Kronik

Socialdemokratiet fører en generationskrig mod min generation

De unge føler sig negligeret i den politiske virkelighed. Vi kunne forstå, at vi skulle sætte vores liv på pause, da det handlede om liv og død. Nu virker det, som om ungdommen er blevet det letteste offer, der har sværest ved at stemmestraffe regeringen, skriver erhvervsøkonomi- og filosofistuderende ved Copenhagen Business School Simon Gardner Mogensen
Selv om mange unges sommer er reduceret til havefester, sommerhuse og begrænset byliv, så kan vi da se frem til gratis færgebilletter over sommeren. Dem kan vi jo passende bruge til at pendle til vores udflyttede uddannelse, skriver studerende ved Copenhagen Business School Simon Gardner Mogensen.

Selv om mange unges sommer er reduceret til havefester, sommerhuse og begrænset byliv, så kan vi da se frem til gratis færgebilletter over sommeren. Dem kan vi jo passende bruge til at pendle til vores udflyttede uddannelse, skriver studerende ved Copenhagen Business School Simon Gardner Mogensen.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
27. juli 2021

Det her skal ikke lyde som en kollektivistisk klagesang på vegne af mine jævnaldrende, men jeg frygter for en gevaldig generationskrig lige rundt om hjørnet. For selv om vi unge, det være sig alt fra folke- og efterskoleelever til erhvervsaktive og universitetsstuderende, har opført os eksemplarisk under coronakrisen – ja, måske netop fordi vi har opført os eksemplarisk, ulmer en følelse af at være glemt og negligeret.

En følelse, som nu lader til at spille sig videre ind den politiske virkelighed, der emmer af, at de unge ikke er færdige med at skulle ofre sig i navnet på de ’større sagers tjenester’.

Et af de største og mest klare eksempler må være hele dette vanvidsår, som vi alle har været berørt af. En krisehåndtering, der i sin essens ikke er skabt til at beskytte de unges interesser, men til at tage vare på det ældre segment af befolkningen, som er i risikozonen, når det gælder corona. Og fordi det handler om liv og død, er det svært at anfægte fra både en moralsk og etisk position. Men det er i det politiske og ikke i det sundhedsfaglige, at der findes et uhyggeligt stort skel, og det er her, den dystre forskelsbehandling befinder sig.

For alt imens man lukkede landet ned for at redde den mest lukrative vælgergruppe, valgte man i genåbningen – både i vaccinationsudrulningen og i ophævelse af restriktioner – ikke at tilgodese de grupper, der allerede var gået glip af mest.

Vækst og forskning på pause

Det handler om folkeskoleelever, som afslutter et ti år langt kapitel med deres klassekammerater, efterskole- og højskoleelever, der skulle genfinde sig selv, erhvervsskoleelever, der ikke fik lov at demonstrere deres evner til eksaminer på vanlig vis, om gymnasieeleverne, som måtte nøjes med en lunken lightversion af en studenteruge, og de nyudklækkede akademikere, der måtte slå sig til tåls med en e-mail fra universitetet med ’tak-for-denne-gang’.

Det er en aktiv gruppe, hvis liv i høj grad defineres af de valg, de træffer lige nu. Både i de sociale sammenhænge og i de faglige aspekter. En gruppe, der ikke tilfredsstilles af kaffe og kage til familiearrangementer eller grillhygge i haven med de nærmeste bekendtskaber, som mange andre, både ældre og yngre, ville. En gruppe, hvor sommer oftest betyder farverige festivaler og fest i byen til langt ud på natten.

I stedet kan vi, ungdommen, se frem til en økonomisk gældsætning. En gældsætning til fordel for en gruppe, som ikke engang kommer til at være i live til at se selvsamme gæld blive tilbagebetalt. Og selv om den gæve unge socialdemokrat Frederik Vad i debatten for en rum tid siden hævdede det modsatte, så kommer der altså en regning. Og den regning skal betales af alle os andre, som uanset positive økonomiske vismandsrapporter er dem, der kommer til at mærke efterveerne af et års inaktivitet.

Det lyder måske bare som en jammer fra en kontrær studerende, der er sur på Mor Mettes nok så ansvarlige håndtering af coronakrisen. Men anken består i, at vi er mange unge mennesker, som føler, at denne prioritering går stik imod den individualitet og selvbestemmelse, vi kærer os om, skriver Simon Gardner Mogensen.

Det lyder måske bare som en jammer fra en kontrær studerende, der er sur på Mor Mettes nok så ansvarlige håndtering af coronakrisen. Men anken består i, at vi er mange unge mennesker, som føler, at denne prioritering går stik imod den individualitet og selvbestemmelse, vi kærer os om, skriver Simon Gardner Mogensen.

Anders Rye Skjoldjensen

Under corona er både forskning og investeringer i høj grad blevet sat på pause. Det gælder alt fra kræftbehandlinger og økonomisk vækst til klimaforskning. Her havde initiativer og opdagelser kunnet skabe en bedre hverdag for os alle – og været i stand til at redde liv. Nu skal teten først til at genoptages, og det forringer vores fremtidsmuligheder.

Uagtet denne prioritering under coronakrisen, så tror jeg, at os unge, der har holdt os på måtten under krisen. Vi har sagtens kunnet acceptere negligeringen – i hvert fald til en vis grad. Dog nager det noget, når vi nu er tilbage i dagligdagspolitikken, og vi efter et år med indskrænket frihed i den mest definerende tid i vores liv endnu ikke kan ånde lettet op, men derimod kan se frem til yderligere begrænsninger.

En kalkuleret risiko

For lidt a la den snart forudgående krisehåndtering kan ungdommen nu igen se frem til at skulle indlemmes i en større politisk tjeneste. Nu kan vi se frem til, at immigrations- og lighedsproblemerne her i landet skal løses ved, at centraladministrationen skal bestemme, hvor vi skal gå i gymnasiet. Og det på baggrund af vores forældres indkomst.

En socialdemokratisk regering, som i generationer har kæmpet for at styrke den sociale mobilitet og imod, at din socioøkonomiske baggrund er afgørende for dit liv, står nu til at gøre akkurat samme afgørende for, hvilket gymnasie du ender på.

Og ikke nok med det, så skal ungdommen også lokkes ud på landet og til det provinsielle. Væk fra de store byer for at løse den krise, der hersker mellem land og by. En mission, der klinger hult i lyset af, at den tidligere kirke- og undervisningsminister Magrethe Vestager i 90’erne blev sat til at hæve uddannelsesniveauet ved at samle og centralisere under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup.

Generation zoom, curlingbørnene eller identitetspolitikkens forkæmpere er blot nogle af de navne, der gives den generation, der lige nu ser ud til at være blevet en kastebold i et politisk spil. Det virker, som om det fra både statsminister Mette Frederiksen og socialdemokratiets chefideologers side er en kalkuleret risiko, de har valgt at løbe, fordi de unge mellem 18 og 24 år og studerende er deres mindste vælgersegment.

Selv om mange unge menneskers summer of love er reduceret til havefester, sommerhuse og begrænset byliv, så kan vi da se frem til gratis færgebilletter over sommeren. Dem kan vi jo passende bruge til at pendle til vores udflyttede uddannelse.

Alt imens har socialdemokratiets egne vælgergrupper, som i høj grad er de offentligt ansatte eller dem på offentlig forsørgelse, kunnet føle sig sikre under den valgte krisehåndtering. Deres levebrød og fremtid har ikke lidt på samme måde som ungdommens.

Samtidig har man for alvor også sat sig på demografisk store dele af befolkningen – helt ude i de lokale provinsbyer og den pensionerede del af befolkningen, som så absolut bliver taget i betragtning i socialdemokratiets seneste udspil.

Det lyder måske bare som en jammer fra en kontrær studerende, der er sur på Mor Mettes nok så ansvarlige håndtering af coronakrisen. Men anken består i, at vi er mange unge mennesker, som føler, at denne prioritering, om den er retfærdiggjort eller ej, går stik imod den individualitet og selvbestemmelse, vi kærer os om.

Når vi har bevist, at vi gerne står i stampe for en større sags tjeneste, så er det med henblik på, at vi igen kan skimte friheden i den blå horisont. Derfor må ungdommens ansvarlige tilbageholdenhed under coronakrisen ikke blive en løftestang eller undskyldning for magthaverne. Vi skal ikke blive deres prygelknabe, og de skal ikke tro, at vi bare bøjer hovederne, når nye politiske udspil ivæksættes. For det er i den situation, at en generationskløft overgår fra kulturelle uoverensstemmelser i musikken og uenigheder om buksernes placering i taljen til en generationskamp om at blive tilgodeset i statens nulsumsspil.

Simon Gardner Mogensen er studerende ved Copenhagen Business School på erhvervsøkonomi og filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Petersen

Vi husker alle sammen sommeren 2020, hvor de unge sad isolerede og angste på deres værelser og oplevede venner og naboer dø. Hvor Coronadøden var en konstant og nærværende realitet. Fysisk samvær til selv den nærmeste familie var forbudt. Højest kunne de unge få lov at stå og råbe til hinanden fra vinduerne.

Imens gav de gamle den fuld gas med Aperol Spritz og mellemgulvsvibrerende Soundbokse i havneparken på Islands Brygge og andre steder. Eller de smuttede en tur til Dubai for at hjembringe friske forsyninger af Corona virus.

Eller tænk på dette forår, hvor bedstefar og bedstemor har givet smittespredningen ny næring, fordi de insisterede på at stå skulder ved skulder med tusinder af fodboldbegejstrede gamle og råbe, synge, kysse, kramme, danse og hælde fadøl ud over alle andre.

Jacob Mathiasen, erik pedersen, Sonja Rosdahl og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

"Det lyder måske bare som en jammer fra en kontrær studerende, der er sur på Mor Mettes ............."
Ja!

Sonja Rosdahl

Jeg glæder mig så meget til agurketiden er forbi, og avisens journalister kommer tilbage på arbejde.

Mogens Kjær, Morten Kjerulf og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Jeg frygter en gevaldig velfærdskrig lige rundt om hjørnet. Pendulet svinger igen, den næste generation neoliberalister er ved at blive udklækket fra CBS. Uligheden vil vokse, mere fattigdom er målet, men det er i en større sags tjeneste, siger de. De tre største problemer i Danmark er immigrations- og lighedsproblemerne samt naturligvis på førstepladsen, klimaforandringerne, men landet forsvinder ikke under havets overflade før om hundrede år, så selvfølgeligt skal vi have mere vækst...

Der er en forsker, som har fundet ud af, at for ca. et hundrede år siden skete der en åreladning af egoer fra Danmark til USA. Dette bevirkede, at man i Danmark kunne bygge et land op, hvor fattigdommen blev mindre, og at flere fik en chance i livet. Kort sagt et bedre liv for alle dem, som skribenten ønsker at ofre, for at han kan få det maksimale ud af sit liv. Snart har han fået en uddannelse ved Copenhagen Business School, men hvem får gavn af det, undtaget ham selv naturligvis? Han skriver, at vi har immigrations- og lighedsproblemerne her i landet. De problemer kan begge løses ved at han immigrerer. Gør os andre, dig selv og landet den tjeneste.

De studerende ved CBS har kun et mål i livet; at samle ti millioner kr. sammen før pensionsalderen. Samfundet er bare et middel til det mål, alle andre er de neoliberale kolde i røven overfor. Der er flere store samfundsgrupper, hvis liv i høj grad defineres af de valg, magteliten træffer lige nu. Alt imens man over et år pumpede 767 mia. ud til erhvervslivet, for at redde den mest luksuriøse magtgruppe her i landet, valgte man i farten ikke at tilgodese de grupper der allerede var taget mest fra; nemlig underklassen, de fattigste, samt især de handikappede, der fremover skal lide pga. den næste generation reformer, dvs. sociale nedskæringer.

Et socialdemokratisk parti, som i generationer kæmpede for at styrke den sociale mobilitet og imod, at den økonomiske baggrund er afgørende for ens liv, står nu til at gøre akkurat det modsatte; ens fremtid afhænger af hvilken klasse man kommer fra. Og ikke nok med det, så skal underklassen også presses ud på landet til de fattigere kommuner i en regionsapartheid. Alt sammen for at overklassen gratis kan få en værdistigning på deres ejerbolig på 2,2 millioner kr. pr år. Boligspekulationen er landets hellige ko, til fordel for udenlandske storspekulanter, de rige banker samt pensionsfonde med tusinde af milliarder i baglommen.

Generationer fra underklassen samt arbejderklassen har i dag ikke en chance for at rykke op i samfundet; den sociale mobilitet er forhindret. Formuerne er sikrede og uligheden stiger, nu på fjerde årti. 250.000 fattige rapporter Danmarks Statistik til FN. 60.000 børn er presset ned i fattigdom. Dette er resultatet af det som neoliberalisterne kalder "Frihed". Frihed til hvem? Flertallet af befolkningen er ramt af sociale nedskæringer over de sidste tyve år. Socialdemokraterne sikrer nu at fattigdommen ikke forsvinder ved Ydelseskommissionen, og at der kommer forringelser i social sikring for arbejderne ved Reformkommissionen. Flertallet ser ud til at være blevet en kastebold i det politisk spil om større ulighed.

Alt imens har socialdemokratiets egne vælgergrupper, som i høj grad er husejerne og dem med store formuer, kunnet føle sig sikre under den valgte krisehåndtering. Deres levebrød og fremtid har ikke lidt på samme måde som underklassens. Tværtimod er formuerne steget til rekordhøjder. Samtidig har overklassen for alvor sat sig demografisk på storbyerne, og vi er pressede helt ud i provinsbyerne.

Det lyder måske bare som jammer fra en kontrær fra underklassen, der er sur på politikernes nok så ansvarlige håndtering af finanserne. Men anken består i, at vi er mange fattige, som føler, at denne prioritering, hvor de formuende konstant skal have mere, om det er retfærdiggjort eller ej, går stik imod den demokratiske selvbestemmelse, vi kærer os om: Det er ikke overklassen der skal bestemme at vi skal have indkomst-tilbageholdenhed for de privilegeredes skyld, det er os der udgør flertallet.

Når vi har erfaret, at vi skal stå i stampe økonomisk set for en større sags tjeneste, for at de formuende kan få mere, så er det med henblik på, at vi igen kan skimte friheden i den blå borgerlige horisont, når de borgerlige igen kommer til regeringsmagten? Underklassens ansvarlige tilbageholdenhed må under coronakrisen ikke blive en løftestang eller undskyldning for magthaverne. Vi skal ikke for evigt være deres prygelknabe, og de skal ikke tro, at vi bare bøjer hovederne, når nye politiske reformer iværksættes.

De privilegerede fører en velfærdskrig mod flertallet af befolkningen. Vi, de fattige, bliver negligerede i den politiske virkelighed. Vi vil ikke acceptere, at vi skal sætte vores liv på pause, eller at vækst til overklassen handler om liv og død. Det virker som om at de 60 % af befolkningen er blevet det letteste offer, der har sværest ved at stemmestraffe regeringen. Vi udgør flertallet, men akademikerne udgør flertallet i Folketinget, hvad har det med demokrati at gøre?

Egon Stich, Rasmus Kristiansen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

@ Henning Kjær
Efter min opfattelse er det ufint kun at citere en halv sætning.
For Simon G. Mogensen har overordnet set ret: Det er de unge der har betalt og skal betale prisen i fremtiden.
Mange hilsner
Peter

Rikke Nielsen

Ja, det lyder lidt som noget jammer. Der er jo ingen, der har ønsket sig en pandemi. Det er ikke og har ikke været en sjov leg med spændende præmier. Det har været og er stadig en verdensomspændende krise. Vi har alle skullet undvære noget. Til gengæld har Danmark klaret sig rigtig godt igennem, og det skulle du måske være taknemmelig over. Og nyde de år du stadig har til at leve et langt og lykkeligt liv.

Og held og lykke med det.

Erik Humblebug

Det er jo en del af demokratiets væsen, at politikerne gør noget for dem, der stemmer på dem.

Vi har repræsentativt demokrati i Danmark og pt. er det Kathrine Robsøe og Anne Sophie Callesen, der repræsenterer mig i Folketinget fordi de er valgt i den storkreds, hvor jeg bor for det parti, som jeg har stemt på.

Og Kathrine og Anne Sophie har naturligvis også deres mærkesager, som de kæmper for.

I dag bliver næsten alle kandidater til Folketinget opstillet af partier, der er berettiget til at stille op til Folketinget.

Derfor er det også partiets medlemmer, der bestemmer, hvem der bliver opstillet.

Og da er det sikkert rigtigt, at der er mange i Socialdemokratiet, der gerne vil opstille kandidater, der tjener pensionisternes interesser.

Men det er jo en del af demokratiet, som det fungerer i dag