Kronik

Vi skal honorere forfatteres arbejde med kolde kontanter

Forfattere er ikke åndeligt ophøjede væsner, som danser rundt og lever af den rene luft og musernes guddommelige inspiration. Forfattere har som alle andre behov for smør på brødet. Derfor er diskussionen om betaling af forfattere vigtig, skriver Erling Nørkær og Samuel Hofmeister Hughes, redaktører på tidsskriftet Tydelige Tegn
Det er fantastisk svært at komme ud over rampen i dansk litteratur, og derfor er der en desperation i litteraturens vækstlag, som ansporer et kapløb mod bunden. Hvis en forfatter siger nej til at deltage eller bidrage uden at få løn, finder man bare en, der er desperat nok til at sige ja, skriver dagens kronikører.

Det er fantastisk svært at komme ud over rampen i dansk litteratur, og derfor er der en desperation i litteraturens vækstlag, som ansporer et kapløb mod bunden. Hvis en forfatter siger nej til at deltage eller bidrage uden at få løn, finder man bare en, der er desperat nok til at sige ja, skriver dagens kronikører.

Mia Mottelson

Debat
7. juli 2021

Forestil dig, at du beslutter dig for at åbne en restaurant. Du lejer lokaler. Du køber borde og stole, istandsætter køkkenet, maler væggene og pynter facaden. Du køber blomster og sætter på bordene. Så støver du landets bedste kokke, tjenere og opvaskere op og siger til dem: ’I er de bedste. Kom og arbejd i min restaurant. Der er lige den hage, at jeg desværre ikke kan betale jer en krone i løn, for vi har ikke solgt noget mad endnu’.

Lyder det absurd? Lyder det som en rådden måde at drive forretning på? OK, men det er præcis sådan, der drives forretning i den danske litteraturbranche lige nu.

Information rejste for nylig diskussionen om, at forfattere ikke får penge, når de deltager i visse oplæsningsarrangementer. Desværre er det ikke kun i forbindelse med oplæsninger, at forfattere ikke bliver aflønnet for deres arbejde. Når digtere og forfattere får bragt deres tekster i tidsskrifter og magasiner, falder der ikke en eneste krone af til kunstneren.

I Kulturen på P1 den 21. juni medvirkede den ene af os i et indslag om tidsskrifters manglende aflønning af forfattere. Som talsmand for de ikkebetalende organer medvirkede Lars Bukdahl, redaktør på det legendariske poesitidsskrift Hvedekorn, som udgives af Gyldendal. Vi tilraner os her i avisen lidt spalteplads til at bygge videre på denne principielle diskussion, fordi god litteratur i vores øjne er en af samfundets absolut fundamentale bestanddele.

10.000 kroner. Det er, hvad Bukdahl mener, et bidrag i Hvedekorn er værd. Så hvorfor betaler Hvedekorn og samtlige andre danske litterære tidsskrifter og magasiner nul kroner for de bidrag, de bringer? Den typiske begrundelse for den manglende betaling af kunstnere er, at der ikke er penge til det. Restauranten sælger så lidt mad, at personalet ikke kan få løn. Er det virkelig et gangbart argument?

Frustrationen over de elendige økonomiske vilkår i litteraturverdenen var vores motivation for at starte Tydelige Tegn, et nyt litteraturmagasin, som aflønner alle bidragsydere for deres arbejde. Vi var ganske enkelt vrede over, at ingen lod til at tage skrivekunsten alvorligt som en produktion af økonomisk værdi.

Vi ønsker at skabe en ny litterær verdensorden, hvor kunst og økonomi ikke er modpoler, men hinandens forudsætninger. Vi efterlyser et mod til at investere i god litteratur. En tro på, at det produkt, vi skaber, ikke alene har en æstetisk og kulturel værdi, men også en økonomisk.

Vi tror på, at hvis vi garanterer vores forfattere løn, vil de bidrag, vi får i magasinet, være af høj kunstnerisk kvalitet. Den høje kvalitet vil tiltrække mange læsere, hvilket vil generere indtægter, som kan kanaliseres ud til forfatterne. Denne simple investeringsmodel kræver et økonomisk mod og en tro på, at den gode litteratur findes derude. Vi har i årevis kunnet konstatere, at ingen i den etablerede litteraturverden tør gå forrest i denne kamp. Så må vi jo gøre det.

Kapitalistisk kunst

Vi er klar over, at vi med Tydelige Tegn og den debat, vi forsøger at rejse, anlægger en decideret kapitalistisk logik. Men kunst handler altså også om penge. Desværre er der en berøringsangst i litteraturen med alt, hvad der hedder penge. Men hvad er der galt med at sige én gang for alle, at god kunst er penge værd? Enhver adskillelse af kunst og penge kommer aldrig kunstneren til gode, når det bruges som argument for ikke at betale for kunst.

Idéen om, at kunst skal være ’ren’, kom også til udtryk i P1-indslaget med Bukdahl. Bukdahl mente, at det var mere ’rent’ at betale kunstnere nul kroner end at betale et såkaldt symbolsk beløb, som vi gør på Tydelige Tegn.

Denne idé om renhed, om kunstens uskyld, ja, faktisk om kunstnerens jomfruelige virke som en ren og skær udøvelse af ånd, er et røgslør, som fastholder samfundets skabende kræfter i elendige arbejdsvilkår. Det er dem, der ikke er villige til at betale, som hårdnakket fastholder, at ægte kunst er fritaget for økonomiske interesser.

Idealet om kunstens renhed og økonomiske uafhængighed er et ideal, hvis udøvelse sker på bekostning af de kæmpende kunstnere. For forfattere er ikke åndeligt ophævede væsner, som danser rundt og lever af den rene luft og musernes guddommelige inspiration. Forfattere har – som alle andre – behov for smør på brødet.

Utilgængelig kunst

Når vi nu anlægger denne kapitalistiske logik, er det så ikke rimeligt at lade markedet for litteratur regulere sig selv? Er den manglende betaling af forfattere ikke bare et udtryk for, at udbuddet er uendeligt meget større end efterspørgslen? At antallet af håbefulde poeter og prosaister er skyhøjt, mens interessen for litteratur kan ligge på et meget lille sted?

Vi accepterer ikke præmissen om, at efterspørgslen på litteratur er lav. Tværtimod hævder vi, at alle – uanset bopæl og baggrund – kan og vil få noget ud af god litteratur. Det handler bare om at skabe nogle litterære produkter, der er tilgængelige for et bredere publikum.

Her har især tidsskrifterne fejlet. Problemet er, at de eksisterende tidsskrifter og magasiner er så ufatteligt utilgængelige, at mange mennesker slet ikke får muligheden for at opdage glæden ved litteratur.

Litteraturen er ganske enkelt udemokratisk, fordi den i sin form, sit indhold, sin udbredelse og al sin utilgængelighed afspejler og retter sig imod en ganske lille læserskare. Et tidsskrift som Hvedekorn lader til at sætte en ære i at skabe et produkt, der er så snævert, at en forsvindende lille del af befolkningen kan tilgå det. Således bider problemet sig selv i halen.

At argumentere med manglende økonomi til at aflønne forfattere klinger noget hult, når det på det nærmeste synes at være en ambition at lave noget, der i kraft af sin snæverhed ikke kan tjene penge. Dermed nærmer vi os den begrundelse, du kan komme med, hvis du er en skruppelløs restauratør: ’Vi kan ikke betale jer, for der er næsten ingen, der kan lide vores mad, og derfor tjener vi ingen penge’.

Kapløb mod bunden

Men kan forfatterne ikke bare sige nej? Kan de ikke bare lade være med at arbejde gratis? Her mener vi, at det litterære parnas – forlag, tidsskrifter og arrangører – lukrerer på den desperation, der er blandt forfattere.

Det er fantastisk svært at få manuskripter antaget til udgivelse. Det er fantastisk svært at blive anmeldt. Det er fantastisk svært at komme ud over rampen i dansk litteratur. Derfor er der en desperation i litteraturens vækstlag, som ansporer et kapløb mod bunden – hvis en forfatter siger nej til at deltage eller bidrage uden at få løn, finder man bare en, der er desperat nok til at sige ja.

Men problemet er også politisk. I 2021 blev der tildelt 30,9 millioner kroner i kunststøtte som arbejdslegater til danske forfattere. De danske landmænd modtog i 2016 (seneste år med tilgængelige tal) knap 873 millioner euro, altså knap 6,5 milliarder kroner i landbrugsstøtte fra EU. Vi anerkender til fulde det absurde i sammenligningen – man kan ikke bage rugbrød med digte, og man kan ikke stege bøffer af romaner.

Men kunne vi ikke få en kulturminister, der interesserede sig bare en lille smule for litteratur? Kunne vi ikke finde et mod og nogle visioner til at investere i det, der faktisk skaber mening i denne til tider fortvivlende tilværelse? Kunne vi ikke ganske simpelt prøve at omsætte penge til kunst? Kunst er de tegn, vi kan efterlade i verden, når vi engang skal dø. Skulle vi ikke prøve at investere i nogle bedre betingelser for at skabe de tegn?

Erling Nørkær og Samuel Hofmeister Hughes er begge redaktører på tidsskriftet Tydelige Tegn.

Serie

Hvad skal en forfatter have løn for?

I juni stod en forfatter stod frem i Information og fortalte om et tilbud fra Meyers om at optræde ved et »forfatterarrangement« uden honorar, men med en frokost på en Meyers-restaurant som godtgørelse. Vi følger den livlige debat, som sagen har affødt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selvfølgelig skal forfattere betales for deres arbejde. Det at skrive er et arbejde, som ikke skal gøres til gratis promoveringsværktøj til fremme af andres forretninger.

Eva Schwanenflügel, Merete Jung-Jensen, Jens Christensen, Steffen Gliese, Alvin Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det bør være en selvfølge, at arbejde honoreres med en løn - det gælder forfatteren og gadefejeren (men ikke efter samme takst).

Jens Christensen

Det er vel det mest uregulerede arbejds-/fagområde, man kan forestille sig. Det samme selvfølgelig med andre kunstformer, men hist og her er der jo så for nogle lidt anbefalede og nok helt uforpligtende takster lavet af enkelte interesseorganisationer. Der gælder også krævede mindstehonorarer for kunstværker udstillet på offentligt støttede museer, vist indført af Jelved for nogle år siden, hvilket var et godt skridt i rigtig retning

Men netop generelt ringe eller manglende formel opbakning omkring de ting gør, at kunstnerne/forfatterne generelt selv er tvunget til at sige fra og ikke lade sig købe for let. Ligesåvel og ikke mindst som arrangørerne virkelig bør holde sig for gode til at honorere ringe!

Finn Thøgersen

Uhh, problemet ER vel netop at udbuddet af (wannabe) forfattere, poeter osv faktisk ER om ikke uendeligt, så dog massivt meget større end den reele efterspørgsel (dem der faktisk vil betale hvad det koster)

Ja, man kan indføre en mindsteløn el lign, men med mindre man også er villig til at indføre en forbrugspligt, i.e minimum 2 digte i hvert blad/magasin osv, så opnår man ikke andet end at efterspørgslen kollapser

Samtidig viser al erfaring at den slags regulering fremprovokerer en enorm kreativitetr for at omgå det, fx ved at forsøge at reklassificere et magasin/tidsskrift el lign som "bøger", eller hvad der nu skal til

Jens Christensen

@Finn Thøgersen, jo, men selv inde i den udbuds-/efterspørgselsmekanisme, du skitserer her (efterspørgselen kollapser med mindstekrav??), findes der da heldigvis i hvert fald et vist niveau af bestemmende kvalitetskrav. Måske endda sågar en medbestemmende moral, som Informations artikler vedr ulønnede forfatterforedrag på restauranter meget fint vidner om her. Det er ikke nogen selvfølge, at 'wannabe'-forfatteren, som du kalder ham/hende, erstatter alt.

Steffen Gliese

Nej, Jens Christensen, det handler jo netop om udbud og efterspørgsel: at der ikke er kroner til dem, man gerne vil trykke i sin avis.
I gamle dage fik jeg to ungdommeligt forvirrede indlæg optaget og behørigt honoreret med kr. 700 pr. stk. Allerede dengang var det en dårlig betaling.
Hvis markedsmekanismen virkede, burde lysten til at honorere være steget, når folk uden besværet med at indsende og få antaget kan få publiceret gratis og med det samme.

Jens Christensen

Steffen Gliese, jeg tror, virkeligheden ofte er mere 'grum' end som så forstået på den måde, at pengene rent faktisk gerne er der men allokeres andre steder hen. Forfatter-/kunstnerhonoraret er i en del tilfælde en mindre del af de samlede udgifter og en mindre del af den samlede omsætning (eksempelvis en 12,5% royalty til den forfatter, der rent faktisk skaber et bogværk).

Den skævvridning, som man meget nemt kan synes det er, skabes rigtigt nok blandt andet af et stort udbud (som Finn Thøgersen skriver foroven), men den presses også igennem i kraft af manglende beskyttelse (ingen mindstesatser og lign). Her står forfatteren/kunstneren vel tit som en svag part nem at presse. Overfor det står så forhåbentlig også et kvalitetskrav hos både publikum og arrangør, hvor eksempelvis den mere succesrige forfatter kan sikre sig en bedre royaltysats end standarden. 'Wannabe'-effekten fader ud her en smule - heldigvis.

Annette Munch

det er vel udfordringen hvem der skal/kan definere noget som kunst og dermed honorærbart arbejde.
Hvornår er en forfatter/poet en "wannabe" - og en "rigtig" forfatter/poet?

Anders Sørensen

Forfattere skriver om gulerødder og solnedgang. At honorere dem bedst muligt er at betale dem med gulerødder og solnedgang.

Hvorfor skrive om gulerødder og solnedgang, hvis ikke det er det væsentlige?

Forfattere får SÅ megen kærlighed. Jeg tror ikke, jeg kan komme på en profession, der bedriver så lidt og får så meget. Og forfattere lader til at være stolte af, at de ikke laver en skid - altså bortset fra når de gider og er inspirerede, fordi de i deres egen selvforståelse ikke er arbejdere, men forfattere, hvilket er en hel anden kategori.

Så hvorfor IKKE betale forfattere i gulerødder og kærlighed?

Hvorfor ikke sige til forfatteren, at jeg ELSKER dig?

Forfatterens mål er netop at opnå den anerkendelse, der ikke giver sig løn ved kroner og øre.

Problemet som jeg ser det er, at når flere ønsker st skrive og færre læse, vil subsidier ikke være en bæredygtig strategi.

Den lumre selvhøjtidelighed som længe har omklamret forfattererhvervet i ønsket om at distancere sig fra dagens brede arbejderklasse er ikke længere sympatisk og dermed slet ikke fremtidsholdbar.

Hvis ikke man vil elske uden forudbetaling, er det ikke kærligheden til faget, undskyld kunsten, der driver værket.