Kommentar

Rejs jer, kulturens slavehær! – skrev Information, samme dag avisen bad mig om gratis indhold

Information giver sig ud for at være retfærdighedens vogtere i sagen om Claus Meyers manglede honorering af hyrede forfattere. Men avisen er ikke meget bedre selv; de har haft mindst 175 reelle forfatterbidrag, der ikke er honoreret, skriver forfatter Peter Højrup i denne kommentar
Samtidig med at Information kritiserer Claus Meyer for at spise forfattere af med en frokost for to for et foredrag, beder Information selv forfattere om at bidrage gratis med artikler.

Samtidig med at Information kritiserer Claus Meyer for at spise forfattere af med en frokost for to for et foredrag, beder Information selv forfattere om at bidrage gratis med artikler.

Malthe Ivarsson

Debat
5. juli 2021

Information bragte for nylig en artikel om mangemillionæren Claus Meyer, som inviterede forfatteren Anna Elisabeth Jessen til at komme og læse op for gæsterne på Fasangården – der var godt nok ikke noget honorar, men hun kunne få en frokost for ulejligheden.

I den forbindelse skrev jeg i et Facebook-opslag følgende:

»Det er godt, at Information sætter fokus på den evindelige forventning om, at forfattere kan leve af eksponering. Tankevækkende er det også, at Claus Meyer, som tilbyder de inviterede forfattere en frokost for to som betaling, selv forlanger 50.000 kr. for at holde et foredrag. Når det er sagt, har jeg lyst til at tilføje, at hvis artiklen ikke skal opfattes som hykleri, må Information for fremtiden lade være med at bede forfattere om at levere gratis indhold til avisen.«

Det reagerede Informations kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde på, og vi havde en længere meningsudveksling, der endte med, at Hornstrup Yde måtte erkende, at Information også havde bussemænd under gulvtæppet i form af mindst 175 honorarløse forfatterbidrag i formaterne »Iscenesat« og »Elsker/elsker ikke«, som avisen havde mellem 2013 og 2018.

Vindfrikadeller og dårlige undskyldninger

Katrine Hornstrup Yde lovede desuden, at det hele ville blive kigget igennem, og det har så afstedkommet, at litteraturredaktør Peter Nielsen i fredagens avis gør sig nogle overvejelser om det rimelige i, at man på Information i årevis har bedt en lang række af landets bedste forfattere om gratis indhold.

Peter Nielsen husker sjovt nok kun de to formater, som jeg omtalte i min diskussion med Katrine Hornstrup Yde. Jeg kan af gode grunde ikke vide, om det er de eneste gratisformater (altså gratis for avisen), som Information har lagt papir til gennem tiden, men jeg må konstatere, at de to gange, jeg er blevet bedt om indhold, har det været uden honorar til disse to formater. Måske er jeg bare usandsynligt uheldig? Peter Nielsen starter med en indrømmelse:

»Det er to formater, hvor jeg i dag tænker, at forfatteren ikke har lavet et stort stykke arbejde, men dog et stykke arbejde, som vi har opfordret dem til at bidrage med. Og der burde de være honoreret.«

Begge de indlæg, jeg bidrog med til henholdsvis »Elsker/elsker ikke« og »Iscenesat«, tog mig cirka en dag at skrive. Dertil kommer en hel del kommunikation frem og tilbage med redaktøren, så helt så uanseeligt et stykke arbejde var der altså heller ikke tale om.

Hvor ofte mon Peter Nielsen har taget en dag på kontoret uden at få løn? Nok ikke så mange gange, vil jeg gætte på. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke behøvede bruge tid på at sende en faktura.

Som om det ikke var nok, kørte Information en forside med teksten »Rejs jer, kulturens slavehær!« den selv samme dag i 2014, hvor avisen bad mig om at bidrage med gratis indhold.

Værre bliver det imidlertid, når Peter Nielsen skal begrunde, hvorfor der ikke var honorarer. Forklaringen har flere grunde.

For det første, skriver Peter Nielsen, var der tale om et »lille, let underholdende element«, men at noget er let og underholdende at indtage, behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at det også var let og underholdende at skabe det.

For det andet var der spørgsmålet, om man overhovedet havde råd til at betale honorarer? Til det svarer Peter Nielsen:

»Nej. For det første, fordi det var et meget lille element. For det andet: Hvis der havde været honorar, havde vi slet ikke lavet elementet. Det havde været alt for dyrt at køre hver uge. Og for det tredje anså jeg det lidt som et alternativt interviewformat, og det er helt normal praksis, at man ikke betaler for interview.«

Til det må jeg sige: Der var ikke tale om interview, heller ikke selv om Peter Nielsen opfattede det som sådan. Der var tale om nyskreven tekst, som i øvrigt stadig ligger kvit og frit tilgængeligt på Informations hjemmeside her flere år efter, de blev bragt. Så ud over, at der ikke var noget honorar, er der åbenbart heller ingen udløbsdato på, hvor længe teksterne må benyttes.

Allermest undrer det mig dog, at man på en avis, der modtager godt 25 millioner kroner om året i mediestøtte, ikke har råd til betale honorar til de medvirkende forfattere. Pengene til chefredaktørens årsløn på knap 1,4 millioner er der åbenbart ingen problemer med at skaffe, og mon ikke også Peter Nielsen kan græde sine krokodilletårer over forfatternes elendige arbejdsforhold hele vejen ned til banken, hvor månedslønnen manifesterer sig – helt uden han skal have besvær med folk, der tror, de kan købe hans arbejdskraft for en frokost, en vindfrikadelle eller en dårlig undskyldning?

Peter Højrup er forfatter

Serie

Hvad skal en forfatter have løn for?

I juni stod en forfatter stod frem i Information og fortalte om et tilbud fra Meyers om at optræde ved et »forfatterarrangement« uden honorar, men med en frokost på en Meyers-restaurant som godtgørelse. Vi følger den livlige debat, som sagen har affødt.

Seneste artikler

  • Claus Meyer tilbyder igen forfatter nul kroner i honorar for at medvirke i arrangement

    3. august 2021
    Forfatteren Morten Pape er flere gange blevet kontaktet af kokken Claus Meyer med tilbud om at optræde uden honorar til Madens Folkemøde. »De har tydeligvis intet lært,« siger forfatteren. Claus Meyer oplyser, at han selv engagerer sig frivilligt og ulønnet i arrangementet
  • Er 200 kroner for et digt bedre end nul kroner? Det mener redaktører bag nyt magasin

    12. juli 2021
    Det nye magasin Tydelige Tegn vil revolutionere aflønningen af forfattere og kritiserer tidsskrifterne for ikke at honorere bidrag. Redaktør for poesitidsskriftet Hvedekorn og Gyldendals skønlitterære chef afviser kritikken, mens næstformand i Dansk Forfatterforening mener, at debatten kan bidrage til en generel holdningsændring
  • Vi skal honorere forfatteres arbejde med kolde kontanter

    7. juli 2021
    Forfattere er ikke åndeligt ophøjede væsner, som danser rundt og lever af den rene luft og musernes guddommelige inspiration. Forfattere har som alle andre behov for smør på brødet. Derfor er diskussionen om betaling af forfattere vigtig, skriver Erling Nørkær og Samuel Hofmeister Hughes, redaktører på tidsskriftet Tydelige Tegn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Spot on! Nogle vil sikkert indvende at målet helliger midlet, men det er 100% hykleri.

søren ploug, Torben Lindegaard, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Ole Svendsen, Martin Lau, Ruth Sørensen, Daniel Joelsen, Inger Pedersen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Mere ynk fra en forfatter, der ikke selv kan finde ud af at sætte en pris på sine kunstneriske udfoldelser.
Jeg kender ikke andre der arbejder gratis/vederlagsfrit.

Lasse Schmidt

Ryd forsiden! Mand kender ikke nogen, der arbejder gratis!

Vi kan derfor konkludere, at der ingen problemer er på arbejdsmarkedet i dag. Og hvis der er, er de 100% selvforskyldte.

Dette debatspor kan derfor nedlægges. Vær venlig at kommentere på andre artikler. På forhånd tak.

uffe hellum, søren ploug, Anders Olesen, Steffen Gliese og Halfdan Illum anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Henning. Jeg kender massere der arbejder gratis/vederlagsfrit. Det kaldes frivilligt arbejde - og er som ordet siger "frivilligt".

Arne Albatros Olsen

Dobbelmoral er bare dobbelt så godt.

Dels kan man forbeholde sig retten til at pege fingre af andre,
selv om man selv spare penge på nøjagtig de samme forseelser.

Det kaldes også win/win.

olivier goulin

Dette kan jo ikke komme bag på nogen.

Tag en Information idag og sammenlign den med en for 40 år siden, eller bare 30

Dengang var der fastansat en stor journalistisk stab af nogle af landets bedste journalister. Niveauet var tårnhøjt.

Idag synes omtrent healvdelen af artiklerne at være, hvad der bedst kan betegnes som læserbreve - som er lige så idiosynkratiske og udkrængende - som det gamle Informations artikler var almene og perspektiverende. Disse forfattere bliver helt sikkert ikke honoreret. Jeg kan tænke mig at avisen modtager en lind strøm af den slags uopforderede artikler/kronikker/læaserbreve - som blot skal redigeres lidt, forsynes med at billede og en overskrift - og så er den rubrik fyldt ud.

Det er lige dele generationsskift, ny tidsånd - og redaktionel leaning

/O

Svend Jespersen

@ olivier goulin.

Og din prisning af fortidens Information gælder selvfølgelig også journalisten Lars Villemoes og hans artikler om Blekingegadebanden?

Steffen Gliese

Svend Jespersen, Villemoes' artikler gjorde mig til fast abonnent på avisen - og jeg skal da gerne indrømme, at jeg også savner den type grundig og afslørende journalistik fremfor de rene meningsudvekslinger.
Men samfundet forandrede sig på det punkt i Fogh-årene, og det er svært at se, hvordan vi finder tilbage til det alment orienterede - og debatten om det almene, der netop nu har ramt os, tyder jo ikke på, at folk ikke først og fremmest er blevet forfærdelig forkælede, og dernæst har mistet evnen til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Henning Kjær

Lasse Schmidt og Jens Christian Jensen.
Ikke alt arbejde f.eks. frivilligt arbejde honoreres med danske kroner, men det betyder ikke at der ikke afregnes/honoreres på anden måde med ry, rygte, ære og anseelse selvtilfredsstillelse og forventing om senere ydelser.

Nogle er utilfredse med betalingen for deres "arbejde", men det er noget andet end ingen betaling.
God arbejdslyst.

Søren Kristensen

Jeg lærte lektien da jeg som 20-årig kom hjem fra en studietur med arkitektskolen og indleverede en helsides artikel til Berlingske om Santorini. Entreprisen var på eget initiativ og jeg havde medsendt et foto, som en af mine studiekammerater beredvillig stillede til rådighed. Stolt var jeg da avisen antog artiklen til søndagsudgaven, men skuffet blev jeg da min kammerat modtog 800 kr. for at de måtte bruge hans foto, som var taget på 1/32 sekund, mens jeg for artiklen og det store arbejde fik 300 kr. og en besked på at det var normal praksis omkring uopfordret indhold. Herefter kølnedes mine forfatterdrømme og hvem ved, måske til min fordel i det lange løb. Der er jo ingen grund til at spilde tiden på noget brødløst.

Søren Kristensen

Apropos brød, så irriterer det mig at Claus Meyer fik solgt sit brand til Coop, som umiddelbart efter lavede en fin stander med Meyer-brød, hvor der var lækkert bagværk, der gav samtlige supermarkeder baghjul, når det kommer til kvalitet. Bland andet i form af en æblesnitte med ægte æbler og en smag af hjemmebag. Det var kræs. Der gik dog ikke ét år så var lækkerierne skiftet ud med det samme kedelige bagværk du finder i alle butikker. Men brandet Meyer står stadig mejslet ind i reolen. Nå, men den succesfulde forretningsmand har sikkert solgt det videre og behøver derfor ikke engang følge op på kritikken.

Vanessa Poulsen

Information betaler ikke den masse af forfattere, der leverer bunker af fantastiske kronikker til avisen.
Information vælger at følge markedstendenserne, der handler om udbud og efterspørgsel. Hvis virksomheden kan få en artikel gratis, hvorfor skal den så betale?
Hvis der er så mange skribenter, at de falder over hinanden, kan avisen jo ligeså godt lade dem arbejde gratis.
Det puster til en tendens, hvor kun de vigtige, kendte eller anderkendte betales. Og hvor mange kloge og dygtige mennesker faktisk må fravælge at bidrage, fordi de ikke har råd. For det at skrive kræver tid. Og tid er penge.