Kommentar

Engang var jeans uopslidelige. Nu er det umuligt at få et par klimavenlige jeans

Jeans opstod som solidt arbejdstøj og var en del af antimoden. I dag har vi absolut taget beklædningsgenstanden til os, men overgangen fra arbejdstøj til modetøj har forpurret produktionen med det resultat, at jeans holder langt kortere end tidligere, skriver tekstilkunstner, men først og fremmest forbruger Susanne Nielsen
Jeans holder langt kortere end tidligere, og da man skønner, at halvdelen af jordens befolkning ejer mindst ét par jeans, er forbruget på verdensplan enormt. Derfor er det på tide, at producenterne af jeans viser, at de tager bæredygtighed alvorligt og producerer mere holdbare jeans.

Jeans holder langt kortere end tidligere, og da man skønner, at halvdelen af jordens befolkning ejer mindst ét par jeans, er forbruget på verdensplan enormt. Derfor er det på tide, at producenterne af jeans viser, at de tager bæredygtighed alvorligt og producerer mere holdbare jeans.

Ritzau Scanpix

Debat
27. juli 2021

Rachel Kollerup har i en kronik den 13. juli slået til lyd for, at EU indfører fælles bæredygtighedskriterier for tøjproduktion. Forslaget er sympatisk, og det ledsages af opfordringen til at købe kvalitet, fordi kvalitet holder længere.

Men så enkelt er det ikke. Man kan ikke altid købe kvalitet. For det er ikke altid, at den findes. Jeg har arbejdet professionelt med tekstiler i 40 år, men udtaler mig som forbruger i denne kommentar.

Til min otteårs fødselsdag i 1967 fik jeg mine første Wrangler. Længe før de var slidt op, var jeg vokset ud af dem. Men i mindet fremstår de stadig lysende, som et sidestykke til de Beatles-plader, min søster konstant spillede på en lille rejsegrammofon. Både stof og musik formede vores generation.

De blå Wrangler var som Levis og Lee solidt arbejdstøj udviklet i USA i 1800-tallets sene årtier. Efter Anden Verdenskrig fandt tøjet vej til Europa, hvor ungdommen straks tog det til sig. I 1950’erne og 60’erne var jeans en del af antimoden, men det vendte i 1970’erne, da modebranchen havde spottet de gode indtjeningsmuligheder.

Jeans var ikke længere bare jeans. Men stofkvaliteten kunne man fortsat stole på. Solid kippervævet bomuld i indigofarvning. Oprindelig var farvestoffet udvundet af planter, men i 1897 kunne farvestoffirmaet BASF sende den første syntetiske indigo på markedet. Og den havde nøjagtig samme egenskaber som den ægte. Kun en kender kunne se forskellen.

Indigo har ikke en fremragende gnide- og vaskeægthed, alligevel ældes det indigofarvede stof med stor skønhed. Deri ligger attraktionen. Men måske har det strejfet dig, at de jeans, du køber i dag, kun bliver grimmere i brug – at de slet ikke holder? Måske savner du også de jeans, du kunne købe før årtusindskiftet?

Grim og uholdbar plastik

Min lokale forhandler af jeans sagde for nylig, at han aldrig havde solgt så mange jeans, som efter man var begyndt at blande elastan (plastik) i stoffet. En til to procent elastan gør stoffet mere elastisk, men efter bare et års brug begynder stoffet at flække og revne. Desuden opstår der bæk- og bølgeeffekt i det. Det ser mildest talt pauvert ud. Hvis stoffet samtidig blandes med 10-20 procent polyester (også plastik) vil holdbarheden øges noget, men så er der ikke tale om en smuk ældning.

Jeans med indhold af syntetiske fibre er vanskelige at genanvende på fiberniveau. I stedet ender de som tekstilaffald i et affaldsbjerg, der vokser dag for dag. Jeans af 100 procent bomuld har ud fra min erfaring en levetid, der er tre til fire gange længere end jeans med indhold af elastan. Stoffet ældes på en smuk måde, og kommer der huller i det, kan det betale sig at lappe bukserne. Det øger livslængden yderligere. Jeans i ren bomuld er smukke i hele ældningsprocessen, og når de ikke kan anvendes mere, er det også muligt at genanvende dem på fiberniveau.

Det skønnes, at halvdelen af jordens befolkning ejer mindst ét par jeans. Forbruget på verdensplan er derfor enormt. Og det vurderes, at forbruget fortsat vil stige. Det høje forbrug er en konsekvens af, at man stort set ikke kan købe jeans uden elastan. Måske findes der små nicheproduktioner uden elastan rundt om i verden, men de er vanskelige at få øje på.

Fremstilling af et par jeans fordrer 12.000 liter vand og 0,6 kilo kemikalier. Tekstilbranchen er en af de helt store klimasyndere, og virksomhederne går direkte efter profitten. Finder man et par jeans i økologisk bomuld, viser det sig, at også her indgår elastan (vi kan kalde det indbygget forældelse). Der er altså, i min optik, tale om greenwashing. Det, der for alvor vil rykke i klimasammenhæng, er en udfasning af elastan og polyester i tøjet. Det kan ikke gå hurtigt nok.

Producenterne vil måske hævde, at de producerer det, kunderne vil have, nemlig elastisk tøj. Men kunderne vil ikke længere gå med klimasyndigt tøj med ringe holdbarhed. Det er på tide, at tekstilbranchen genopdager 30 år gamle produktionsformer, hvor man designede og tilskar tøjet efter forskellige kropsformer. Det betød, at tøjet havde en god pasform helt uden brug af strækbare materialer.

Jeg er sikker på, at både designere og modelkonstruktører vil kaste sig over denne opgave med ildhu, og så kan verden igen få de gode, gamle jeans tilbage. I øjeblikket kan jeg ikke vælge kvalitet, selv om jeg gerne vil.

Producenterne af jeans må vågne op og vise, at de tager bæredygtighed alvorligt. Så vi hver især kan nedsætte vores forbrug af jeans til en tredjedel af det nuværende. Vi kan løse tidens største problem: overproduktion og overforbrug, hvis vi vil. Spørgsmålet er, om beklædningsbranchen vil?

Susanne Nielsen er tekstilkunster

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

Min glæde over denne artikel er ubeskrivelig. Jeg troede jeg var helt alene med min meget passionerede elastan (tak for den info) aversion. Jeg er endt helt derude hvor jeg går med tanker om at sy nye inder lommer, til mine "gamle" bukser. Det er sket inden for de sidste 5-6 år, alt jeg har før holder stadig, på nær lommerne, alt efter er gået fra hinanden inden man er ude af butikken. Hvad venter du på, kom i gang, jeg køber gerne a conto.

Grete Johansen, Jeppe Gregersen, David Zennaro, Kristoffer Bunch, Egon Stich, erik pedersen og Anne Svendsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Der findes velassorterede specialforretninger hvor man så sent som den 15. juni kunne købe Wrangler jeans i den gamle stofkvalitet uden elastan og lign. Så de bliver stadig lavet.
Det er de vanlige forretninger der ikke markedsfører dem.

jeg har 2 par cool jeans der har mere end 20 år på bagen og stadig intakte og smukke – produceret i Japan(som vist har opkøbt samtlige vævemaskiner) indfarvet med ægte indigo som gav blåsorte ben det første år – men producenten er desværre gået konkurs fordi de var for solide – med hensyn til stoffet er bomuld kortfibret og meget mindre holdbare end lange hampefibre eller nældefibre – så hvorfor ikke producere bæredygtige uopslidelige indigofarvede jeans af hamp eller brændenælde ?

Mads Lundby, David Zennaro og erik pedersen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg kan heller ikke fordrage stræk i mine bukser. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt. De skal ikke sidde så tæt, så man ikke kan bevæge sig, alligevel.

Det er da ikke umuligt. Der findes masser af gode raw denim-mærker, hvis man søger lidt. Men man skal selvfølgelig vide, at det er en mulighed, og derfor er denne artikel glimrende. Jeg har selv købt et glimrende par hos Brund på Østerbro. Så blev jeg godt nok for tyk under Corona, og liiige dér kunne jeg godt have brugt lidt stræk i livet. Nu ligger de bare i skabet som en motivator.