FN vil hjælpe udviklingslande med at opbygge sociale sikkerhedsnet. Det bør Danmark støtte

Danmark har meget at vinde og give ved at slutte op bag FN’s seneste initiativ om en international fond for social retfærdighed.

COVID-19-pandemien har i al stilfærdighed brudt med årtiers minimalstatstænkning og skabt momentum for en række af de politikker, der traditionelt har kendetegnet den skandinaviske velfærdsmodel. Vi har set det i den accelererede låntagning, som stater verden over har vist sig villige til for at modstå effekterne af pandemien over de seneste to år. Og vi ser det i disse måneder i en række nye tiltag verden over. Seneste eksempel er et forslag til oprettelsen af en global fond for social beskyttelse, som FN’s specielle rapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Olivier De Schutter, præsenterede for Menneskerettighedsrådet forrige uge.

Fonden skal bistå verdens stater i at sikre økonomisk understøttelse til borgere verden over, der er ramt af sociale eller økonomiske tilbageslag ved for eksempel sygdom, handicap, graviditet, arbejdsskade, arbejdsløshed, alderdom eller dødsfald i familien. Der er således tale om et forslag, der i sin essens hviler på menneskerettighedskonventionernes tanke om, at økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder gælder for alle.

Konkret er det tanken, at fonden skal give teknisk ekspertise såvel som økonomisk bistand til at styrke staters kapacitet til at generere offentlige midler til at afholde disse udgifter gennem blandt andet finanspolitik, korruptionsbekæmpelse, internationale gælds- og skattesanering og sociale investeringer.

Accelereret ulighed

Ideen til en global fond rammer et massivt globalt behov. Mens statsinvesteringer i de skandinaviske lande har skærmet de fleste af os imod de værste økonomiske følgevirkninger af pandemien, forholder det sig meget anderledes, når vi kigger ud i verden. Ifølge FN har 2,7 milliarder mennesker ikke modtaget støtte gennem pandemien til trods for, at millioner af dem har mistet deres job under pandemien. Én udfordring har bestået i, at store dele af den globale arbejdsstyrke arbejder uden formelle ansættelsesforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Ifølge FN’s beregninger har 61 procent af den globale arbejdsstyrke en prekær eller uformel ansættelse, og over halvdelen af jordens befolkning – cirka fire milliarder mennesker i alt – står uden nogen form for socialt sikkerhedsnet. Helt konkret har dette bidraget til, at omkring 115 millioner mennesker under COVID-19 er endt i ekstrem fattigdom i løbet af 2020 – og FN vurderer, at yderligere 35 millioner er i risiko for at følge trop i 2021.

Det er ikke kun i fjerntliggende udviklingslande, at disse problemer manifesterer sig. Europas sydlige naboregioner, Mellemøsten og Nordafrika, rummer en række af verdens mest ulige samfund. Som tommelfingerregel tjener en kvinde i et mellemøstligt eller nordafrikansk land i gennemsnit 40 procent mindre end en mand. Og i verdens mest ulige region, Mellemøsten, tegner de rigeste ti procent af regionens befolkninger sig for hele 56 procent af den nationale indkomst. Til sammenligning tegner de rigeste ti procent af Europas befolkning sig for 35 procent af den nationale indkomst. COVID-19-pandemien har forværret og accelereret disse uligheder.

I mange tilfælde har der manglet politikker og institutioner, der kunne hjælpe dem, der mistede deres indkomst under krisen. Med få undtagelser, som for eksempel Jordan, Tunesien og Algeriet, er reglen i regionen, at sammenhængende politikker for social beskyttelse er ikkeeksisterende, hvilket har den konsekvens, at mindre end ti procent af befolkningerne er formelt socialt forsikrede. Til sammenligning er omkring 84 procent af befolkningen i Europa socialt forsikrede.

Godt for økonomien

Det er helt oplagt, at Danmark skal bakke massivt op om De Schutters forslag til en global social fond. Det, der startede som en socialdemokratisk idé og op gennem anden halvdel af det 20. århundrede blev indarbejdet i snart sagt alle skiftende danske regeringers idégrundlag – at velfærdsstaten og dens socialpolitik skulle fortsætte – er blevet en levende succeshistorie. International forskning har gang på gang vist, at investeringer i social minimumsbeskyttelse på husholdningsniveau har en række gavnlige effekter.

Familier investerer mere i deres børns uddannelse, sundheden, og adgangen til mad øges, og børnedødeligheden reduceres. Velfærd reducerer drastisk den ulighed, som danske forskere også har belyst de mange negative konsekvenser ved: Blandt andet har ulighed markante negative effekter på økonomier og økonomisk vækst og hænger uløseligt sammen med konflikter, omend på komplekse måder.

Som vi har set i Danmark, er social velfærd en investering i samfundet, der ruster mennesker bedre til at uddanne sig, finde arbejde og forsørge sig selv og dermed geninvestere i samfundet. Social beskyttelse spiller ydermere en stabiliserende rolle i tider med økonomisk nedgang på grund af dens fattigdomsbekæmpende virkninger og dens evne til at øge lavindkomsthusstandenes forbrugsniveau. Således kan husholdningerne øge deres opsparing og dermed beskytte dem mod at skulle sælge jord, produktionsmidler eller andre indkomstgenererende aktiver i krisetider.

Genvind Danmarks respekt

Netop derfor er idegrundlaget bag den globale fond også et interessant alternativ til den tænkning, der driver Mette Frederiksens regerings asyl- og udlændingepolitik. I stedet for at underløbe det internationale samarbejde om migration og asyl med initiativer, der truer med at træde menneskerettighederne under fode, udtrykker den en visionær og konstruktiv tro på, at den danske og skandinaviske velfærdsmodel er vejen frem globalt. I stedet for at hegne os inde og introducere risikable instrumenter på kanten af international lov, som den meget omdiskuterede plan om at udlicitere dansk asylbehandling til tredjelande, viser fonden en vej, hvor Danmark målrettet kan bruge sin årtierlange erfaring til at løfte resten af verdens samfund – alt imens det støtter op om en grænse- og asylpolitik, der er forankret i internationalt samarbejde og fast forankret i menneskerettighederne og international lov.

FN’s arbejdsorganisation, ILO, vurderer, at verdens lavindkomstlande p.t. har et finansieringsbehov på omkring 488 milliarder kroner. Af disse skal cirka 266 milliarder dække sundhed for 711 millioner mennesker. Den globale fond for social beskyttelse ønsker ikke at skabe en ny afhængighed. I stedet er planen at give modtagerlandene mulighed for gradvist at øge deres egne finansieringsniveauer for social beskyttelse – ganske som vi herhjemme har gjort op gennem det 20. og 21. århundrede. Fonden skal både hjælpe med at finde nye kilder til indenlandske indtægter og sikre bæredygtige niveauer af støtte til lande, der skal støttes. På den vis er det målet at gøre fonden selv overflødig over tid, og det er allerede indtænkt, at den skal udfases, i takt med at modtagerlandene forbedrer deres evne til at hæve skatterne gradvist og yde universel social beskyttelse.

Den socialdemokratiske regering bør gribe de øgede muligheder, som pandemien har skabt, for at sikre støtte til global velfærd. Med sine mere end 100 års erfaring kan Danmark blive en vægtig spiller i sådanne tiltag. Det kan bidrage til at adressere de bagvedliggende årsager til migration. Og det kan forhåbentlig bidrage til, at Danmark genvinder den respekt, som vores samfundsmodel har aftvunget internationalt de seneste årtier.

Rasmus Alenius Boserup og Frederik Johannisson er henholdsvis direktør og programkoordinator i netværket EuroMed Rights, der repræsenterer 65 menneskerettighedsorganisationer.