Kommentar

Pelle Dragsted: Mette Frederiksens tiårsplan mangler et opgør med uligheden

Regeringen har annonceret nye langsigtede reformudspil i efteråret. Men et opgør med 20 års stigende økonomisk ulighed er øjensynligt ikke på reformmenuen, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
Statsminister Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat, hvor hun præsenterede regeringens tiårige reformprogram. Et program, der burde have mere fokus på økonomisk ulighed, skriver Pelle Dragsted.

Statsminister Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat, hvor hun præsenterede regeringens tiårige reformprogram. Et program, der burde have mere fokus på økonomisk ulighed, skriver Pelle Dragsted.

Jens Dresling

Debat
29. juli 2021

Før folketinget gik på sommerferie, nåede Mette Frederiksen at annoncere, at regeringen over de kommende måneder vil præsentere et nyt tiårigt reformprogram, der skal imødegå nogle af samfundets uløste udfordringer.

Det adresserer for det første, at for mange unge ikke får en uddannelse. For det andet, at arbejdsmarkedet er blevet mere usikkert. Og for det tredje, at for mange indvandrere og efterkommere ikke får en plads på arbejdsmarkedet. Det er alt sammen relevante problemer, som der bør være bred opbakning til at få løst.

Men når en regering præsenterer, hvilke udfordringer den ser som mest afgørende, så bliver det også tydeligt, hvad der ikke opfattes som vigtige problemer. Og her springer det særligt i øjnene, at en socialdemokratisk regering ikke adresserer den økonomiske ulighed, der i årtier har skabt voksende kløfter i befolkningen.

Siden årtusindskiftet er Danmark rutsjet ned ad OECD’s liste over de mest lige samfund, fra en førsteplads i 2009 til en syvendeplads i dag. Det er vel og mærke sket i en tid, hvor uligheden på tværs af landene er vokset. Faktisk er Danmark et af de lande, hvor uligheden er vokset allerhurtigst.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at de 10 procent rigeste danskere siden 2010 har øget deres indkomst efter skat og inflation med 25 procent. Til sammenligning steg indkomsten hos de 40 procent med de laveste indkomster kun med 5,9 procent i samme periode. Særligt den rigeste procent er stukket af med en indkomststigning på 48 procent.

Går i den forkerte retning

Samtidig er antallet af danskere, der lever i fattigdom, vokset med 48.000 personer, og omkring en kvart million danskere – heraf knap 60.000 børn – lever nu under fattigdomsgrænsen.

Ser vi på formueuligheden, ser det endnu værre ud. Her er Danmark faktisk et af de mest ulige lande – ikke mindst som følge af friværdifesten på boligmarkedet. De ti procent rigeste ejer nu næsten halvdelen af de samlede formuer.

Den voksende ulighed har mange negative konsekvenser. Vi ved fra forskningen, at ulige samfund på stort set alle parametre er dårligere samfund at leve i. Og nu tyder økonomisk forskning tilmed også på, at ulighed hæmmer den økonomiske udvikling og gør samfund fattigere.

Derfor er kampen mod ulighed også et af FN’s verdensmål, og Danmark har forpligtet sig til at arbejde for, at indkomsterne hos de 40 procent fattigste skal stige hurtigere end for gennemsnittet. Altså stik modsat hvad der lige nu er tilfældet.

Regeringen har da også skrevet ind i sit forståelsespapir med støttepartierne, at den vil »bekæmpe ulighed«, men siden er der ikke sket meget – og faktisk har enkelte reformer trukket i den forkerte retning.

Frygtsomme socialdemokrater

Der er altså brug for, at tiårsplanen udvides med en målrettet lighedsreform, der lever op til aftalen i forståelsespapiret og FN’s verdensmål.

Så hvad kunne en ulighedsreform indeholde? Der er grundlæggende to typer af indsatser, der kan sænke uligheden mellem toppen og flertallet. Den ene er at påvirke selve indkomstfordelingen, ’prædistribution’, og den anden er at omfordele indkomsterne efterfølgende via skatte- og velfærdssystemet, ’redistribution’.

Nogle af de reformer, som Mette Frederiksen lægger op til, kan, hvis de virker, påvirke prædistributionen positivt. Det gælder ikke mindst indsatsen mod usikre arbejdsforhold, som kan styrke lønmodtagernes forhandlingsmandat og dermed skabe højere lønstigninger.

Også øget uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse kan have prædistributive effekter. Men hvis prædistributive reformer virkelig skal batte, så skal de tage fat om selve fordelingen af ejerskabet i økonomien.

Da en meget stor del af væksten i ulighed skyldes de seneste årtiers asociale skatteomlægninger, kommer regeringen heller ikke uden om en omfattende skattereform, der fordeler fra top til bund.

En sådan reform kan strikkes sammen på mange måder: Mere progressivitet i skattesystemet, så meget høje indkomster beskattes hårdere. Højere skat på arbejdsfrie kapitalindkomster. Genindførsel af formueskatten. En mere progressiv arveafgift. Det er alle sammen gode redskaber til omfordeling. Et nyt ejendomsskattesystem og et loft over rentefradraget ville også være effektive til at nedbringe uligheden.

De nye skatteindtægter kunne bruges til at sænke bundfradraget, øge ydelser til for eksempel fattige folkepensionister eller give befolkningen nye velfærdsrettigheder. Hvilket også ville bidrage til at sænke uligheden.

Spørgsmålet er, hvorfor socialdemokraterne er så frygtsomme. En reform, der omfordeler fra de 10 procent rigeste til det brede flertal, burde være noget, der kan skabe bred folkelig opbakning.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Hvad kan man forvente af et højre parti som det socialdemokapitalistiske, uligheden vil jo stige, stige som uligheden gjort sen 2001.

Leif Tullberg

Pelle Dragsted Enhedslisten,
er altid i gang med at tage fra dem der yder og give til dem der nyder.

Men den socialistiske ideologi er ubrugelig,
Det er bevist i mange lande, at den skaber fattigdom og armod til alle..

Lav ulighed i Danmark skyldes både omfordeling og lige fordeling af Markedsindkomster.

Danmark er blandt de OECD-lande, der har den mest lige fordeling af de disponible indkomster (efter indkomstoverførsler og skat). Den høje grad af lighed i Danmark skyldes både, at markedsindkomsterne (fx lønindkomst) er relativt ligeligt fordelt, samt at der sker en høj grad af omfordeling (gennem skatter og overførsler), jf. figuren.

Omvendt skyldes den relativt høje grad af ulighed i USA både en relativt ulige fordeling af markedsindkomsterne samt lille grad af omfordeling.

Jens Voldby Crumlin

Så længe socialdemokratiet underlægger sig det neoliberale krav om kapitalens fri bevægelighed vil deres muligheder for effektivt at bekæmpe uligheden være hæmmet af frygten for kapitalflugt. Som Pikkety klart redegør for i sin bog Kapital og ideologi er den socialdemokratiske bevægelses manglende politik omkring globaliseringens voldsomme styrkelse af finanskapitalens magt, og i mange tilfælde direkte medvirken til liberaliseringen af reglerne for kapitalens bevægelighed, den største grund til den stigende frustration i den brede befolkning over helt at være sat uden for indflydelse på den politiske udvikling. Et rystende eksempel er udbytteskandalen hvor det i årtier har været muligt at malke de danske skatteydere for et tocifret mia. beløb uden hullet endnu er lukket. Socialdemokraterne lader stadig hullet stå åbent fordi de er bange for at skræmme udenlandske investorer væk og generer bankerne med for mange krav. I et system hvor politikerne har lagt så meget magt i hænderne på en skruppelløs finanssektor og dermed sat turbo på uligheden er det relevant og spørge om hvor meget mening det giver at snakke om demokrati når der reelt er et meget lille demokratisk råderum. Det er derfor vi nu ser en katastrofal lav stemmeprocent i Frankrig hvor Macron entydigt har været kapitalens mand. Hvis ikke socialdemokratiet træder i karakter og skifter deres retorik mod neoliberalismen ud med konkret handling så vil vi ende samme sted i Danmark.

Susanne Kaspersen, Bjarne Andersen, Helle Lodberg Christensen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Vibeke Olsen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Finn Jakobsen, Torben Arendal, Michael Waterstradt, Lars Jørgensen og Frederik Melving Vigil anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Vi er verdens 7. mindst ulige land. Respekt til Pelle Dragsted, for altid at argumentere konkret, her syntes jeg dog han skyder lige lovligt meget fra hoften, uden at få etableret den kausale sammenhæng. Ulighed = børnefattigdom ? "Samtidig" ja, men korrelation indikere ikke kausalitet.

»Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at de 10 procent rigeste danskere siden 2010 har øget deres indkomst efter skat og inflation med 25 procent. Til sammenligning steg indkomsten hos de 40 procent med de laveste indkomster kun med 5,9 procent i samme periode. Særligt den rigeste procent er stukket af med en indkomststigning på 48 procent.« Altså i perioden lige efter den største financielle krise siden 1930, hvor finans og boligmarkederne kollapsede, har de rigeste forøget deres formue betydeligt. Chokerende. Jeg tror der skal zoomes lidt ud.

Lise Lotte Rahbek

En mere ligelig fordeling af goderne i samfundet er tiltrængt.
Bare se hvordan understøttelsen ved arbejdsløshed er blevet udhulet over ca. 20 år. For vi er vel alle, også diverse fløje, enige i, at arbejdsløshed ikke skal være lig med fattigdom i Danmark. Hvis virksomhederne ikke har brug for arbejdskraft, så skal menneskene ikke ligestilles udtjente maskiner.

Men det giver ikke mening at tale om omfordeling uden at vurdere om tiltagene vil påvirke et øget forbrug og pres på miljø, ressourcer og klima.
Jeg tror reelt det handler om, at de velhavende skal drosle ned i indkomst og forbrug og ikke så meget, at de fattige skal have mere.

Der er forhåbentlig ingen som stadigvæk tror på at ulighed kommer af naturlige årsager? Chefer og ledere er blevet udskiftet siden Anders Fogh Rasmussen blev valgt til statsminister, over tyve år. Det handler om en bevidst plan. Magten er flyttet op til de få, væk fra demokratiet. Således øges uligheden og fattigdommen. Vejen frem skal omvendt være at fjerne de 62 sociale nedskæringer igen, og løbende skal finanserne balanceres ved øgede skatter og omfordeling. Men vi ved at dette ikke kan gennemføres med den magtfordeling der er etableret. Derfor skal vi også have en ærlig gennemgang af magtforholdene, både her i landet og globalt.

Folketinget er sandet til med ressourcestærke, formuende akademikere, uden interesse for den ulighed, som rammer de tyve procent nederst i samfundet. De formuende har plantet deres egne folk i alle vigtige poster, hvor deres magt har kunne forøges. Dette gælder især i ministerierne, hvor Finansministeriet topper mht. fattigdomsskabelse. Men både jobcentrene og socialkontorerne er fyldt med nedskærings-nyliberale, som ved at det kan betale sig at fjerne pengene fra klienterne; enkelt personer i socialvæsenet er blevet belønnet med 100.000 kr. i bonus for sociale nedskæringer.

Er demokratiet et skalkeskjul for magtforhold der konstant skaber øget ulighed? Det demokratiske råderum er inficeret af akademikernes dominans i Folketinget, de udgør flertallet, men er kun 8 % af befolkningen. Den håndfuld som befinder sig i toppen af hvert parti, korrumperer det repræsentative demokrati, ved at opstille deres egne slags; formuende akademikere. I Folketinget skal alle samfundsgrupper være repræsenterede, selv underklassen, vi udgør 20 % af befolkningen, men der er ingen fattige i Folketinget. Ingen fra underklassen har en chance for at komme ind i Folketinget, og ingen akademiker vil nogensinde gøre noget godt for en fattig, det har de rigeligt bevist ved de såkaldte reformer.

Det, at vi totalt mangler en diskussion omkring ulighed og fattigdom her i landet, indikerer, at meningsdannerne ingen gavn har af det, og derfor intet ønske har om en øget omfordeling. Det vil simpelt hen ikke være til deres egen fordel. Journalisternes indtægter er høje, og især redaktørerne er rykket op i overklassen med flere millioner i års gager. Børsen, Berlingske Ekstra Bladet m.fl. knokler for større ulighed, og at der skal være flere fattige i Danmark, naturligvis omskriver de det til udlændingeproblemer, men ikke-udlændinge er de fleste i underklassen, det er os der er ramt af de 62 sociale nedskæringer over de sidste tyve år. Vi skal helt ud på venstrefløjen for at finde nogen som skriver artikler om at løfte underklassen op til arbejderklassen og derefter begge klasser op til middelklassen.

Ulighed skabes ved at stjæle stemmer fra venstrefløjen. I tre uger under valgkampene til Folketinget er alle partier pludseligt sociale, men straks efter stemmer de fleste partier for flere reformer, dvs. sociale nedskæringer, dette gælder hele den borgerlige fløj, men også De blå Radikale, De yderliggående højreorienterede Socialdemokrater og sågar Socialistisk Folkeparti, er det socialistisk af skabe fattigdom?

Hvorledes har politikerne holdt venstrefløjen udenfor indflydelse, skabt fattigdom i det superrige Danmark, og over fyrre år øget uligheden, for at sende pengene op i toppen af samfundet? Hvis vi ser på Socialdemokratiets historie de sidste tyv år, er der intet der tyder på et fremtidigt samarbejde med venstrefløjen om at fjerne fattigdommen og at stoppe den stigende ulighed, tværtimod.

I sommeren 2012 var Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen ikke alene rasende, hun var overrumplet. Hun havde ikke troet på, at Helle Thorning-Schmidts (S) regering, der ikke engang var et år gammel, havde kastet vrag på sit parlamentariske grundlag i så stor og vigtig en aftale om Finansloven. - Det, regeringen har valgt at gøre, er at gå til højrefløjen. Og det mener jeg faktisk er at pisse på de mange mennesker, som har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik.

Det endte med at være Venstre og Det Konservative Folkeparti, der skrev under sammen med regeringen. Bjarne Corydon gjorde alt for at holde Enhedslisten i forhandlingerne, selvom hans vigtigste politiske aftale endelig ikke måtte blive med partiet. Hvis Bjarne Corydon skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få Venstre med i skatteaftalen, måtte han finde nogle helt andre veje. Det hele var et teaterspil.

En af de vigtigste faktorer i politik er at øge uligheden, men det er sjældent at en politiker formulerer det således. Det nærmeste vi kommer til en indrømmelse var da Lars Løkke Rasmussen i 2019 direkte sagde, at det gælder om at holde venstrefløjen udenfor indflydelse. En som decideret praler med fattigdomsskabelsen, er den nu forhenværende politiker, der ikke pakker noget ind, tværtimod: Bjarne Corydon kunne under finanslovsforhandlingerne i 2012 mærke en berusende følelse i kroppen. Det var fantastisk. Han havde undgået en rød aftale. Det havde hele tiden været planen. I mere end et halvt år havde han arbejdet målrettet for at undgå en aftale med Enhedslisten.
Link: nyheder.tv2.dk: Det var som om, ånderne fra Harry Potter var med under de afgørende forhandlinger

Socialdemokraten Bjarne Corydon fik, efter salget af Dong til Goldman Sachs i skattely, toppost i konsulentvirksomheden McKinsey. De neoliberale McKinsey og Bjarne Corydon var dog ikke helt ukendte for hinanden. Konsulentvirksomheden havde nemlig været med til at føre den ødelæggende folkeskolereform ud i livet, mens han var finansminister. Derudover udviklede McKinsey en ny ledelsesmodel for den offentlige sektor i samarbejde med Moderniseringsstyrelsen. Så bytter den neoliberale socialdemokrat Bjarne Corydon chefstillingen hos konsulentvirksomheden McKinsey ud med en chefstilling hos Børsen. Mens Socialdemokraten Bjarne Corydon var finansminister kostede det kun 15 mio. kr. at købe Statens Serum Instituts vaccineproduktion, der havde en værdi af det tidobbelte. Køberen, der er en del af det store saudiarabiske konglomerat Aljomiah, var registreret i det caribiske skatteparadis Cayman Islands. Finansudvalget, der godkendte den nye køber, var orienteret om skattelyet.

Susanne Kaspersen, lars pedersen, Bjarne Andersen, Lars Jørgensen, Helle Lodberg Christensen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Torben Skov, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Torben Morten Lund, Vibeke Olsen, Carsten Wienholtz, Torben Arendal, Michael Waterstradt, Kirsten Andersen og David Adam anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Civil ulydighed ovre på The Other Newspaper

Her kan man få mig til at sende et fysisk brev til bestyrelsesformændene for nogle af Danmarks særeste virksomheder blot ved at trykke på knappen én gang ud for den pågældende virksomhed. Man kan også oprette en virksomhed. Det koster ingenting og reklamer er der ingen af. Din enheds ip-adresse bliver gemt i min database for at forebygge misbrug i form af brugere der trykker flere gange. Jeg betaler porto.

Med venlig hilsen

Morten

Morten Hjerl-Hansen

Jeg bønfalder Informations læsere om at forstå, omend ikke mig, omend ikke dem selv, men derimod forstå at Internet er et mulighedernes sted. Vi må slå os sammen og virke i det små ved eksemplets kraft. Det er hvad ovenstående initiativ går ud på. Teknisk set går det ud på at programmere PHP småbidder i WordPress indlæg. Kom og giv et nap med! Facebook fx er programmeret i PHP. Praktisk set går initiativet ud på at handle og orientere sig i landskabet hvor uligheden på trods af al logik er politisk vedtaget ud fra angst, misundelse, uvidenhed og andre irrationelle fænomener som ikke hører hjemme i den følsomme demokratiske proces som gør at vores land kan leve og ånde, som gør Danmark værd at leve i, som gør vores nation til et foregangsland, et fremgangsland. Nationaløkonomi er en speget sag som det er de få beskåret at forstå. Og de der, gennem hårde, grundige studier, er begunstiget med denne viden er, oftere end godt er, helt eller delvist uvidende om hvordan de fattigste har det. Vi skal blive mere lidenskabelige igen. Mere besværlige. Dermed kan vi finde fælles fodslag og byde markedstænkningens forskruede frihedsideal trods. Jeg trygler om at flere derude vil trykke på knappen så jeg kan få flere breve sendt afsted til disse vanvittigt rige og magtfulde mennesker. Samarbejde er vejen frem. Mellem køn og klasse, mellem praktiker og teoretiker, mellem stærk og svag.

Med venlig hilsen

Morten

Erik Humblebug

En ny ulighed er desværre ved at opstå. Det er ikke uligheden mellem rige og fattige, men det er uligheden mellem fattige, der bliver større.

Børnene er blevet gidsel i denne politik. For nu bruges børnene til at argumentere for, at ydelserne sættes ned for personer uden børn.

Det er altså de allerfattigste i Danmark, der skal betale for de næstfattigste. Dermed er der råd til skattelettelser i toppen.

Men politiken kan sagtens hjælpe statistikken. For der kan sagtens blive færre under fattigdomsgrænsen ved at tage fra de fattige og give pengene til andre fattige.

Den, som pengene bliver taget fra får det bare værre.

Jeg har aldrig haft det så godt økonomisk som de perioder, jeg har betalt topskat. Og jeg vil gerne betale topskat for at undgå at se mennesker leve på gaden eller ved at trække på gaden.

Enhedslisten er i høj grad gået med på vognen, når det gælder argumentet om, at det skal være godt for børnene, før vi giver noget.

Men den bedste hjælp, vi kan give børnene er, at give de voksne et godt voksenliv. Og det skal ikke være det økonomiske argument, der gør om vi får børn eller ej.

Derfor efterlyser jeg en mere retfærdig ydelse for ledige, der stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet, en enhedsydelse, hvor satsen ene og alene afhænger af, hvor længe borgeren har været uden for arbejdsmarkedet.

For de fattigste skal der så ved siden af være muligt at søge sociale ydelser til børn og bolig mv.

Jeg kan ikke se fornuften i at sammenblande det, at det offentlige gerne vil belønne borgeren for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med om vedkommende har børn eller ej.

Derfor bør de to ydelser adskilles. Samtidigt bør ydelsen være på et niveau, så det er muligt at klare sig igennem uden at ende på gaden.

Susanne Kaspersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar