor kapitalismen overvandt det kommunistiske Sovjetunionen.
Drivkraften til effektivitet i kapitalismen er jo profit.
Men hvad er den tilsvarende drivkraft i offentlig virksomhed?
Kunne man mon individuelt belønne offentligt ansatte mærkbart mere, hvis de præsterer beundringsværdigt?

Dorte Sørensen

Hvad med at sætte livsglæde/et godt liv til flest muligt højre end konkurrencestaten og effektivitet leveret til og for arbejdsmarkedet.

Hvorfor ikke se på gode liv i stedet for at befolkningen først og fremmest skal skoles til at kunne tjene arbejdsmarkedet.
Tænk om folk fik kortere arbejdstid så de selv kunne bestemme og gøre dit og dat - mon ikke det ville skabe mere livsglæde og give mulighed for mere kreativitet i stedet for at skabe en befolkning i et " hamsterhjul".

Inge Lehmann, johnny volke, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Majken Munch og Nikolaj Lykke Nielsen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Hvem er arbejderklassen? Arbejderklassen må være alle dem der sælger deres arbejdskraft for at overleve, det vil sige de fleste af os.
De fleste har meget lidt bevidsthed om hvilke samfund s klasse de er en del af, man bruger nu andre begreber som slører forholderne klasser imellem nu taler man om: underklassen, den lav middelklasse, middelklassen, den høje middelklassen, overklassen, faglært, ufaglært, alle disse begreber gøre det meget vanskelige at gennemskue hvad er hvad og hvem er hvem!

Bo Stefan Nielsen, Torben Skov, Inge Lehmann, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Alvin Jensen

Jo, Gert, Det vil kapitalisterne.

P.G. Olsen, Torben Skov, Franz Nitschke og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
johnny volke

Måske burde det retteligere benævnes "affundet" i stedet for "samfundet", da hovedparten af mennesker må affinde sig med forhold de ikke selv er herre over eller har bedt om at være i, men som er dem påduttet af andre.

Torben Skov, Inge Lehmann, Alvin Jensen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Erik Humblebug

Der er en pointe i, at lønstigninger kun er en motivationsfaktor på kort sigt.

Men jeg har adskillige eksempler fra offentligt regi, hvor initiativ bliver dræbt i fællesskabets hellige navn.

I praksis har det jo vist sig, at ledere i socialistiske lande belønner sig selv godt rent økonomisk.

3F har også nogle særdeles gunstige lønninger, selvom de repræsenterer de mest lavtlønnede arbejdere i landet.

Arbejderne ejer øvrigt en stigende del af dansk erhvervsliv via investeringer af arbejdernes pensionsformuer.

Derfor bør arbejderne også have mulighed for en øget indflydelse via organer, der har sit udspring i arbejderbevægelsen.

Men jeg vil jo også gerne have udbytte af min persionsopsparing, og derfor vil der være en indbygget modstand mod at lave en opsparing, der gør op med traditionelle kapitalistiske principper.

Inge Lehmann og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Lidt synd at forfatteren ikke helt har forstået, at pistolen i høj grad ikke længere er ejet af en lille overklasse i et land som Danmark.
Når tager godt og grundigt fejl når han skriver:

"Men hvor blev pistolen af? Dragsteds hypotese må være, at man kan liste pistolen ud af hænderne på samfundets mægtigste mænd, uden at de lægger mærke til det. Eller at de vil sige: ’Okay, bare overtag det hele!’. En sådan hypotese er desværre allerede blevet modbevist af al historisk erfaring. "

Det vigtige her er at forstå at samfundet ikke udvikler sig i den rigtige retning i en konstant jævn linje. Det er som Sebastian sang, "2 skridt frem og 3 tilbage... " nogen gange, andre gang er det spurt 10 skridt frem.

Danskernes pensionsformuer udgør i dag små 2700 milliarder. Det er ATP, privattegnede pensioner mv.
Hvad betyder det så ? Jo, det svarer til at vi i form af vores pensioner ejede:

Mærsk, Danske bank, Ørsted (den del vi ikke ejer via staten),Netcompany,Vestas, Carlsberg, Royal Unibrew, Novo, Demant, Flsmidt, Coloplast, DSV, TRYG, Rockwool, ISS, Simcorp og Genmap

Ud over det har vi alle sammen i form af staten ejerskaber fra 5-100% cirka 30 selskaber:

https://fm.dk/arbejdsomraader/statens-selskaber/organisering/

Dette er noget vi har opbygget i min levealder.

Så pistolen er i høj grad ejet af os alle sammen. Ja.. nogen mere end andre.. men generelt er langt langt de fleste af os, der har pensions ordninger lønmodtagere og mindre erhvervsdrivende.

Problemet er bare, at vi ikke har taget den kontrol, som vores ejerskab giver os. Vi har ikke smedet pistolen om til et nyttigt styringsværktøj.

Vi lader os så at sige true med pistolen, selv om det i høj grad er vores hånd, der har kontrol over den.

For at vi skal kunne udøve den kontrol, og udøve den på en måde så vi ikke mister kontrollen, så er der mange ting der skal falde på plads.

Dette er ikke en let opgave. Men ... hvis vi ikke tager kontrollen.. så er det kun vores egen skyld.

Og jeg er sku lidt chokeret over, at de her venstrefløjs tænkere ikke formår at se det simple faktum, at det i høj grad er os almindelige lønmodtagere, der ejer produktionsmidlerne.

// Jesper

PS. At tage kontrol, betyder ikke at lade politikerne styre virksomhederne.. det gør det bare værre.

Morten Kjerulf, Michael Waterstradt, Torben Arendal og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar