Kronik

Fodboldens krigsmetaforik trænger til våbenhvile. Den promoverer et forældet mandeideal

Det er på tide at gøre op med krigsmetaforikken i fodbold. Ordvalget antyder, at fodboldspillerne er afstumpede og krigeriske. Men ved dette EM er det modsatte blevet bevist: De danske spillere har vist følelser som aldrig før. Heldigvis. Det skriver redaktør på tidsskriftet MÅL Lars Skovgaard Laursen
Christian Eriksen hyldes før kampen mod Tjekkiet. Da han fik hjertestop i Parken, blev det klart for enhver, at fodbold ikke er krig og spillerne ikke soldater, men at det, vi kan kalde medmenneskeligheden, må komme før alt andet.

Christian Eriksen hyldes før kampen mod Tjekkiet. Da han fik hjertestop i Parken, blev det klart for enhver, at fodbold ikke er krig og spillerne ikke soldater, men at det, vi kan kalde medmenneskeligheden, må komme før alt andet.

Dan Mullan/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
9. juli 2021

Vi ynder at sige, at fodbold er krig. Med den rette strategi kan vi besejre fjenden. Angriberne belejrer modstandernes felt og bombarderer deres mål, mens panserdefensiven ledt af en forsvarsgeneral kæmper for at holde skansen. Tropper opstillet i kampklare formationer klar til at bekrige hinanden.

Ét mandskab kan vende hjem som sejrherre, et andet må kapitulere. Sammenligningen mellem fodboldkampen på stadion og krigen på slagmarken finder legitimitet i en enkelt dikotomi: sejr kontra nederlag.

Krig kender ingen vindere. Men det er altid en kamp mellem fjendtlige parter ligesom slagudvekslingen mellem to rivaler på grønsværen. ’Hvad kæmper vi for? SEJR!’ brøler vi i kor, før vi går på banen. Oftest efterfulgt af et ophedet ’Hvad skal de ha’? TÆSK!’.

Fodboldkampen er den sidste bastion for rendyrket maskulinitet. Men hengivelsen til machoidealerne og barbariet er kun momentan. ’God kamp,’ siger vi til hinanden, før kampen fløjtes i gang, vel vidende at når de 90 minutter er gået, så er krigen ovre.

Fodboldkampen giver os en anledning til at konfrontere vores fjender uden at efterlade enker og faderløse børn, som den amerikanske forfatter Paul Auster har pointeret.

Den barske mand på retræte

En sport som fodbold er snarere et uskyldigt spil, hvor udøverne dyster om at være bedst for underholdningens skyld. Når rædsler, der kunne minde om krig, faktisk indtræffer på banen, bliver det klart, at arenaen netop ikke er en kampplads, men i stedet danner kulisse om en fredelig leg. Alligevel fristes vi til at tale i krigsmetaforer, når bolden ruller, fordi både krige og fodboldkampe udkæmpes af aggressive, uniformerede mænd.

Fodbold og krig er begge til stadighed mandsdominerede verdener. Og det er måske netop derfor, sammenligningen er så oplagt. Heltemodigt marcherer mændene i kamp mod fjenden. Forfatteren Daniel Dalgaard har i sidste uge udgivet essayet »Forestillingen om Patrick Mortensen«. Med afsæt i AGF-angriberen skriver han om manderollen, og eftersom fodbolden jo er håbløst gammeldags, hvad angår synet på køn og seksualitet (tænk bare på UEFA’s ageren i regnbuesagen), bliver sporten det perfekte udgangspunkt for Dalgaards refleksioner. Han skriver:

»Netop derfor kan fodboldverdenen være en interessant linse at se manderollen igennem. I stedet for at se efter forandringer i de mest progressive miljøer kan man jo også se på, hvad der forandrer sig i noget af det allermest mainstream og mere konservative, vi har.«

Selv i den ofte reaktionære fodboldverden er forestillingen om, at mænd bør være stærke, modige og barske, tilsyneladende på retræte. For to ugers tid siden gjorde landsholdet op med ideen om den usårlige soldat. Den ublu maskulinitets barrikader faldt, og holdet stod sammen om at vise sårbarhed, følsomhed og omsorg, da deres kammerat faldt i græsset.

Da Christian Eriksen fik hjertestop i Parken, blev det klart for enhver, at fodbold ikke er krig og spillerne ikke soldater, men at det, vi kan kalde medmenneskeligheden, må komme før alt andet. Lad os fremhæve herrelandsholdet for deres genfundne følsomhed og håbe, at det er første skridt på vejen mod en ny maskulinitet i sporten. Måske UEFA kunne lære noget her.

Krigsmetaforikken er forældet

Måske er det på høje tid, at vi skiller os af med hele krigsmetaforikken. Fodbolden er hverken forbeholdt mænd eller særligt afstumpede typer. Med den uruguayske forfatter Eduardo Galeanos ord er fodbold nærmere en ’rituel gengivelse af krig’: 11 spillere i symbolsk strid med et hold fra et andet nabolag, by eller nation. Respekt, fairplay og sammenhold er vigtige aspekter i fodbolden, men uden kamp, ingen sport: Vind eller forsvind.

Gennem den nedarvede krigsmetaforik får vi foræret et sprog, der kan afdække spillets rivalisering, styrkeforhold og kamp. Men med metaforerne følger også en forståelse af spillerne som soldater – sammenbidte, simple og stridslystne mandsvæsener.

Vi kan prise os lykkelige over, at landsholdets rollemodeller hverken er usårlige træmænd eller kyniske krigere, men at de har grædt, trøstet og talt ud om chokket. Uden at skamme sig over det.

Succes og fiasko er håndfaste parametre, vi måler os selv på. Også uden for banen. Men alt for ofte glemmer vi, at der ikke altid findes en vinder eller en taber. En kamp kan også ende uafgjort – både i fodbolden og i livet.

I 1990’erne indførtes det nuværende tre-point-system i et forsøg på at eliminere de pragmatiske stillingskrige. Før i tiden gav en sejr to point og et uafgjort resultat et enkelt point. Gevinsten ved en sejr blev så at sige hævet. Alligevel spilles der lige så meget uafgjort som altid.

Hvis fodbold er et udtryk for krig, så er 0-0 fodboldens svar på diplomati, fredsmægling og våbenhvile. Her er ingen vinder og taber, kun et neutralt kompromis. I den seneste klubsæson endte 124 kampe i Europas fem største ligaer uden mål. Det svarer til syv procent af alle kampe.

Uafgjort afslutter krigen

Vi bilder os ind, at fodbold tilbyder en underholdende kamp, der tryllebinder seere verden over. Alt kan ske, så længe bolden er rund, siger vi. Men sandheden er, at der ofte sker ingenting. Hver uge er der kampe, der ender 0-0 – som to langstrakte gab ved siden af hinanden.

Forleden spillede England mod Skotland på Wembley i, hvad vi forventede ville blive et betændt politisk opgør. Muligheden for at gennemspille den skotske uafhængighedskrig på 90 minutter lod spillerne dog mildest talt passere. Stormløbene udeblev. Begge hold virkede aldeles afvæbnede.

Spillere som Che Adams, Lyndon Dykes, Harry Kane, Raheem Sterling og Phil Foden skød med løst krudt. Hvad der skulle have været en blodig kamp for suverænitet og herredømme endte i et fredeligt forlig. Fodboldeksperterne konstaterede, at den britiske husfred var intakt. Mere var der ikke at sige om den kamp.

Holdene kunne have spillet fra nu og i al evighed uden at score. Lykkeligvis er kampen på banen tidsbegrænset modsat den på slagmarken. Her var virkelig tale om en mindelig forbrødring. Alligevel er krigsretorikken alle vegne, når nationerne med deres historiske tyngde dyster mod hinanden til EM. Men har de forgangne sommeraftener ikke vist os, at militærterminologien ikke rækker i afdækningen af spillet?

Sejrsvilje og ærgerrighed er udøverens devise, men alle ved, at det samme er kammeratskab, sammenhold og sjælefred. Så husk det før finalen: En nullert kan være kedelig, men tilbyder i al sin tomhed en beroligelse uden bivirkninger. Og en mulighed for at genforhandle maskuliniteten i fred og fordragelighed.

Lars Skovgaard Laursen er redaktør på tidsskriftet MÅL.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eric Bøgh Svinth

Det er da fuldstændigt rygende ligegyldigt om spillerne viser bløde sider og empati. Bagmændene er stadig patriaktyper med lyssky forretningsmetoder. Det ses jo med jævne mellemrum ..All about the money.
Spillerne er kun moderne gladiatorer der på den ene side gør nogle gå rige og holder masserne i ave for de ikke gør oprør mod tingenes tilstand. Det vidste Cæsar .. det ved Mette.

Kan sammenlignes med Rusland hvor 110 mennesker i en snæver kreds tæt på magten sidder på 80% af rigdommene mens 148 millioner lever kummerlige af de sidste 20% (frit husket efter artikel i Ingeniøren)
Her hedder metoden ikke fodbold men vodka.

Søren Kristensen

Altså, jeg synes også der er for få mål i fodbold og i teorien kan det nemt løses ved at gøre målene en anelse større. Ændringer i fodboldreglerne er dog en noget langmodig affære set i historisk perspektiv. Der skulle fx. gå 51 år frem til 1925 før offside reglen blev indført og i dag er der jo også de store spil-udbydere, herunder Danske Spil, at tage hensyn til. De tjener kassen på de kasseløse kampe, der ender fx. 0-0, idet hver kamp har tre udfald, vundet, tabt eller uafgjort og allerede dér reduceres kundernes chance til en i udgangspunktet tredjedel - mens DS kun sjældent betaler pengene tre gange igen til en heldig vinder.
Men igen, for underholdningens skyld kunne man godt overveje at give os lidt flere mål at glo på, så vi ikke er henvist til at underholde os selv med noget der ligner krig på lægterne.

Thomas Østergaard

Symptomatisk nok er mit tidligere indlæg, der erindrede hvordan spillere før i tiden faldt om med hjerteslag og blev ignoreret eller brugt som passive bander i spillet fundet anstødeligt.

Det var ellers mest ment som en sarkastisk kritik af artiklens grundpræmis, om at det er tegn på at nye, progressive vinde hersker i fodbolden at spillerne udviste følelser og tegn på omsorg da Eriksen drattede om. Hvad der naturligvis er det rene sludder.

John Kierans

Jeg ved såmænd ikke, hvad der er mest ynkeligt - at skribenten åbenbart mener, at 0-0-kampe er ønskværdige, eller at han prøver at presse en diskurs om maskulinitet og krig ned over fodbolden.

Som om det kun er i mandesport, at der anvendes kampråb: For år tilbage var kvindehåndboldlandsholdets kampråb fx. ”hvad skal de ha’? Smæk! Hvad skal de ha’? Smæk, smæk, smæk!’. (Historien gik, at man havde skiftet "tæsk" ud med "smæk" for at prøve noget nyt).

Som en underviser engang fortalte mig, er den største forskel mellem almindeligt dannede mennesker og så de knap så begavede, at førstnævnte gruppe er i stand til at forstå og agere ud fra, at analogier blot er analogier ...