Kommentar

At blive erklæret ikkeuddannelsesparat er ikke stigmatiserende. Det kan være en hjælp

Vurderingen af nogle elever som ikkeuddannelsesparate kritiseres for at være stigmatiserende. Men min erfaring som uddannelsesvejleder er, at det sjældent kommer bag på eleverne, og at det også kan være meget motiverende, skriver uddannelsesvejleder Jens Lauge Johannesen i dette debatindlæg
For 90 procent af eleverne, der bliver vurderet ikkeuddannelsesparat, kommer det ikke på nogen måde som en overraskelse, og den reaktion, jeg møder på det tidspunkt og i senere individuelle samtaler, er alt andet end en følelse af stigmatisering og brændemærkning, skriver uddannelsesvejleder Jens Lauge Johannesen i dette debatindlæg.

For 90 procent af eleverne, der bliver vurderet ikkeuddannelsesparat, kommer det ikke på nogen måde som en overraskelse, og den reaktion, jeg møder på det tidspunkt og i senere individuelle samtaler, er alt andet end en følelse af stigmatisering og brændemærkning, skriver uddannelsesvejleder Jens Lauge Johannesen i dette debatindlæg.

Sara Gangsted

Debat
26. juli 2021

Metin Lindved Aydin, Torben Christensen og Tage Nielsen, som er henholdsvis byrådskandidater og -medlem i Skanderborg Kommune, argumenterer for at afskaffe den uddannelsesparathedsvurdering, som skolen foretager, når eleven kommer i 8. klasse. De tre debattører påstår, at de elever, der ikke bliver vurderet parate, føler sig brændemærket, får problemer med selvværdet og oplever at føle sig dumme.

Belægget for ovenstående påstande finder de i en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der konkluderer, »at lidt mere end en tredjedel af de elever, der vurderes ikkeuddannelsesparate, føler sig demotiverede efter vurderingen«.

I al beskedenhed er det efter min opfattelse ikke det samme at være demotiveret, som det er at føle sig brændemærket eller dum. Men mere vigtigt er det, at det langtfra er den reaktion, jeg som uddannelsesvejleder oplever, når jeg sammen med lærere har skullet overbringe eleverne og deres forældre budskabet: ikkeuddannelsesparat.

For 90 procent af eleverne, der bliver vurderet ikkeuddannelsesparat, kommer det ikke på nogen måde som en overraskelse, og den reaktion, jeg møder på det tidspunkt og i senere individuelle samtaler, er alt andet end en følelse af stigmatisering og brændemærkning. Når det er sagt, er der også et par mellemregninger, de tre debattører glemmer, men som har betydning i forhold til uddannelsesparathedsvurderingen.

Debattører glemmer to dimensioner

På landsplan bliver omkring 32 procent vurderet ikkeuddannelsesparat i 8. klasse, men der er forskelle fra land til by og internt i byerne. I København, hvor jeg er vejleder, vil op til 60 procent i 8. klasse på nogle skoler blive vurderet ikkeuddannelsesparat, mens det på andre skoler sjældent er mere end 15-20 procent.

For den ikkeparate elev vil det derfor være en forskellig oplevelse, alt efter om man går i den klasse, hvor seks ud af ti elever er i samme båd, eller om man befinder sig i den, hvor kun en anden er det.

Den anden dimension, de tre debattører også ser bort fra, er, at eleven bliver vurderet til tre forskellige ungdomsuddannelser: gymnasiet, hf og erhvervsuddannelser (EUD). Det er immervæk knap så hyppigt, at en elev vil opleve, ikke at blive vurderet uddannelsesparat til minimum en ungdomsuddannelse som for eksempel EUD, hvor det faglige adgangskrav er markant lavere end til de to andre ungdomsuddannelser.

Men ja, det sker, at en elev bliver vurderet ikkeuddannelsesparat til alle tre ungdomsuddannelser, men så skyldes det ofte, at eleven for eksempel har et meget højt fravær, en uhensigtsmæssig adfærd i skolen eller måske er under udredning.

Jeg har aldrig oplevet, at den ’type’ elev var i nærheden af at blive overrasket eller traumatiseret over at blive vurderet ikkeuddannelsesparat. Faktisk er uddannelsesparathedsvurderingen ofte det mindste problem i deres liv på det tidspunkt.

Baggrunden er ikke irrelevant

De tre skriver desuden, at »baggrunden for, hvorfor man erklæres ikkeuddannelsesparat, er i princippet irrelevant. Uanset om det handler om det faglige, personlige eller sociale«. Det er jeg uenig i. Der er stor forskel på, om eleven har faglige udfordringer eller blot en umoden tilgang til det at gå i skole, hvilket kan betyde, at eleven for eksempel møder for sent eller ikke afleverer opgaver til tiden.

Hvor førstnævnte udfordring kan føre til et livslangt lavt selvværd, hvis selvforståelsen forbliver akademisk, men evnerne ikke rækker hertil, kan sidstnævnte blot være en modenhedsting, der er overstået, inden 9. klasse er afsluttet. Som vejleder skal jeg derfor fokusere meget forskelligt, alt efter hvad det skyldes, at eleven er blevet vurderet ikkeuddannelsesparat.

Interessant nok har mange af de ikkeuddannelsesparate elever, jeg har mødt, fortalt, at det først var, da de fik uddannelsesparathedsvurderingen, at de opdagede, at det var alvor og blev motiveret til at yde en indsats, hvilket jo er stik imod konklusionen fra EVA.

De tre debattører vil gerne have, at vi afskaffer uddannelsesparathedsvurderingen og indfører individuel vejledning til dem, der har brug for det, men tror de virkelig, at det skulle virke mindre stigmatiserende? Alle eleverne i klassen vil da vide, hvorfor disse elever får individuel vejledning, så hvad er der opnået ved det? De får jo allerede individuel vejledning.

Jeg mener godt, det kan diskuteres, om ikke elever i 8. klasse er for unge til at foretage et kvalificeret uddannelsesvalg, men jeg er ikke enig i, at eleverne bliver stigmatiseret af at få noget at vide, de godt vidste i forvejen. Eleverne får jo også karakterer i 8. klasse, og også her begynder et meget synligt og målbart hierarki. Skal det så også afskaffes, hvis nogle elever oplever at føle sig dumme og stigmatiserede, fordi de ikke fik 12, men 4?

Jens Lauge Johannesen er cand.mag. og uddannelsesvejleder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"For 90 procent af eleverne, der bliver vurderet ikkeuddannelsesparat, kommer det ikke på nogen måde som en overraskelse."

Det er sikkert rigtigt nok.

Men HVORFOR bliver nogle elever erklæret
"ikke-uddannelsesparate"?

Det er der ingen svar på.

Havde selv en bekendt, som var nødt til at træne sine børn i dansk, fordi skolen ej knækkede læsekoden.