Kommentar

Det folkefestlige EM sætter halvtreds års sociologiforskning af identitetsdannelse på prøve

Det er ikke kun målscore og straffespark, der er interessante under EM. Det er også, at fodboldfesten har udfordret den identitetsdannelse, som forskningen ellers har vist de sidste 50 år. Det skriver medlem af Socialdemokratiet og kulturdebattør Kristian Marstal
Debat
7. juli 2021

Vi er alle danskere. Så enkelt kan folkestemningen omkring det danske fodboldlandshold i EM-slutrunden beskrives. Med sejr på sejr og en historisk plads i semifinalen har landsholdet uge for uge samlet nye fans – både herhjemme og i udlandet som en slags europæiske darlings.

Efter coronapandemien har intet som denne fodboldslutrunde i moderne tider kunnet samle vor nation i et så stærkt kollektivt fællesskab på tværs af kulturelle- og dannelsesmæssige skel. Det interessante ved fænomenet er dettes brud med de sidste halvtreds års sociologiske udvikling i identitetsdannelse.

I lyset af overgangen fra den samfundsmæssige solidaritet og klasseinddeling i 1950’erne til den nutidige individualiserede mentalitet med vægt på individets rettigheder og selvrealisering klinger landsholdsfodbolden sært altmodisch i dennes anonymisering af den enkelte til fordel for gruppekulturen.

Hele situationen bekræfter populærkulturens kraft og magt. Massemedier som tv, magasiner og aviser for slet ikke at tale om visualiteten i gaderne og udsolgte landsholdstrøjer overalt fortæller alle historien om, at vi for en stund skal glemme jagten på selvrealisering og hengive os til fællessang, rød-hvide uniformer og fællesbrøl, når vi scorer. Fodbold er ikke intellektuelt – det er ikke ment som en kritik, men peger blot på, at populærkulturen til hver en tid vil kunne sætte den dannede elite under pres og udkonkurrere dennes indflydelse på masserne.

Sociologiske studier beskriver udvikling i samfundsnormer over tid, og det er fascinerende, at samfundsværdierne ikke er logiske. Udvikling er evigt forbundet til antiudvikling – altså en tilbageskuelse endsige længsel efter svundne tider. Tryghed i en utryg tid kunne man formulere.

Kristian Marstal (S) er cand.musicae, kulturdebattør og kunstner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her