Afdøde radiojournalist Jens Winther stillede altid et godt forberedt første spørgsmål. Når politikerne havde svaret, sagde Jens Winther: Hvorfor det? Når Winther til sidst affyrede slutspørgsmålet: ’Hvor skal pengene komme fra?,’ gik ofrene i spåner. Men Winther hørte omhyggeligt efter svarene inden det med pengene og spurgte i forhold til formuleringerne og egen indsigt og bed fast i benet, til det knasede. Han ville have besked og fik det som regel.
I DR-radioens debat efter 12-Radioavisen er en af medarbejderne utvivlsomt ude på det samme. Hun holder årvågent sine gæster ansvarlige på ord og handling. Metoden er så enkel som Jens Winthers, men til gengæld forkert. Som regel er der flere gæster i radiostudiet udvalgt efter formodet uenighedsgrad. Efter tur bliver de udspurgt om dagens emne, ofte parvist arrangeret som modpoler. Gæst A bliver spurgt om emnet og svarer: Sådan og sådan og sådan forholder det sig, og det viser, at gæst B er en uansvarlig skurk. Intervieweren vender sig til gæst B og spørger – ikke hver gang, men hver eneste gang: ’Gæst B, er du ikke bare, som gæst A siger, en uansvarlig skurk?’ Mærkeligt nok svarer gæst B: ’Nej, det er gæst A, der ikke forstår noget!’ Intervieweren spørger herefter gæst A: ’Er det ikke bare, fordi du ikke forstår noget?’ Mærkeligt nok mener gæst A, at han forstår det hele.
Rettidig omhu
Det mest forbløffende er, at ingen i efterkritikkens navn åbenbart henleder interviewerens opmærksomhed på fremgangsmådens tidkrævende tåbelighed og eventuelt finder gode interview ud af arkiverne og viser, hvordan man gør, eller sætter intervieweren til at hente kaffe eller klippe aviserne i småstykker. Et eller andet.
For nylig var der stor ståhej om et interview med Ghita Nørby, som til tider i sin lange karriere har udvist rettidig omhu over for pressen og sagt sin ærlige mening. Det bryder pressen som sådan sig almindeligvis ikke om. Indvendinger mod åbenlyse tåbeligheder eller tåkrummende uvidenhed bliver nærmest opfattet som et terrorangreb mod ytringsfriheden.
På Kongens Nytorv med sin mangeårige arbejdsplads Det Kongelige Teater på rundhorisonten blev den store skuespiller spurgt, om hun var bange for døden. I den ende af mediet, hvor sentimentalitetens overtro hersker, går den slags for dybsindighed. De adspurgte har værsgo at gå ind på idiotien og udvise følelser, helst græde, allerhelst bekende deres gudstro.
Ansigt til ansigt med døden
Én medarbejder har gjort det til sit og DR’s varemærke at lade sig tale til om de øjeblikke i livet, hvor døden i et svimmelt øjeblik blev den interviewede bevidst ansigt til ansigt med Gud ham selv i Himlen bag en åben ladeport til evigheden.
Ingen redaktion diskuterer tilsyneladende den type ugebladssamtalers lødighed eller relevans, eller om man i givet fald burde sætte en gudsfornægtende børste til at stille usentimentale kritiske spørgsmål, og i hvert fald ikke, så genren virker, som om elektronikkens repeterknap har sat sig fast.
»Er du bange for døden?« Til besvarelse på tre minutter! »Hvad synes du om verdenssituationen?,« spørger Storm P. »Ingenting, jeg har fået en flue i øjet.«
Ghita Nørby svarede, hvad der kan oversættes til ’rend og hop.’
En halvkendt, ret støjende sladderjournalist i B.T. mente, at nu har vi fundet os i nok fra den kant, hvad hun så end mente med det. Og hvem er vi? Kritik, kæreste sladderjournalist, kan også gå kontrær, når den, der interviewes, ikke underkaster sig mikrofonstativerne. Pressen burde juble, når nogen orker at sige fra i modvilje mod dumheden. I øvrigt burde alle journalister hellere bruge kræfterne på at protestere mod en regering, der ved den mindste krusning på dammen konsekvent afviser at lade sig udspørge. Det er ikke en tendens, men en politik.
