Læserbrev

Sport og politik bør blandes. Bare ikke i form af bøllehat og patriotisme

Det diskuteres meget, om sport og politik skal blandes sammen, men det er vigtigt også at spørge hvordan. Det er produktivt, når sporten bruges til at bekæmpe racisme og homofobi, men ikke når politikere i bøllehat rider med på patriotismens strømninger, skriver junioranalytiker i Institut for Vild Analyse Jeppe Øxenvad i dette debatindlæg
Det diskuteres meget, om sport og politik skal blandes sammen, men det er vigtigt også at spørge hvordan. Det er produktivt, når sporten bruges til at bekæmpe racisme og homofobi, men ikke når politikere i bøllehat rider med på patriotismens strømninger, skriver junioranalytiker i Institut for Vild Analyse Jeppe Øxenvad i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
9. juli 2021

Et mundheld lyder: ’Der er for meget sport i politik og for lidt politik i sport.’ Første del er åbenlys: Konkurrenceånden lever lidt for godt i dansk politik, og ikke mindst udenlands. Dermed er anden del af dialektikken tilbage – at der er for lidt politik i sport.

I EM-tidens aktuelle ånd virker det rammende at bevæge sig ned ad denne vej. Dog passer mundheldet ikke. Der er masser af politik i sport. Fra arenaer, som ikke må stå i regnbuens farver, til mistanker og sigtelser om bestikkelse, står fodbold i dag som en politisk kampplads.

Et andet udtryk, som måske rammer klarere ned i samspillet mellem sport og politik, er følgende parafrase, som med en vis sandsynlighed tilskrives Heinrich von Kleist: »Al politisk kunst er dårlig kunst, men god kunst er altid politisk.«

Nu er fodbold jo ikke ligefrem kunst, men der er dog stadig paralleller mellem sporten og kunsten.

I forlængelse af parafrasen er det ikke tanken, at fodbolden skal blive en politisk institution, på trods af at FIFA og UEFA gør deres for netop at blive dette. Snarere må vi, lig Kleist, spørge ind til forholdet mellem sport og politik. Det er dårlig ’politisk sport’, når landets politikere iført bøllehat og ynkelige tilråb bruger landsholdets succes til at spille på den patriotisme, som i en tid strømmer over gader og stræder.

Man kunne i stedet drømme om, at fodboldstadionet ligeledes blev en kampplads for den politiske diskussion. Præcis som det er gjort med fodboldspillerne, der knæler mod racisme. Den enkelte spiller kan stå på mål for sine egne politiske overbevisninger.

Når fans tager egne regnbueflag med på stadion, eller selv samme stadions er blevet lyst op af regnbuens farver. Det er aktivisme, og på trods af højrefløjens evindelige credo om at holde tingene adskilt vil nærværende skribent advokere for en forening af de to.

Når vi nu er ved det, hvorfor tager vi ikke kollektiv afstand fra næste års VM? Med lidt held kan vi se os selv i øjnene, hvis DBU endelig lytter til samvittighedens kald og melder afbud til VM i Qatar. Sportens kampplads er et symbolsk domæne, der peger ud i den sociale og politiske sfære.

Jeppe Øxenvad er studerende og junioranalytiker i Institut for Vild Analyse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Afbud til Qatar? Det har vi da ikke råd til og heller ikke moral til, for så var det allerede sket. Danmark er et land, der går efter pengene. Hvor langt er man kommet i Tibetsagen fra 2012? Det var noget med beskyttelse af handelsaftaler. De er vigtigere end alt andet. Vi kan godt sende soldater ud for at indføre demokrati, men ikke en handelsdelegation.

ingemaje lange, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar