Klumme

Muhammedkrisen var dræbende for kunsten: Når kunstneren tøver, dør kunsten

Som ung aspirerende kunstner var Muhammedkrisen et vendepunkt for mig. En gruppe analfabeter påtog sig at repræsentere alle muslimer og indsatte en tøven hos kunstnere, der fratog mig lysten til at male, da jeg så kunstens åndehul forsvinde, skriver organisationsleder og foredragsholder Khaterah Parwani i dette debatindlæg
Tegneren Kurt Westergaard i sit hjem i 2010. Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død, skriver Khaterah Parwani i denne klumme.

Tegneren Kurt Westergaard i sit hjem i 2010. Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død, skriver Khaterah Parwani i denne klumme.

Kåre Viemose

Debat
23. juli 2021

Nyheden om Kurt Westergaards død tog mig tilbage til karikaturkrisen. En krise, der for resten af Danmark beskrives som den krise, der satte Danmark på verdenskortet, men for mig var karikaturkrisen den krise, der smed en lænke om kunstens hals, så den stadig den dag i dag er ufri.

Der er ret mange, der ikke ved det her, men hvis man havde spurgt mig, fra jeg var 5 år, til jeg var 23 år, »Hvad er din drøm?«, så havde jeg svaret: »Kunst«. Før jeg kastede mig over de tunge lovbøger på jurastudiet, studerede jeg til beklædningsdesigner, et alternativ til det, jeg i virkeligheden havde lyst til, nemlig at tegne og male alle døgnets timer.

Kunsten fyldte alt i min barndom, en gave min storesøster plantede i mig, fra jeg kunne holde på en blyant. I mit værelse stod der lærreder, slidte pensler, efterladte plader med farveklatter, et hav af farvetuber til bunker af blokke og kul. Det var det, der var ’mit rod’, når min mor skældte ud og bad mig rydde op på mit værelse.

En gruppe analfabetiske mænd

Da karikaturkrisen brød ud og årene efter, stod jeg i et minefelt af kontraster. Det gjorde de fleste af os, der boede i de såkaldte betonområder. Jeg husker derfor den tsunami af følelser, jeg gik med, og de sammenstød, jeg havde med rigtig mange mennesker. Muslimer som ikkemuslimer, der omtalte Muhammedtegningerne som skarpladte våben. Fra mit værelse i urbanplanen, så verden helt anderledes ud.

Jeg så en gruppe analfabetiske mænd, der hverken ejede dannelse eller hjerte, men påtog sig helt egenrådigt at repræsentere en minoritet med så mange kontraster. Jeg så en gruppe mænd, der på ingen måder repræsenterede mine interesse.

En gruppe imamer, der drog ud i en verden af kaos, fattigdom og krig, og i fællesskab med andre korrupte ledere satte de yderligere brand i krigszoners civilbefolkninger, hvis manglende frihedsrettigheder allerede udgjorde en politisk dystopi.

Jeg vidste godt, at kunst var forbundet med stor fare, men de tegninger betonede frygten. Mine forældres. Mine venners. Men også alle de fællesskaber, jeg enten frivilligt var forbundet til eller tvunget til at være en del af.

Fra mit værelse i Amagers betonområde så krisen helt anderledes ud end i Mellemøsten. I det lille land, jeg var flygtet til, havde kunstneren frihed og ro. Her kunne kunstneren udfordre guder, profeter og kongehus uden at føle sig truet på sit liv.

Muhammedkrisen så også anderledes ud, fordi den udløste konflikter i mit private liv, der gjorde, at jeg mistede lysten til at male. For lige så politisk og aktivistisk jeg er i dag, var jeg også på de lærreder, hvor hverken Gud, profet eller hellige bøger blev skånet. Jeg så kunstneren og kunstens åndehul forsvinde.

Tøvende kunst er død kunst

Jeg så krisen som et vendepunkt med et før og et efter. Et efter, hvor en tøven dræber kunstens fulde kraft. For hvis man har dyrket kunsten, tænkt den, følt den og født den med sine egne hænder, så ved man, at et tomt lærred er bedre end et lærred, der er overdækket af farvetonen TØVEN.

Siden de tegninger blev printet, har man kaldt tegnerne provokatører og kæmpet for retten til at provokere og håne. Men for kunstneren er kunsten et åndehul, der er så uskyldigt og rent, at kunsten anskuer verdenen som en nyfødt. En nyfødt, der hverken kender til regler, normer, forbud, påbud og helligdomme. Og alligevel er det ham, vi kalder provokatøren, når det er omverdenen, der er provokeret.

Kurt Westergaard blev ikke slået ihjel af ekstremister, men hans liv endte i de provokeredes lænker. Hans liv endte ikke frit, og vi skylder ham og alle kunstnere, der har betalt med livet som indsats, at forstå dette:

Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her