Kommentar

De knælende engelske fodboldspillere er ikoner for et nyt gryende ungdomsoprør

Det engelske landshold knæler mod racisme, kritiserer økonomisk ulighed og siger fra over for Boris Johnsons hykleri. De er udtryk for et gryende, nyt ungdomsoprør i en generation, som rykker langt til venstre, skriver klummeskribent Owen Jones i denne klumme
Englands Raheem Sterling knæler ned forud for en kamp i EM-slutrunden på Wembley Stadion.

Englands Raheem Sterling knæler ned forud for en kamp i EM-slutrunden på Wembley Stadion.

Mike Egerton

Debat
17. juli 2021

I stedet for at hjemtage EM-pokalen vandt Englands fodboldlandshold noget mere værdifuldt, nemlig æren ved at udgøre nationens førende oppositionskraft.

For de fleste under 40 står toryernes Storbritannien for et dobbelt stormløb: Mod de unges økonomiske sikkerhed og deres sociale værdier.

Siden 2010, da De Konservative kom til magten, er børnefattigdommen i britiske arbejdeklassefamilier vokset med 800.000 børn til 1,3 millioner. Men da landsholdsspiller Marcus Rashford – med hans egne ord »en 23-årig sort mand fra Withington og Wythenshawe« – udskammede den britiske regering for at have sløjfet fødevarehjælp til børn fra fattige familier (der under coronanedlukningerne og i sommerferier ikke længere kunne få de gratis skolemåltider), satte han sig i spidsen for en social revolte på vegne af en udsat gruppe, der aldrig tidligere havde haft så markante talsmænd. Og det gjorde forskellen: Regeringen forlængede måltidsordningen.

Da Englands landshold knælede før deres EM-kampe, markerede de deres antiracistiske stillingtagen: Jo, sorte liv tæller også i Storbritannien, selv om vi har et regeringsparti, der lefler for racistiske folkestemninger i sin valgkampstaktik.

Boris Johnson og hans kumpaner ville efterfølgende ikke fordømme det hylekor, som grupperinger i det engelske publikum mødte landsholdets knælegestus med – for de ved, at samme hylesegment udgør en vigtig del af deres vælgerbase.

Knælegestus

Da konservative ministre siden fandt det opportunt at fordømme de strømme af racistiske ukvemsytringer, som sorte engelske spillere fik mod sig, var forsvarsspilleren Tyrone Mings ikke sen til at påpege hykleriet. På Twitter skrev han: »I kan ikke både oppiske en stemning mod vores knælegestus, som I gjorde, da turneringen begyndte, og så foregive væmmelse, når præcis det, vi viser vores modstand imod, så sker.«

At vi har fået Englands politisk mest artikulerede landshold nogensinde, er næppe tilfældigt. Spillerne kommer fra så forskellige byer som Manchester, Bath og Neasden (en multikulturel London-forstad, red.) og er umiskendeligt generationstypiske: En historisk stor del af unge briter gør i dag oprør mod et gammelt regime i Westminster, der ikke har blik for hverken deres interesser eller progressive værdier. Og selv om landsholdsspillernes bankkonti bugner, har de ikke glemt deres rødder.

Det er ikke for meget at tale om et gryende ungdomsoprør: Den borgerlige tænketank Institute of Economic Affairs har i en ny undersøgelse afdækket, hvordan unge briter rykker skarpt til venstre: To tredjedele af millennium- og Z-generationen (de 25-40-årige, red.) ville foretrække at leve under et socialistisk økonomisk system. 72 procent støtter nationalisering af dele af erhvervslivet. Tilsvarende store andele giver kapitalismen skylden for klimakrisen. Rapportens forfattere konkluderer frygtsomt, at man ikke længere kan tage for givet, »at unge ’vokser fra’ socialistiske idéer, når de bliver ældre«.

Værdibrud

De unges progressive sociale værdier er forstærket af årtiers samlede effekt af vellykkede kampe for mindretals og kvinders rettigheder, som har indlejret sig i populærkulturen og finder genklang hos vigtige kulturelle influencere. Massemobiliseringer til støtte for bevægelser fra Black Lives Matter til Extinction Rebellion spreder disse idéer yderligere. Mens vores borgerlige presse er ved at geråde i moralsk panik over dagens transaktivisme, støtter de unge – især de unge kvinder – dette stærkt marginaliserede mindretal i stadigt større tal.

Værdinybruddet skal dog også ses på baggrund af det britiske samfunds dybe økonomiske usikkerhed: Disse generationer har ikke kendt andet end nedskæringer på ungdomstilbud, forringelser af velfærdsstaten, lammende studiegæld, altomfattende boligkrise, usikkert og lavtlønnet arbejde og stagnerende eller faldende lønninger. Alt dette skyldes ikke sadisme fra toryernes side: Det er simpelthen det logiske slutpunkt for en regering, der helst holder hånden over en socialkonservativ vælgerkoalition ved at drive huspriserne i vejret, holde deres skattebyrde lav og imødekomme deres mest reaktionære impulser.
Indtil videre fungerer opskriften. De loyale blå vælgere har markeret en vilje til at holde fast i Johnsons konservative retning, mens Labour står tiltagende uskarpt og famlende som opposition.

Men vreden gærer blandt de unge. Og den vil uvægerligt bryde frem – fra protester på gaden til landsholdsspilleres virale tweets. En dag vil de kræve et opgør med de konservative regeringers mangeårige misregimenter – og realisere det.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Dream on Owen Jones. Jones har en barnlig ungdommelig glæde ved sociale bevægelser. Så var det Podemos Spanien, så Grækenland. De forsvandt som dug for solen.