Kronik

Da jeg blev mor, begyndte en dyb vrede at vokse i mig

Glansbilledfortællingerne om moderskabet er med til at undertrykke al smerten og vreden ved at blive mor og usynliggøre kvinders skjulte arbejde. Vi mødre har brug for vores egen #MeToo, som kan afsløre den skjulte tvang i barselsarbejdet, skriver studerende Karolina Bro Næss i denne kronik
Erfaringen af at blive mor har i høj grad vist mig, hvor meget skjult arbejde kvinder og mødre udfører, og hvor lidt dette arbejde værdsættes, skriver Karolina Bro Næss.

Erfaringen af at blive mor har i høj grad vist mig, hvor meget skjult arbejde kvinder og mødre udfører, og hvor lidt dette arbejde værdsættes, skriver Karolina Bro Næss.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
24. juli 2021

At blive mor har gjort mig vred. Det er en vrede, som hænger sammen med den selvfølgelighed, det at skulle opgive sit fysiske og mentale velbefindende for at blive mor behandles med i samfundet. Jeg er vred over at opleve den største smerte og udføre det mest omfattende arbejde i mit liv, samtidig med at denne smerte og dette arbejde er fuldstændig skjult – selv for dem, som er tæt på mig.

Man kan ikke se på mig, at jeg har født, eller at jeg ligger vågen om natten i angst for, at barnet skal vågne. Der er ingen, der ser det, når jeg flere gange om dagen sidder en hel time i en akavet og anstrengende stilling, for at mit barn kan nå mit bryst, så hun kan sove i stedet for at være vågen og græde. Når jeg går på gaden, ser folk den nuttede baby og ikke den opslidte mor. Jeg er alene i mit føde- og ammearbejde, og selv om min mand er på barsel med mig, er det konstant mig, som skal stå til rådighed, fordi jeg er lig med mad.

Erfaringen af at blive mor har i høj grad vist mig, hvor meget skjult arbejde kvinder og mødre udfører, og hvor lidt dette arbejde værdsættes. Som #MeToo har vist, at man forventer at kunne udsætte kvinder for grænseoverskridende seksuel adfærd, forventer man i forbindelse med fødsler og barsel, at kvinder finder sig i den grænseoverskridende oplevelse, det er at lades helt alene med fødsels- og barselsarbejdet.

Myten om den lykkelige mor

Den gængse fortælling om at blive mor er, at du føder dit barn, får det lagt op til brystet og fælder en glædeståre, før du tager hjem og hygger dig med dit lille nye kæledyr. Du ligger under varme dyner og svælger i en hvid og blød verden fuld af mælk og varm hud.

Sådan er det bare ikke for de fleste nybagte mødre.

»Det er en åbenlyst forældet fortælling, at kvinder skal basere deres identitet på moderskabet og være lykkelige ved at ofre sig for barnet, « skriver Karolina Bro Næss.

Anders Rye Skjoldjensen
Jeg deltager i både efterfødselshold hos APA og i sundhedsplejen, i mødregruppe lokalt og i diverse fora på internettet, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke har rædselshistorier om at være blevet forælder. De fleste græder, når de fortæller om deres første tid som mor, og over halvdelen fortæller om en eller anden form for efterfødselsreaktion. De fleste fødende mødre bliver ladt alene med barnet to uger efter fødslen, hvor det er typisk, at partneren skal tilbage på arbejde.

To uger efter min egen fødsel var jeg stadig fuldstændig smadret. Jeg havde mistet en liter blod, så jeg var meget afkræftet, havde ingen appetit og skulle på samme tid sørge for at spise konstant, så jeg ikke gik sukkerkold. Jeg blødte fra livmoderen (som alle, der har født, gør), led af søvnløshed og var stadig så høj på hormoner, at mine sanser var på overarbejde, og jeg ikke kunne skelne lyden af duerne i ventilationsskakten fra mit barns gråd, fordi jeg hørte og så baby alle vegne. På samme tid skulle jeg hver dag amme barnet i otte timer – ofte mere. Mange fødende er ude for værre komplikationer, end det jeg har oplevet, og flere beskriver, at de føler sig fanget i et spædbarnshelvede, hvor de ikke kan huske, hvorfor de gerne ville være forældre, eller de føler, at de har mistet sig selv.

Vreden og tabet

Siden jeg har født, er der vokset en vrede i mig. Min vrede er forbundet med det kontroltab, det er at få et barn, og med et tab af identitet. Udover at man ikke kan kontrollere barnet, mister man også kontrollen og ejerskabet over sin egen krop. Som gravid er man en beholder, som skal sprænges, for at indholdet kan komme ud. Når man så har ofret sin krop ved at føde barnet under store smerter, skal man ofre den igen og igen ved at være bundet til at amme otte timer i døgnet (hvis man altså vælger at amme). Det indbefatter, at man sidder ned i samme stilling en tredjedel af døgnet, og at man er ude af stand til at gå på toilettet, når man vil, hente mad til sig selv eller bevæge sig i det hele taget. For ikke at nævne alle de ting, der ikke er basisbehov, men som giver mening og identitet i ens liv.

Mens man er på barsel, er man fjernet fra det sociale liv og fra de aktiviteter, som normalt giver ens liv mening. De ting, man laver i stedet, er cykliske og resultatløse – man ammer, man trøster, man skifter ble, og så ammer man igen.

At blive mor er en fysisk og eksistentielt smertefuld oplevelse. Den overdrevne psykiske spænding – vreden og smerten samtidig med kærligheden til barnet, og at der er så meget meningsløshed samme sted, som der er meningsfylde – er grundlæggende for det at være mor, og det er nok noget af det, der fører til de mange fødselsdepressioner.

Barselsfeministisk vækkelse

Samfundets lykkelige fortællinger om at blive forælder er for mig at se en del af en kollektiv fortrængning. Fødselsfortællinger romantiseres, og forældre glemmer smerten og lidelsen, fordi det efterhånden bliver nemmere, eller fordi de vil skåne sig selv og deres børn.

Man har selvfølgelig ofte hørt, at det er hårdt at få børn, men særligt kvinder får samtidig at vide, at det er det bedste, der kan ske i deres liv. Men det er en åbenlyst forældet fortælling, at kvinder skal basere deres identitet på moderskabet og være lykkelige ved at ofre sig for barnet.

Vi har brug for at få et mere nuanceret syn på mødre, hvor der er plads til vreden og smerten. Min egen oplevelse kombineret med de historier, jeg hører fra andre nybagte mødre, får mig til at tænke, at det er en skjult tilstand, nye forældre står i, og at mødre udfører et skjult arbejde. Det har skabt en feministisk vækkelse i mig, fordi det er blevet tydeligt for mig, at denne skjulte lidelse i høj grad får lov at findes, fordi det primært er kvinder, der udsættes for den.

Mange kvinder er vant til at udføre omsorgsarbejde og ofre deres velbefindende for andre. Som fødende mor er man i en tilstand, man ville blive akut indlagt for, hvis ikke man lige havde født. I stedet får man konstant at vide, at det, man oplever, er normalt. Bløder du fra et åbent sår i maven? Det er normalt. Sover du ikke om natten? Det er normalt. Oplever du angstfølelser, dårlig selvtillid og selvmordstanker? Det er normalt.

Men behøver det virkelig at være normalt? Og ville mænd få det samme at vide?

Der er lige nu en bølge i medierne og i litteraturen af fødende og nybagte forældre, der vidner om deres overskridende oplevelser og om smerten ved at få børn. Vi fødende mødre har brug for vores egen #MeToo, som kan afsløre den skjulte tvang i barselsarbejdet, og at ideen om børnepasning som noget, man gør af kærlighed til barnet, er et ideologisk slør, der sørger for, at dette arbejde udføres gratis og på bekostning af mødres velbefindende.

Man kan ikke undgå, at det er hårdt at få et barn, men netop derfor må vi kæmpe for de bedste forhold. Ét middel er mere barsel og også øremærket barsel, så den fødende ikke skal være alene med sit barn to uger efter en traumatisk fødsel. Derudover må vi anerkende omsorgsarbejde som noget af det hårdeste og vigtigste arbejde og ikke acceptere, at det altid falder på kvinder. Og vi må ødelægge myten om den lykkelige mor og gøre ambivalensen og vreden til en del af fortællingen om moderskab.

Karolina Bro Næss studerer litteraturvidenskab

 

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

    4. oktober 2021
    Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
  • Fødslen af min søn satte mig fri

    23. september 2021
    Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.

Kære John Poulsen.
Det er ikke vores at udtale os om andres følelser. Jeg synes din kommentar klokken 25.07 16.21 er grov. Kommentar af Stephan Durhaupt er ikke mindre grov. Jeg ved ikke om I synes det er mandigt, at komme med den slags kommenterer?

