Klumme

Muhammedkrisen var dræbende for kunsten: Når kunstneren tøver, dør kunsten

Som ung aspirerende kunstner var Muhammedkrisen et vendepunkt for mig. En gruppe analfabeter påtog sig at repræsentere alle muslimer og indsatte en tøven hos kunstnere, der fratog mig lysten til at male, da jeg så kunstens åndehul forsvinde, skriver organisationsleder og foredragsholder Khaterah Parwani i dette debatindlæg
Tegneren Kurt Westergaard i sit hjem i 2010. Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død, skriver Khaterah Parwani i denne klumme.

Tegneren Kurt Westergaard i sit hjem i 2010. Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død, skriver Khaterah Parwani i denne klumme.

Kåre Viemose

Debat
23. juli 2021

Nyheden om Kurt Westergaards død tog mig tilbage til karikaturkrisen. En krise, der for resten af Danmark beskrives som den krise, der satte Danmark på verdenskortet, men for mig var karikaturkrisen den krise, der smed en lænke om kunstens hals, så den stadig den dag i dag er ufri.

Der er ret mange, der ikke ved det her, men hvis man havde spurgt mig, fra jeg var 5 år, til jeg var 23 år, »Hvad er din drøm?«, så havde jeg svaret: »Kunst«. Før jeg kastede mig over de tunge lovbøger på jurastudiet, studerede jeg til beklædningsdesigner, et alternativ til det, jeg i virkeligheden havde lyst til, nemlig at tegne og male alle døgnets timer.

Kunsten fyldte alt i min barndom, en gave min storesøster plantede i mig, fra jeg kunne holde på en blyant. I mit værelse stod der lærreder, slidte pensler, efterladte plader med farveklatter, et hav af farvetuber til bunker af blokke og kul. Det var det, der var ’mit rod’, når min mor skældte ud og bad mig rydde op på mit værelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her