Jeg sidder her lidt svimmel og træt efter min anden gratis Pfizer-BioNTech-vaccine og er taknemmelig. Jeg tænker tilbage på, hvordan vores samfund har bidraget til, at jeg er, hvor jeg er i dag.
Jeg har nu en pension, jeg har sparet op til gennem mit arbejdsliv, og om tre år får jeg også den offentlige pension. Jeg har gået i en offentlig folkeskole og på et offentligt gymnasium. Jeg har læst videregående uddannelser finansieret af det offentlige.
Jeg har med stor glæde frekventeret de offentlige biblioteker. Jeg modtog SU og tog et SU-lån. Jeg var organiseret i en fagforening, og til gengæld har den hele mit arbejdsliv hjulpet mig, blandt andet når jeg skiftede job og skulle forhandle løn, eller når jeg kom i uoverensstemmelser med ledelsen.
Og da jeg ved min pension ryddede op i alle mine papirer, fandt jeg et brev, som jeg stolt skrev til A-kassen, da jeg efter to år som uddannet nu endelig kunne sige nej tak til supplerende dagpenge. Jeg har resten af mit liv betalt til A-kassen og ser nu, hvordan min børn bliver hjulpet, hvis de har brug for det.
Tak for hjælpen
Jeg har altid kørt meget med offentlig transport. Dels de 30 minutter, der var til min seneste arbejdsplads, men også i en periode, hvor jeg fire dage om ugen arbejdede i Sønderjylland. Her havde jeg to-tre timers transport derover og efter fire dage to-tre timer tilbage igen.
I løbet af de toogethalvt år, jeg arbejdede i Sønderjylland, oplevede jeg kun alvorlige forsinkelser på over en time fem eller seks gange. Dygtige, venlige medarbejdere i togene – også selv om passagererne ikke altid var det. Jeg er ikke den store bilist, men har alligevel gjort brug af veje og stræder, og jeg har da også haft brug for politiet i ny og næ.
Vores drikkevand og brugsvand bliver leveret, og vores affald bliver kørt væk.
Tak for hjælpen.
Mine to børn og jeg har regelmæssigt benyttet det offentlige sundhedssystem gennem vores herlige praktiserende læge, som jeg har sat og stadig sætter stor pris på. Da jeg fødte og senere fik fjernet organer, og da min mand fik kræft, stod systemet parat til at støtte os på alle tænkelige måder.
Især da jeg desperat kørte ham til sygehuset, fordi han var ude af stand til at spise, og en myndig læge smed mig ud af undersøgelseslokalet. Hun prøvede bare at få mig til at se virkeligheden i øjnene. Tak for det.
Tak for al den hjælp og opmærksomhed, også på min situation som pårørende. Tak, fordi vi har været så heldige at få en behandling, der har hjulpet min mand.
Tak for alt det, jeg sommetider tager for givet.
Ikke perfekt, men vi kan tale om det
Selvfølgelig har der også været en masse bøvl, fejl og ting, der ikke fungerer.
Mit arbejdsliv er blandt andet gået med at uddanne lærere. I løbet af den tid, jeg har arbejdet med den uddannelse, er undervisningstiden blevet halveret og antallet af studerende fordoblet. Skiftende ledelser har forvaltet deres opgave med meget svingende kvalitet.
Jeg fik for eksempel at vide i begyndelsen af 2006, efter jeg havde været ansat i 13 år, at jeg ikke kunne komme op i tid, da jeg jo ikke var hovedforsørger. En mandlig lærer fik timerne. Rammerne for læreruddannelsen er ændret utallige gange med tonsvis af planlægnings- og udvalgstid som konsekvens. Til følge er små uddannelsessteder lukket. Det er først ved at gå op for politikerne nu.
Min mand og jeg brugte oceaner af tid på at hjælpe vores børn med læseproblemer, da skolen ikke havde normeringer til det. Da skadestuen blev lukket i vores by på grund af besparelser, blev jeg sendt hjem med en brækket arm, som ikke blev behandlet før seks uger senere.
Min gamle far blev dement, og vi måtte passe ham selv. For 30 år siden var der ikke det fokus på demens, der heldigvis er nu. Vi troede, vi var de eneste, der havde problemet.
Så nej, det offentlige system er ikke bare lutter lagkage, men systemet findes, og det kan diskuteres åbent. Jeg kan klage, jeg kan foreslå, og jeg kan gøre indsigelse. Jeg betaler stadig min skat med tillid og glæde. Til trods for at Skatteministeriet har skaltet og valtet med almindelige menneskers skatteindbetalinger og sendt penge til rigmænd i Dubai.
Der er masser af ting, vi sammen kan forsøge at ændre og gøre bedre, men lad os glæde os over, at vi har den mulighed og kan gøre netop det.
Trine Elisabeth Hyllested er ph.d. og konsulent.
Tak for dette indlæg som er til eftertanke for de fleste. Trine har haft livet til prøvelse og som hun skriver lidelse har også været en del af dette liv, men både lidelse og lykke går over.
Men vi har retten og muligheden for brok uden at ryge bag tremmer. Men vi har så også menneskeer i dette land, der gerne vil være en del af det pulserende og gøre "gavn", men som systemet ikke kan bruge og vi har mennesker som end ikke er gode nok til at bo hvor de har lyst og råd.
Vi - nu pensionerede som dig, Trine - siger som du, TAK! - trods alt ...
Det, der ikke fungerer godt nok ved vores velfærdsstat, kan forbedres - og vil blive forbedret - bl.a. fordi vi også har ret til at brokke os og blive hørt.
Vi har givet det bedste, vi formåede tilbage - fordi vi har (haft) det privilegium at leve i et solidarisk og omsorgsfuldt samfund.
Og "vi" er de mange, det store flertal af befolkningen - ikke en lille, egoistisk, eksklusiv elite.
Ufatteligt, at de desværre mange regeringer, diktatorer, oligarker og despoter ikke kan forstå, at velfærd til flest mulige er kilden til den største og bedste værdiskabelse i et samfund!
Tak for at huske takken!