En hver har lov til at udtrykke sine følelser. Du ved f.eks. hvad der kan ligge bag ved den unge kvindes følelser og hendes udsagn.

Unge i dag er mere parate til at udtrykker deres følelser, end ældre. Ældre er mere opvokset med, at hvis livet var hårdt, så tav de, fordi de syntes det var pinligt at klage.

Tiderne har ændret sig. Da jeg fik mit første barn omkring 2000 var barselsorloven 6 måneder. Ikke mange år efter, blev den ændret til 1 år.

Jeg var så heldig at have en arbejdsgiver dengang, der betalte mig fuld løn og jeg blev ikke opsagt. Jeg tog så 3. måneder ekstra på 60% af støtten. Min mand tog så 6 måneders barsel på 60% og blev fyret fra sin arbejdsplads. For som hans barnløse chef Ulrik, hundeejeren, sagde, " der mistede vi en god arkitekt".

Det er heldigvis blevet bedre.

Rikke Nielsen

Jeg tror på, at der er en grund til, at et lille barn får 2 forældre, og det er, at det er for hårdt for en. Så hvor er far henne i alt det her?

erik pedersen, Birgitte Johansen, Peter Høivang og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Majken Munch

Det er værd at bemærke, at i mange tusinde år var det at få børn ikke noget, som kvinder aktivt valgte til. Ethvert samleje medførte en chance/risiko for graviditet, og samlejet var heller ikke altid kvindens aktive tilvalg. Det er først i moderne tid med prævention og fri abort, at det er blevet almindeligt for kvinder at kunne forhindre, at et samleje fører til en baby ni måneder senere. Det kan dog stadig være et hårdt valg for kvinden, om en uplanlagt graviditet skal afbrydes eller fuldføres.

Ditte Trolle

Karolina, du synes det er hårdt, kedeligt og et tab af kontrol og identitet at blive mor. Du er bestemt ikke den første, og heller ikke den første, der beskriver det. Tænk bare på Flauberts Madame Bovary. Den gode Emma var vel knap nok holdt op med at bløde efter fødslen, før hun afleverede datteren til en amme, snørede korsettet og fik sig en elsker.
Ja, vist er det hårdt, men det går over, og en gang vil du se tilbage og beklage, at det gik så stærkt. Indtil videre er der masser af ting, du kan gøre med et spædbarn: Mødes på ammevenlige cafeer med andre mødre, gå til gymnastik og musik og til babybif. Det er ikke et identitetstab, det er et tillæg til den identitet, du allerede har.
Kontroltabet må du leve med og se i øjnene, at ting der har med forplantning at gøre fungerer bedst, hvis hjernen træder tilbage og lader kroppen styre: Det gælder både sex, fødsel og amning.
Men der er givetvis også forhold, der burde ændres på samfundsniveau for at lette overgangen til at være forælder. Der er jeg helt enig med dig. Vi skal have:

Ordentlig fødselsforberedelse. Måske skal den starte allerede inden, man bliver gravid.
Delt, øremærket barsel – ikke for at mor skal slippe væk fra barnet, men for at far skal slippe til.
Tilstrækkelig opfølgning i hjemmet efter fødslen, så man kan spotte dem, der har det dårligt.

Held og lykke med det hele.

Birgitte Johansen, lars søgaard-jensen, Ulla Jeppesen og Jane Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

Som adfærdsbiolog er dette ingen nyhed. Lige siden sociobiologiens teorier, som er en syntese af adfærdsbiologi og populationsgenetik som fremkom i 70'erne, har man være opmærksom på, at forholdet mellem mor og afkom langtfra er nogen idyl, men er konfliktfyldt af biologiske årsager. Mødre er ikke kun omsorgsgivere, der ammer og beskytter deres afkom. I visse situationer kan mødre også dræbe eller forlade deres afkom, hvis prisen ved at beholde det bliver for stor. Ungen vil på sin side forsøge at 'afpresse' moderen for mere end hun er villig til at give og som i vil mindske hendes muligheder for at investere i andet afkom, hvis hun giver efter. Denne klassiske mor-unger konflikt kender alle pattedyrmødre.

Ninna Maria Slott Andersen, erik pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Det kan jo være, at Karolina Bro Næss lider af en fødselsdepression, og i så fald burde Information ikke have bragt hendes indlæg.

Ninna Maria Slott Andersen, erik pedersen og Peter Høivang anbefalede denne kommentar

Sider