I middelalderen bedømte man en borgers skyld ved at lade ham bære glødende jern eller ved at nedsænke ham i vand for at se, om han flød. Ved 4. Laterankoncil i 1215 afskaffedes de torturlignende bevisformer vandprøve og jernbyrd, efter at flere dømte havde vist sig uskyldige. I stedet gik myndighederne over til ’rationel bevisførelse’.
Nutidsmennesker forfærdes over middelalderlig overtro. Men også i nyere tid har tro ført til myndighedsovergreb. Det er tid til at rette blikket mod børnesagkyndige undersøgelser.
I 1980’erne vedtog politikerne en spareøvelse i børnesager. Psykiatriske vurderinger af forældrene med pårørendesamtaler og anerkendte test blev erstattet af tre samtaler med forældrene og to korte observationer af forælder-barn-samspillet.
Professor Ask Elklit fra Syddansk Universitet var blandt de anerkendte psykologer, som for 40 år siden kritiserede kollegernes ’børnesagkyndige undersøgelser’ som uvidenskabelige. Trods forbedrede retningslinjer forblev undersøgelsernes svingende kvalitet et problem. Ifølge børnepsykolog Tina Bjerre Eiby fordi myndighederne overlod undersøgelserne til de lavestbydende.
Fagbladet Børn&Unge påviste i 2014 alvorlige fejl ved de børnesagkyndige undersøgelser. Men mange års kritik har ikke fået konsekvenser. 80’ernes stærkt kritiserede psykologiske metoder er i 2021 anerkendt for deres store erfaring, uden at det er undersøgt, om undersøgelserne når frem til et retvisende resultat.
Fagpersoner snydes
En far, som næppe var gået glat igennem en psykiatrisk udredning, fortalte mig stolt, hvordan hans forældre havde forberedt sig på den børnesagkyndiges besøg:
»Hele familien kom med en flyttebil fyldt med deres møbler og legetøj. Vi møblerede huset og satte malerier op på de tomme vægge, og da undersøgelsen var overstået, leverede vi alt tilbage.«
Hvad er erfaringen, når man træder ind i et hjem, der venter sagkyndigt besøg? En af mine præstekolleger fortalte frustreret, hvordan hans viden som præst ikke måtte anvendes i en børnesag:
»Jeg er inviteret til rund fødselsdag og tager min kone med. Døtre, sønner og svigerdøtre sidder bænket om fødselaren. Hjemmet er rent og hyggeligt. Der er en god stemning: der bliver snakket og udvekslet barndomshistorier og familieanekdoter. Efter besøget siger min kone: ’Sikke en sød familie’.«
Men som sjælesørger med tavshedspligt kender min kollega familiehemmelighederne:
»Begge døtre blev som børn misbrugt af faren og de to brødre. Naboer har fortalt mig, hvordan de har set brødrene tæve og forfølge deres koner. Den ene datter havde bedt mig om at være til stede ved fødselsdagen, fordi ’når der er gæster, opfører alle sig ordentligt. Normalt kan vi ikke være i samme rum’.«
Fødselsdagsfacaden
Præstens frustration skyldes, at en af de voldsramte ekskoner har præsenteret ham for en børnesagkyndig rapport, som i store træk er en beskrivelse af fødselsdagsfacaden. På baggrund af den børnesagkyndiges idylliserede fremstilling skal to børn bo skiftevis en uge hos en voldsramt mor og en voldelig og utilregnelig far.
De børnesagkyndiges naive og overfladiske observationer er ingen ny foreteelse. I 1787 opstillede fyrst Potemkin landsbykulisser uden baggrund langs floden Dnepr, så kejserinde Katarina den Store og hendes gæster, der kom sejlende, kunne blive imponeret over hans fremskredne kolonisering af området. Siden er det lykkedes nazisterne at bedrage Røde Kors ved at fremvise ’paradisghettoen’ Theresienstadt.
Enhver dysfunktionel børnefamilie fremviser en tilsvarende potemkinkulisse: Myndighederne gav Fritzl tilladelse til at etablere beskyttelsesrum med rindende vand og stoppede eftersøgningen af hans datter. I Brønderslev var en socialrådgiver kun en lukket dør fra at se det kaos, som børnene boede i. Amagermanden blev regnet for en kærlig far og fik fri adgang til at påvirke sine sønner under samvær.
Behold bukserne på i to timer
En bramfri børnelæge belærte mig om Hawthorne-effekten, hvor undersøgerens tilstedeværelse får dysfunktionelle forældre til at ændre adfærd:
»Kan du beholde dine bukser på i to timer, mens den børnesagkyndige overvåger dit samspil med barnet, er du en tilstrækkelig god forælder. Børnepsykologen forventer, at en pædofil vil hive lemmet frem, og en alkoholiker vil drikke sig stangberuset, og en psykopat tæver barnet sønder og sammen, mens børnepsykologen er med på en kigger!«
Ødelagte børn fører ikke til en kritisk evaluering af de børnesagkyndige undersøgelser.
Efter i ti år at have etableret og fulgt et netværk af voldsramte forældre og børn og fået indblik i deres frustration over kvaliteten af de børnesagkyndiges undersøgelser, skrev jeg til Selskab for Børnesagkyndige:
»Vi vil gerne i dialog. Opdraget i de børnesagkyndige undersøgelser er utilstrækkeligt i sager om psykopati, misbrug og incest. Hvordan kan I gennemskue en psykopat eller en alkoholiker på baggrund af tre forældresamtaler og to observerede samvær? (...) En teenagepige i netværket var igennem fem børnesagkyndige undersøgelser, der alle anbefalede samvær med faren. Hun har i dag polititilhold mod sin far. Voldsramte børn i 200 lignende sager vil gerne i dialog med jer, så de fejl, der er begået i undersøgelserne, ikke sker igen.«
Styrelsen for børnesagkyndige psykologer svarede:
»Ud fra din/jeres henvendelse kan vi se, at I ønsker en dialog omkring de komplekse skilsmissesager. Vi vil gøre opmærksom på, at det ikke vil være muligt at indgå i en dialog omkring dette […] Komplekse skilsmissesager kræver stor faglighed, som alle psykologer i selskabet besidder.«
Jeg sendte brevvekslingen til Psykolognævnet, som afviste at føre tilsyn på baggrund af en generel klage. Ombudsmanden afviste ligeledes at føre tilsyn, da han ikke kan vurdere skøn.
Tid til et paradigmeskift
Når børnesagkyndige undersøgelser er skrevet ind i lovgivningen som bevismiddel i både kommunal- og skilsmissesager, burde det være relevant at undersøge, om de børnesagkyndiges anbefalinger hidtil har ført til trivsel hos børnene. Hvis undersøgelserner efter en evaluering viser sig ikke at føre til trivsel, bør vi undersøge fejlkilderne.
Fejlkilderne er potemkinkulissen, når en fremmed træder ind i en familie, som har noget at skjule. Det er den børnesagkyndiges faglige eller personlighedsmæssige mangler eller frygt for trusler og klagesager. Med disse mulige fejlkilder er det kritisabelt, at kun det juridiske skøn kan afprøves.
I 1980’erne afskar politikerne adgangen til vidnebeviser i børnesager. Som præster oplever vi, at livsvidner er vigtige, for at begravelsestalen tegner et korrekt billede af afdøde. Vi præster har gennem pårørendesamtaler bedre mulighed for at trænge til bunds i familiehistorien end de børnesagkyndige. Og det er bekymrende, når der er børneliv på spil.
Det er tid til et paradigmeskift på børneområdet: Ministeren bør nedsætte en kommission af forskere, børneorganisationer og VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, red.) for at evaluere de børnesagkyndige undersøgelser og finde ud af, hvordan retssikkerheden højnes for de udsatte børn.
Endelig bør vi som oplyste mennesker tage ved lære af fortidens fejl. Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen udtalte, efter en kritik af de børnesagkyndige undersøgelser:
»Mennesker, som tager ansvar for andres liv og har det som deres professionelle virke, bør have en høj moral og bør selv være parate til at lade deres arbejde efterprøve.«
Sidsel Jensdatter Lyster er sognepræst i Varnæs og bach.jur.
Hvordan kan præster hemmeligholde overgreb?
Dér fik i mig.
@Eva.
https://www.fkuv.dk/undersoegelser-og-viden/udgivelser-og-rapporter/tavs...
Mange tak for link, Jonas Hansen.
Men der står:
"I 2010 blev det desuden fastslået, at Servicelovens bestemmelse om ”skærpet underretningspligt” også gælder præster, når det angår offentligt ansattes kendskab til eller grund til at antage overgreb mod børn og unge under 18 år. Uanset om det handler om observationer i sjælesorgssamtalen."
Ja den tavshedspligt!
Mon ikke det var på tide at få klarlagt hvor absolut den er, så der kan skelnes mellem almindelig sladder og moralske opstød set i forhold til bøn voksne som udsættes for svigt m.v.
Det må blive en balance gang, men hvis vi som mennesker ser et barn eller svag blivesvigtet eller udsat for overgreb m.v. bør tavshedspligten til en hver tid bortfalde.
Problematikken kan ligge i at de "anklagede" kan find eud af hvem der har indgivet anmeldelser. Dernæst er der vist også en problematik i at de kommunale myndigheder ikke er forpligtet til at fortælle anmelderne (præster/pædagoger m.v)
hvad der sker..
Snydegodt indlæg, få ting er vigtigere end at sikre som minimum rimelige kår for udsatte børn. Styrelsen for børnesagkyndige psykologer bør selvfølgelig gå i dialog med det samme. Hvad ellers.
Puha, det er grim læsning. Men desværre kan jeg også genkende historien fra mit lærerliv. Jeg har mange gange lavet underretninger på elever, der skreg til himlen om at reagere. De foranstaltninger der blev sat i værk på baggrund af børneundersøgelserne var enten så latterlige og hovedrystende at det var til at græde over. Jeg er blevet belært om, når jeg spurgte, at når en familie var kørt lidt skævt, så kunne de nemt rette op med lidt guidning. Men i langt de fleste tilfælde gjaldt det familier med så få ressourcer på alle parametre at det var latterligt at tale om “at rette op”.
Min tro på at systemerne er til borgernes hjælp ligger på et meget lille sted.
Som nævnt er det en skærpet borgerpligt at indberette (mistanke om) misrøgt, overgreb og lign. til myndighederne, som derefter overtager ansvaret.
At Indberetteren ikke bliver informeret om det videre forløb er irrelevant for den skærpede forpligtelse. Myndigheden skal skelne mellem need to know og nice to know
Præstens tavshedspligt som forhindring er en falsk konstruktion og fritager ikke for (med)ansvar for overgreb og misrøgt
.
Der er altid mulighed for at indberette anonymt - mundtligt såvel som skriftligt: selv på bagsiden af en bagerpose, som en kollega engang illustrerede det.
At Børnesagkyndige også skal kvalitetssikres er en selvfølge og en faglig forpligtelse jf. balladen om forældrekompetenceundersøgelser af tvivlsom kvalitet.
At psykologforeningen varetager deres medlemmers interesse kan vel ikke overraske nogen
ps her er tale om at indberette til myndigheder - anmelde gør man til politiet
Meget alvorlig kronik.
Hvor meget her i samfundet er, hvad det giver sig ud for at være? Dykker man ned under overfladen, bliver man overrasket.
Nu kan jeg blive beskyldt for at gå uden for emnet, men se lige på den situation, vi lever i med klimabenægtelser. Efter mange, mange år har de fleste politikere omsider forstået, at noget er galt. Hvormange år tog det ikke at tage fat på forureningen, og hvor mange giftgrunde er der ikke i DK? Stadig beskyttes forurenede arbejdspladser - også af lokalbefolkningen.
Det er jo ikke kun børnesagerne. Det er selve det at lave et samfund, der ikke smadrer os selv, vi ikke vil betale for. Det er alt, vi ofrer, og derfor også børnene. Altid med begrundelsen, at det vil være for dyrt at gøre noget andet, end det vi gør. Det er også for dyrt at redde Jorden.
Nu er det en præst, der siger sandheden, og tak for det, men hvor fanden er præsterne ellers henne? Dyk lige ned under overfladen.
Sjælesørger Sidsel Jensdatter Lyster (SJL)søger dialog med Selskabet for børnesagkyndig psykologer, da hun mener at: “Opdraget i de børnesagkyndige undersøgelser er utilstrækkeligt i sager om psykopati, misbrug og incest.” Disse psykologer kommer med “naive og overfladiske observationer” og “idylliserede fremstillinger”, og de kan ikke se gennem Hawthorne-effekt, Potemkim-kulisser og forældres skuespil, ligesom de har faglige og personlighedsmæssige mangler.De konkluderer, at når den pædofile kan beholde bukserne på i de to timer, som samspilsobservationen varer, så er denne en tilstrækkelig god forælder. Det er fordi: “Børnepsykologen forventer, at en pædofil vil hive lemmet frem, og en alkoholiker vil drikke sig stangberuset, og en psykopat tæver barnet sønder og sammen, mens børnepsykologen er med på en kigger!”
Selskabet af børnesagkyndige psykologer afviser høfligt denne invitation med en begrundelse om, at det ville kræve “stor faglighed”.
SJL antyder, at en sjælesørger ville være bedre end en børnesagkyndig psykolog til opgaven med at fremskaffe et sikkert grundlag for at beslutte hvad der vil tjene børnene bedst i komplekse skilsmissesager, uden dog at omtale sjælesørgerens begrænsninger som fx tavshedspligt.
Er denne afvisning af dialog i det konkrete tilfælde velbegrundet?
Tak til kronikøren for et vigtigt bidrag om udsatte børns vilkår i dagens Danmark. Vi kan nok desværre ikke forvente, at fr. Frederiksen ('børnenes statsminister') eller hendes 'adjudant' (Astrid Krag) vil føle sig foranlediget til at gå ind i denne debat. De har for travlt med deres magtpolitiske projekt til at bekymre sig om børnenes tarv - de skulle skamme sig!
Steen, de har ikke travlt .. de er på ferie ;)
... og det er deres vælgere tilsyneladende også ...
Der blev talt om at oprette et "rejsehold", som skulle være særligt udrustet til at gennemskue netop denne type sager.
Jeg tror faktisk, det var Mette Frederiksen, der foreslog det under Helle Thorning-regeringen, da der kom den ene forfærdelige børnesag op efter den anden.
Det her er i virkeligheden bare en sagn fra de varme lande. Disse sager er et Wildt West der bryder int. lov b.a. den europæiske menneskeratihedsaklaring, artikel 8. Og da retssikkerheden er en by i rusland på området så...
Det handler om at sjæle andres børn. I den virkelige verden laver kommuner omsovssvik overfor både børn og forældre ved disse ugerninger.
Og selvfølgelig så de få børn der faktisk burte fjernes bliver det så ikke, så man kan få historier til prassen.
»Ud fra din/jeres henvendelse kan vi se, at I ønsker en dialog omkring de komplekse skilsmissesager. Vi vil gøre opmærksom på, at det ikke vil være muligt at indgå i en dialog omkring dette […] Komplekse skilsmissesager kræver stor faglighed, som alle psykologer i selskabet besidder.«
De er med andre ord hævet over andre perspektiver på særdeles alvorlige problemstillinger.
Den form for afvisning vidner ikke blot om himmelråbende arrogance, men også om faglig svaghed.
Komplekse sager ender i Familieretshuset som samarbejder med kommunen. Der bliver ikke nødvendigvis lavet en børnesagkyndig undersøgelse. Nogle gange vil det alene være kommunens børnefaglige undersøgelse der kommer til at ligge til grund for en afgørelse. Har der således tidligere været indberetninger om alkoholmisbrug, vold eller andet er det ikke sikkert at der vil blive foretaget en børnesagskyndig undersøgelse. Sagen vil blive sendt direkte i Familieretshuset hvor man afgører om det er nødvendigt med yderligere undersøgelser.
Kompliserede sager ender altid i kategori rød i Familieretshuset og vil blive afgjort i Familieretten. Begge parter får en advokat stillet til rådighed i retten. Er børnene gamle nok (12 år?) vil de også blive hørt.
I Familieretshuset er der oprettet en børneafdeling som skal hjælpe barnet i sagen.
En del sager er ikke lige opstået men har ofte et længere forløb i kommunen som ofte har svigtet eller som ikke har de nødvendige redskaber til at hjælpe familierne.
Hjælpen på socialområdet (den hjælp som virkelig rykker fordi der sidder uvildige socialrådgivere, psykologer og jurister) vil vi nok opleve i sadig større omfang er at finde i frivillige organisationer hvis økonomiske grundlag er fonde, donationer og indsamlinger. Kommunens socialrpådgivere er kontrollører med begrænsede hjælpemidler.
Jeg tror måske ikke præsten er opdateret med de nye love og bekendtgørelser på området.
Fjernelse af børn eller stop for sammenværd er ret voldsomme overgreb både over før børn og forældre, hvis der ikke er grund til det. Ligesom undladelse af at fjerne et barn eller stoppe et samvær er et voldsomt overgreb på et barn, hvis der er grund til det.
Debatten er fyldt med eksempler på både det ene og det andet. På den bagrund er der god grund til at støtte op om krævet om bedre undersøgelser, det vil sige inddragelse af flere kilder og fagpersoner.
Må en præst ikke være troende og handle ud fra sin samvittighed ?
Vi ser for tiden det ene overgreb efter det andet på både børn og ældre området. Den gamle kvinde som blev udsat for smertefuld behandling. Dårlig behandling af børnene i vuggestue. Børn som er anbragt på institutioner og som selv måtte dokumenterer den brutale behandling, de gennem årerækker og ophold på flere instutioner, blev udsat for. Uden at personale henvender sig til offentligheden. Det måtte børnene selv arrangere.
I den offentlige sektor skal man åbenbart holde sin kæft omkring overgreb mod børn og unge og ældre.
En oplyst debat baseret på fakta. Det har jeg længe efterlyst.
Der blev uden offentlighedens kendskab bortopereret hjerner fra mennesker, frem til midt firserne. 9477 , siges der. Forklaringen er, fra myndigheder, som for øvrigt må have løjet i årtier omkring dette hemmelige projekt , at hjernerne stammede fra psykisk syge der ofte boede på hospitaler og var så marginaliserede at familie og andre ikke bekymrede sig om de afdøde patienter. Og dermed var der intet problem i at de skændede lig ville blive udleveret til de pårørende med hovedskaller som havde været fjernet. Der må have været myndigheder og mennesker involveret i det logistiske, med tavshedsklausuler. Man må da spørge. Havde hospitalet sine egne krematorieovne, præster o.a. ?
Jeg vil da godt vide hvem disse mennesker, som fik fjernet deres hjerner, var. Det mener jeg. Hvor er de mennesker, jeg kendte, i dag. Gør dog deres journaler offentligt tilgængelig. Hvad kan argumentet for, ikke, at gøre det være. Når ingen , her i verdens tredje lykkeligste land , bekymrer sig om disse menneskers liv og endeligt. Vi har journaler og forskning om , hvem sindssyge mordere, fra midten af 1800 taller, var. Vi arrangerer storslåede begravelser for vores kæledyr. Gør det vi forlanger af Kina.
Nu handler det , jo, også om fakta. Og ser vi objektivt på det. Kan vi ikke konkludere hvornår dette project startede - Vi kan ikke konkludere at det ,vitterligt, var psykisk syge mennesker - Vi kan ikke konkludere de var fra lave samfundslag - Og vi kan ikke konkludere om der var børn mellem de afdøde eller ikke. Da vi kun har oplysninger fra myndigheder og personer som må have løjet om dette hemmelige project i årtier. Faktisk kan vi ikke vide om lignende foregår her i vores lykkelige land. Jeg kan ikke sige noget som antyder det, men faktuelt kan vi ikke vide det.
Kan det tænkes der er præster i Danmark, som faktisk tror på gud. Og ikke ønsker at smide børn i møllen, når det er omsorg de har brug for.
Jeg vil lige sige. Jeg er ikke selv kristen. For mig er det hele natur.
Denne her artikel er ikke bygget på faktuel viden. Da præmissen er lagt på forhånd. En præmis om at myndigheder er det ansvarlige sted at anbringe børn. Det er langt fra faktuelt.