Klumme

I juli går alting hurtigt, når kirsebærrene skal plukkes og ribsbuskene ribbes

Alting går hurtigt i juli. Skal vi allerede plukke bær til kirsebærvinen? Skal roserne allerede afklippes, og flyver svalerne allerede fra reden? Ribsbuskene skal også ribbes, før de bliver for modne, men alt dette hører kun sommeren til, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Sommeren flyver af sted, og det er allerede tid til at plukke kirsebær til årets kirsebærvin. Alting går hurtigt i juli, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.

Sommeren flyver af sted, og det er allerede tid til at plukke kirsebær til årets kirsebærvin. Alting går hurtigt i juli, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.

Ritzau/Scanpix

Debat
12. juli 2021

Så er tiden inde til at lave kirsebærvin. Det gør vi hvert år sammen med vores nabo, der har et helt buskads af kirsebærtræer foruden det store gamle modertræ. Kilovis af kirsebær plukker vi, i går eftermiddags var vi i gang igen.

Til en ballon bruger vi 11,5 kilo kirsebær, tre liter kogende vand, og dagen efter tilsættes to kilo sukker, en fin champagnegær og endnu 1,5 liter vand. Så står vinen og gærer. Senere tilsættes endnu et kilo sukker.

Vi vil ikke have sulfitter i vores vin, så for at stoppe gæringen bruger vi vodka. Så skal den stå i lang tid, den skal stikkes om, og først i oktober kan vi hælde den på flasker og proppe dem til.

Undtagen én flaske, for vi skal jo smage årets høst. Sådan sad vi forrige år i solen ved naboens havebord og nød et glas, da nogle håndværkere, de havde bestilt, ankom. De blev naturligvis også budt på et glas, men nej tak! »Så skulle vi da have risalamande til,« lød svaret.

’Alt for pustet’

»Allerede,« tænkte jeg, da naboen meldte, at det var plukketid, men det tænker jeg hele tiden nu. Det værste ved juli måned er, at det går så hurtigt. Jeg bliver ’alt for pustet’, som min søn sagde, da han var lille.

Det har været et overdådigt rosenår, jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været så mange roser. De vælder frem i opulente mængder i vores egen have. Men nu kan jeg dag ud og dag ind afklippe store spandfulde af blomsterhoveder, som har tabt kronbladene og står og ser grimme ud med nøgne, brunbehårede hyben.

De skal fjernes på remonterende roser, ellers blomstrer de ikke igen. Men roser mener nu engang, at livets mening er at sætte frø, og netop den opfattelse får dem til at kile på igen, hvis første frøsætning frarøves dem.

Der er forskellige skoler, nogle mener, at man kun skal nippe knoppen af, selv finder jeg spirepunktet over andet blad på stilken og klipper lige over det. Af erfaring ved jeg, at det virker. Så udvikler spirepunktet sig til endnu en blomstrende rose, for der er heldigvis ret meget sommer tilbage endnu, og anden blomstring kan faktisk næsten nå op på siden af første. Hvis altså jeg er over dem – helst hver dag. Og gøder for tredje gang. Roser skal gødes i marts, maj og juli.

Helst umodne ribs

»Allerede,« tænkte jeg, da det første kuld svaleunger fløj fra reden. Og »allerede,« tænkte jeg, da sangfuglenes liflige morgensang stilnede af, for de har også fået unger, og så daler fuglestemmerne. Bortset fra lærkens, der stadig triller deroppe, og bortset fra vores trofaste solsorte, som sidder i toppen af birketræet og jubler dagen lang.

– Og bortset fra gråspurvene! Gråspurve tier aldrig stille, og én holder til lige uden for det åbne soveværelsevindue. Piip, piip, piip, piip, piip, siger den, og det bliver den ved med, fra den åbner næbbet ved halvfiretiden. Vi har flere gange været nødt til at søge tilflugt i gæsteværelset for ikke at udvikle krybskyttetilbøjeligheder.

Men det er vitterligt en daglig opgave at følge med i det hele. Dagliljerne springer ud, mens man går forbi, agurkerne vokser sig store i drivhuset, hurtigere end vi kan nå at spise dem, og spisekirsebærrene modner – til solsortenes tilfredshed. Her opstår en vis konkurrence, men faktisk bliver der bær til både næb og mund.

Pludselig opdager man også, at ribsene allerede lyser rødt, og man øjeblikkelig må i gang med at ribbe buskene. Ribs må ikke være for modne, hvis man vil lave gelé, helst en lille smule umodne. Når de modner, falder pektinindholdet nemlig, og så får man flydende ribsgelé. Jeg nåede det dog, så nu kan jeg lægge de fyldte glas på siden, uden at geléen glider nogen steder.

At lave ribsgelé er en hyggebeskæftigelse. Der er nogle, der mener, at man ikke behøver at fjerne ribberne, da saften alligevel skal sies gennem et klæde, når den er blevet kogt sammen med sukkeret, men for mig hører det sommeren til at sidde med en skål oven på forklædet og ribbe ribs ned i den fra den fyldte skål på havebordet.

Lige så hyggeligt som at plukke kirsebær.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her