Læserbrev

Jeg er menneskeligt affald i konkurrencestatens skraldespand

I konkurrencestaten findes der kun vindere og tabere. Vinderne er i arbejde, taberne får offentlig forsørgelse. I det system agerer jobcentrene som en slags affaldssortering, der sorterer taberne, det menneskelige affald, i den rette container, skriver Lisa Eriksen i dette debatindlæg
I konkurrencestaten findes der kun vindere og tabere. Vinderne er i arbejde, taberne får offentlig forsørgelse. I det system agerer jobcentrene som en slags affaldssortering, der sorterer taberne, det menneskelige affald, i den rette container, skriver Lisa Eriksen i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
14. juli 2021

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Danmark tabte semifinalen til England til EM i fodbold. Som i alle andre konkurrencer skal der kåres en vinder og en taber. Det danske landshold høster velfortjent ros for indsatsen, men uanset hvor godt de har gjort det, kom de ikke hjem med et trofæ.

Sådan er det også med konkurrencestaten. Her finder vi ligeledes vindere og tabere. Vinderne er dem, der har et arbejde og får en løn, der giver tag over hovedet og mad på bordet. Taberne er dem, der er afhængige af offentlig forsørgelse. I konkurrencestaten er der ikke et trofæ, man kan vinde, men retten til at være selvforsørgende. Og i modsætning til i fodbold betaler en anerkendelsesværdig indsats for taberen ikke regningerne.

Til at forvalte det system har vi jobcentrene. Det er nærliggende at tænke på dem som en slags affaldssortering for konkurrencestaten. Når du ikke kan (få) arbejde, skal du møde op og blive sorteret til den rette container: kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og så videre.

Men et voksende antal mennesker passer ikke ned i disse kasser, oftest fordi de ikke er berettiget til hverken dagpenge eller kontanthjælp og deres rigide kriterier. Og flere og flere forsørger sig ved atypiske ansættelser, som vores beskæftigelsessystem ikke er indrettet efter at kunne rumme. Konkurrencestaten har udviklet sig til at kåre færre vindere og flere tabere.

Vi lever således i et samfund, hvor vi behandler vores affald med større omhu end vores medmennesker. Vi har en affaldscontainer til blødt plast og en til hård plast, mens eksempelvis freelanceunderviseren kun genoptjener dagpenge for underviste timer og ikke for forberedelsestiden.

Er det ikke snart på tide med et opgør med konkurrencestaten og i stedet indføre et bæredygtigt system for både klima og mennesker? Vi kan gøre nok så meget for at redde kloden, men til hvad nytte, hvis vores samfund ikke kan rumme de mennesker, der skal leve på den?

Lisa Eriksen, p.t. uden for systemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

En samfundsændring kræver enten
a) at de med magt og penge ønsker en ændring.
b) at et flertal ønsker en ændring - og ikke at de blot selv skal skifte plads med dem med magt og penge.
c) at et mindre antal ønsker en ændring og er villige til at sætte alt på spil for at få det.

Mennesker som ikke kan sættes i myndighedsanarkendte og beskrevne bokse tæller ikke rigtig. Medmindre de befinder sig i kategori c)

Tobias Hiort-Lorenzen, Marianne Jespersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Just Worm anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Så enkelt og rigtigt kan det siges.

Tak til Lisa Eriksen.
Og også til dig, Lise Lotte.

Freddie Vindberg

Efter en lang nat, liggende i ske, er regeringen og oppositionen enige om, at udsigten til forbedringer - er lig nul.

Det er et faktum.

De såkaldte reformer der indtil nu er indført handler i virkeligheden om sociale nedskæringer, forringet social sikkerhed, forringelser af borgernes retssikkerhed, øget overvågning af borgerne, eksklusion af børn, øget kontrol af borgerne, indsamling af borgernes private data, øget egenbetalingen, mørklægning af den øverste statslige magts rum, forringede muligheder for demokratisk kontrol af regeringen, vidtrækkende tvangsregistrering af følsomme helbredsoplysninger, tvangsindsamling af dna i et centralt genomregister, massiv datadeling af stærkt følsomme sundhedsdata uden samtykke m.m.

