Læserbrev

Vi kan ikke tillade, at børn opholder sig ubeskyttede og alene på nettet

Forældre skal oplyses bedre om deres børns adfærd på nettet, så de kan træffe velovervejede valg, når det er så godt som umuligt at skærme sine børn for ikkebørnevenligt indhold på YouTube og internettet, skriver redaktør på Forlaget Vild Maskine, Rebekka Andersson i dette debatindlæg
Forældre skal oplyses bedre om deres børns adfærd på nettet, så de kan træffe velovervejede valg, når det er så godt som umuligt at skærme sine børn for ikkebørnevenligt indhold på YouTube og internettet, skriver redaktør på Forlaget Vild Maskine, Rebekka Andersson i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
29. juli 2021

Jeg skriver dette debatindlæg i tråd med den vigtige artikel »Det er de voksnes ansvar at give børn bedre internetvaner« i Information den 10. juli. Jeg er også bekymret for nutidens børn og deres forhold til YouTube og internettet generelt samt mine begrænsede handlemuligheder som forælder.

Det er tragikomisk, at børn ikke længere må slentre alene på fortovet eller cykle i skoven alene, mens mange forældre synes, det er helt fint, at børn surfer alene rundt på YouTube. Det er dybt problematisk, når vi ved, hvor frygteligt og bestemt ikke børnevenligt indhold der florerer på internettet.

Vores dreng på syv år har aldrig haft en iPad, og han må ikke surfe alene rundt på YouTube. Nogen vil nok kalde os overbeskyttende, men har et barn først set noget, som det ikke skulle se, kan man ikke slette det fra hukommelsen.

For et år siden var vores søn på besøg hos en ven. Om aftenen da han skulle sove, var han rædselsslagen, og han fortalte, at de havde været på YouTube, hvor de var stødt på en video med en voksen, der var klædt ud som kanin og sang en uhyggelig sang. Han havde mareridt i flere dage efter.

Jeg valgte at tage kontakt til vennens mor. Hun var rigtig ked af det, og det var egentlig en ubehagelig oplevelse for alle. Det var grænseoverskridende at konfrontere hende med det, men jeg tror samtidig, at mange forældre er uvidende om, hvilket indhold der ligger frit tilgængeligt for vores børn på YouTube.

YouTubes filtrering af indhold bliver snydt af ondsindede mennesker, der spekulerer i at skræmme børn. Disse mennesker laver videoer forklædt som børnevenligt indhold, der sniger sig uden om algoritmen, og det gør det utrolig svært at skærme vores børn for voldeligt, skræmmende eller seksuelt indhold.

Efter sommerferien begynder vores søn i 1. klasse, og problemet bliver kun større. Størstedelen af hans venner sidder i flere timer alene på YouTube, og mange af dem helt uden de begrænsninger af indhold, som forældrene kan indstille.

Vores søn har igen haft mareridt, efter han var hjemme ved en ven forleden. Om det er noget, de har set, kan jeg ikke sige, men pointen er, at vi som forældre er utrygge ved situationen. Børn ved jo, at hvis de har set noget, de ikke burde se, så holder de det ofte for sig selv og går alene med bekymringerne.

Børns internetadfærd er et nyt felt, hvor min generation ikke kan trække på erfaringerne fra vores egen barndom, og derfor er det vigtigt med oplysning nu. Forældrene skal løbende oplyses og uddannes, så vores børn kan blive bedre beskyttet på internettet.

Rebekka Andersson er redaktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

The coddling of the american mind : How Good Intentions and Bad Ideas Are Setting Up a Generation for Failure. Jonathan Haidt & Greg Lukianoff