Det skader klimakampen, når tøjfirmaer bliver hængt ud som ubæredygtige på et uklart grundlag

Internettøjbutikken Boozt sælger bikinier af genanvendt plastik og tilføjer miljøskånsomme vasketips til købet. Firmaet minder mig om, at det nu er op til mig at elske tøjet og gøre det til mit eget.

Når jeg som underviser er ude på skolerne og undervise 8. og 9. klasser i miljøansvarlige tøjvaner, kan jeg godt finde på at sige, at den slags tiltag er gode. Der er virkelig sket noget på materialefronten, udbuddet af miljøansvarlige materialer er blevet mainstream, og jeg er positivt overrasket.

Imidlertid har forbrugerrådet TÆNK anmeldt Boozt og fire andre tøjforhandlere til forbrugerombudsmanden for greenwashing. Ifølge forbrugerrådet TÆNK vildledes forbrugeren af tøjforhandlernes facon, når de beskriver tøjet som »bæredygtigt«.

»Vi mener ikke, at bæredygtighed kan bruges, hvis en aktivitet eksempelvis alene er godt for miljøet. Produktets livscyklus skal indeholde alle bæredygtige aspekter, herunder sociale og etiske forhold, samt mindst mulig belastning af miljø og sundhed«, argumenteres der i anmeldelsen.

Aktivisten i mig tænker: Det er der da ingen, der kan leve op til. For hvert eneste stykke tøj produceret belaster vi kloden. Tallene for hvor meget tøj, der hvert år kasseres bare i Danmark, taler for sig selv: 75.000 ton eller groft omregnet 181.500.000 stykker tøj. En del af det brugte tøj ligger formentlig og rådner op. Det ultimative bæredygtige er at tage fra bunkerne af brugt tøj og bruge det op først. Det er indiskutabelt det bedste skridt på vejen, men det er en anden diskussion.

Politimandattitude

Hvorfor er en bikini af genanvendt plastik ikke god nok til at blive kaldt bæredygtig?

Hvor dokumenterende mener forbrugerrådet TÆNK, at virksomhederne bør være, og efter hvilken formel skal fakta valideres? Jeg genlæser artiklen på forbrugerrådet TÆNK’s hjemmeside for at finde frem til deres krav til, at tøj kan kaldes bæredygtigt, men det står der ikke noget om.

I forbindelse med forbrugerrådet TÆNK’s anmeldelse kom forbrugerombudsmanden med en udtalelse i Politiken, som ikke gjorde det meget klarere:

»Ordet bæredygtig betyder, at produktet ikke belaster Jorden eller bruger Jordens ressourcer, så der er færre ressourcer tilbage til næste generation. Skriver man ’bæredygtig’, skal man kunne dokumentere, at man lever op til det. Det tvivler jeg på, at ret mange producenter kan,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Fandens til politimandattitude, og hvem er den dommer, der dømmer tøjet ude eller inde – og på hvilket grundlag? For forbrugerne kommer det her til at skabe usikkerhed om virksomhedernes oprigtighed.

For virksomhederne skaber det her usikkerhed om lovlig markedsføring og forvirring om, hvilke kriterier der gør sig gældende for at kalde tøjet bæredygtigt. I værste fald skaber det tvivl om modebranchens vilje til den grønne omstilling, og det kan komme til at demotivere udviklingsarbejdet.

Ingen definerede retningslinjer

Jeg føler mig usikker på retningslinjerne nu, for jeg finder dem ikke i forbrugerrådet TÆNK’s artikel. Jeg driver selv modevirksomhed med en produktion i lille skala, og jeg ønsker ikke at træde forkert og blive hængt ud som uoprigtig.

Jeg funderer over, om andre modevirksomheder tænker det samme som jeg. Jeg skriver til forbrugerrådet TÆNK »Jeg savner klart definerede kriterier for, hvad I vurderer, der skal til, for at virksomhederne kan opfylde kravene til, at deres produkter kan kaldes bæredygtige? Det synes jeg ikke fremgår tydeligt i jeres artikel.«

TÆNK svarer mig prompte og giver mig ret. »Det skyldes dels, at vi gerne vil have Forbrugerombudsmanden på banen og lægge snittet tydeligt, og dels, at vi læner os op ad Forbrugerombudsmandens vejledning, se Rapport (forbrugerombudsmanden.dk)«.

TÆNK henviser til pkt. 8,3 i rapporten, som lyder: »Det kan være vanskeligt at formulere tilstrækkeligt præcise påstande om, at et produkt, en aktivitet eller en virksomhed er bæredygtig(t), uden at forbrugerne bliver vildledt. Dertil kommer, at der ikke af lovgivningsmagten er fastsat generelle kriterier eller krav til anvendelsen af begrebet bæredygtighed eller fastsat generelle målemetoder for bæredygtighed.«

Der er altså slet ingen definerede retningslinjer. Hvorfor i alverden hænger de så fem tøjforhandlere ud på et udefineret grundlag og skræmmer os andre – når det, de i virkeligheden efterspørger, er en debat og veldefinerede kriterier fastsat af Forbrugerombudsmanden? Jeg tænker, at det er en uheldig måde at få sat gang i debatten på.

TÆNK’s udmelding om, at et produkts livscyklus skal indeholde alle bæredygtighedsaspekter, herunder sociale og etiske forhold samt mindst mulig belastning af miljø og sundhed, er slet ikke skarp eller konkret nok, og det kan ikke bruges til at skabe et klart skel mellem, hvad der er bæredygtigt, og hvad der ikke er.

Siden 2014 har jeg arbejdet med livscyklusanalyser af tøj i samarbejde med de rådgivende ingeniører Force Technology A/S og Teknologisk Institut. En livscyklusanalyse er ikke et bæredygtighedscertifikat til tøjet, men et værktøj til at dokumentere produktets miljøbelastning med efterfølgende mulighed for optimering. Man kan sige, at en livscyklusanalyse giver transparens.

Brug for mærkningsordning

Erfaringen med livscyklusanalyser af tøj viser, at tøjet meget sjældent – faktisk næsten aldrig – er ideelt bæredygtigt på alle dets trin. Ikke engang tøj af hamp, som vi i Danmark optimerer på i et prestigefyldt innovationsprojekt, præsterer på alle trin. Med den linje, forbrugerrådet TÆNK lægger op til, kan produktet fra det projekt sikkert heller ikke kalde sig bæredygtigt.

Jeg vil til slut give tre eksempler på livscyklusvurderinger af tøj. Så kan læseren selv vurdere, hvad der virker mest bæredygtigt:

Er økologisk dyrket hør; kartet, spundet, farvet, vævet eller strikket energieffektivt og uden kemikalier, under ordnede forhold bæredygtigt, hvis det i brugsfasen kasseres efter seks ganges brug?

Er polyester bæredygtigt, altså et produkt lavet af råolie, et usselt stykke plastik, som af samme grund kan holde for evigt?

Bukser lavet af Lenzing Tencel, som i branchen er kendt som et ypperligt miljøansvarligt materiale, konstrueret med så mange læg og detaljer, at de er svære at stryge ud. Er det bæredygtigt, hvis brugeren mister interessen for dem, fordi de er for svære at vedligeholde?

Alle tre eksempler indeholder elementer, som kunne kvalificere det som bæredygtigt, men også forhold, der trækker i den modsatte retning.

EU-Kommissionen er i gang med et projekt, der kan skabe harmoniserede rammer for beregning af produkters miljømæssige fodaftryk i et livscyklusperspektiv. Det oplyser Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

Man kunne forestille sig en ordning a la mærkningsordningen for hårde hvidevarer, hvor A er godt og A++ endnu bedre. Hvis man besluttede at bedømme tøj ud fra ens kriterier i EU, ville det alt andet lige foregå på et ligeværdigt grundlag, der kunne genkendes i hele EU.

I modsætning hertil tror jeg, forbrugerrådet TÆNK’s tilgang medfører, at mange initiativer havner i garnet, og det er ikke i orden, når bedømmelsesgrundlaget er så uklart. Tiden er ikke til mistro eller de stikkerier, som TÆNK opfordrer deres læsere til at foretage. Der skal ensrettede kriterier til, så modevirksomhederne kan fortsætte arbejdet i en bæredygtig retning.

Rachel Kollerup er modedesigner og underviser.