Den bælgøjede idiot
Engang i skribentens ungdom var han i øvrigt medredaktør på den kedeligste tv-udsendelse, der nogensinde er produceret i dansk tv, eller i samtlige verdens tv-kanaler. Den hed TV-Tinget og var DR påtvunget af politikerne. I 60 minutter ugentlig skulle udsendelsen behandle, hvad der var sket i Folketinget, uanset at der ofte ikke var sket en skid. Om nogen så udsendelserne, må de stakkels få have grædt sig i søvn. Engang var Svend Auken på besøg i egenskab af minister. I Folketinget havde Auken netop fået en forpligtende beslutning om Storebæltsbroen gennemført. Det var dog noget. Nu havde skribenten i sine radioår med blandt andet Jens Winther som mentor lært, at man altid uanset hvad skal stille politikere kritiske spørgsmål.
I panik over udsigten til bare at sidde og nikke ja og Amen til Aukens begejstring over udsigterne til, at landet kom til at hænge sammen, spurgte den unge skribent, om Auken nu også vidste, hvad han skulle stille op med de broarbejdere, når broen en dag var færdig, da de jo så blev arbejdsløse.
Ekstra Bladets dengang frygtede chefredaktør Victor Andreasen skrev næste dag i sin avis, at han undrede sig over, at folk, der blev udspurgt af den bælgøjede idiot, ikke rejste sig op og stak ham én på skrinet.
Ikke til efterlevelse, men alligevel.
Intermetzo
Den ugentlige klumme af Georg Metz
Seneste artikler
Georg Metz: Danmark er ved at minde om lande, som vi før var stolte over ikke at sammenligne os med
24. marts 2023Fra at være et åbent samfund, hvor borgerne fik besked i en frit arbejdende presse, er Danmark ved at minde om lande, som vi før var stolte over ikke at sammenligne os medGeorg Metz: Ministre på spanden siger, at de tager ’det fulde ansvar’. Det kan godt være, men de har det allerede
17. marts 2023Akkurat som spørgsmålet om dødshjælp kan ansvar diskuteres, og det er nemmere at hævde ansvar som livsgrundlag, når det betyder mindre, eller man er velsignet af robust held og ubrudt materiel velstandGeorg Metz: Inger Støjberg har særstatus takket være sit martyrium marineret i spejlvendt retsfølelse
10. marts 2023Kunststykket for Danmarksdemokraterne er at opretholde den kollektive offerrolle med martyren i front uden at gå for meget i detaljer
@Georg Metz
Dine beskæftigelsesforslag - hente kaffe eller klippe aviserne i småstykker - til den kvindelige medarbejder i DR-radioens debat efter 12-Radioavisen er bare så helt rimelige bedømt efter hendes spørgsmålsniveau.
- kunne ikke være mere enig!
"Hvad følte du lige i det øjeblik?"
Det ved jeg ikke, men lige nu føler jeg, at du er pisseirriterende...
Inden jeg skred fra journalist Højskolen, fik vi en opgave af underviseren, hvor vi skulle liste de ti vigtigste egenskaber, en journalist skulle besidde.
Mine unge medstuderende mente, det var egenskaber som gå på mod, nysgerrighed og andre sådanne lidt udefinerbare karaktertræk.
Jeg argumenterede for, at viden var den vigtigste egenskab for, hvordan kan du stille de intelligente spørgsmål, og undgå at den interviewede person ikke løber om hjørner med dig uden viden
-Der måtte jo være en grund til at optagelsesprøven indeholdte en vidensprøve og ikke en gå på mods-prøve...
Ja tak Jeppe, og viden indbefatter fx. at man kender forskel på at lancere noget og at danse lancier. En forskel selv højtlønnede journalister og garvede tv-personligheder til stadighed ikke overkommer (mange af dem lægger sig et sted midt imellem, for at være på den sikre side). Men betyder sådan en lille bitte detalje noget? Ja, for den afslører både uvidenhed og intellektuelt dovenskab - hvilket kan være fint nok i fx. murerfaget. Men det kræver jo bare en enkelt googling at få det på plads - nemlig at man lancerer et nyt produkt og at der danses lancier ved hoffet. Derudover der så alt det her med præmisserne og hele indgangen til journalistikken, hvor Ghita, med alt sin kongelige pondus, tillader sig at skære igennem - og tak for det. Jeg tvivler nu på om det hjælper, men det er i hvert fald og i det mindste underholdende. Nu hvor vi taler om petitesser.
Mod dumhed, kæmper Guderne forgæves.
Det er mit indtryk, at radioen, fører stort over TV, når det kommer til det der med ubegavede spørgsmål. Som radiolytter, spekulerer jeg ofte over, hvad der egentligt holder udspørgeren ved jorden, - hjernen, er det i hvert fald ikke.
Radioen er måske bange for, at komme til at virke kvikkere end lytterne,? - der kommer til at gå lang tid endnu, før det bliver et problem.
@ Søren Kristensen
Nej, Søren, heller ikke i murerfaget begår man sig sig særlig godt med uvidenhed og intellektuel dovenskab. Håndværkere foretrækker også godt selskab.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det nu skal vendes til, at det var Simi Jans spørgsmål, der var problemet.
Det var og er det ikke. Det var og er Ghita Nørbys opførsel.
Spørgsmålene var gode. De var ganske vist en smule kliche og åbne på den der måde, hvor man skal få folk til at snakke om dette og hint til aftenkaffen - men guess what? Det var lige præcis det, der var blevet varskoet Ghita. Men så gad Ghita ikke lige tjekke, hvad hun egentlig sagde ja til, fordi hun ville hellere være en fri kunstnertype, der reagerede spontant.
Og guess igen what: Når man ikke engang gider tage stilling til eller (angiveligt) ved, hvad man stiller op til, så har man INGEN ret til at søge at udstille intervieweren som en idiot. Og hvis man på forhånd vidste, hvad man stillede op til, har man endnu mindre end ingen ret til at opføre sig uforskammet.
MEN, og det er det essentielle: Ghita Nørby opfører sig, som hun gør, fordi hun gennem et langt liv har lært, at hun kan slippe afsted med det. Der vil altid være rygklappere, der forsvarer hendes ret til at kalde andre idioter, selvom hun i situationen (og måske endda generelt) er den største.
Lad os nu undlade at enable typer som Ghita Nørby ved at bifalde deres opførsel. Det er IKKE cool at være uforberedt på et interview, svare som en idiot og kalde intervieweren idiot som skalkeskjul for egen uformåen, fordi man har lært, at man kan slippe afsted med det gennem det lange liv, man har levet.
"Spørgsmålene var gode".
Har du set interviewet, Louise? Bare fordi det er til aftenkaffen, må spørgsmålene gerne indeholde substans.
"Det var lige præcis det, der var blevet varskoet Ghita".
Hvorfra ved du præcist, hvad Ghita blev varskoet inden dette interview?
P1-debatprogrammet 12:15 betjenes af to kvinder.
De dage, hvor Hansen er ved rorpinden, er konfrontationen, japperiet og utålmodigheden en ren plage.
De dage, hvor Toksvig styrer, er en ren lise ved siden af. Professionel, myndig, venlig. Det stikmodsatte.
Apropos ugebladssamtalerne på P1 må guderne så vide, hvorfor vi overhovedet skal belemres hermed. Og endog som genudsendelser op til fem gange om ugen.
Jeg har stort set givet fortabt med P1, med undtagelse af enkelte programmer fx 'Vild med Vickie' og 'Klog på sprog'...
Stilhed og/eller fuglekvidder er jo heller ikke at foragte ;-)
@Jeppe Bundgaard,, jeg har set interviewet. Hvorfor synes du ikke, at et spørgsmål som "er du bange for døden" indeholder substans? Det bliver stillet til en 86-årig.
Hvad står en 86-årig overfor? Døden. Og spørgsmålet i sig selv er, som jeg sagde, ret generisk, men det er også ekstremt åbent, hvis man føler for og har evnen til at tale om det.
Men den 86-årige Ghita Nørby syntes, at det var et "idiotisk spørgsmål". Det var det ikke. Det var snarere at gå lidt for tæt på hendes nær-død.. Det var faktisk lige præcis DEN slags spørgsmål, man kunne kalde relevant i sammenhængen.
Og DET kunne hun så have opponeret imod. Hun kunne have sagt: "Hey, makker, synes du ikke det er at gå mig en anelse for nær at tale om død, når jeg er så gammel, at jeg statistisk set burde være død?"
Måske var det, hvad Ghita Nørby blev sur over: Hun blev stillet et spørgsmål, der var for følelsesmæssigt kompliceret at svare på, så hun svarede passiv-aggressivt, fordi hun vidste, at hun ikke vidste, hvad hun skulle svare og blev taget med bukserne nede i en grad, hun ikke havde forestillet sig, selvom hun selv havde bedt om det.
Det gjorde hun ikke.
Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at det ikke bare er mig, der finder Gitte Hansen ulidelig og uprofessionel. Jeg savner Eva Marie Møller og er meget glad for Toksvig, der dog har den ulempe, at hendes stemme ligger tæt op af Utzon på Orientering (der også er en lise).
Hvis DR skal fungere efter sit formål, skal man holde op med at være så interesseret i at høre på folk, der træffer beslutningerne. Man skal præsentere dem, der ved noget om tingene, så folk får en selvstændig mulighed for at blive oplyst og kunne tage stilling på et i det mindste basalt kvalificeret grundlag. Det er jo derfor, vi har offentligt finansierede medier.
Derfor er jeg heller ikke enig med Metz i, at TV-Tinget var en dårlig udsendelse; men det er selvfølgelig bedre, at vi nu direkte kan følge Folketingets debatter.
Louise Hansen, der er en dejlig, tit optrykt 'Radiserne', hvori Søren Bruun siger: En dag skal vi alle dø, hvortil Nuser tænker: Ja, men alle de andre dage skal vi ikke.
Jeg er flintre hamrende ligeglad med Ghita Nørbys personlige følelser overfor døden, men jeg er temmelig interesseret i, hvordan hun formår at leve og virke i sin høje alderdom og være langt yngre og mere mentalt spændstig end langt yngre mennesker.
Jeppe Bundgaard skriver højere oppe, at viden må være journalistens vigtigste egenskab; men jeg mener nu, at det i stedet for må være lydhørhed, for det er den, der i situationen bringer journalisten og den interviewede ind på de interessante ting, der ikke gælder generiske spørgsmål, som Louise Hansen er tilfreds med.
Skal det være interessant, må man gå efter det specielle, det er jo også det, der gør den interviewede værd at høre på.
- og én ting til: når medierne insisterer på at gøre deres journalister til personligheder, må man også kræve, at personligheden kommer i spil i den type samtaler.
Undskyld, men at stille spørgsmålet “er du bange for døden” til en 80-årig, er direkte ubehøvlet, hvis ikke det er aftalt på forhånd. Ikke alle vil bryde sig om det. Ikke alle er afklarede.
@Steffen Gliese, Ghita Nørbys personlige følelser over for døden kunne sagtens være blevet til en samtale om lige præcis det, du ønskede - havde hun ikke haft en så negativ indgang til spørgsmålet - der jo ikke var dumt, ikke var idiotisk. Det var lige præcis den slags spørgsmål, man må forvente at blive stillet, hvis man ikke på forhånd ønsker at kende interviewets form.
Ghita Nørby ønskede ikke at kende spørgsmålene på forhånd, og derefter affærdigede hun dem som idiotiske, da hun fik dem stillet, som hun ville.
Enten er hun idiot, eller også har hun bevidst udsøgt sig en platform, hvor hun kunne kalde andre idiot.
Ingen af delene er sympatisk, og intet giver anledning til at forsvare Ghita Nørby.
Store kunstnere kan sagtens være dumme svin, er det ofte.
Selvfølgelig er det i orden at sige fra, men det er efter min mening ikke i orden at være grov - uanset hvem man er
Er sagen ikke, at hverken spørgsmål eller svar var gode? At programmet så at sige var tomt for lødigt indhold og aldeles unødvendigt?
Og havde GN villet informeres om spørgsmålene af journalisten forinden, som jeg af TV2's efterfølgende udtalelser forstår, at hun afviste, så kunne de to parter vel være nået frem til, at der slet ikke var noget at tale om. Ingen grund til at ulejlige hinanden eller seerne.
Og seerne var dermed sluppet for den uinteressante seance. Og det efterfølgende opgør, hvis ellers det ikke er at gøre for stort et nummer ud af vigtigheden af dette lille slag.
Forgudelsen af den ene part og foragten for den anden part var udeblevet.
”Dumme spørgsmål”? Det er jo en smagssag, og jeg er slet ikke enig. *Verdens mindste violin begynder at spille i baggrunden.* Man orker næsten ikke at sige fra overfor dumme indspark på Information, først Generation Identitær og nu det her. Det er så udmattende. Man bliver så forpint! Tilbage til læseværelset og bogreolens betryggende substans. Det er alt sammen så dumt, helt i overensstemmelse med dumhedens universalteori, som selvfølgelig eksisterer.
Det må også være så forfærdeligt at skulle bevidne, at der findes interview-TV, som har noget andet og mere til formål end at fremstå som den gamle filosofiske debat mellem Foucault og Chomsky omkring ”menneskets natur” – eller Zizek og hummermanden.
Men det er jo også alt sammen Simi Jans personlige skyld, forstås. Når Ghita Nørby rabler løs med floskler såsom ”Jeg vil ikke kalde dem minder, det er et liv, der er levet”, så er det selvfølgelig ikke fordi, divaen leverer et dumt svar. Vover man at tænke ”ja, goddag, kæft det er ringe”, ja, så tager man per definition fejl – forstås. Eller også er man bare selv inficeret med den ”dumhed”, spørgsmålene åbenbart repræsenterer.
Hvor ville man dog bare ønske, ’divaen’ stadig formåede at besvare enkle spørgsmål. Men det gør hun så også, hvis bare spørgeren er en mand. Når Sven Brinkmann kan stille spørgsmål af samme slags som Simi Jan, men slippe afsted med det uden et møgfald, så forstår man såmænd godt Anna Sofia Hermansens analyse, som går på, at Ghita Nørby har noget specifikt imod yngre, kvindelige interviewere: https://ekstrabladet.dk/underholdning/filmogtv/den-gaar-ikke-laengere-gh...
”’Det er ikke dårlige spørgsmål, som Simi Jan stiller. Hun forsøger at få Ghita til at fortælle om sine erindringer og forholde hende til, at hun er aldrende. Spørgsmål af personlig karakter, som Brinkmann også stillede hende i sit program. Dem havde hun ikke problemer med at svare på, da hun var placeret overfor ham,’ fortæller Hermansen til Ekstra Bladet.
Ifølge Hermansen er der ikke den store forskel på de to interviews, andet end at intervieweren var en anden.”
Jeg går gerne til bekendelse: Faktisk er ”Go’aften Live” allerede for tungt og middelklasse-agtigt til min smag. Efter en lang dag med vidensarbejde, læsning og skrivning i et universitets-relateret arbejde, så bliver mit medieforbrug i fritiden mest til memes, japanske tegneserier, standup på fransk eller tysk, eller streaming af koncerter med elektronisk musik eller klassisk. Det tanketunge bliver substansløst i konteksten. Det letbenede bliver det, det handler om, det, som giver mig energi. Væk fra den deliberative, rationelle æstetik og direkte over i den kortfattede, øjeblikkeligt sansede.
Vil jeg høre en gammel dames tanker om, hvorvidt hun er bange for døden? JA. Vil jeg høre, hvad hun følte i øjeblikket? JA, langt hellere netop dét end en historisk disputats. Vil jeg se Jacob Jørgsholm lave biksemad med Lars Løkke? JA. (https://www.youtube.com/watch?v=j2l8vDZ4PsQ)
Er personligt ganske glad for at ’dunke’ på medierne, men lige her kan jeg ikke være enig i den præmis om ’dumhed’, der bruges til at rette skytset mod Simi Jan eller udsendelsen.
@Louise
Jeg mener, at der er langt mere interessante spørgsmål at stille GN end spørgsmål om døden.
Jeg arbejder i hjemmeplejen, og jeg ville ikke opnå gode relationer til de ældre jeg plejer, hvis det var spørgsmålene, jeg stillede.
Min erfaring fortæller mig, de ældre langt hellere vil fortælle om deres li og, hvad der har formet dem. Altså livshistorie.
En meget stor del af P1's udenrigskorrespondenter er også på TV. Jeg synes de er fantastisk dygtige, vidende og professionnelle. De er inde i deres stof og har en imponerende baggrundsviden. De kan formidle og forklare uden at tale ned til lytterne og forventer at vi der hører/ser udsendelserne ikke er uvidende idioter. Idiotiske og stupide spørgsmål har der altid været og vil der nok altid være. Mon ikke vi overlever alligevel.
@Jeppe Bundgaard, det er helt fint, at du arbejder i hjemmeplejen. Stor respekt for, at du tog dit gode tøj og gik fra journalistik. Du virker umiddelbart til at matche bedre med hjemmepleje.
G. Gustsfsdottir skriver ikke Stella.
Bare fordi Ghita er kendt i Danmark, er hun ikke nødvendigvis også et intellektuelt fyrtårn. Hun er skuespiller og nu er hun en gammel kone, der kunne være begyndt at glemme. Aggression er de første tegn.
Jeg har aldrig brudt mig om Ghitas skabagtige skuespil.
Jeg slukker for fjernsynet, hvis hun bliver spurgt om noget. Også dengang hun var yngre. Jeg synes hun er så forfærdelig ubegavet at høre på.
Det er ikke nødvendigt, at kalde en journalist, der stiller en et spørgsmål, som man ikke bryder sig om, idiot. Ghita stillede frivilligt op, fordi hun er så opmærksomhedssyg.
Når en person svarer på denne måde, kunne det tyde på, at personen selv er idiot, hvis hun/han ikke kan finde på noget bedre at svare.
Beklager Ghita.
G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.
Men Ghita skal have det Ghita skal have. Hun gav anledning til mange artikler i en agurketid.
Hvad jeg matcher med, Louise, er vel diskussionen ligegyldig. Bolden ikke manden.
Altså, der er mange fine kommentarer - men hvorfor er der ingen, der bruger et ord på al kendis-hysteriet i vore statsmedier. Det er helt utroligt, hvor meget fokus der er på 'de kendte' - især i betragtning af, at de sjældent har noget interessant at byde på.
G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.
Det var måske ikke tåbeligt, at spørge nogen om, hvordan han/hun forholder sig til døden. Hvorfor er vi så bange for at tale om døden. Min mor er døbt efter tre unge mænd, som døde af kulde i en snestorm. En hed Haraldur, en hed Kristján og den sidste ved Guðmundur. Således har hun altid levet med døden i sit navn.
Min mor er noget yngre end Ghita Nørby. Hun siger altid, når jeg forlader landet, vi ses næste år, hvis Gud vil og hvis jeg ikke er død. Så svarer jeg altid, ingen kender sin besøgstid, vel at mærke, hvis man ikke har planlagt den. Nu har jeg ikke set hende i snart 2 år på grund af Corona. Vi taler dog sammen på Skype hver dag.
Spørgeren har selv været tæt på døden som krigskorrespondent. Hvorfor måtte hun ikke spørge om døden. Ghita har haft kræft og har overlevet det. Det har jeg også, endnu. Når man har været syg går døden altid ved siden af en og det vænner man sig til. De venner, som ikke ringede og spurgte om jeg ikke snart var død, dem gider jeg ikke kende mere. De er forhenværende venner.
Det er bedre at stille et tåbeligt spørgsmål, end at være som en af mine tidligere chefer Dieter, som var så bange for at stille et spørgsmål og for derved at oplyse at der var noget han ikke vidste. Han vidste aldrig noget om bygningslovgivningen og hvis han ikke ramte rigtigt sagde han altid, sådan er det ikke i Tyskland. Der var bare det, at han ikke havde boet i Tyskland i 45-50 år.
For hvis vi mennesker ikke stiller tåbelige spørgsmål, bliver vi aldrig klogere og meget var nok ikke opfundet, hvis vi ikke havde stillet tåbelige spørgsmål.
Med venlig hilsen
Jeg er meget enig i et argument fra hver lejr her i debatråden:
Louise Hansen m.fl.-holdet:
Ghita Nørby er uforskammet og opfører sig skingrende skørt, fordi hun kan slippe afsted med det (eller - og det er selvfølgelig på grænsen til det rimelige at fjerndiaagnosticere folk - måske er ved at blive gammel!? Nok en kombination!?).
Jeppe Bundgaard, Steffen Gliese m.fl-holdet:
Det meste af den journalistik, der idag bedrives fra de populære medier er så forfladigende og intetsigende, at man er nødt til at sige fra, hvilket Ghita jo på sin vis også gør. Det er den amerikanske tendens om igen. Vi andre må sige fra ved at slukke.
Er Kjeld Koplevs mange suveræne Krydsfelter gået i glemmebogen? Så tag dem frem, lyt og lær, yngre journalister!
Faktisk har der jo været adskillige dygtige radiojournalister på P1! De kunne i dag være gode forbilleder, hvis de yngre kolleger analyserede lidt, hvori forgængernes forcer bestod… det var helt sikkert ikke kun noget med at de havde bedre tid!
I min oplevelser leverer Radio4 indimellem samtaler af høj kvalitet, som f.eks. fhv. P1 journalist Mikkel Krauses samtale (23/7) med Mikkel Thorup om demokrati. Udsendelser som denne minder mig om professionel radiofoni, som tidligere fandtes bredt i P1 og senere kunne opleves i Radio 24/7.
Supertanker på P1 er heldigvis stadig et godt program.
Har nu hørt den udmærkede samtale med Mikkel Thorup om demokrati.
Blot ville jeg ønske, at jeg kunne abstrahere fra overforbruget af "Hvad er det nu, det hedder?" Jeg har bemærket det før hos MT og også hos andre, som bestemt ligeledes ellers har ordet i deres magt.
Det er synd og skam. Nogen i deres nærhed burde gøre opmærksom på det. Og skal der en tøvepause til, så vil et "øh" til alle tider virke mindre forstyrrende. På mig.
@Maj-Britt Kent Hansen, et "øh" virker ikke mindre forstyrrende, når man lægger mærke til det. Der er EKSTREMT mange overflødige lyde, ord og sætninger i en samtale, hvis man lægger mærke. Og hvis man undlader forstyrrende lyde, bliver det ikke bedre.
Så er det pludselig pauserne, der optræder som forstyrrende elementer.
Men bortset fra det, så tjener fyldord og -sætninger det noble formål at signalere, at man ikke er færdig med at tale. Holder man en pause, er det et signal om, at nu kan modparten (i samtalen) byde ind. Og så har vi pludselig to, der snakker i munden på hinanden, fordi pausen forstås som en invitation, selvom den blot var et sekunds gisp efter luft i talestrømmen.
Fyldord og -sætninger har altså faktisk en ærlig funktion. Og vi var nok ringere stedt kommunikations- og forståelsesmæssigt uden dem.
“Store kunstnere kan sagtens være dumme svin, er det ofte.”
Ska’ vi tro Hassan Preisler, der interviewes i p1’ dillermand & urtekussen, er medie- og kulturverdenen befolket sf personligheder, der til stadighed underkaster sig selvransagelse. Hvem er jeg, hvad har jeg med mig og hvad kan jeg gøre ved det; det er deprimerende.
På den anden side er jo spørgsmålet om døden angstprovokerende.
Det godt jeg ikke er noget ved musikken.
Dumme spørgsmål findes ikke.
Kun dumme svar.