Første gang en dame i Borgerservice kaldte mig mor – og ikke far – var noget af det største

At blive mor må være en af de ultimativt største glæder her i livet. Men da jordemoderen skulle kønne mig, lå det absolut ikke i kortene, at jeg skulle blive mor, da jeg blev identificeret som en dreng. Siden jeg var to-tre år gammel, har jeg vidst, at jeg ikke var som de fleste andre, men ikke hvorfor.

Da jeg blev 14-15 år, kom jeg ved et tilfælde i besiddelse af en nederdel og en top, som jeg egentlig skulle videreformidle, men efter en pludselig indskydelse fandt jeg mig selv iklædt tøjet. Den dag var der 740.000.399 brikker, der faldt på plads i mit hoved, og en indre ro, jeg ikke tidligere havde oplevet, spredte sig i hele mit legeme. Endelig fandt jeg ud af, hvorfor jeg ikke var som de andre – jeg var jo en pige på vej til at blive kvinde!

Men ak nej, med en dåbsattest, som er dateret i 1957, var denne unikke opdagelse vist noget, jeg gjorde bedst i at holde for mig selv. Dengang var der ikke et internet, hvor man lige kunne sætte en søgemaskine i gang med at finde alverdens svar på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det.

Endnu mere forvirrende blev det, fordi jeg gerne ville være kvinde, men jeg samtidig er og altid har været tiltrukket af kvinder.

30 år skulle jeg blive, inden jeg fandt sammen med en meget forstående kvinde, med hvem jeg senere fik to børn. Og det er og bliver det største, jeg har oplevet i dette liv, at blive forælder.

Nu sidder du nok og tænker, hvad i alverden det har med moderskabet at gøre. Som du måske bemærkede før, blev jeg mor, men det var desværre kun inde i mit hoved. Alle andre kiggede på mig og ønskede tillykke til den stolte far. Inde i mig skreg det bare, at ’neeej, jeg vil ikke være far, jeg vil være mor’.

Vores førstefødte er fra 1994, og som du nok kan forestille dig, var det et alt for tidligt tidspunkt for et menneske som mig at træde frem på scenen og råbe til hele verden: »Jeg er også mor!«. Jo, når vi var alene hjemme i vores lille familie, var jeg mor, og egentlig var jeg i starten måske mere mor end min ægtefælle, som desværre var ramt af en fødselspsykose.

Dejligt at føle sig som mor

Hvordan var jeg mere mor end min ægtefælle? Jo, den fødselspsykose, som havde indtaget min kæreste, medførte desværre, at hun havde en forholdsvis ligegyldig tilgang til vores datter, og så snart jeg var i nærheden, var det mig, der tog ansvar, hvad end det angik mad, bleskift, leg, bade, at synge godnatsang eller putte.

I dagligdagen, når jeg var på job, gik det godt nok, når jeg havde vasket sutteflasker og gjort klar med nye forsyninger. Jo, i mange henseender følte jeg mig virkelig som mor.

For mig var det måske også en slags held i uheld, at min ægtefælle ikke kunne amme, og det oftest var mig, der var oppe om natten og give flaske. Gudskelov kom vi tilbage til ’normale’ tilstande efter trekvart år.

I dag har jeg et utrolig tæt forhold til min datter, og jeg tænker, at det blev grundlagt, mens hun var spæd. Så kan man tænke: ’Jamen, ville enhver far ikke også træde til på den måde?’ Jo, helt sikkert, men det var dejligt at føle mig som mor.

En anden ting, som faldt mig rigtig meget for brystet, er fordelingen af barselsperioden. Da vores datter kom til verden, var jeg heldig at ’tilrane’ mig otte dages barsel, og resten gik til min ægtefælle. Jeg fornemmer imidlertid, at der er ved at blive løst op for dette, så begge parter nu kan få lige meget barselsorlov. Ja, der kan ske mange gode ting på 27 år.

Da vi fire år senere i 1998 også kunne ønske vores søn velkommen til verden, var det lidt anderledes. Min ægtefælle tog ham til sig, og jeg måtte se mig noget hensat til sidelinjen. Forklaringen fik vi desværre først 10 år senere, da vi fik budskabet om, at vores søn er infantil autist.

Se nu var det, som om der igen faldt 740.000.399 brikker på plads for mig, og snart efter fik jeg også knyttet et utroligt stærkt bånd til vores søn.

For tæt på

Men har jeg nogensinde været rigtig mor? Uanset at jeg har klædt mig og opført mig som kvinde i hjemmet, har hverken min datter eller søn opfattet mig som mor. Det er selvfølgelig noget, jeg både er ked af, men også må acceptere, når ingen i min familie eller omgangskreds refererer til mig som mor. Vores familie kendte mig jo heller ikke som mor … Men hvorfor ikke det?

Som nævnt er jeg født i 1957, og de generationer, jeg er opvokset med, var absolut ikke klar til med åbne arme at tage imod en transkvinde. Jo, det kunne nok gå at udtrykke sympati for dem, man en meget sjælden gang imellem kunne læse om i bladene, men når det kom så tæt på, at der var en i familien, så var det meget svært spiseligt.

Som følge deraf levede jeg udadtil videre med det køn, som jordemoderen så fejlagtigt havde tildelt mig. Men hun så jo også kun efter én af indikatorerne for køn. Ja, når nu vi er ved det, må jeg da lige pege på, at der er fire typer eller fire indikatorer, som bestemmer et menneskes køn:

• Det tildelte køn: Det køn, som jordemoderen tildeler dig umiddelbart efter fødslen.
• Det opfattede køn: Det køn, du føler dig som.
• Det udtrykte køn: Hvordan andre ser og ’kønner’ dig, når de møder dig i det offentlige rum.
• Det biologiske køn: Hvorvidt du kan føde børn.

’Medmor’ for første gang

Et af de stolteste øjeblikke i mit liv var, da jeg sammen med vores søn var på rådhuset for at besøge Borgerservice. Det var en lidt kompleks opgave, vi skulle have løst på min søns vegne.

Vi talte lidt hen over disken, inden det store øjeblik oprandt, da Borgerservicedamen henvendt til min søn sagde: »Nu gør vi sådan her, og så klarer din medmor resten« – Det var første gang, jeg hørte ordet medmor, og samtidig blev jeg så uendelig glad, fordi jeg af en offentligt ansat blev anerkendt som mor. Det var stort! Det var et øjeblik af overordentlig skønhed!

Rent juridisk er jeg i dag kvinde, men alligevel siger loven, at jeg hverken kan eller vil blive betragtet som mor. Børneloven er helt ude af trit med tingenes tilstand i øvrigt. I ’Vejledende information til brug for bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte’ fra Indenrigsministeriet kan man læse:

»Din juridiske status som far eller mor til et barn efter børneloven ændres ikke, selv om du skifter køn. I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, og det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om den pågældende juridisk er en mand – være at betragte som barnets mor i børnelovens forstand«.

Er det ligestilling? Jeg kan sagtens forstå, at det for de fleste mennesker forekommer fuldstændig ligegyldigt, om man bliver kaldt mor eller far, men jeg kan forsikre om, at det er det ikke. Jeg ville være stolt over at blive kaldt mor, men den mulighed giver loven mig ikke.

Hvis jeg var 14 år i dag, ville mit liv komme til at se meget anderledes ud. Og hvor ville jeg ønske, at mine børn i lovens øjne måtte kalde mig deres mor eller medmor. Spørgsmålet er, om min ægtefælle ville være parat til at dele den flotte titel med mig.

Jette Clemmensen er transkvinde.