Dem som seriøst er interesseret i at vide hvad der er foregået, og hvad der sikkert kommer, bør nøje læse følgende artikel som er en gennemgang af reformerne: "Igennem det seneste årti er der blevet gennemført store politiske forringelser af forholdene for mennesker med funktionsnedsættelser, især på social-, beskæftigelses- og sundhedsområdet. Nedenfor skitseres en oversigt over nogle af de vigtigste lovgivninger og beslutninger fra perioden 2007-2017 på dette område."
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Regeringernes strudsepolitik med at lukke øjnene for fattigdom er helt forfejlet. Problemerne forsvinder ikke bare fordi man lukker øjnene og håber, at de derved er glemt og borte. I Danmark er der folk, der skipper måltider og afstår fra at købe nødvendig medicin fordi de ikke har råd. Det er på høje tid, at vi indser, at fattigdom er et problem i Danmark. Det er en fordel for alle, hvis man fjerner fattigdommen. Samfundet sparer en masse i sundhedsvæsenet, arbejdsløshed, ja selv i kriminalforsorgen. Ved at fjerne penge problemet lever man længere, sundere og man er mere produktiv. Og nej, der bliver ikke færre som arbejder, tværtimod skaber et bedre helbred bedre mulighed for deltagelse.

Samtidigt med de sociale nedskæringer er der givet massive skattelettelser til overklassen, deregulering af banker, milliarder i erhvervsstøtte etc, i det hele taget er pengene flyttet væk fra over halvdelen af befolkningen og op til toppen af samfundet.

Overvej muligheden for at ændre politik væk fra den sædvanlige sociale nedskæringspolitik og at fjerne fattigdommen i Danmark. Det er trods alt kun et spørgsmål om vilje, om vores vilje, om din vilje, om alles vilje. At fjerne fattigdommen er et simpelt spørgsmål om penge. Fjerner vi problemet omkring mangel på penge, letter vi hverdagen i en grad der løfter mennesket ud af tågen, håbløsheden og væk fra kanten. Dette greb alene øger muligheden for fremgang i forbløffende grad, det gør faktisk hele forskellen. Fattigdommen spærrer effektivt for fremgangen, mennesket holdes nede.

Når pengene fjernes fra bunden af samfundet og gives i skattelettelser til dem som har rigeligt, skaber det fattigdom, endog børnefattigdom, som vi nu har her i landet. Hvis man er fattig er der en hel del som man ikke har mulighed for, nogle må vælge mellem medicin eller mad, ofte fravælges tandlægen, ferier er ikke en valgmulighed overhovedet. Flere af disse fravalg skader helbredet på længere sigt.

Vi får ofte fortalt at der ikke er penge nok til at fjerne fattigdommen. Det er en løgn som de rige har bygget op over flere årtier. Den fattigdom som er skabt de sidste tyve år, kommer sig af de sociale nedskæringer politikerne har indført ved lov, det er de penge som er flyttet op i samfundet, det er bl.a. derfor der i dag er så mange rige her i landet. Med andre ord fjerner man fattigdommen ved at rulle de sociale nedskæringer tilbage.

Det skaber et mere lige samfund, et mere sundere samfund og et mere retfærdigt samfund. Samtidigt er der ingen som kommer til at mangle noget ved denne nye retning. De rigeste skal simpelthen bare hente pengene hjem fra skattely. De store techvirksomheder skal bare til at betale skat ligesom alle andre. Finansverdenen behøver ikke engang at standse deres gambling på alverdens børser, det handler om ganske få procenter mindre.

I første omgang skal staten fjerne fattigdommen, med andre ord hæfter staten for udgiften. Derefter er det op til politikerne at justere lovene, således at der igen kommer balance i regnskabet. Samtidigt med at politikerne fjerner fattigdommen, kommer der gang i hjulene igen, da det kun er de fattige der bruger alle pengene, de har ikke råd til at spare op, de flytter ikke pengene i skattely etc. Med andre ord fjerner vi det problem, som hele samfundet har efter Corona. Det er en Win-win situation. Det hele kan gøres på under et år.

Staten har ført virksomhederne og milliardærerne ud af håbløsheden, nu er det de fattiges tur. Vi skal aldrig mere tolerere børnefattigdom i Danmark.

Eva Schwanenflügel og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Peter Olsen: Vi får ofte fortalt at der ikke er penge nok til at fjerne fattigdommen.

Det synes jeg nu ikke jeg har hørt så ofte.
Det er mere sætninger som: "Der er ikke flertal for at tilføre penge til socialområdet" og "Det skal kunne betale sig at arbejde", som er i spil.
Når de floskler bliver udtalt af et konservativt påklædt menneske med en alvorlig mine på, så kan alle og enhver indse, at sådan er det jo og sådan har det altid været og sådan vil det vedblive at være, så længe der ikke findes noget alternativt flertal og ingen der råber op om, at lønarbejde ikke er livets mening.

Tobias Hiort-Lorenzen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar