Kronik

Religiøse aktører er afgørende for at skabe ligestilling i alle verdens lande

Religiøse normer og traditioner står i mange lande i vejen for ligestilling. Derfor er det vigtigt at tænke religiøse aktører ind som centrale partnere på ligestillingsområdet i Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, skriver Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder og politisk rådgiver Maria Lindhardt i denne kronik
Danmark skal aktivt støtte og samarbejde med de religiøse aktører, der arbejder for ligestilling og ikkediskrimination, skriver dagens kronikører. Her flager en katolsk kirke i Wien i solidaritet med LGBT+.

Danmark skal aktivt støtte og samarbejde med de religiøse aktører, der arbejder for ligestilling og ikkediskrimination, skriver dagens kronikører. Her flager en katolsk kirke i Wien i solidaritet med LGBT+.

Alex Halada

Debat
6. juli 2021

Regeringen har netop præsenteret sin nye udviklingspolitiske strategi. Her nævnes religiøse aktører som vigtige partnere i arbejdet med at styrke demokrati og menneskerettigheder. Og det er fornuftigt. Særligt når det handler om at fremme kvinders rettigheder og ligestilling – en kerneprioritet i dansk udviklingsbistand – er det afgørende at indtænke religiøse aktører. Religion spiller en væsentlig rolle i forhold til at hindre ligestilling og kvinders rettigheder rundt omkring i verden. Men religion kan omvendt også bidrage til at styrke de selv samme rettigheder.

Religiøse normer og traditioner har indflydelse på, hvordan køn og kønsrelationer forstås. I mange religioner finder vi stærke patriarkalske forestillinger om kvinders underordnede plads i ægteskabet, familien og samfundet; forestillinger om kvinders skrøbelighed, om deres renhed og jomfruelighed, forestillinger om ære og skam og så videre. Sådanne forestillinger kan være med til at legitimere kønsdiskrimination og hindre kvinders adgang til for eksempel uddannelse, sundhed, jobmarkedet eller politisk deltagelse.

De kan også bidrage til kønsbaseret vold – nogle gange ved eksplicit at tillade vold, for eksempel i ægteskabet, andre gange mere indirekte gennem stiltiende accept. Religiøse tabuer og stigma omkring sex og køn betyder ligeledes, at mange har svært ved at anerkende eksistensen af kønsbaseret vold og intim partnervold. Ofte mødes voldsofre med tavshed, fornægtelse, negligering eller mistænkeliggørelse fra deres omgivelser.

Internationale kampagner

Det er ikke kun i familien og lokalsamfundet, at patriarkalske religiøse normer og praksisser spiller en afgørende rolle. Mange steder i verden påvirker religion også lovgivning og politik. Særligt i Mellemøsten er familieret ofte eksplicit baseret på religion og administreret af religiøse domstole. Sådanne former for familieret er nærmest per definition kønsdiskriminerende, og giver kvinder færre rettigheder end mænd i forhold til for eksempel ægteskab og skilsmisse, arv, ejendomsret og forældremyndighed. Ofte tæller kvinders vidnesbyrd også mindre end mænds i disse sager.

Men også strafferetten kan være påvirket af kønsdiskriminerende religiøse normer og praksisser. Mange landes lovgivning nedgør for eksempel alvoren af kønsbaseret vold. I Rusland, Thailand, Venezuela og 17 andre lande har voldtægtsforbrydere mulighed for at gifte sig med deres offer og dermed slippe for straf. Der er også adskillige eksempler på, at offerets utroskab og andre former for ’umoralsk’ adfærd i drabssager regnes for at være formildende omstændigheder, der kan give drabsmanden lavere straf.

Religiøse normer og traditioner har ofte stor indflydelse på lovgivning omkring seksuel og reproduktiv sundhed. I mange latinamerikanske lande spiller den katolske kirke for eksempel en afgørende rolle i forhold til at begrænse kvinders ret til seksuel og reproduktiv sundhed. El Salvador og Nicaragua har nogle af verdens mest restriktive abortlove.

Også på det internationale plan er kvinders rettigheder under pres fra reaktionære religiøse kræfter, særligt når det gælder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Siden den første FN-konference om kvinders rettigheder i 1995 har vi set koordinerede tiltag fra en broget koalition af religiøse aktører, som kæmper mod at lade det internationale menneskerettighedssystem dække disse områder.

Blandt de mest centrale aktører er den katolske kirke og Vatikanet, Den Islamiske Samarbejdsorganisation, samt konservative evangeliske organisationer, primært fra USA. I de senere år har også nationalkonservative regeringer i for eksempel Polen, Ungarn, Brasilien og Rusland brugt religion strategisk i bestræbelserne på at beskytte ’familierettigheder’ og ’traditionelle værdier’ mod det, de anser for at være et ’kønsideologisk korstog’.

Religiøse feminister

Patriarkalske religiøse aktører, normer og praksisser udfordrer altså kampen for kønsligestilling på mange måder. Det er udfordringer, vi må forholde os til, og finde kloge måder at imødegå, hvad enten det er i globale forhandlinger, i bilaterale dialoger eller i vores konkrete indsatser på nationalt niveau.

Danmark skal aktivt støtte og samarbejde med de religiøse aktører, der arbejder for ligestilling og ikkediskrimination. Og dem er der mange af. Rundt omkring i verden ser vi stadigt flere religiøse feminister og ligestillingsforkæmpere, der finder styrke og argumenter i deres religion til at kæmpe for kvinders og LGBTI+-personers rettigheder. I nogle sammenhænge kan disse aktører være stærke allierede; i FN-regi kan trosbaserede kvinderettighedsorganisationer for eksempel spille en vigtig rolle i forhold til at udfordre de teologiske argumenter, der ligger til grund for mange landes reservationer over for konventionen om kvinders rettigheder.

I andre sammenhænge har religiøse aktivister brug for støtte og beskyttelse. Særligt på lokalt plan kan de være under hårdt pres fra både statslige aktører, religiøse ledere og lokalsamfund, som anser deres religiøse argumenter for ligestilling for at være udtryk for blasfemi og kætteri.

Oversætte det sekulære sprog

Danmark bør bidrage til at styrke lokale religiøse autoriteters forståelse for og arbejde med ligestilling. I mange lokalsamfund er de religiøse ledere dem, folk lytter til. De har troværdighed og autoritet. Og de spiller en afgørende rolle i forhold til at fortolke og formidle religiøse normer og værdier. Som sådan kan kapacitetsopbygning spille en vigtig rolle i forhold til at ændre ikke bare de religiøse lederes egne holdninger til ligestilling, men også holdninger i det omkringliggende lokalsamfund. Mange steder i verden er der en mistro over for det menneskeretlige sprog, der ofte bliver set som overdrevet sekulært, vestligt og fjernt fra folks egen virkelighed. Religiøse ledere kan bidrage til at oversætte kvinders rettigheder til et sprog, der resonerer med lokale værdier, normer og traditioner.

Danmark bør også understøtte og opmuntre til samarbejde og dialog mellem religiøse og sekulære ligestillingsforkæmpere, både lokalt, nationalt og internationalt. Der kan blandt sekulære ligestillingsforkæmpere være en skepsis over for religiøse ligestillingsforkæmpere, og det er ærgerligt. Kampen for ligestilling kræver brede alliancer og stærk koordinering blandt ligesindede, hvis vi skal matche reaktionære kræfters indsats på området. Og viljen blandt de progressive religiøse aktører er der. Men de skal inviteres med om bordet og ind i samtalen på alle niveauer, hvis de skal være klædt tilstrækkeligt på til at tage de lokale kampe – og det kan både civilsamfund og statslige aktører bidrage til.

Skal Danmark bidrage effektivt til den globale værdikamp for ligestilling, kræver det blik for religion og dens uundgåelige betydning for menneskeliv i hele verden – både for at kunne imødegå de udfordringer, som nogen religiøse aktører, normer og praksisser præsenterer, men også for at kunne udnytte de forandrings- og fornyelsesmuligheder, som andre giver.

Marie Juul Petersen er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, og Maria Lindhardt er politisk rådgiver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend Jespersen

Ved gennemlæsning af dette indlæg fra Marie Juul Petersen og Maria Lindhardt gribes man i første omgang af den samme entusiasme som Rikke Rask i Radiserne, når hun skal besvare en multiple choice test: ”Rigtigt, forkert, rigtigt, helt bestemt rigtigt, forkert. Det her er også rigtigt, alt er rigtigt, intet er forkert. Hele verden er rigtig.” Eller man kan (hvis man har den rigtige alder) mindes salig Hilmar Baunsgaards ord i et TV-interview i slutningen af halvfjerserne: ”Inderst inde er alle vi danskere jo radikale (i betydningen ”mener og tænker som Radikale Venstre”).

Det er prisværdigt, at de to anerkender religioners rolle i menneskers samfunds- og menneskesyn, og det er prisværdigt, at de to ønsker at inddrage det i samtaler og forhandlinger ”… i arbejdet med at styrke demokrati og menneskerettigheder”, men det er ikke prisværdigt, når de tilsyneladende forsøger at ligestille alle religioners negative rolle mht. sekularisering og kvinders rettigheder og andet.

Marie Juul Petersen har skrevet et indlæg,”Islam and human rights: Clash or compatibility?” til websiden ”LSE Religion and Global Society” . Her skriver hun bl.a., at ”This brief overview shows that the question of compatibility between Islam and human rights cannot be answered with a simple yes or no. Instead, one has to ask what kinds of Islam are compatible with what kinds of human rights, when, where and with whom.” Hun besvarer ikke sine egne ord med et svar på, hvilken form for islam, hun mener, er kompatibel med de menneskerettigheder, som blev formuleret af FN i 1948 i det, som kendes som The Universal Declaration of Human Rights.

Den form for relativisme fører ikke til noget fornuftigt og medvirker ikke til en sand oplysning.

Jeg tror ikke, at religiøse aktører er vigtige for forandringer i ret mange lande.

Det der, efter min opfattelse, er vigtigt, det er fred, sikkerhed, velfærd, sundhed, demokrati, retssamfund, menneskerettigheder og social ligestilling.

Man kan opstille disse kriterier efter vigtighed på samme måde som Maslow's hierarchy of needs. Men hvis disse kriterier er til stedet, tror jeg, at religion mister sin betydelse.

Tak for en god kronik.
"Religion is used everywhere, in India no less than in Israel, the United States , and Saudi Arabia, for reprehensible political ends . But it does not have to be. It can be a force for the good. In the Middle East, it might offer the only hope of a peaceful way out of our current mess." Ian Buruma - Avishai Margalit,Occidentalism - The West in the eyes of its enemies, 2004,s.148

Kenneth Jacobsen

@Svend - jeg forstår nu ikke helt, hvordan du får nuancering til at være relativisme? Som jeg læser dit fine indlæg, tror jeg ikke, at du hører til dem, der selv har det bedst med at skære alt, religion eller islam feks, over én kam. Vi kan vel derfor være enige om, at nuancering burde være adgangsbillet til enhver samtale om religion og religiøse menneskers forhold - slet ikke for at være relativistiske, men realistiske. Det modsatte fører selvfølgelig blot til falske konklusioner.

Svend Jespersen

Kenneth Jacobsen.
Måske har jeg misforstået dig, måske har du misforstået mig? Måske tolker du det, jeg kalder ”relativisme” som modstand mod det, du kalder ”nuancering”.

”Nuancering” betyder i mit vokabularium noget i retning af at påpege forskelle, store eller små, som måske ikke er synlige for alle. Og det er netop det punkt, mit indlæg drejer sig om. Når man læser indlægget fra Marie Juul Petersen og Maria Lindhardt, kan man kun få det indtryk, at protestantisme, katolicisme og islam er lige skyldige, når det drejer sig om uforenelighed og modstand mod f.eks. ”kønsdiskriminerende religiøse normer og praksisser.”

Marie Juul Petersen og Maria Lindhardt burde, om nogen, vide, at der eksisterer store nuancer mellem religioner på punkter som menneskerettigheder, sekularisme, kønsligestilling og demokrati. Ja, jeg kunne endda finde på at kalde det akademisk dovenskab eller uredelighed, hvis de ikke tydeligt gør opmærksom på det.

Svend Jespersen

Rettelse til indlægget "Svend Jespersen, 07. juli, 2021 - 20:10.

Teksten "...uforenelighed og modstand mod f.eks. ”kønsdiskriminerende religiøse normer og praksisser.” skulle selvfølgelig lyde således:

"... uforenelighed med og tilslutning til f.eks. ”kønsdiskriminerende religiøse normer og praksisser.”