Læserbrev

Forbrugerrådet Tænk: Tøjfirmaer, der vildleder med uærlig grøn markedsføring, skader klimakampen

Virksomheder skal være ærlige, når de markedsfører ders tøj som bæredygtigt. Er de ikke det, vildleder det forbrugeren til at tro, at blot de køber et bestemt mærke, så er klimaproblemerne pist væk. Vores høje krav skader derfor ikke klimakampen – tværtimod, skriver formand for Forbrugerrådet Tænk i dette debatindlæg
Virksomheder skal være ærlige, når de markedsfører ders tøj som bæredygtigt. Er de ikke det, vildleder det forbrugeren til at tro, at blot de køber et bestemt mærke, så er klimaproblemerne pist væk. Vores høje krav skader derfor ikke klimakampen – tværtimod, skriver formand for Forbrugerrådet Tænk i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
14. juli 2021

Modedesigneren Rachel Kollerup anfører i kronikken den 13. juli, at Forbrugerrådet Tænk skader klimakampen, når vi anmelder fem tøjgiganter til Forbrugerombudsmanden for vildledende grøn markedsføring.

Vi har naturligvis anmeldt virksomhederne af den præcis modsatte grund og mener, at det gør mest for klimaet, hvis produktion af tøj reelt bliver mere bæredygtig, og forbrugerne kan have tillid til de salgsbudskaber, der står på tøjet.

Virksomheder kan godt markedsføre deres indsatser for at skåne klima og miljø uden at vildlede. Og hos Forbrugerombudsmanden findes der retningslinjer for, hvordan virksomhederne kan gøre det inden for lovens rammer. At nogle virksomheder mener, at kravene er høje, er en anden sag.

Rachel Kollerup citerer i kronikken Forbrugerombudsmanden for at tvivle på, om ret mange producenter kan leve op til de kriterier, der skal til for, at de kan kalde deres produkter bæredygtige. Løsningen på den udfordring må blot ikke være at udvande bæredygtighedsbegrebet og slække på kravene til grøn markedsføring.

I stedet for at greenwashe opfordrer vi virksomhederne til at være åbne, ærlige og præcise i deres markedsføring. Er tøjet lavet af genanvendte materialer? Så skriv dét! Er T-shirten lavet af økologisk bomuld? Så skriv dét! Tøj, der er produceret på en måde, som tager hensyn til mennesker, miljø og klima, er vigtige i den grønne omstilling af vores forbrug. Og vi forbrugere vil gerne træffe gode valg.

Det er, når virksomheders brede påstande om bæredygtighed bliver smurt tykt ud, at vi ser problemet. Det vildleder nemlig forbrugerne til at tro, at blot de køber et bestemt mærke, er de klima- og miljøproblemer, som er forbundet med deres tøjforbrug, nok løst. Det er – desværre – ikke tilfældet.

Hvis danskernes tøjforbrug for alvor skal rykke i en mere bæredygtig retning, så handler det om at bruge det, vi allerede har hængende i skabet, købe brugt og investere i yndlingstøj, der kan holde i mange år.

Og når vi køber nyt, skal vi med det samme kunne se, hvad der reelt er gjort af indsats for at gøre tøjet mere bæredygtigt, så vi kan træffe et oplyst valg og gøre det bedste for klima og miljø.

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her