Kronik

Første gang en dame i Borgerservice kaldte mig mor – og ikke far – var noget af det største

Da jeg fik mit første barn, var der intet, jeg hellere ville, end at være mor. Men alle lykønskede mig som den stolte far til barnet. Som transkvinde, der endnu ikke var sprunget ud, kunne de ikke se mig som mor, og lovgivningen nægter stadig at anerkende det, skriver Jette Clemmensen i denne kronik
For de fleste mennesker forekommer fuldstændig ligegyldigt, om man bliver kaldt for mor eller far, men jeg kan forsikre om, at det er det ikke, skriver Jette i denne kronik.

For de fleste mennesker forekommer fuldstændig ligegyldigt, om man bliver kaldt for mor eller far, men jeg kan forsikre om, at det er det ikke, skriver Jette i denne kronik.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
31. juli 2021

At blive mor må være en af de ultimativt største glæder her i livet. Men da jordemoderen skulle kønne mig, lå det absolut ikke i kortene, at jeg skulle blive mor, da jeg blev identificeret som en dreng. Siden jeg var to-tre år gammel, har jeg vidst, at jeg ikke var som de fleste andre, men ikke hvorfor.

Da jeg blev 14-15 år, kom jeg ved et tilfælde i besiddelse af en nederdel og en top, som jeg egentlig skulle videreformidle, men efter en pludselig indskydelse fandt jeg mig selv iklædt tøjet. Den dag var der 740.000.399 brikker, der faldt på plads i mit hoved, og en indre ro, jeg ikke tidligere havde oplevet, spredte sig i hele mit legeme. Endelig fandt jeg ud af, hvorfor jeg ikke var som de andre – jeg var jo en pige på vej til at blive kvinde!

Men ak nej, med en dåbsattest, som er dateret i 1957, var denne unikke opdagelse vist noget, jeg gjorde bedst i at holde for mig selv. Dengang var der ikke et internet, hvor man lige kunne sætte en søgemaskine i gang med at finde alverdens svar på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det.

Endnu mere forvirrende blev det, fordi jeg gerne ville være kvinde, men jeg samtidig er og altid har været tiltrukket af kvinder.

30 år skulle jeg blive, inden jeg fandt sammen med en meget forstående kvinde, med hvem jeg senere fik to børn. Og det er og bliver det største, jeg har oplevet i dette liv, at blive forælder.

Nu sidder du nok og tænker, hvad i alverden det har med moderskabet at gøre. Som du måske bemærkede før, blev jeg mor, men det var desværre kun inde i mit hoved. Alle andre kiggede på mig og ønskede tillykke til den stolte far. Inde i mig skreg det bare, at ’neeej, jeg vil ikke være far, jeg vil være mor’.

Vores førstefødte er fra 1994, og som du nok kan forestille dig, var det et alt for tidligt tidspunkt for et menneske som mig at træde frem på scenen og råbe til hele verden: »Jeg er også mor!«. Jo, når vi var alene hjemme i vores lille familie, var jeg mor, og egentlig var jeg i starten måske mere mor end min ægtefælle, som desværre var ramt af en fødselspsykose.

Dejligt at føle sig som mor

Hvordan var jeg mere mor end min ægtefælle? Jo, den fødselspsykose, som havde indtaget min kæreste, medførte desværre, at hun havde en forholdsvis ligegyldig tilgang til vores datter, og så snart jeg var i nærheden, var det mig, der tog ansvar, hvad end det angik mad, bleskift, leg, bade, at synge godnatsang eller putte.

I dagligdagen, når jeg var på job, gik det godt nok, når jeg havde vasket sutteflasker og gjort klar med nye forsyninger. Jo, i mange henseender følte jeg mig virkelig som mor.

For mig var det måske også en slags held i uheld, at min ægtefælle ikke kunne amme, og det oftest var mig, der var oppe om natten og give flaske. Gudskelov kom vi tilbage til ’normale’ tilstande efter trekvart år.

I dag har jeg et utrolig tæt forhold til min datter, og jeg tænker, at det blev grundlagt, mens hun var spæd. Så kan man tænke: ’Jamen, ville enhver far ikke også træde til på den måde?’ Jo, helt sikkert, men det var dejligt at føle mig som mor.

En anden ting, som faldt mig rigtig meget for brystet, er fordelingen af barselsperioden. Da vores datter kom til verden, var jeg heldig at ’tilrane’ mig otte dages barsel, og resten gik til min ægtefælle. Jeg fornemmer imidlertid, at der er ved at blive løst op for dette, så begge parter nu kan få lige meget barselsorlov. Ja, der kan ske mange gode ting på 27 år.

Da vi fire år senere i 1998 også kunne ønske vores søn velkommen til verden, var det lidt anderledes. Min ægtefælle tog ham til sig, og jeg måtte se mig noget hensat til sidelinjen. Forklaringen fik vi desværre først 10 år senere, da vi fik budskabet om, at vores søn er infantil autist.

Se nu var det, som om der igen faldt 740.000.399 brikker på plads for mig, og snart efter fik jeg også knyttet et utroligt stærkt bånd til vores søn.

For tæt på

Men har jeg nogensinde været rigtig mor? Uanset at jeg har klædt mig og opført mig som kvinde i hjemmet, har hverken min datter eller søn opfattet mig som mor. Det er selvfølgelig noget, jeg både er ked af, men også må acceptere, når ingen i min familie eller omgangskreds refererer til mig som mor. Vores familie kendte mig jo heller ikke som mor … Men hvorfor ikke det?

Som nævnt er jeg født i 1957, og de generationer, jeg er opvokset med, var absolut ikke klar til med åbne arme at tage imod en transkvinde. Jo, det kunne nok gå at udtrykke sympati for dem, man en meget sjælden gang imellem kunne læse om i bladene, men når det kom så tæt på, at der var en i familien, så var det meget svært spiseligt.

Som følge deraf levede jeg udadtil videre med det køn, som jordemoderen så fejlagtigt havde tildelt mig. Men hun så jo også kun efter én af indikatorerne for køn. Ja, når nu vi er ved det, må jeg da lige pege på, at der er fire typer eller fire indikatorer, som bestemmer et menneskes køn:

  • Det tildelte køn: Det køn, som jordemoderen tildeler dig umiddelbart efter fødslen.
  • Det opfattede køn: Det køn, du føler dig som.
  • Det udtrykte køn: Hvordan andre ser og ’kønner’ dig, når de møder dig i det offentlige rum.
  • Det biologiske køn: Hvorvidt du kan føde børn.

’Medmor’ for første gang

Et af de stolteste øjeblikke i mit liv var, da jeg sammen med vores søn var på rådhuset for at besøge Borgerservice. Det var en lidt kompleks opgave, vi skulle have løst på min søns vegne.

Vi talte lidt hen over disken, inden det store øjeblik oprandt, da Borgerservicedamen henvendt til min søn sagde: »Nu gør vi sådan her, og så klarer din medmor resten« – Det var første gang, jeg hørte ordet medmor, og samtidig blev jeg så uendelig glad, fordi jeg af en offentligt ansat blev anerkendt som mor. Det var stort! Det var et øjeblik af overordentlig skønhed!

Rent juridisk er jeg i dag kvinde, men alligevel siger loven, at jeg hverken kan eller vil blive betragtet som mor. Børneloven er helt ude af trit med tingenes tilstand i øvrigt. I ’Vejledende information til brug for bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte’ fra Indenrigsministeriet kan man læse:

»Din juridiske status som far eller mor til et barn efter børneloven ændres ikke, selv om du skifter køn. I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, og det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om den pågældende juridisk er en mand – være at betragte som barnets mor i børnelovens forstand«.

Er det ligestilling? Jeg kan sagtens forstå, at det for de fleste mennesker forekommer fuldstændig ligegyldigt, om man bliver kaldt mor eller far, men jeg kan forsikre om, at det er det ikke. Jeg ville være stolt over at blive kaldt mor, men den mulighed giver loven mig ikke.

Hvis jeg var 14 år i dag, ville mit liv komme til at se meget anderledes ud. Og hvor ville jeg ønske, at mine børn i lovens øjne måtte kalde mig deres mor eller medmor. Spørgsmålet er, om min ægtefælle ville være parat til at dele den flotte titel med mig.

Jette Clemmensen er transkvinde.

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

    4. oktober 2021
    Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
  • Fødslen af min søn satte mig fri

    23. september 2021
    Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Mulvad

Det er efterhånden tit, at der er nogen, der insisterer på, at der eksisterer et tildelt køn, og at det er jordemoderen, der ved fødslen er så grum, at hun/han tildeler barnet et køn. Det er rent sludder og vrøvl og det bliver ikke mere rigtigt at blive gentaget. Det eneste jordemoderen gør, er at registrere barnets biologiske køn. I øvrigt er de fleste forældre allerede ved skanningerne blevet orienteret om barnets køn.
Jette Clemmensen nævner "fire indikatorer, som bestemmer et menneskes køn".
Hertil har jeg følgende kommentarer:
Der ingen der tildeler nogen et køn.
Der kan være forskellige oplevelser relateret til køn og kønsroller, det være sig personens egen oplevelse og omgivelsernes oplevelse.
Det biologiske køn defineres ikke af evnen til at føde børn.

Et menneskes biologiske køn afgøres ved undfangelsen. Det kan ikke ændres, hverken kirurgisk eller medicinsk eller juridisk. Kønnet er indlejret i hver eneste celle i kroppen.
Det biologiske køn er et af vores grundvilkår. Jeg mener, det er afgørende for en konstruktiv og meningsfuld diskussion om køn, kønsidentitet og kønsroller, at vi tager udgangspunkt i, og anerkender dette grundvilkår.

Anne Ostenfeld, Jørgen Larsen, Birgitte Johansen, Vibeke Olsen, Nike Forsander Lorentsen, Anina Weber, Torben Skov, Svend Jespersen, John Johansen, erik pedersen, Mette Eskelund og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Birgitte Johansen

Fremragende debatindlæg, som gav mig en større forståelse for, hvordan det er at skulle leve med et kønsdilemma. Respekt for det!
Og løsningen ligger ikke lige for, eftersom der er en vis logik i, at den, som har leveret sædcellen, i biologisk forstand er far. Men samtidig - med en kvindelig identitetsopfattelse - indlysende nok gerne vil benævnes 'mor'.

Eva Schwanenflügel

Det giver da anledning til reflektion over kønnenes betydning i forskellige samfund.
Hvad der er defineret som 'kvindeligt' og 'mandligt', og hvorfor det i det hele taget er vigtigere eller 'bedre' at være henholdsvis mor eller far?

Samtidig med det, er der oplevelsen af at være født i et forkert køn.

Og så er alt ikke todelt, eller binært.
Der findes masser af forskellige typer.
Også videnskabeligt set.

https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvor-mange-koen-findes-der

Jette Clemmensen

Hvad skal jeg tænke og føle?
Birgitte Mulvad tænker og skriver at det ér noget vås, når vi påstår at det er jordemoderen der tildeler vores køn.
Jamen hvem kan det ellers være?
Jeg tænker at vi kan enes om at jordemoderen med udgangspunkt i det biologiske køn, oplyser barnets køn til de glade forældre.
Det er også jordemoderens indberetning som sikrer at denne information kommer videre i systemet, således at der bliver udstedt officielle dokumenter, sundhedskort o.l. på baggrundt af jordemoderens indberetning. - Altså jordemoderen tildeler barnet sit køn.
Eller har jeg misforstået systemet fuldstændigt?

Jørgen Larsen

@Jette Clemmensen - Der er vel forskel på konstatering og tildeling af et køn? Så på et eller andet abstrakt plan, så kan man med en vis ret hævde, at jordmoderen ikke tildeler, men konstaterer barnets køn.

Jette Clemmensen

Hej Jørgen,
Nej, Jordemoderens konstatering eller observation ender med at barnet bliver tildelt et CPR Nr. - lige eller ulige.
Der ér ingen andre involveret i den proces. Altså er og bliver det jordemoderens "indstilling" der ender med en tildeling...

Birgitte Mulvad

@ Jette Clemmensen

Du har selvfølgelig fuldstændig ret, Jette, både min kone og jeg har helt misforstået, hvad der foregår lige efter fødslen:
Jordemoderen dykker dybt ned i sin jordemodertaske og finder et køn frem. På kønnet hænger der et cprnr. Begge dele bliver nu tildelt barnet. Et lille kirurgisk indgreb og WUPTI, barnet har fået sit køn. Indgrebet sikrer samtidig, at X- og Y-kromosomer fordeles på rette vis i samtlige af barnets celler.
Vi bliver nødt til at afskaffe denne praksis: Samtlige jordemødre skal afskediges, så vi fremover selv kan vælge, hvilket køn vi hver især vil have.

Joachim Speck (Birgittes MAND og stolt FAR til 3 DØTRE/MØDRE)

P.S. Hvad gør de egentlig i lande, hvor der ingen jordemødre er?

Birgitte Mulvad

Kære Jette.
Jeg vil starte med at fortælle, at jeg med stor interesse læste dit indlæg om din personlige oplevelser om at opleve sig forkert i sin krop.
Det er – indrømmet – unfair, at jeg så plukker en lille – men for mig ikke uvæsentlig - del ud og ikke forholder mig til dit indlæg som helhed.
Jeg vil gerne uddybe mine synspunkter lidt.
Sprogligt er ordet ”køn” relateret til biologisk køn. I stedet for at lave en glidebane, hvor det bruges i flæng om tilgrænsende temaer, skulle vi måske finde nogle nye ord for kønsroller, kønsidentitet, opfattelse af eget køn og hvad der ellers kan være behov for at kunne udtrykke sig præcist om. Som det italesættes her og af andre transpersoner, udviskes betydningen af det biologiske køn.
Vi har en administrativ praksis, der registrerer mennesker ud fra deres biologiske køn. Det er den – og ikke jordemødrene, vi skal forholde os til: Er tiden løbet fra denne praksis? Kan vi indføre kønsneutral cpr-registrering her i Danmark? Hvad vil konsekvenserne være? Og mange andre spørgsmål.
Jeg tager problematikken alvorligt, og netop derfor mener jeg, at det er useriøst, at tildele jordemødrene og fødslen en rolle i denne problematik.
Jeg vil fastholde at: ”Det biologiske køn er et af vores grundvilkår. Jeg mener, det er afgørende for en konstruktiv og meningsfuld diskussion om køn, kønsidentitet og kønsroller, at vi tager udgangspunkt i og anerkender dette grundvilkår.”

Jette Clemmensen

Ja, Birgitte Mulvad, der er rigtig meget biologi involveret i netop denne problematik, og jeg tænker også at der nok også er en eller anden biologisk forklaring på hvorfor jeg altid har følt mig som kvinde. Jeg ved det bare ikke, og jeg kender ingen der ved det.
Jeg kender heller ingen der kan forklare hvorfor nogen skriver med højre- og nogle med venstre hånd.
Jeg ville virkelig ønske at vide hvorfor jeg har det som jeg har det, for jeg er sikker på, at hvis vi fandt en forklaring, så ville mange flere mennesker, også jeg selv, forstå og acceptere mig, og de tusindvis af transpersoner der findes.