Kommentar

Radikal Ungdom: Radikale Venstre bør bryde forholdet til Socialdemokratiet

Vi i Radikal Ungdom må gå til bekendelse. Vi er blevet snydt af vores eget håb om, at en socialdemokratisk regering ville være lyttende, inddragende og ordentlig. I stedet har den vist sig at være det modsatte. Derfor bør vi bryde med Socialdemokratiet, skriver landsformand for Radikal Ungdom, Jacob Robsøe, i dette debatindlæg
Radikal Ungdom mener, at moderpartiet med Sofie Carsten Nielsen i spidsen bør bryde med den socialdemokratiske regering, som ungdomspartiet mener, er blevet egenrådig.

Radikal Ungdom mener, at moderpartiet med Sofie Carsten Nielsen i spidsen bør bryde med den socialdemokratiske regering, som ungdomspartiet mener, er blevet egenrådig.

Mads Claus Rasmussen

Debat
3. juli 2021

Fool me once, shame on you; Fool me twice, shame on me er et meget passende ordsprog, når man ser på forholdet mellem De Radikale og regeringen.

Vi og Radikale Venstre må gå til bekendelse – vi er blevet snydt af vores eget håb. Vi håbede, at en socialdemokratisk regering ville lytte, være inddragende og ordentlig. Der tog vi grueligt fejl, og det må ikke ske igen. Derfor siger vi i dag; Radikale Venstre bør bryde forholdet til Socialdemokratiet. De har allerede brudt med os.

Man skal ikke følge meget med i dansk politik for at vide, at den socialdemokratiske regering hverken lytter til Folketinget, erhvervslivet eller eksperter. Ej heller skal man følge meget med for at kunne se, at inddragelse ligger langt fra den socialdemokratiske tankegang.

Derudover er ordentligheden et begreb, der ikke længere findes i det gamle arbejderparti – det har man lagt fra sig sammen med klimaambitioner og medmenneskelighed.

Umenneskelighed og distance

Den sidste smule af ordentlighed forsvandt, da S-regeringen insisterede på at sende velfungerende gymnasieelever på udrejsecentre og så godt som tvinge dem tilbage til Syrien.

En handling, der kun deles med Victor Orbans Ungarn. Her viste regeringen en umenneskelighed, der er så fjern fra den tanke, vi ellers har om Socialdemokratiet. For det handler ikke længere om at hjælpe de mennesker, der har det dårligst, men i stedet om strategi og meningsmålinger.

Det er efterhånden vigtigere for Socialdemokratiet at distancere sig fra De Radikale, end det er at føre politik, der skaber positiv forandring for de svageste og giver mere lige muligheder for alle. Det må være trist at være i politik på de præmisser. Vi radikale må spørge os selv, hvad vi helst vil.

Vi må ikke gentage vores fejl og støtte en regering, der kun har Socialdemokratiet med. Hvis ordentligheden skal tilbage til dansk politik, så skal regeringsdannelsen bygge på flere partier. Ellers bliver regeringen egenrådig, hvilket vi har set nu, hvor man ’glemmer’ at informere Folketinget og sender information til partiledere få minutter inden udmeldinger og forhandlinger.

Det må vi ikke acceptere igen, og derfor må et parti ikke sidde på alle ministertaburetterne alene.

En højrenationalistisk glidebane

Vi kan ikke længere tro på vores håb, og vi kan heller ikke tro på, hvad Socialdemokratiet fortæller.

Et af mange eksempler hertil er kravet om håndtryk for nye statsborgere. Inden folketingsvalget ville Socialdemokratiet afskaffe dette krav. I dag vil de skærpe det.

Et krav, der ikke bygger på realpolitik eller forandring, men viser den glidebane, Socialdemokratiet har taget mod symbolpolitik til gavn for meningsmålinger og højrenationalisme. Socialdemokratiet må ikke sidde alene i regering igen og slet ikke på fremtidige radikale mandater.

Toppen af den manglende ordentlighed og anstændighed fra den socialdemokratiske regering findes ikke kun her.

Regeringen har ligeledes set stort på den vigtigste dagsorden ved sidste folketingsvalg: klimaet og den grønne omstilling.

Klimahandlingen mangler igen og igen. Her havde vi i De Radikale også håbet, at vores forslag blev taget alvorligt. Og ja, vi fik vores klimalov og vores energiø. Det er en sejr, men klimaloven skal følges, før den tæller. Her er der ingen tvivl – regeringen er dumpet.

Klimarådets anbefalinger følges ikke, da regeringen er bange for at miste vælgere, hvis de følger den. Det er en skam. Ikke bare for fremtiden, men også for demokratiet. Igen lytter ministrene ikke til en samlet ungdom, der af gode grunde er bange for fremtiden.

Det stiller vores demokrati i en svær position, hvis vi ikke kan gøre det nødvendige, blot fordi det rammer den socialdemokratiske andedam fyldt med remoulade og makrel.

Den enevældige socialdemokratiske regering må derfor ses som et engangsforsøg, der ikke fortjener en gentagelse. Det må under ingen omstændigheder gentages med radikale mandater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

04/jul/2021

JA, Asocialdemokraterne
er, og har alle dage været,
klasse-forrædere :-( ...

Med bekymret hilsen
Claus