Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Danmark tabte semifinalen til England til EM i fodbold. Som i alle andre konkurrencer skal der kåres en vinder og en taber. Det danske landshold høster velfortjent ros for indsatsen, men uanset hvor godt de har gjort det, kom de ikke hjem med et trofæ.
Sådan er det også med konkurrencestaten. Her finder vi ligeledes vindere og tabere. Vinderne er dem, der har et arbejde og får en løn, der giver tag over hovedet og mad på bordet. Taberne er dem, der er afhængige af offentlig forsørgelse. I konkurrencestaten er der ikke et trofæ, man kan vinde, men retten til at være selvforsørgende. Og i modsætning til i fodbold betaler en anerkendelsesværdig indsats for taberen ikke regningerne.
Til at forvalte det system har vi jobcentrene. Det er nærliggende at tænke på dem som en slags affaldssortering for konkurrencestaten. Når du ikke kan (få) arbejde, skal du møde op og blive sorteret til den rette container: kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og så videre.
Men et voksende antal mennesker passer ikke ned i disse kasser, oftest fordi de ikke er berettiget til hverken dagpenge eller kontanthjælp og deres rigide kriterier. Og flere og flere forsørger sig ved atypiske ansættelser, som vores beskæftigelsessystem ikke er indrettet efter at kunne rumme. Konkurrencestaten har udviklet sig til at kåre færre vindere og flere tabere.
Vi lever således i et samfund, hvor vi behandler vores affald med større omhu end vores medmennesker. Vi har en affaldscontainer til blødt plast og en til hård plast, mens eksempelvis freelanceunderviseren kun genoptjener dagpenge for underviste timer og ikke for forberedelsestiden.
Er det ikke snart på tide med et opgør med konkurrencestaten og i stedet indføre et bæredygtigt system for både klima og mennesker? Vi kan gøre nok så meget for at redde kloden, men til hvad nytte, hvis vores samfund ikke kan rumme de mennesker, der skal leve på den?
Lisa Eriksen, p.t. uden for systemet.
En samfundsændring kræver enten
a) at de med magt og penge ønsker en ændring.
b) at et flertal ønsker en ændring - og ikke at de blot selv skal skifte plads med dem med magt og penge.
c) at et mindre antal ønsker en ændring og er villige til at sætte alt på spil for at få det.
Mennesker som ikke kan sættes i myndighedsanarkendte og beskrevne bokse tæller ikke rigtig. Medmindre de befinder sig i kategori c)
Så enkelt og rigtigt kan det siges.
Tak til Lisa Eriksen.
Og også til dig, Lise Lotte.
Efter en lang nat, liggende i ske, er regeringen og oppositionen enige om, at udsigten til forbedringer - er lig nul.
Det er et faktum.
Peter Olsen: Vi får ofte fortalt at der ikke er penge nok til at fjerne fattigdommen.
Det synes jeg nu ikke jeg har hørt så ofte.
Det er mere sætninger som: "Der er ikke flertal for at tilføre penge til socialområdet" og "Det skal kunne betale sig at arbejde", som er i spil.
Når de floskler bliver udtalt af et konservativt påklædt menneske med en alvorlig mine på, så kan alle og enhver indse, at sådan er det jo og sådan har det altid været og sådan vil det vedblive at være, så længe der ikke findes noget alternativt flertal og ingen der råber op om, at lønarbejde ikke er livets mening.